Det personlige VM I

Jeg elsker slutrunder i fodbold, så er det sagt, og læseren er hermed advaret. Jeg elsker muligheden for i den kommende måned at se kampe mellem Iran og Nigeria - hvor inferiørt det end måtte lyde - samtidig med at jeg har mulighed for at se et højspændt drama mellem Italien og England. VM vil med garanti byde på utallige oplevelser af såvel tårnhøj fodboldmæssig kvalitet som negative overraskelser som fx tidlige exits fra favoritter, der skuffer, og det er med til at gøre oplevelsen helstøbt - for det er VM i en nøddeskal; små nationer, der når langt, og store nationer, der skuffer.

På forhånd ser jeg voldsomt frem til den mulige dynamitpulje D, hvor Italien, England og Urugay alle har holdet til at gå videre fra puljen, men hvor det ene jo nødvendigvis må forlade turneringen efter tre kampe. Men jeg har også forventninger til, at Belgien - som en mulig outsider - med et godt hold og lidt turneringsheld kan gå til en semifinale (hvis Tyskland overrasker negativt). Det kunne være spas, kunne det...

Nå, der er masser af gode analyser og nørdede lækkerier som forskræp til VM rundt omkring på nettet og i farvestrålende magasiner, så jeg vil lade den del ligge. Til gengæld har vi alle hver især nogle erindringer om tidligere VM-slutrunder, og i mit tilfælde er det typisk som nedslag og spredte erindringsbilleder, der knytter sig til de enkelte årgange.

Herunder følger første del af min egen personlige oversigt over de slutrunder, jeg husker - og måden, jeg husker dem på.

1974 - Vesttyskland
Det første VM jeg husker. Sad som lille purk i TV-stuen foran det monstrøse, teak-træsbeklædte sort-hvide TV og fulgte det sammen med min fodboldtossede far.

Eneste genkendelige erindring om det er finalen, hvor det især er billedet af Paul Breitner, der - iklædt en ualmindelig uklædelig (men enorm) tysk afro-frisure - bringer balance i regnskabet efter Hollands 0-1 føring. Nå, ja; og så pokaloverrækkelsen til Der Kaiser, Franz Beckenbauer.

Klip fra finalen: https://www.youtube.com/watch?v=DsnK_4IWBWc


1978 - Argentina
På dette tidspunkt selv ivrig - omend ikke særligt talentfuld - venstre back i den lokale fodboldklub. Og til træningen efter den sommer var det navne som Cruyff, Mario Kempes, Osvaldo Ardiles, Rossi og Rummenigge, der blev råbt af drengene på banen, når de skulle demonstrere deres færdigheder.

Øjeblikket for undertegnede var dog et andet end spillet på banen. Det argentinske hjemmepublikum havde en fabelagtig mani med at smide papirkonfetti fra tribunerne når heltene løb på banen, og når de scorede, og finalens indledning blev en opvisning i dette.

Se selv: https://www.youtube.com/watch?v=rmXdIyRwAfU

PS: Argentina vandt, og jeg tryglede min mor om at strikke en Argentina-trøje til mig, efter at jeg havde set opskriften i FamilieJournalen. Hun nægtede!

1982 - Spanien

Et par detaljer sniger sig ind på mig fra VM i Spanien 1982; en meget ung Diego Maradona, der i kampen mod Brasilien karatesparker sig ud af turneringen efter at Argentina er kommet bagud 0-3. Se det her: https://www.youtube.com/watch?v=LP3u2nDEcPA)

Derudover især Paolo Rossi (der blev rejst en statue af ham efter VM), der efter at have været dømt ude og lagt for had af italierne selv, scorede seks mål og - nærmest ene mand - vandt VM for Italien.

Og nå ja; de nye stadions i Spanien havde de mest fantastiske 'voldgrave' omkring banen, primært for at opfange boldene, så bolddrengene ikke skulle løbe så langt efter dem:-)

1986 - Mexico
Som dansker et skelsættende år, thi det var Danmarks første VM-slutrunde. Og deltagelsen var oven i købet med et hold, der på sine bedste dage kunne slå alle nationer i verden - ihvertfald i egen selvforståelse. Noget var der om snakken, og i undertegnedes optik har der aldrig - før eller siden - været et dansk landshold, der både i start-11'eren og på bænken kunne matche dette spiller for spiller.

