onsdag den 8. oktober 2014

Romer-rigets fald

Jeg er – i mange tilfælde – ret vild med Knud Romer. Hans korte roman Den der blinker er bange for døden (2006) er efter min bedste overbevisning noget af det bedste danske litteratur, der udkom i 00rne, og jeg er begejstret for hans ofte hudløse kritik af samfundet på TV, i radio og andre steder, hvor han kommer til orde – også i de (mange) tilfælde, hvor jeg ikke er enig med ham.

Jeg har tidligere på denne virtuelle plads muntret mig med en notits om uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og hendes tanke om uddannelsesdimensionering, men det er ingenting mod, hvad den gode Romer kan præstere. I et debatindlæg i Politiken raser han mod de ’talende excel-ark’, der leder ministeren ad fortabelsens, åndløshedens og kulturløshedens brede motorvej, ved at lade ”Den økonomiske rationalitet fra markedet og produktionen bliver totaliseret til at gælde for tilværelsen som helhed, og ministeriet administrerer en instrumentel fornuft, hvor alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af produktion, vækst og profit.”

Det er jo for så vidt et legitimt synspunkt. Romer mener, at man ofrer især de humanistiske uddannelser ud fra en produktivitetstankegang, hvor alt, der ikke kan gøres op i (økonomisk) værditilvækst, bliver anset for ubrugeligt, hvorfor man neddimensionerer de klassiske humanistiske fag på universiteterne, thi kandidaterne herfra er ikke længere anvendelige i et moderne samfund.
Så langt, så godt. Som gammel humanistisk uddannet halvstuderet røver kan jeg godt følge ham i kritikken. Men det er alligevel, som om Romer sejler kanoen så langt ud i den retoriske sump, at hans argumentation katapulter ham lige over i den grøft, hvor de fæle produktivitetsfascister kan anklage ham for at være det levende bevis for overflødigheden af flere af hans slags.

Romeren fortæller nemlig om en rystende oplevelse han havde i mødet med en navngiven chef i Dansk Erhverv, der ikke kendte en rygende hattefis til en – tydeligvis berømt – klaverfabrik i Leipzig, hvor såvel Brahms, Liszt og Mahler havde været på besøg, ligesom den stakkels, kulturelt forarmede mand intet kendte til Den Anden Wienerskole, Alban Berg, Magnus Zeller og Kirchner. Helt grotesk blev det, da den gode Jannik Linnemann kunne afsløre sit ukendskab til Rainer Maria Rilke, Dylan Thomas og de tyske ekspressionister.

En åbenbaring af indholdet af et uvidenhedens tempel åbnede sig for Romer, må man forstå. En chokerende indsigt i den mentale tilstand hos en mand, der tydeligvis var u-dannet i så ekstrem grad, at flere af denne slags ville medføre rigets (for-)fald.

Og så må jeg jo krybe til bekendelse. En enkelt digtsamling af Dylan Thomas er det blevet til for undertegnede i det sidste kvarte århundrede, ligesom Rilke (på tysk, forstås) en enkelt gang har fundet nåde for mit kritiske blik. Men ’Der Blaue Reiter’, Wienerklassicismen og Rachmaninov har jeg ikke beskæftiget mig med, ligesom Den Anden Wienerskole er et ukendt begreb for mig og de omtalte ekspressionister kun har fundet vej til mit hjem i opslagsværker indkøbt af min kunstinteresserede hustru.

Det moderne samfund er bygget på fælles kulturelt arvegods. Det kan der ikke herske tvivl om. Det vil det også blive fremover, om end det mere fragmenterede og individuelt baserede kulturforbrug, nok i fremtidige generationer vil reducere omfanget af fællesheden. Men en klassisk humanistisk uddannelse er ikke ensbetydende med kendskabet til ovennævnte kunstnere, klaverbyggere og retninger i moderne billedkunst, og kendskabet hertil er heller ikke en betingelse for at kunne udføre et erhverv, der ligger i forlængelse af den type dannelse, Knud Romer hævder vigtigheden af.

Jeg er ikke enig i dimensioneringstanken, primært fordi jeg ikke mener, at uddannelsesministeren skal vælge vejen for de uddannelsessøgende i højere grad end det allerede bliver gjort. Vil de vide alt om litteratur, kunst, sprog, kommunikation eller folkeslag skal de være så evigt velkomne for min skyld. Jeg betaler også gerne for det via min skat, og hvis de bliver ledige efter deres uddannelse, så har de – i et eller andet omfang – selv kendt risikoen inden de påbegyndte deres uddannelse.

Men mit argument bygger ikke på, at dem, der medvirker til at træffe beslutningen, ikke kommer fra et hjem med klaver – eller i øvrigt har lyttet til 12-tonemusik, studeret im- eller ekspressionisme eller kender forskel på Dylan Thomas, Thomas Mann eller Bob Dylan. Validiteten af Romers argument bliver voldsomt reduceret, hvis han i ramme alvor mener, at de talende Excel-ark ikke har ret til at mene noget, blot fordi de ikke er (ud-)dannet som han er.

Det er simpelthen kultursnobberi på et niveau, hvor selv jeg ikke kan være med. Og jeg læser ellers gerne moderne litteratur og hører Miles Davis. På grammofonen…  

tirsdag den 30. september 2014

Så er bussen parkeret

Det kan vist kun blive til en hurtig opdatering: Troels Bech fyret i OB - Ove P. ind som hans afløser! Og som sportchef Jesper Hansen siger i pressemeddelelsen: "[Ove er] en meget pragmatisk træner, der har vist et talent for at udnytte potentialet i en given trup".

Som jeg skrev i går har jeg altid haft en vis veneration for Troels Bech, og jeg er ikke en af dem, der har krævet hans hoved på et fad. OBs ledelse har givet ham nogle ualmindeligt vanskelige rammevilkår ved 1) at hente 12 spillere ind på holdet over sommeren, der 2) ikke som samlet enhed nødvendigvis har niveau til Superligaen, og som i kraft af de udeblevne resultater 3) har krævet en omlægning af spillestil, taktik og organisering midt i opstartsperioden. Når et par af de bærende kræfter på holdet derudover bliver solgt (Kadrii), skadet (Falk) eller bare primadonna-fornærmet og synes, at man er for god til holdet og derfor konsekvent slår op i banen i modgang (Emil Larsen), så er det sgu'tte nemt at skabe resultaterne.

Når det så er sagt, er der naturligvis en vis konsekvens i OBs reaktion på krisen. Ledelsen skal vise handlekraft - og de skal sikre holdets overlevelse i Superligaen. Handlekraften demonstreres på den eneste mulige måde, når nu man ikke har handlet med rettidig omhu i det seneste transfervindue; man fyrer naturligvis træneren, der jo ret beset ikke har formået at skabe resultater. 6 ud af 27 mulige point er ikke godt nok, og man kan jo - som det hedder i moderne fodbold - ikke fyre et helt hold. Ergo: exit Bech i en syndebuksmanøvre. Ikke mere finurlig retorik, ikke flere festlige tirader om følelser og Alt for Damerne, og ikke mere lækkert hår.

Overlevelsen i Superligaen afhænger nu af Ove Pedersen, der overtager holdet forud for den ret vigtige bundkamp mod Silkeborg. Og der er også her en vis konsekvens; Ove P. har med føromtalte 'pragmatiske' tilgang til fodbold før sørget for overlevelse - i sidste ombæring for Slagelse ver. 2.0; FC Vestsjælland. Og her kan man diskutere to ting; 1) valget af træner - og dermed spillestil, og 2) timingen.

Det sidste først; der har allerede nu været lidt undren over, at man valgte at hente Ove P. ind nu, og ikke lod Troels Bech få Silkeborg-kampen med inden der alligevel var landskamp-pause derefter. Men det er vel forståeligt nok; OB har fået en ny træner, der gerne skal komme succesfuldt fra start, og hvad er så smartere end at lade ham få holdet forud for den ene kamp, OB med en vis statistisk sandsynlighed rent faktisk har mulighed for at vinde - med eller uden Ove eller Bech? Hvis Ove P. tager tre point mod Silkeborg kan spillerne gå til landskampspause med succes og tro på fremtiden i bagagen - og Ove får 14 dage til at bygge holdet op og reorganisere det til sin egen indstilling og taktik.

