tirsdag den 6. januar 2015

Hvad må man sige?

Den velfortjente - og lange - juleferie er blevet fordøjet, og de mange indtryk har efterhånden sænket sig. Og i fravær af temaer med omkalfatrende betydning for menneskeheden (eller rettere; i vores ignorance af netop disse temaer) er der et enkelt tema, der de seneste uger er poppet op med regelmæssige mellemrum og stadig større påtrængenhed i diverse sammenhænge; hvad må man sige i det offentlige rum?

Annette Heick blev en kort tid de sociale mediers yndlingshadeobjekt ved i sin blog at fortælle, at hun i opgøret med "vor tids farligste kultursygdom: Den politiske korrekthed" havde en inderlig lyst til at sige ordet 'Neger'. Ordet i sig selv er ganske uskyldigt, forklarede hun pædagogisk, og det kan kun opfattes nedladende fordi ' nogen - igen - motivfortolker'.

Helt bortset fra fru Heicks lemfældige omgang med det danske sprog i al almindelighed (det hedder 'nogle', ikke 'nogen') demonstrerer hendes blog en noget indskrænket forståelse af sprog og sprogbrug. Det er ikke 'nogle' der motivfortolker, det er de mennesker, der er genstand for betegnelsen, der opfatter den nedladende, idet denne betegnelse netop rammer al historik af betegnelsen ind i forhold til forskelsbehandling, latent eller udtrykt racisme og generel ringe-agt. Det er derfor heller ikke mig, der motivfortolker når ordet 'neger' anvendes; det er min forståelse af ordet i en kulturel og historisk kontekst, der danner betydningen.

Det samme er David Trads inde på i sin blog, hvor han helt overordnet gør op med politisk korrekthed som en 'sygdom' og i stedet forklarer den som helt almindelig høflighed - dvs. "det samme som at opføre sig ordentligt". Jeg vil klart tilslutte mig hr. Trads' bemærkninger - når det er rettet mod denne grad af kulturel og historisk armod - omend jeg måske ikke mener, at al politisk korrekthed 'kun' er at opføre sig ordentligt.

Jeg omtaler sjældent folk som negre, perkere eller sinker, ligesom jeg glad og gerne afstår fra at kalde mine medmennesker fede, skævøjer eller spassere. Det er simpelthen et spørgsmål om almindelig respekt og høflighed.

Til gengæld opfatter jeg ikke den afrikanske kvindes profil på Cirkel Kaffen som hverken racistisk eller nedsættende. Her kan det jo godt være, at jeg både er dum og historisk fattesvag, men for mig har vanilledrengen og kaffe-kvinden altid været et brand-ikon på linie med Nikes swush-logo eller Coca-Colas karakteristiske svungne skrift.

Jeg har - i parentes bemærket - heller ikke noteret mig, at hverken afrikanske kvinder eller øvrige berørte har protesteret voldsomt mod disse billeder, men det kan jo - alt andet lige - bare være et udtryk for repressiv tolerance? Det mener Mathias Danbolt, der til information fortæller, at danskernes accept af netop disse ikoniske billeder er et udtryk for en selektiv bevidsthed, hvor danskerne dyrker det nostalgiske men glemmer, at billederne er udtryk for en imperialistisk koloni- og magtstruktur, som vi var en stor del af - og som ikke altid var særlig smuk. Det sidste har han givetvis ret i. Om det så også er dannende for vores nutidige opfattelse af klassiske varemærker, tvivler jeg dog noget mere på.

Til gengæld vil jeg lige runde af med at fortælle, at jeg svært gerne vil omtales som #kugodt #snack eller #bootylicious. Af årsager, som det ikke er mig forundt at dømme om, sker dette dog aldeles sjældent. Faktisk aldrig. Så måske skulle jeg overveje at aflægge Fitness World et besøg?