Masser af billeder og højdepunkter; Elkjærs flyvetur over en hårdt tacklende skotte i den første kamp, Laudrups vidunderlige mål i nedsablingen af skrækmodstanderen Urugay, Arnesens tåbelige frustrations-spark i kampen mod Tyskland, der kostede ham deltagelsen mod Spanien og Maradonas to gudemål mod England.

Vores nationale, kollektive forståelse af VM i Mexico 1986 er, at det var dét VM, Danmark kunne have vundet. Nå, ja; med lidt lodtrækningsheld mv., men mon ikke Argentina ville have givet os kamp til stregen? Og skulle vi så ikke liiiiige tage og tilgive Jesper Olsen? Kampen mod Spanien blev tabt på en kollektiv nedsmeltning på holdet, og en skidt udskiftningsbeslutning af Sepp Piontek i panik efter at Spanien var kommet foran 2-1.

PS: Argentina vandt VM. Men moralske vindere....????

1990 - Italien
Meget få erindringsbilleder, hvad der nok skyldes 1) at jeg var ude at rejse under VM og 2) at der ikke var nævneværdige højdepunkter? Husker dog stadig Lothar Matthäus' vidunderlige mål til 1-0 efter en lang solotur gennem forsvaret. Men var det mod Frankrig eller Jugoslavien??? Og så husker jeg Beckenbauer skridte banen af efter finalen, som han denne gang vandt som træner.

Men ellers; lad os hastigt glemme 1990...

1994 - USA
Universitetsstuderende med for meget sommerfritid og slutrunde i en anden verdensdel? Feeedest... Bizarre kampe kl. 3 om natten og generel fest.

Billeder; Valderamas (staves det sådan?) hårpragt, Sveriges bronzesucces (og Thomas Brolins rejehop efter sine tre scoringer) og Bulgariens gyldne generation. Maradonas sidste VM og 'indendørs' fodbold i Texas. Drillobold fra Norge, der led en krank skæbne i gruppe E, hvor alle hold endte på fire point - og Norge som det eneste ud af fire hold ikke gik videre.

Generelt ikke et VM, der påkalder sig den store opmærksomhed, og lidt ærgerligt, at finalen skulle afgøres på straffespark. Antiklimaks.

PS: Brasilien vandt. 3-2 efter straffespark. Ikke et gensyn værd.

Stay tuned, mere følger snarest. Vi mangler jo 20 år endnu:-)

Demokratisk frihed

Så er sommeren kommet, og den følger et hidtil fabelagtigt forår. Og med forår og sommer kommer også alle de vidunderlige, årstidsbestemte glæder som konfirmationer, bryllupper og ikke mindst alle de skæve helligdage, hvor det arbejdende folk kan få lidt velfortjent hvile til de trætte, varme hænder, de værkende ben og rygge og de hårdt prøvede hoveder og hjerner.

Det kan naturligvis få en og anden til at spekulere over såvel forårets som religionens betydning for det mentale velbefindende. Efter en lang påskeferie følger en kort St. Bededagsferie, rask efterfulgt af Kristi Himmelfartsdag og så den nationale hyldest til demokratiet, Grundlovsdag, i år skarpt forfulgt af pinsen. Dage, hvor de fleste af os bliver hjemme og fejrer det, der nu skal fejres, og derved bliver udhvilede og klar til atter at tage fat på hverdagens trivielle eller udfordrende gøremål på arbejdpladsen, i skolen eller hvor man nu befinder sig.

Det er sundt og godt at holde fri. Det er ikke særlig fremmende for den nationale produktion og dermed konkurrenceevne, men det er jo et argument, der kun holder for økonomer, så lad det hvile. Der er dog et enkelt element ved disse fri- og helligdage, der kan undre.