Og dermed er vi fremme ved valget af Ove som OB-træner; her formoder jeg, at OB-ledelsen har tænkt, at nu dropper vi den fesne målsætning om at slutte som nr. 7 i Superligaen; nu står den på ren og skær overlevelse. Man kunne have valgt andre (Johnny Mølby er ledig), men Ove er garant for netop det, OB har brug for lige nu; fight, taktisk begavelse - på sin egen måde - og konsekvens.

Med FC Vestsjælland gjorde Ove, hvad der var brug for efter oprykningen til Superligaen. Han sikrede overlevelsen. Det gjorde han ved at udnytte truppens potentiale til sit yderste - og ved at fokusere på defensive dyder og konstant pointhøst. Det var på ingen måde ophidsende at overvære, og det var ikke sprudlende fodbold. Men it got the job done... Og det er så dét, vi nu skal vænne os til på TreFor Park; stærk defensiv orientering, dødbolde og 11 mand bag bolden. Det er hvad OB-ledelsen vil ha' - og det er det, de har brug for, for at få rettet op deres egne fejlsatsninger og futile forsøg på ny-orientering.

Jeg er sikker på. at OB vil få point på denne konto. Det kan i sidste ende også være nok til konsolidering og overlevelse, men det må tiden vise. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg vil sidde på Stiften-tribunen og se bussen blive parkeret foran eget mål med Drillo bag rattet.

Men måske kan Ove P. udnytte potentialet i truppen til andet og mere? Hvis det er tilfældet, kigger jeg gerne forbi stadion igen.

mandag den 29. september 2014

Odense Boldklub - olé

Faste gæster på Odense Stadion, eller TreFor Park, vil genkende overskriften fra en af de muntre sange, der diskes op med som lækkert - og lidt bedaget - lir forud for OBs kampe på hjemmebane. Iøvrigt sammen med sange af Kim Larsen og ... Arne Lundemann!

Ligesom de muntre og stemningsskabende hymner må siges at virke outdatede og anakronistiske - omend især Lundemanns 'OB op i Top'-vise har en særegen kitchet tiltrækningskraft -  virker det mildest talt også som om OBs fodboldhold har set bedre dage. Resultatmæssigt er OBs sæsonstart historisk ringe med blot 6 point for 9 kampe, og den erklærede målsætning om en 7.-plads i årets udgave af Superligaen synes at være lysår væk - uambitiøs som den end måtte synes for en udenforstående.

Der er blevet sagt og skrevet meget om OBs nuværende krise, og tydeligst er der vist konsensus om, at økonomien efter de glade år i perioden 2009 - 2011 er den største begrænsning for klubben. Væk er tidligere tiders udenlandske - og danske - spillere som Djemba-Djemba, Peter Utaka, Kalilou Traoré, Roy Carroll, Bashkim Kadrii, Hans Henrik Andreasen, Thomas Helveg, Atle-Roar Hålland og mange andre. I stedet er der i indeværende transfer-vindue hentet forstærkninger ind fra klubber som AGF, Fredericia og lignende steder sammen med et sent indkøb af en tydeligvis formsvag og - synes det - halvtung georgier med det mundrette navn Vladimir Dvalishvili (omdøbt via tribunens folkelige vid til 'Dvaske Villy') fra Polen.

Det tyder ikke på sportslige ambitioner, der rækker ret meget længere end til overlevelse i Superligaen, og selv dette virker p.t. som en ambition, det bliver mere end vanskeligt at indfri. Og for en mange-årig tilhænger af det fynske fodboldflagskib gør det nogle gange næsten fysisk ondt at overvære kampene på stadion. Sidst for en uge siden, hvor jeg havde fornøjelsen af at se et (i 20-30 minutter) velspillende OB-mandskab falde sammen i 2. halvleg mod SønderjyskE og smide en føring, der burde have været større end 1-0 ved pausen.

Omvendt virker det også som om spillermaterialet er godt nok til mere end blot at hente en enkelt sejr i denne sæson. I en del af kampene har OB spillet lige op mod modstanderne (ihvertfald i perioder), så måske er Lasse Nielsen, Mikkel Kirkeskov, Lasse Kryger, Mikkel Desler og Thomas Mikkelsen gode nok? Men hvis det er tilfældet, hvad dælen er der så galt?

Fansene kræver træner Troels Bechs afgang efter devisen; en god træner gør sit bedste med det forhåndenværende spillermateriale - og dér har Troels Bech fejlet! Omvendt har Flemming Fjeldgaard i BT og Martin Davidsen i Tipsbladet argumenteret kraftigt for, at Troels Bech skal have lang snor af ledelsen i OB og at en fyring af Troels Bech ikke vil løse nogle problemer.

For mig at se er der meget, der er - eller har været - helt skidt i OB de seneste år. Mange af de beslutninger, der er blevet truffet vedr. ansættelse af trænere og sportsdirektører, indkøb og salg af spillere og fastlæggelse af spillestil mm. har virket retningsløse og fuldstændig uden hensyntagen til den berømte 'røde tråd'. Som bemeldte Fjeldgaard skriver i sin blog: "OB har sejlet rundt i nyansættelser og hentet spillere efter næsten alle tænkelige forskrifter og - tænker man i ny og næ - med hovedet under armen."

Tåbelige og dyre ansættelser kombineret med en økonomi, der synes at være på niveau med en 1.-divisionsklub skal give ridser i lakken. Personligt holder jeg meget af Troels Bech, som jeg anser for både fagligt dygtig, karismatisk og voldsomt sympatisk. Han er samtidig næsten den eneste i klubben, der har været en stabiliserende faktor midt i den djævlekreds af dumhed, der har præget de ledelsesmæssige beslutninger lige fra fyringen af Olsen, Brink og Jensen. Og man henter fx bare ikke en sportsdirektør i en netop nedrykket Superliga-klub, hvis man vil have netværk og spillere, der rækker ud over de rene bundplaceringer.

Økonomi er et rammevilkår klubben skal forholde sig til og som koster i bl.a. spillerkvalitet. Sådan er det, og det kan al snak om proces og nyorinteringer ikke skjule. Og der er forskel på Peter Utaka og Darko Bodul. Der er også forskel på Thomas Helweg (selv i karrierens efterår) og Mohammad Diarra. For slet ikke at tale om Eric Djemba-Djemba og Azer Busuladzic. Og det er trænerens opgave at få det bedste ud af den spiller-trup, der er til rådighed - men det tror jeg faktisk også, at Troels Bech har gjort!

Desværre mener jeg ikke, at hverken spillertrup eller træner (og kombinationen af de to entiteter) p.t. er ret meget bedre end til nedrykning. Jovist er der da enkelte lysende talenter med mere eller mindre udfoldet potentiale. Rasmus Falk er en sådan, og det er Emil Larsen også - når han rammer top-niveauet. Lasse Nielsen har gjort det rigtig godt i de seneste kampe (Brønshøj muligvis undtaget; jeg så den ikke) og Martin Spellman er altid garant for indstilling og figter-vilje.

Men jeg mangler alle de andre... Og hvor smerteligt det end måtte være for en gammel OB-tilhænger, så skal der altså andre indkøb til end halvtykke georgiere, hvis man vil være til mere end 1.-divisionsbold. Og så er valget vel simpelt; enten finder man økonomien til udvidelse af spillertruppen i januar-vinduet (hvad der dog ikke nødvendigvis gør Troels Bechs arbejde nemmere) eller også tager man den dybe indånding og turen ned i Nordic Bet-ligaen, hvor man finder sine ben igen. Både på banen, i ledelsen og i dén strategi, man fastlægger for begge dele...

onsdag den 24. september 2014

Centralt valg

Det gode ved en S-R-regering er, at vi kan være helt sikre på, at såvel soccerne som de radikale er ret gode til at fortælle os, hvad der er godt for os selv. Faktisk er de så gode, at de gerne lovgiver og centralstyrer på beslutninger, der ellers kunne ligge ganske fornuftigt i hænderne – og hovederne – på de enkelte individer, der skal træffe disse beslutninger på egne vegne.

Det kan virke vældig fornuftigt at forsøge at indrette såvel uddannelses- som arbejdsmarkedsområdet ud fra en logik om, at disse områder skal understøtte en stort udbygget velfærdsstat, der som udgangspunkt er (økonomisk) dimensioneret ud fra tilnærmet fuld beskæftigelse blandt arbejdstagere. Hvis ikke der er nok til at arbejde og betale skat, kan velfærden ikke understøttes og betales. Så simpelt er det.

Når uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen nu vil nedlægge knap 4.000 uddannelsespladser primært på universiteterne, sker det ud fra dette økonomiske rationale: de uddannelser, hvor der traditionelt set er overledighed (dvs. at de færdiguddannede har en ledighedsprocent, der overstiger den gennemsnitlige ledighed), skal dimensioneres, så den bedre passer til det behov, der er hos aftagerne af de færdiguddannede.

Logikken er der altså ikke noget i vejen med. Men man kan måske være bekymret for, at uddannelsesministeren og hendes embedsapparat er dygtige nok til at kigge i krystalkuglen? Det er alligevel sin sag at spå om et arbejdsmarked, som de studerende, der optages næste år, skal møde om fem – syv år. Jeg tør fx ikke spå om fremtiden for det tyske sprog – hverken i klassisk humaniora eller som erhvervssprog – i 2021. Jeg tør heller ikke sige noget om udviklingen indenfor medier og antropologi, men det er jo nok fordi ministeren har bedre adgang til fremtiden end jeg har. (Omend det så kan undre, at beslutningen bliver baseret ved at kigge i bakspejlet på forgangne års arbejdsløshedstal... Just saying...

Jeg kan til gengæld konstatere, at et af problemerne for den danske velfærd ligger indenfor sundhedssektoren, hvor det er usigeligt vanskeligt at skaffe praktiserende læger til at overtage praksisser fra deres pensionerede kolleger både i det såkaldt udkantsdanmark, men også i mindre og mellemstore købstæder. Og lige præcis på lægeuddannelsen har der i mange år været praktiseret en så skarp dimensionering, at der reelt er tale om en underdimensionering. Hvordan kan læger ellers opretholde så exorbitante lønninger, der overstiger øvrige universitetsuddannede kandidaters løn med flere hundrede procent?

Her har dimensionering altså ikke løst, men snarere skabt, et velfærdsproblem. Jeg under gerne lægerne deres tårnhøje løn (om end jeg også gerne selv oppebar en sådan), men jeg synes, at det peger på, at dimensionering ikke altid er baseret på et markedsbehov.

Hvis Sofie Carsten Nielsen derfor vil gøre alvor af at sluse de nye studerende ind på uddannelser uden arbejdsløshed, kunne hun jo starte med at dimensionere lægeuddannelsen, således at vi over en årrække uddannede 50% flere læger om året end tilfældet er nu. Det ville løse problemet med læge-mangel, og som sidegevinst ville vi få en løndannelse på området, der i højere grad matchede det øvrige arbejdsmarked.

Og PS: hun kunne også lade være med at dimensionere mere, end der allerede bliver gjort. Dermed ville valget om uddannelse og evt. efterfølgende arbejdsløshed skulle træffes af den enkelte selv – og hvis man stoler lidt på, at de fleste selv er i stand til at træffe beslutninger baseret på fornuft, omtanke (og i nogle tilfælde egennyttemaksimering) og fx arbejdsmarkedsbehov, var der måske ikke det voldsomme behov for en central styring på de uddannelsessøgendes vegne?  

tirsdag den 23. september 2014

Navneleg

Jensen's Bøfhus er havnet i en ualmindelig voldsom - og selvforskyldt - ballade, efter at restaurantkæden for nylig har vundet en sag om retten til navnet Jensen over en såkaldt 'lille' forretningsdrivende med en fiskerestaurant i Sæby.

Det er naturligvis ærgerligt for den nordjyske restaurant-ejer, at han nu skal betale 200.000,- i bøde, bare fordi han brugte sit eget efternavn som forretningsnavn. Set i bakspejlet havde Jensen's Bøfhus nok også gerne undgået den massive folkelige protest på diverse sociale medier og rundt omkring på gader og stræder. 110.000 personer har indtil videre 'liket' en facebook-side, der opfordrer til boycot af bøfhuset, og medie-omtalen af denne såkaldte shitstorm har været massiv.

Jeg har intet ønske om at gøre mig til dommer over, hvem der har ret, hvem, det er synd for eller hvem, der må bruge det mest almindelige efternavn i Danmark. Men jeg synes til gengæld, at der er noget sjovt i den sympati, der bliver givet til kende i denne David mod Goliath historie.

Jeg har aldrig boycottet nogle for at hævde deres ret til et patenteret produkt eller brand. Fx tror jeg, at det ville være en interessant øvelse at gøre op, hvor mange midler Lego bruger til at beskytte deres
brand overfor kopi-producenter i Østen eller hvor de nu findes. Og jeg ser ikke de store folkelige bevægelser og boycots i dén anledning. Jeg tror også, at Danfoss og Novo Nordisk gør deres for at sikre, at generiske medikamenter og varmestyringsenheder ikke bærer deres navn, hvis ikke det kommer fra deres egen produktion. Og B&O ville nok også foretrække at beholde deres navn for sig selv, ligesom Carlsberg og Grundfos ville.

Her kan der jo ellers også være tale om en David mod Goliath historie. Måske er legetøjsproducenten i Kina en lille mand med innovations- og entreprenør-potentiale, og hvorfor skal han dog sagsøges, bare fordi verdens største legetøjsproducent ikke vil have, at han lukrerer på deres navn eller produkt? Og er det ikke ligegyldigt, om insulinen kommer fra Novo Nordisk eller Nevo Nothing?

Jeg synes, at hele sagen er lidt hyklerisk. Jensen's bøfhus har nu fået rettens ord for, at deres navn er et brand, som de må beskytte. Når danskere således i hobetal falder over bøf-kæden, skulle de måske overveje i samme åndedrag at falde over øvrige kapitalimperialister (fedt ord, ikke?) og boycotte disse virksomheder, uanset om det er gode, sunde, danske virksomheder, der bidrager særdeles til aktivt til det danske BNP - blandt andet ved at sagsøge Gud og hvermand, der misbruger deres navne og produkter.

Nå, det var alt sammen blot en sidebemærkning, thi grundlæggende er jeg pænt ligeglad med, hvor folk indtager deres føde. Og hvis jeg ellers er i det hjørne, kunne jeg selv godt blive overtalt til en 250 gr. bøf med whiskysauce og frites på den lokale bøf-joint.

Velbekomme



 

torsdag den 21. august 2014

Fodbold, favoritter og det fysiske ubehag

Fodbold er ikke for sjov. Som den legendariske Liverpool-manager Bill Shankly udtrykte det: ”Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Den indstilling skuffer mig meget. Det er meget større end det”.

En overdrivelse, naturligvis… Men citatet rammer alligevel noget i alle os, der uge efter uge fra juli til maj står på stadion eller sidder bænket foran TV for at følge favoritholdet – og alle de øvrige hold, man kan se udfolde sig i Premier League, Champions League og Bundesligaen.

Det kan nemlig være vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at forklare det rent fysiske ubehag, der kan manifestere sig hos en fodboldfan på kampdagen. Den lette kvalme, maverumlen og de hyppige toiletbesøg, de klamme håndflader og den svigtende evne til koncentration når holdet spiller en betydende (eller ofte også en fuldstændig ligegyldig) kamp kan være en kilde til undren hos den udenforstående. I mit tilfælde også hos livsledsageren gennem mange år. Den uforholdsmæssigt store glæde, begejstringsbrølet over den afgørende scoring i det 75. minut og den deraf følgende sitrende uro, resulterende i konstante løb ind og ud af TV-stuen fordi man ikke tør se det sidste kvarter i frygt for udligningen, bliver genstand for såvel foragt som latterliggørelse. Og at man bliver genuint ked af det, når resultatet og/eller spillet ikke mager sig er dybt uforståeligt – specielt på 2.-dagen, for det er jo ’kun et spil’!!!

Nej, det er ikke. Jeg skal ikke prøve at give det ord og projicere oplevelsen over i retning af stammetilhørsforhold, maskulinitet og det moderne samfunds manglende identifikationsmuligheder for mænd(!). Jeg kan bare sige, at sådan er det…

For mit eget vedkommende har mange års tilhørsforhold til diverse klubber primært resulteret i manglende titler, lige-ved-og-næsten oplevelser, generelle skuffelser, raseri, surhed – og et utal af vidunderlige oplevelser på stadions og foran TV-skærmen. Man kunne selvfølgelig vælge nogle ’ordentlige’ hold at holde med, hvad der er blevet foreslået adskillige gange af familien, men prøv at spørg en Brøndby-tilhænger om man pludselig kan skifte til FCK eller en Arsenal-tilhænger om Liverpool ville være en god erstatning. Nej, vel?