Det kan fx undre, at i et samfund, hvor kirkens og religionens rolle er blevet udfaset til nu kun at bestå i fejringen af rituelle overgange såsom dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, kan man stadig hævde (kultur-)religionens forrang over uddannelse, produktivitet mv. i et moderne samfund. Helt skralt står det da til, hvis selv det notorisk mest gudløse parti, Enhedslisten, vil holde fast i en helligdag (St. Bededag), der historisk set er forankret i den nordiske udgave af bondesamfundets katolicisme!

Spørgsmålet er, om disse helligdage ikke er det sidste gisp i religionens og kirkens kobling til staten. Lad os skille skidt fra kanel, og lade dyrkere af enhver form for middelalderlig folkeovertro have deres overbevisning i fred, men er det ligefrem nødvendigt at lade nationen gå i stå af samme grund? I givet fald burde vi vel – i den politiske korrektheds ånd – også indføre de relevante helligdage for jøder, muslimer og buddhister.

Hvis der skal være nationale fridage, kan vi så ikke indføre dem således at de afspejler et moderne samfund - eller blot den kultur, vi er en mere eller mindre samlet del af? I USA har de Thanksgiving, der fejrer de første bosætteres møde med de oprindelige beboere, de har Labor Day, Memorial Day, Independence Day og en enkelt juledag. Dertil har de i nogle dele taget sig frihed til at fejre fx St. Patricks Day, Presidents Day og andre. Alle dage, der (bortset fra juledag) har noget med nationale rødder og/eller demokrati at gøre.

Fremover kunne vi – ved at følge et sådant eksempel – holde fx Grundlovsdag, Dybbølsdag, Rebildsdag, Grevens Fejde Dag, Griffenfeldts Dag, Roskilde Freds Dag, Kalmar Dag eller andre, spændende dage, der fejrede vores lille nations (ofte nederlagsprægede) historie. Derved ville vi alle blive mindet om vores kultur, vores rødder og vores historie, og vi ville slippe for den forlorne fims af hyklet religion, der præger vores forår.

Anakronismer II - Vinyl

Jeg er ikke en maskinstormer. Faktisk er jeg særdeles begejstret for smarte mobiltelefoner, tablets, bærbare PCer og alskens isenkram, der kan fornøje og muntre, og som i mange tilfælde også er med til at gøre hverdagen lettere end hvis jeg ikke havde haft dem. Jeg er også en lykkelig forbruger af alle former for digitalisering: jeg får en meget stor del af min post i e-boks, kigger lystigt med hvert år i SKATs lotteri i min skattemappe på min personlig skatteside og er - det meste af tiden – også ualmindelig glad for min webbank. Alt i alt føler jeg selv, at jeg er med på den fagre nye verden. Måske ikke som trendsetter eller frontrunner, men ved gode, afprøvede formater hopper jeg gerne på. Jeg lytter til radio, musik eller podcasts via min iPod, når jeg løber, ser TV på min iPad, enten via TV-stationerne eller de nyere on-demand-tjenester som Netflix, og jeg læser gerne mine mails og tjekker facebook og twitter på min mobiltelefon.

Alligevel er der områder, hvor jeg hænger fast i fortiden. Ikke fordi jeg ikke kan ‘følge med’, men måske snarere fordi jeg ikke har lyst til at følge med! Sådan forholder det sig ihvertfald med især to former for hard-back kultur; musik og litteratur.

Lad mig her kaste mig over førstnævnte: Som barn i 70erne og ung i 80erne var fx musik noget man hørte i radioen, på kassettebånd eller på grammofonplader. Og da de digitale formater overtog på musikfronten i 90erne købte jeg da ganske vist en del CDer, men de veltjente vinylplader blev aldrig stillet på hverken loftet eller i kælderen. I første omgang nok fordi jeg var for nærig til at geninvestere i god musik, men efterhånden også af andre årsager; pladesamlingen havde vokset sig stor, og 5-600 vinylplader er ikke sådan lige at overspille til digitale formater – og det viste sig faktisk ret hurtigt, at jeg ikke havde lyst til det. I stedet blev det en fornøjelse for mig at hive albummet ud af reolen, lægge den på den alt for dyre pladespiller og lade den løbe hele vejen igennem på begge sider, så jeg dermed også fik hørt en del af de numre, der ikke lige var hits, da pladen kom frem. Af og til kunne jeg fortabe mig i covers - hele artworket omkring et albumcover var blevet en glemt kunstart, da vi overgik til CD- og digitale formater - og i innersleeves med sangtekster og credits.