Men når man ser listen over mine egne favorithold nedenfor, kan man måske fornemme den årligt tilbagevendende frustration hos undertegnede:

Hold fra Danmark

OB: Jeg flyttede til Odense for snart længe siden, og blev med kort tilløb tilhænger – og det har ikke været sjovt! Sporadiske top fem placeringer de første ti år, en enkelt fabelagtig sæson i UEFA Cuppen, to pokaltitler og tre sølv-medaljer er den magre høst på 21 år. P.t. bund-/midterhold uden udsigt til noget ret meget bedre, men det vil jeg udbrede mig om i en selvstændig post senere.

Nakskov Boldklub: Barndommens klub. Målforskellen gjorde, at NB ikke rykkede op i den daværende 1. division i 1978 (det gjorde Hvidovre IF) og jeg husker stadig gråden i bussen på vej hjem fra Sundby Idrætspark, hvor drengene havde gjort deres ved at slå Fremad Amager (3-2 så vidt jeg husker). En kvartfinale i pokalturneringen og derefter mange års nedsynkning i glemsel og elendige resultater. Frister nu en tilværelse i LF-serien. Jeg spillede selv en stabil venstre wing og senere venstre back. Var selvskrevet til pladserne på grund af mit medfødte handicap som venstrebenet. 

OKS: En kort storhedstid i slut-firserne resulterede næsten i oprykning til 1. division, men nej… Og kort derefter gik den professionelle afdeling konkurs som resultat af lidt højtflyvende planer (og muligvis lidt
kreativ bogføring og lemfældig omgang med kontraktreglerne). Der hænger et vidunderligt billede af 1.holdstruppen fra dengang i klublokalet; her troner alle spillerne foran deres ens sponsor-biler, leveret af en lokal auto-forhandler. Et fantastisk billede på tidlig professionalisme i dansk klubfodbold i provinsen.  
Men man skal have et lokalt sekundahold at holde med, og mit blev geografisk betinget. Efter en kort flirt med Odense Chang flyttede jeg til bekvem nærhed af OKSon Park (det hedder stadion faktisk; der er blåt vejviserskilt og alting…) Det var her jeg selv spillede i 12 år (seriefodbold og Old Boys) og der var her man jævnligt gik over med ungerne lørdag eftermiddag kl. 15, når Danmarksserieholdet foldede sig ud. Og det var her man så fodbold as it should be: Kække tilråb fra de 150 tilskuere, der alle kendte en eller flere af spillerne på fornavn, øl på flaske og elendig lyd i højtaleranlægget. Og naturligvis store, fedtede og sprøde grillpølser, serveret af Tosse-Leif (der til alles skræk også kunne blive sat på som dommer i en lilleputkamp lørdag formiddag).  

Hold fra udlandet

Tottenham Hotspurs: Blev forelsket dér sidst i 70’erne, da THFC som den første britiske klub gjorde gevaldigt op med den fremherskende kick and rush-stil og hentede hhv. Osvaldo ’Ossie’ Ardiles og Ricardo Villa fra de argentinske verdensmestre. Nu skulle der spilles samba-bold, skulle der, og lige lidt hjalp det. Så det er fortsat 53 år siden at de blev engelske mestre, og det er fortsat 23 år siden, at de vandt FA Cuppen. Men vi tror, gør vi… hele tiden!

Scunthorpe United FC: Kevin Keegan har spillet dér. Og SUFC har i øvrigt aldrig nået andet end en enkelt miserabel, shitty season i den næstbedste engelske række (2009). Og hvorfor dog netop Scunthorpe?? Af den modsatte grund end Tottenham. Her hersker klassiske engelske dyder; løb, fight og syngende tacklinger – og masser af Kick’n’Rush. Har efterhånden streamet en del kampe, og det er altid underholdende og aldeles pinagtigt at overvære. Selv i den forgangne sæson, hvor holdet formåede at spille sig tilbage i League One efter en enkelt sæson i League Two.

Og så er der jo Borussia Mönchen Gladbach. Primært på grund af Allan Simonsen og Henning Jensen i 70’erne. Og Real Madrid. Og Napoli. Og måske lidt Næsby…

Men de sidste giver ikke ondt i maven på kampdagen. Og meget kan man sige om det fantastiske fodboldspil i CL, PL og Bundesligaen; fodbold er og bliver sjovest når man som tilskuer og tilhænger er engageret følelsesmæssigt. Også selvom det giver ubehag.  

torsdag den 14. august 2014

Fyr formanden?

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det svært med Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Senest har Amalie Lyhne været kraftigt ude med riven i et indlæg i Berlingske, hvor hun bl.a. karakteriserer ham som den 'sureste mand, der findes', og jeg kan ikke være mere enig. Jeg har aldrig hørt Anders Bondo udtrykke begejstring eller blot mild glæde over noget som helst, der finder sted i folkeskolen, men tværtimod har han gentagne gange skudt al udvikling eller tale om udvikling af folkeskolen i sænk med nedadvendte mundvige.

Der er delte meninger om folkeskolereformen, og selv er jeg - på et fundament af manglende viden og lapidarisk indsigt og evidens via mine egne børns skolegang - ganske godt tilfreds med det, jeg forstår af indhold og læringsmål. Så lad os endelig lade den faglige del ligge.

Nu er Anders Bondo jo heller ikke pædagogisk konsulent i udviklingen af reformen. Anders er formand for en fagforening, der skal varetage medlemmernes løn og arbejdsvilkår i deres ansættelse, og derfor har han naturligt nok fokus på de forringelser, han mener folkeskolereformen medfører for hans medlemmer. Og her kan ikke herske tvivl; Anders Bondo mener, at lærerne har fået væsentligt forringede arbejdsvilkår, blandt andet fordi ledelsesretten udfordrer lærernes egen tilrettelæggelse af arbejdstiden, og fordi det nu forventes at lærerne tilbringer en større del af arbejdstiden på skolen frem for fx i hjemmet, bl.a. når de skal forberede sig.

Det er sådan set rimelig nok, qua formandskabet i DL, at påpege disse forringelser. Men hvis man lige tager den skridtet videre, og tænker at formandens arbejde også bør være at arbejde for at ændre vilkårene, så forstår jeg simpelthen ikke Bondos strategi. Hvis han skal ændre noget på et så væsentligt område som folkeskolen, så kræver det et meget bredt fundament blandt forældre, arbejdsgivere, elever og det omgivende samfund i det hele taget. Med andre ord skal jeg overbevises om, at reformen ikke blot giver lærerne forringede vilkår, men at det rent faktisk også er en formålsløs reform set ud fra et læringsperspektiv og evt. andre parametre. Og så er det jo dét, Anders skal kommunikere ud; han skal samle et bredt og mangefacetteret udsnit af befolkningen bag sig, der rejser et massivt krav om ændringer.

Men i stedet har Anders Bondo formået på adskillige områder at bekræfte fordomme om lærere, arbejdstid og vilje/evne til at indgå i samarbejde. Senest med nedenstående billede på Twitter:

Det eneste, Anders Bondo opnår med en sådan besked er at bekræfte en given oplevelse/fordom om, at lærere er sådan nogle, der vil holde lange ferier - og at modstanden mod reformen sker ud fra en modstand mod retten til at lede og fordele arbejdet (som når Anders overfor en stor forsamling af lærere råber: "De siger, at de skal lede os! Gu' skal de da ej lede os.."). Og nå ja; det udstiller vel også Anders' uvidenhed om det øvrige arbejdsmarked, der vel må siges at virke under samme 'ufleksibilitet', når fx arbejdspladsen lukker i tre uger om sommeren, og man derved 'tvinges' på ferie på et givet tidspunkt.

Min pointe med ovenstående; jeg har i masser af tilfælde sympati for lærerne, og jeg har heldigvis oplevet flere lærere, der var engagerede ildsjæle med stor faglighed og pædagogisk indsigt til gavn for mine børn end det modsatte. Men når deres egen formand udelukkende formår at fremstille lærere som ofre, der kun er interesseret i lærergerningen på grund af den korte arbejdsdag og de lange ferier, så vil det aldrig lykkedes ham at få befolkningens sympati i tilstrækkelig grad til at få ændret reformen. Som en stor del af forældrene iøvrigt er tilfredse med indtil videre.  