HI-FI-entusiaster har haft travlt med at overbevise om, at pladerne gav en bedre lyd. Jeg føler mig ikke overbevist, eftersom jeg ikke er sikker på, at jeg kan høre forskel, men det er vist noget med dynamikken. Min egen oplevelse er, at en del CDer bliver uafspillelige efter et vist tidsrum, mens pladerne forbliver intakte (med mindre man ridser dem, naturligvis), men ellers har jeg ikke noget at udsætte på de digitale formater.

Det er stofligheden, jeg er helt vild med. Både i samlingen, hvor de mange plader efterhånden fylder en del i hjørnet af stuen, men i lige så høj grad i det enkelte album. Følelsen af at ‘lægge musik på’ og tyngden i selve pladen giver – i hvert fald for mig – en anden tilgang til at lytte til musikken. Når albums fra Beatles-tiden (nogle siger Sinatra- og Miles Davis-tiden) samtidig ofte var tænkt og konciperet som hele albums og ikke fragmentariske her-og-nu-musikstykker, er det en sand fornøjelse at være tvunget til at lytte til 20 minutters sammenhængende musik i stedet for en iPod-spilleliste bestående af contemporary hits der ikke holder halvvejs til næste månede.

Når hertil lægges fornøjelsen ved at dykke ned i David Bowies samlede 70er og 80er-produktion (gav vide, hvordan Diamond Dogs ville have solgt som samlet udgivelse i dag? Eller Ziggy Stardust?), nyde rodebutikken af Beatles-numre på den blå eller den røde opsamlings-dobbelt-LP, genhøre Klichés Supertanker og huske sig tilbage til dengang dét var skelsættende i dansk rockmusik eller fortabe sig i detaljerne på coveret til Led Zeppelins Physical Graffiti er der ingen tvivl hos mig; samlingen forbliver intakt – indtil den dag, den viser sig tilstrækkelig meget værd til at blive bortauktioneret og dermed kan forsøde min pensionisttilværelse.

Det sidste har dog nok lange udsigter, efter at musikindustrien har fanget signalerne i den efterhånden voksende vinyl-revival. Nu udgives alle slags musik – nyt som gammelt – jo både digitalt og på vinyl, samtidig med, at hvad der hidtil havde været klenodier i min lokale samling genoptrykkes med – Gud bedre det – ‘remastered art-work’. Intet ondt om muligheden for at erhverve sig ny musik på vinyl, men så skulle da stå pokker i de formuer, man efterhånden har lagt hos den lokale vinyl-pusher i jagten på de originale udgaver af rock- og pophistoriens klassikere…

Patenteret pjat

Festtiden stunder til, idet vi om føje tid - faktisk allerede på søndag - skal fejre vores grundlovssikrede ret til at gøre vores stemme gældende. Denne gang skal vi finde repræsentanter blandt de ypperste af os danske til at repræsentere os i den Europæiske Unions parlament.

Det skal nok blive spændende i sig selv, men ikke nok med, at vi skal muntre os med ovenstående valg. Samtidig skal vi nemlig tage stilling til en anden væsentlig sag i vores hverdag; skal vi eller skal vi ikke tilslutte os en fælles europæisk patentdomstol?

Inden den hårdt prøvede læser lader sig friste af internettets øvrige fristelser og klikker væk fra siden, så lad mig med det samme understrege, at følgende tekst ikke vil indeholde ret meget, der har med substansen at gøre, så kære læser; du kan roligt læse videre. Her vil ikke være agitation for hverken ja eller nejsiden, ligesom jeg ikke skal trætte unødigt med lange forklaringer om patentdomstolenes plads i vores hverdag. Næ, som demokratisk sindet borger er jeg såmænd blot interesseret i, hvorfor jeg overhovedet skal stemme om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig en fælles europæisk patent-domstol.

Det er der et par internt afhængige årsager til. For det første vil Danmark, med en tilslutning til at opgíve sin ‘egen’, nationale patentdomstol og tilslutte sig en EU-patentdomstol afgive national suverænitet. Ifølge Grundloven skal en hvilken som helst suverænitetsafgivelse vedtages i det demokratisk valgte folketing med 5/6 stemmers flertal. Lykkes det ikke at etablere et sådant flertal skal forslaget i stedet til folkeafstemning, hvis det skal vedtages. Se, det system kender vi fra tidligere folkeafstemninger om medlemskab af EF/EU, Maastrichtaftalen, fælles europæisk valuta mm., så det er jo ikke noget nyt. Det, der er interessant i denne omgang, er, hvorfor forslaget så ikke blev vedtaget med det nødvendige flertal i folketinget.

Spørgsmålet kan besvares ganske kort; fordi Enhedslisten og Dansk Folkeparti ikke ville stemme for forslaget. Enhedslisten fordi de i misforstået proletarisk nationalromantik aldrig stemmer for noget, der foregår i regi af EU – det er vist noget med international profitmaksimering og udbyttende kapitalistlakajer – og Dansk folkeparti fordi … Ja, hvorfor mon?

Fordi regeringen ikke ville tale med Dansk Folkeparti om begrænsning af velfærdsturisme i EU! Kristian Thulesen-Dahl, mangeårig de facto formand for det fine parti, afslørede for en knap så undrende offentlighed i oktober 2013, at DF ikke ville stemme for forslaget, fordi de havde meddelt regeringen, at prisen for deres stemme var indbydelse til forhandling om det prekære emne – og regeringen havde altså ikke indbudt. Og det er skisme da også tarveligt, er det. Her står vi med en hobetallig skare af fattige EU-borgere, der emigrerer fra deres forarmede hjemlande til Danmark blot for at modtage alle goderne, såsom starthjælp, SU og børnecheck, og så vil regeringen end ikke tale om dette gigantiske dræn af statskassen!

Nu hører det med til historien, at velfærdsturisme ifølge alle undersøgelser er knap så stort et problem, som man går rundt og bilder sig ind. Faktisk er immigration er en netto-gevinst for det modtagende land, in casu Danmark, idet emigranterne i langt højere tal finder arbejde og betaler skat, end de modtager ydelser. Men det er også ligemeget, er det. DF vil blot markere sig med en fortsat stemme i indvandrer-debatten, og samtidig vil de udstille regeringen som ignoranter, der ikke vil deltage i denne debat, og dermed fastholde DFs egen store andel af snævertsynede vælgere, der opfatter enhver form for fremmedhed som en trussel mod ikke blot velfærdssamfundet med mod selve kernen i vores danske kultur.

Ergo; på grund af en tåbelig demonstration af et politisk ståsted, der intet har med sagens kerne at gøre, sætter vi hele apparatet af propaganda, oplysning, debatter for og imod EU i gang, så vi den 25. maj 2014 kan stemme om dansk tilslutning til den fælles europæiske patentdomstol. Og sådan virker det danske folkestyre i smukkest mulige udformning.

Og for at gøre historien komplet; DF var i oktober sidste år villige til at stemme for en fælles europæisk patentdomstol, hvis altså bare... Derfor klinger nej-retorikken i DF-propagandaen ekstra hult i disse dage. Men det gør nok ikke noget, for vælgernes hukommelse er som ofte ganske kort.

Demokrati og repræsentativt pøbelvælde?

Bedre sent end aldrig, sommansir, så derfor her - mere end en uge efter den totale politiske nedsmeltning af et daværende regeringsparti - lidt strøtanker om Goldmann-Sachs, DONG og repræsentativt demokrati.

Som det vil være de fleste bekendt, havde regeringen lavet en aftale om at sælge en del af statens aktier i energiselskabet DONG. Det havde for så vidt ikke fået selv de mest betonkommunistiske medlemmer af hverken SF eller Enhedslisten til at løfte et øjenbryn, men da det blev klart, at køberen af disse aktier var den amerikanske investeringsbank Goldmann-Sachs forårsagede det ikke blot et offentligt rama-skrig, det blev også den direkte anledning til, at SFs formand måtte forlade posten, og at SF selv forlod regeringen.