Alene af den grund - og ikke bare fordi jeg ikke kan lide ham - bør lærerne tænke sig godt om ved næste formandsvalg. De kunne jo evt. bare stille sig selv spørgsmålet; Hvad har Anders Bondo gjort for os i forbindelse med reformen?

Og så tror jeg, at en del nok vil tage Amalie Lyhnes anbefaling til sig og rent faktisk fyre formanden.   

mandag den 28. juli 2014

Sommerglæder: flid, fedt eller snyd?

Undertegnede er netop vendt hjem fra sommerferie, og blandt dette års uforglemmelige minder er bl.a. en førstegangsoplevelse, jeg havde set frem til længe. Eftersom turen med familien gik til Frankrig, havde vi maget det så fantastisk, at vi boede tæt på den første rigtige kuperede etape i Tour de France. Ganske vist kun i de bløde Vogesere, men det var så rigeligt til mit behov, og en solbeskinnet søndag 'besteg' jeg derfor kategori 2-stigningen Cote de Gueberschwir (knap 700 meter) i Alsace.

Det blev naturligvis en fest; op langs ruten havde de foretagsomme franskmænd opstillet boder med salg af - dyrt - øl og sodavand, og det skortede ikke på underholdning i form af hornorkestre, tyrolerorkestre (det tyske islæt fornægter sig ikke i Alsace) og almindelig larm og ballade - i al fredsommelighed forstås. Masser af flag, masser af maling på vejene og masser af fans af enten den ene eller den anden feterede cykelstjerne eller af hele hold. Og med til underholdningen hørte naturligvis også den lange karavane af reklamevogne, der kastede merchandise i rigelige mængder ud til alle os sagesløse tilskuere, der kastede os over det som vilde dyr, uanset om det drejede sig om bøllehatte, nøgleringe, plasticbriller, oppustelige hovedpuder, solskærme, slik eller juice.

Alt i alt en fantastisk oplevelse, hvor hovedretten - et par udbrydere (Tony Martin på sit vilde solo-ridt, der endte i en etape-sejr) og et jagtende felt - blev overstået på forbløffende kort tid, men så har man da også prøvet det, og jeg vandrede sært tilfredsstillet de mange kilometer hjem til den ventende familie, hvor jeg kunne dele rundhåndet ud af de mange souvenirs fra reklamekaravanen.

Vel ankommet til residensen i det hjemlige kunne jeg efterfølgende se resten af Touren på TV, og selvom den ikke var sindsoprivende spændende, udgjorde den - som så mange gange før - et glimrende lydtapet og lidt solid gå-til-og-fra underholdning på de varme sommerdage. For det hører naturligvis med til historien at jeg, som så mange andre, er meget glad for Tour de France.

I år var det så Vinzenco Nibali fra Italien, der vandt, og eftersom vi danskere mener, at der stadig er et kvasi-nationalt holdepunkt i Bjarne Riis' cykelhold (omend der kun var en dansker med på holdet, der primært ejes af den russiske rigmand og gigant-tosse Oleg Tinkoff), kunne man også glæde sig over succes til Team Saxo-Tinkoff, der vandt bjergtrøjen med polakken(!) Rafael Majka. Alt sammen vældig fint og sikkert også ganske fortjent, når nu de øvrige forhåndsfavoritter enten styrtede og udgik eller skuffede fælt og der derfor ikke var den store, drabelige dyst, vi alle havde set frem til.

Men midt i al den beherskede glæde over sejre, overraskelser og spændende etaper, kan man dog undre sig. Jeg skal ikke være spielverderber eller ødelægge fornøjelsen for alle andre, men det er nu lidt påfaldende, at netop vinderne af hhv. den gule og den prikkede trøje kommer fra hold, der ledes af notoriske tidligere dopingsyndere. Nibali kører for Astana, under ledelse af Alexander Vinoukurov, der er blevet idømt to års karantæne for doping i sin karriere, der bl.a. tæller fine placeringer i Tour de France og OL-guld i London 2012. Majkas chef er Bjarne Riis, der åbent har indrømmet at han var dopet, da han i 1996 vandt Tour de France.

Nu skal nuværende elitesportsudøvere naturligvis ikke dømmes for deres lederes forseelser i fortiden, så det lader vi være med. Til gengæld kan det konstateres, at vinderen af Tour de France 2014 gennemførte løbet med en gennemsnitlig hastighed på 39,6 km i timen. Det er 1,1 km/t hurtigere, end da Bjarne Riis vandt i 1996, og det er 0,75 km/t hurtigere end da Lance Armstrong vandt i 2000 på et fantastisk mix af EPO, kortison, steroider og andet mundgodt. (Gennemsnithastighederne fremgår af denne side).

Og her er det så, at min undren sætter ind på to niveauer. For det første; er det muligt på 10-15 år at forbedre træningsforholdene, så man kan træne sig op til at køre hurtigere end disse gennem-dopede snydere, uden at få medicinsk hjælp? Og dernæst; hvorfor har medierne slet ikke, eller kun i yderst begrænset omfang, beskæftiget sig med dette?

Jeg er ikke i tvivl om, at svaret på det første spørgsmål er et rungende NEJ! Jeg gider ikke være moralsk dommer, for jeg tror ikke på, at nogle, der kan blande sig i topstriden i TdF er såkaldt 'rene', og på den baggrund konkurrerer de vel alle på lige vilkår, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, at jeg er kynisk nok til at nyde showet hvert år, selv i bevidstheden om, at der regelmæssigt bliver kastet brugte kanyler ud af hold-busserne.

Svaret på spørgsmål 2 kender jeg til gengæld ikke. Når to ledende cykelsportspersonligheder som Riis og Vinoukurov med den baggrund, de selv har, kan fostre den slags vindere, de har gjort i år, så sker det givetvis ikke, uden at de ved, hvilke kost de kører på - fast såvel som flydende og intravenøst såvel som gennem halsen. Og for medierne må der vel være gode historier at bide sig fast i alene på den konto? Men måske er doping old news og det kan ingen medier jo leve af. De kan til gengæld sagtens leve af dækningen af en gigantisk sportsbegivenhed, så måske er det en 'gynger og karuseller'-afvejning; Tour de France sælger sig selv, og publikum gider alligevel ikke høre mere om doping.

Eller? Bud på svar modtages gerne... Også fra sportsredaktørerne.            

torsdag den 19. juni 2014

Tilbage til nutiden - VM uge 1

Der er lige behov for et kort afbræk i erindringerne om hedengangne slutrunder, da virkeligheden - og den igangværende VM-slutrunde - presser sig hårdt på.

Som det måske er læseren bekendt, så er nærværende skribent ret begejstret for slutrunder. Det skyldes flere forskellige forhold, herunder mindet om gode somre med VM og EM-fodbold i venners og families gode selskab og masser af god underholdning, skandaler og fede frisurer på spillerne (især da i 80'erne).

Det er ikke nødvendigvis det bedste fodbold man ser ved slutrunder i VM. Dertil er niveauforskellene mellem holdene ofte for store (omend det er blevet udjævnet noget i de senere år) og de enkelte landes spillere kan ganske vist være store, etablerede stjerner på deres respektive klubhold, men når landsholdssamlingerne er af så kort varighed, som tilfældet er, og når et land måske er leveringsdygtig i verdens bedste offensive midtbanespiller, men en ualmindelig sløj forsvarskæde, så bliver sammenspillet og den interne forståelse på holdet mangelfuld og holdet sårbart og skrøbeligt.

Når dertil kommer de manglende muligheder for konstant træning i samspillet mellem de forskellige kæder og spillere - og den manglende kamptræning for holdet, der jo ofte kun spiller 15-16 kampe på de to år, der går forud for slutrunden - og den ofte aldeles hyppige udskiftning på holdet, så er der ikke noget at sige til, at tempoet nogle gange er lidt lavere på landsholdsniveau end på klub-niveau.

Men på trods af det, leveres det bedste argument for at elske slutrunder lige nu i Brasilien. Sjældent - om nogensinde - er jeg blevet så godt underholdt, som tilfældet er nu. Smæk for skillingen - som oftest i begge ender af banen - masser af mål, spænding, fest på tilskuerpladserne og artige overraskelser.

Efter en uge er status således, at de forsvarende mestre fra Spanien er ude efter to kampe, nul point og en målscore på 1-7. Gruppe A med forhåndsfavoritterne fra Brasilien er piv-åben; Brasilien og Mexico har 4
point, mens Kroatien har 3, og Holland og Chile(!) er allerede videre fra deres gruppe og skal nu kæmpe om, hvem der ikke skal møde Brasilien (som om Mexico lignede en lettere modstander?). England er på forhånd bagud på point mod et ligeledes desperat mandskab fra Uruguay, mens Italien og Costa Rica (!) ligger lunt i svinget i gruppen. Og Costa Rica oven i købet som fodbold-hipsternes nye darlings.

Australierne gav Holland kamp til stregen i deres 2-3 nederlag - hvor de kom foran 2-1 inden Holland med hiv og sving fik sejren hjem, og de overhypede stjerner fra Belgien var et godt stykke tid om at komme i gang inden de tog deres første 2-1 sejr hjem over Algeriet. Og tyskerne leverede som sædvanligt varen; i første omgang med en komfortabel 4-0 sejr over Portugal, der mildest talt så sløje ud - også inden de fik vist Pepe ud på en albuesving, en skalle og et smukt overspil fra hattrickhelten Thomas Müller.

Og igen; masser af underholdning, underholdning, underholdning og ..... mål! Hvis første uges spændings- og målkurve holdes, kan vi imødese det mest intense VM nogensinde. Det er som om holdene alle har valgt at satse offensivt (og i en del tilfælde har underprioriteret forsvaret) hvad der betyder masser af god, gammeldags ramasjang-bold.

Personligt ser jeg frem til at indfri målet om at se 56 af de 64 kampe. Umiddelbart en svær opgave, bl.a. på grund af tidsforskellen, men efter uge 1 vil langt de fleste kampe blive spillet kl. 18 og 21, og det må jo bare betyde 2 skærme i gang på samme tid:-) Og mon ikke hustruen bliver glad for det? I de resterende næsten to runder vil jeg glæde mig til at se Tysklands videre færd, dramaet mellem England-Urugay  - og om Brasilien får smidt det tunge forventningspres mod et Cameroun-mandskab, der ikke har noget videre at spille for. Og kan Argentina, Italien og Frankrig leve op til semifinaleniveau sammen med Brasilien, eller vil Belgien, Chile, Uruguay eller måske endda Costa Rica kunne drille? Der er en vis tradition for, at et særdeles undertippet hold går den lange vej; tænk bare Sverige og Bulgarien i 1994, Kroatien i 1998, Tyrkiet og Sydkorea i 2002 og Uruguay i 2010.

Under alle omstændigheder; det bliver fedt!

tirsdag den 17. juni 2014

Det personlige VM IV

Som fodboldinteresseret er en af de største oplevelser at være tilskuer til en VM-kamp. Det indebærer naturligvis nogle exorbitante omkostninger, hvis VM fx afholdes i Brasilien eller Sydafrika, men når slutrunden afholdes i nabolandet, skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige hoppede i bilen og kørte til Hamburg eller Berlin for at se en kamp. Bare lige en enkelt - også gerne en ligegyldig en fra den indledende pulje...

Og så skulle man jo ellers tro, at det ville være ligetil. Hvor mange kunne vel være interesseret i at se en af de debuterende nationer (fx Togo, Trinidad-Tobago eller Ghana) eller Saudi-Arabien eller Tunesien? Forbløffende mange, viste det sig. Så mange, faktisk, at man som tilskuer uden tilknytning til et af de deltagende lande da godt kunne give sin interesse i billetter til kende, men man kun kunne få billeterne tildelt hvis man vandt i FIFAs lodtrækning!!

SÅ massiv var tilskuerinteressen for VM i 2006. Og naturligvis var jeg ikke så heldig at vinde billetten, men det var min kammerat til gengæld. Han og en af hans (øjensynligt bedre) venner valfartede således til Leipzig for at se en ualmindelig kedelig kamp mellem Iran og Angola (1-1). Kedeligt og uinspirerende fodbold, ja, men han kan nu fortælle, at han har været til VM i fodbold. Og det kan jeg ikke!

2006 - Tyskland
Efterhånden som tiden går, er der nogle af os, der ganske langsomt bliver ældre, hvad der medfører visse reduktioner i udfoldelserne både på og omkring grønsvær og TV-skærme. Således var jeg i 2006, foruden at være gift og far til tre, blevet sat middelborger med TV i stue og kælder. Det sidste kom til sin ret, da vi - tre kolleger - efter en sommerkomsammen med øvrige kolleger - i starten af juni bænkede os i kælderen med en række øl og en håndfuld chips for at se åbningskampen mellem Tyskland og Costa Rica.

Og sikke en åbning; vi var jo ikke ligefrem forvænt med højspændte dramaer eller målfester i åbningskampe, men efter mindre end ti minutter scorede den (dengang) unge Philip Lahm fra Tyskland turneringens første mål, der for evigt burde stå printet i hans egen erindring. Den unge back modtog en aflevering på venstrekanten, dribler skråt bagud til kanten af straffesparksfeltet og tordner den op i målhjørnet:


Og festen fortsatte; ikke bare på stadion i München, hvor Tyskland vandt 4-2 i en af de mest målrige åbningskampe nogensinde, men i hele Tyskland, hvor fodbold blev til folkefest. Udsolgte stadions,
spektakulære kampe (og scoringer) og et tysk folk, der viste verden, at fodbold + tyskere = fest, farver og forbrødring. Eller med andre ord; alle fordomme om tyskere og tysk mentalitet blev gjort til skamme. Og sidst, men ikke mindst; billedet af tyske tilskuere, der bakkede helhjertet, højrøstet og med mange tyske flag, op om deres hold. Ikke nationalistisk og fanatisk, men i lige dele stolthed over holdet - og over hele arrangementet.

Men når der er fest, er der nogle gange også ballade. Og selv om engelske fodboldtilskuere er kendte for ikke at gå af vejen for en rask omgang skallesmækkeri, var det en fransk skalle, der trak overskrifterne. Efter en øjensynligt grim ordveksling mellem troldmanden Zinedine Zidane og den italienske forsvarer Materazzi, er førstnævnte resolut nok til at nikke italieneren en skalle i brystet, i iveren efter at forsvare sin søsters dyd og rennomé. Et trist farvel til VM for Zidane, der iøvrigt som et kuriosum dermed tangerede rekorden for flest udvisninger i VM-slutrunder; nu havde han prøvet at blive vist ud både i 1998 og 2006.


Men ellers masser af gode kampe og masser af gode mål. Sverige spillede sig til kvartfinalen - og tabte til Tyskland - og italienerne blev fortjente, men upopulære, verdensmestre.Der var også skidt fodbold ind imellem. I ottendedelsfinalen mellem Holland og Portugal blev der spillet lige til grænsen - og lidt over - da der blev uddelt 16(!) advarsler og fire røde kort i en uskøn kamp, der senere fik det historisk skæbnesvangre prædikat Massakren i Nürnberg. I det mindste var uhyrlighederne forholdsvis ligeligt fordelt med to røde kort til hvert mandskab. Portugal vandt iøvrigt 1-0 og nåede hele vejen til semifinalen, hvor Frankrig derefter agerede stopklods. Se ødelæggelserne her, hvis du har lyst:  https://www.youtube.com/watch?v=5Kns7WotXek

Ikoniske øjeblikke i øvrigt; Wayne Rooney, der bliver vist ud i kampen mod Portugal - og Ronaldos reaktion derefter. Torsten Frings mål fra 35-40 meters afstand (også mod stakkels Costa Rica i åbningskampen). Og inden tiki-taka'en var opfundet, kunne man på et minut se 25 afleveringer i træk uden modstanderfod på bolden (og den sidste aflevering i feltet var med hælen) inden Argentinas Cambiasso kunne tordne bolden i nettet. Så smukt kunne det udføres; fra en doven, hyggelig spadseretur med bolden på midtbanen til en farteksplosion ved straffesparksfeltet med blind, indbyrdes forståelse - og goooool.... (https://www.youtube.com/watch?v=6R_iYLca2gc) Og så var der vist noget med, at den navnkundige engelske dommer, Graham Poll, nåede at give en kroat hele tre gule kort, inden han viste ham ud i kampen mod Australien. 