Den offentlige udlevering af SF som et ansvarsløst og utroværdigt parti befolket af landsbytosser var naturligvis godt stof i mediebilledet, og det samme var den lemminge-agtige faneflugt og Karsten Hønges vilde udfald på diverse platforme. Men ikke nok med det; den undrende offentlighed blev samtidig vidne til en folkelig vækkelse, der vel ikke er set større siden diverse EU-afstemninger op igennem 90'erne.

Pludselig havde mere end 200.000 danskere 'liket' en facebook-side mod salget af DONG til Goldmann-Sachs og rejste derved et massivt krav til regeringen om straks at tage salget af bordet. Det skete dog ikke (og så kan man jo afgøre med sig selv om det er godt eller skidt), og salget blev vedtaget i Folketinget.

Den digitale underskriftindsamling og en ophedet debat på bl.a. Twitter fik i forrige weekend Anne Knudsen til at skrive en leder i Weekendavisen, hvor hun bl.a. gjorde sig lystig over alle de finans- og investeringseksperter, der pludselig eksisterede i det lille land. Modstanderne af salget blev naturligvis aldeles rasende over således at blive hånet og latterliggjort (og det gjorde hun effektivt, må man sige), men kernen i Anne Knudsens leder kan man nok godt reflektere lidt over, hvis man vil.

Vi har valgt det repræsentative demokrati som styreform, sammen med en parlamentarisme, der tilsiger, at regeringen sidder så længe den ikke har et flertal imod sig. Det er vældig smukt, ikke mindst fordi det indebærer en forestilling om, at vi stemmer på de partier og kandidater, som vi mener bedst kan varetage vores individuelle ønsker om samfundets indretning og udvikling. Det indebærer også, at såvel komplekse som selvindlysende beslutninger træffes af de indvalgte på baggrund af ideologi, personlig overbevisning og - må man formode - tid og evne til at sætte sig ind i sagerne.

Om man er enig i beslutningen eller ej er for så vidt sagen uvedkommende. Og naturligvis lever vi også i et samfund, hvor ytringsfriheden er en hjørnesten, og hvis man vil forkynde sin utilfredshed overfor medlemmerne af beslutningsdygtige organer, skal man naturligvis gøre det.

I dette tilfælde var den 'folkelige' reaktion voldsom og havde store konsekvenser for regeringen - og for et af de partier, der var medlem af regeringen. Og man kan måske spørge sig selv, om nogle var lidt hurtigt ude? Personligt har jeg ikke haft tid - eller lyst - til at sætte mig grundigt ind i substansen af salget til Goldmann-Sachs, og for mig at se stod valget mellem at sælge DONG til Goldmann-Sachs (amerikansk forvalter af storkapital) eller til fx et pensionsselskab i Danmark (dansk forvalter af storkapital). At tro, at den samlede regering, det samlede folketing og finansministeriet ikke havde sat sig grundigere ind i sagen og havde overvejet såvel de økonomiske som de selskabsretlige og (på sigt) miljømæssige konsekvenser burde være naivt.

I nogle tilfælde er adgangen til 'underskriftsindsamler' og hurtig mobilisering af ekvilibristiske dagsordensættere på fx de sociale medier alt for let. Og den kan have alt for tunge konsekvenser. Jeg er glad for, at regeringen holdt fast; ikke fordi jeg tror, at det er den bedste beslutning, thi det har jeg ikke forudsætningerne for at bedømme, men fordi det viser, at vores repræsentative demokrati fungerer, og fordi det beviser, at regeringen og det brede folketing ikke ligger under for letkøbt populisme, skabt af utilfredse venstrefløjsstrammere i et lille regeringsparti eller den danske intelligentsia og miljø-/kulturelite på Twitter.

Men rest assured: det betyder ikke, at regeringen er fredet fra min side; hverken på disse sider eller til næste valg....