Og så endte det alligevel med italiensk sejr. vi var nogle stykker, der undervejs i slutrunden blev lidt halvtyske og gerne havde set dem i en finale. Men det var et ungt hold, Klinsmann havde fået sat sammen, og på den baggrund var bronze et fornuftigt resultat. Personligt havde jeg det bare sådan lidt ... Italien? Nej, vel? Men som sagt; aldeles fortjent, selvom altså Tyskland spillede flottere - og langt mere offensivt - fodbold.


PS: jeg forsøgte gennem hele slutrunden at få fat i en trøje fra Trinidad-Tobago, men alas; der var gået kult i den, og de var ikke til at opdrive. Til gengæld så jeg en del af dem til diverse aftenarrangementer rundt omkring i byen.

mandag den 16. juni 2014

Det personlige VM III

I virkeligheden burde alle slutrunder spilles i Europa. Ikke fordi man ikke magter at arrangere store sportsbegivenheder i øvrige verdensdele, men det ikke sundt for hverken nattesøvn eller produktivitet at afholde VM i hverken Asien eller Sydamerika. Det er det igangværende VM det bedste bevis på; med 64 kampe fordelt over fire uger, er det vanskeligt at nå det hele indenfor en fornuftig, europæisk tidsramme, og man skal altså være enten meget ung eller være ualmindelig dedikeret fodboldfan for at være oppe kl. 03.00 for at overvære en kamp mellem Japan og Elfenbenskysten.

Selv havde jeg en målsætning om, at jeg i år skulle se minimum 56 ud af de 64 kampe, men allerede efter de første 11 kampe, har jeg misset for mange. Og selvom alle intentioner var til stede om at få fodboldoplevelsen med fænomenet Messi for Argentina mod Bosnien, så vågnede jeg fra en hyggelig slummer på sofaen kl. 00.17 og konstaterede, at der var scoret - uden at jeg var vågnet. Og så gik jeg i seng...

Så derfor; de bedste spillere opholder sig normalt i Europa, tilskuerne i Europa er både entusiastiske og fodbold-kloge (det kan ses/høres ved selvsyn på alle stadions i alle rækker hver søndag) og ikke mindst; målt i antal TV-seere pr. 1000, der vil se VM, overstiger det alt, hvad man kan finde i øvrige verdensdele - også Sydamerika.

Nå, schwamm darüber, som vore sydlige naboer siger, når de vil videre i teksten. Og det skal vi jo. Jeg kom blot til at tænke på de tidsmæssige kvababbelser, da jeg skulle genkalde mig VM i 2002, der jo også fandt sted under eksotiske himmelstrøg

2002 - Japan - Sydkorea
Også i 2002 var Danmark kvalificeret til slutrunden. Og denne gang med ikke bare en, men to danskere på sidelinjen; de to eneste rigtige overlevende helligdomme i fodbold-Danmark delte nemlig æren af at træne holdet; Morten Olsen (still going strong som den længst siddende landstræner for Danmark - nu på 15. år) og Michael Laudrup.

Det var en dansk trup uden de helt store stjerner, der blev sendt til Japan. Jon Dahl Thomaason var den etablerede angriber (en 'ægte' 9'er) ved siden af Ebbe Sand, der var i karrierens tidlige efterår. Thomas Helveg og Thomas Gravesen var derudover etablerede i deres respektive klubber i hhv. Italien og England, og det samme var Martin Laursen på vej til. Men internationale stjerner a la Laudrup-brødrene, Elkjær, Lerby eller vores dages Christian Eriksen, kunne vi ikke byde på.

Ikke desto mindre blev det indledende puljespil det resultatmæssigt bedste siden VM 1986. Ubesejret og med 7 point i kufferten besatte Danmark 1.-pladsen i gruppe 7 med Senegal som en noget overraskende 2'er foran etablerede fodboldnationer som Uruguay - og Frankrig! De regerende verdensmestre måtte noget ydmygende forlade Asien efter tre kampe, hvor de ikke formåede at score en eneste gang, og med blot et enkelt point med sig, opnået efter 0-0 mod Uruguay.

I den afgørende puljekamp mod Frankrig, der med hiv og sving, lidt held og en tilstrækkelig stor sejr over Danmark fortsat kunne kvalificere sig til ottendelsfinalerne, er det især Dennis Rommedahl, der - af alle - står som mit personlige billede på Danmarks slutrunde. På min daværende arbejdsplads havde chefen velvilligt stillet et 14" TV til rådighede og vi var en 25 - 30 kolleger, der fylkedes om skærmen for at overvære kampen i arbejdstiden (igen; spil dog de slutrunder i Europa!). Jeg havde - fortjent, synes jeg selv - gjort mig lystig over Rommedahls evner som fodboldspiller og Morten Olsens forkærlighed for ham, men da han scorede et af sin landsholdskarrieres flotteste mål, måtte jeg (meget mod min vilje) stilfærdigt æde mine ord i mig samtidig med at jeg blev hånet ud af samlingsrummet. (Jeg nægter at indlejre et klip med Rommedahl her på siden, men du kan se et komprimeret resumé af kampen her: https://www.youtube.com/watch?v=DGonVk1k5YE)

Til gengæld har jeg en ret klar erindring om kampen mod England - som Danmark var uheldige nok til at trække i stedet for at få Sverige som modstander. Vi var en del (mænd), der havde ladet op, indkøbt øl og snakket fodbold et par timer før kampen, og vi var således mere end klar til den fortsatte færd mod (mindst) en revanche i kvartfinalen mod Brasilien.
Desværre ville Martin Laursen og Thomas Sørensen det anderledes. Efter blot fire minutter begik Laursen et fejlskøn, der kostede et hjørnespark til England, og i den almindelige forvirring ved dette, formåede Thomas Sørensen først at gå grueligt fejl af Beckhams hjørnespark for derefter at fumle rædselsfuldt ved Ferdinands hoverdstød, inden han selv skubbede bolden over stregen til engelsk 1-0 føring. Der blev helt stille i stuen hos min kammerat, inden almindelig suk, støn og opkast-lyde, efterfulgt af højlydt brokkeri over Sørensens mangel på klasse, fyldte stuen. Derefter fulgte en almindelig resignation - ingen af os troede på en dansk genkomst i dén kamp - og da slet ikke, da Danmark var bagud 0-3 ved pausen.

Hvis du har nerverne til at gense rædslerne findes de herunder:

Til gengæld fik vi lidt revanche for ydmygelsen, da Ronaldinho i kvartfinalen mod England sparkede et frispark fra 200 meter ind over en sprællende og idiotisk udseende, svært fejlplaceret David Seaman fra Arsenal i mål. Sjældent har jeg moret mig så gevaldigt over en målmandsbrøler som dén aften... Se selv: https://www.youtube.com/watch?v=ExUX7MBk5UM

Derudover husker jeg især skandalerne i ottendedels- og kvartfinalen, hvor Sydkorea - som værtsland - blev hjulpet gevaldigt videre i turneringen af - i bedste fald - inkompetente dommere. Det lignede mest af alt matchfixing af værste skuffe, da Totti blev smidt ud for film, på trods af, at det var det reneste straffespark nogensinde begået, og Italien fik underkendt et tydeligt reglementeret mål i ottendelsfinalen. Derefter fik Spanien to mål underkendt i kvartfinalen - ingen kunne se hvorfor - og konspirationsteorierne florerede lystigt, indtil Sydkorea langt om længe fik løn efter evner og blev stoppet i semifinalen af Tyskland.

Derudover; Rivaldos groteske film, da han lader som om han bliver ramt i hovedet af en bold, Frankrigs nedtur, Argentinas farvel efter gruppespil (på Sveriges foranledning!!) og Tysklands 8-0-sejr over Saudi-Arabien.

Og iøvrigt med de rigtige vindere til slut; Brasilien stillede med et hold bestående af Carlos, Rivaldo, Ronaldo, Ronaldinho, Silva, Juninho osv. osv. Det var et godt VM, når man ser bort fra, at der blev spillet med Golden Goal i den forlængede spilletid. Det er - i moderne fodbold - som coitus interruptus...



fredag den 13. juni 2014

Det personlige VM II

VM-historien er rig på mindeværdige øjeblikke, der er blevet en del af den kollektive forståelse og erindring - også selv om man ikke selv var til stede eller overværede det. Kampen mellem Vesttyskland og Østrig ved VM i Spanien 1982 er et af disse. Kampen endte 1-0 til Vesttyskland, og netop dette resultat var tilstrækkeligt til at begge hold gik videre fra den indledende pulje - hvad begge hold vidste inden kampen - og er blevet kaldt det mest prominente eksempel på matchfixing i VM-historien. Jeg erindrer ikke at have set kampen, men jeg har en levende erindring om episoden; primært fordi den er blevet en del af VM-historien og den konstante overlevering.

Det samme er tilfældet med målet i VM-finalen 1966 mellem England og Vesttyskland - eller rettere det manglende mål, der ikke blev dømt, selv om bolden tydeligvis var over stregen. Og den Lineker-skabte myte om, at i VM er det altid Tyskland, der vinder...

Til gengæld er der tusindvis af historier og episoder, der er knytte til den enkelte tilskuer og som definerer netop dét VM for ham/hende. Og nedenstående, korte VM-historie er - som oplyst i forrige blog-post - min egen, subjektive oplevelse af VM. Denne gang fra 1998.

1998 - Frankrig
Danmark har deltaget i fire VM-slutrunder siden 1986, hvad der vel må siges at være godkendt af en nation med blot 5 mio. indbyggere. Det forhindrer dog ikke de selvsamme indvånere i at forvente, at landsholdet burde være selvskrevne deltagere ved hver slutrunde. Og naturligvis er netop de slutrunder, hvor Danmark deltager, tydeligere farvet af den rød-hvide optik end de øvrige - ligesom de personlige historier bærer tydeligere præg af Danmarks kampe, end fx af Kroatiens (der ellers nåede semifinalen dette år på bekostning af Tyskland).
Der findes et par myter, der er svære at komme udenom i dansk fodbolds historie. En af dem er, at Danmark kunne have vundet VM i 1986, og en anden er, at landsholdet anno 1998 kunne/burde have kvalificeret sig til semifinalen ved at slå Brasilien, med et dansk landshold, der sprudlede i et festfyrværkeri af samba-fodbold.

I beg to differ, i al ydmyghed forstås. Som jeg erindrer VM 1998 var det - for den danske deltagelses vedkommende - delt op i to skarpt adskilte sekvenser. Først en miserabel puljeindsats, der resulterede i 4 point (det samme som Norge i 1994) efter en kneben pligtsejr over Saudi-Arabien, en elendig 1-1 indsats mod Sydafrika - der blev yderligere skæmmet af en skandaløs dommer-præstation - og afsluttet med, at Frankrig udklasserede Danmark - selvom de i den afsluttende puljekamp reelt ikke havde noget at spille for.

Med andre ord; en gedigen l....indsats, der absolut ikke lovede noget godt for den videre færd i ottendedelsfinalen mod Nigeria, der overraskende havde vundet sin pulje ved blandt andet at besejre Spanien med 3-2. Netop kampen mod Nigeria blev dog vendepunktet, der skabte det kollektive, nationale selvbedrag om storheden i den danske indsats. I denne kamp, hvor 4-1-sejren blev grundlagt på et tidligt, dansk føringsmål af Peter Møller efter blot 3 minutter, kunne danskerne øjensynligt spille frigjort efter føringen - og fordi de havde opnået målsætningen om at gå videre fra puljen. Billedet herfra er naturligvis det ikoniske, magiske øjeblik, hvor Michael Laudrup spiller Ebbe Sand fri med en kigge-væk-finte, og hvor samme Sand tager bolden med sig med hovedet inden han usigeligt sikkert lægger den fladt ind ved den ene stolpe. Og billedet er forstærket af den forsamling af mænd, der overværer kampen sammen med mig, og som i selvsamme sekvens først nærmest gisper i overraskelse, da bolden forlader Laudrups fod, og derefter lader gispet blive til et kollektivt råb, da Sand spiller sig selv fri, inden det bliver til brøl, omfavnelser og hoppen på stedet, da bolden ligger i nettet. (Og selv mens jeg skriver dette, kan jeg ikke undgå at mærke den lette gåshud. Beklager klichéen...) Men se selv...


Derefter fulgte en ualmindelig godkendt indsats mod Brasilien, men hvis vi nu dvæler lidt ved det første mål, som Brian Laudrup scorede, så blev det skabt af en kvasi-chance, hvor kun Roberto Carlos' idiotiske arrogance, hvor han ville saksesparke et indlæg væk, tillod Laudrup at stå alene i højre kant af straffesparksfeltet, hvorfra han kunne tordne den ind i målhjørnet. Og i min erindring troede jeg ganske vist på chancen mod Brasilien, men reelt er mit billede af kampen, at danskerne spillede en rigtig god gang fodbold - men at Brasilien var de rigtige vindere af kampen. Andet ikonisk øjeblik fra den kamp iøvrigt; Rivaldo, der fra lang afstand sparker bolden fladt forbi en absolut ikke chanceløs Peter Schmeichel. Og jeg har faktisk lidt sværere ved at tilgive ham det mål, end jeg har ved at tilgive Jesper Olsen fra 1986...

Så for at gøre en lang historie lidt længere; myten om den danske indsats ved VM i 1998 var fra mit perspektiv grundlagt på et ualmindelig heldigt puljeforløb (hvis nu fx Sydafrika havde vundet 2-0 over Saudi-Arabien var de gået videre på bekostning af Danmark), hvor Danmark spillede som en pose nødder, hvorefter et heldigt/hurtigt føringsmål mod Nigeria gav medvinden. Men det kunne være gået grueligt galt....

VM iøvrigt; masser af tilskuere på stadions og et fransk hold med Henry og Zidane i topform. Erindringsbilleder; Zidane, der kaster diskret op inden han scorer i straffesparksafgørelsen mod Italien i kvartfinalen. Samme Zidane, der med et uimodståeligt hovedstød tordner bolden ind mod Brasilien i finalen. En ung Ronaldo, der skaber panik op til finalen mod Frankrig og vist nok nægtede at spille, men blev tvunget til en halvsløj indsats. Og så den sædvanlige u-tur for England, der kulminerede med Beckhams udvisning mod arvefjenden Argentina i ottendedelsfinalen. (Og kuriosummet i den forbindelse; at det var danske Kim Milton der viste ham silkevejen...) Nå, ja; Kroatien, der slog Tyskland hele 3-0 i kvartfinalen.

Og Frankrig blev verdensmestre ... Andet kunne de sgu' heller ikke være bekendt - med det hold.


torsdag den 12. juni 2014

Det personlige VM I

Jeg elsker slutrunder i fodbold, så er det sagt, og læseren er hermed advaret. Jeg elsker muligheden for i den kommende måned at se kampe mellem Iran og Nigeria - hvor inferiørt det end måtte lyde - samtidig med at jeg har mulighed for at se et højspændt drama mellem Italien og England. VM vil med garanti byde på utallige oplevelser af såvel tårnhøj fodboldmæssig kvalitet som negative overraskelser som fx tidlige exits fra favoritter, der skuffer, og det er med til at gøre oplevelsen helstøbt - for det er VM i en nøddeskal; små nationer, der når langt, og store nationer, der skuffer.

På forhånd ser jeg voldsomt frem til den mulige dynamitpulje D, hvor Italien, England og Urugay alle har holdet til at gå videre fra puljen, men hvor det ene jo nødvendigvis må forlade turneringen efter tre kampe. Men jeg har også forventninger til, at Belgien - som en mulig outsider - med et godt hold og lidt turneringsheld kan gå til en semifinale (hvis Tyskland overrasker negativt). Det kunne være spas, kunne det...

Nå, der er masser af gode analyser og nørdede lækkerier som forskræp til VM rundt omkring på nettet og i farvestrålende magasiner, så jeg vil lade den del ligge. Til gengæld har vi alle hver især nogle erindringer om tidligere VM-slutrunder, og i mit tilfælde er det typisk som nedslag og spredte erindringsbilleder, der knytter sig til de enkelte årgange.

Herunder følger første del af min egen personlige oversigt over de slutrunder, jeg husker - og måden, jeg husker dem på.

1974 - Vesttyskland
Det første VM jeg husker. Sad som lille purk i TV-stuen foran det monstrøse, teak-træsbeklædte sort-hvide TV og fulgte det sammen med min fodboldtossede far.


Eneste genkendelige erindring om det er finalen, hvor det især er billedet af Paul Breitner, der - iklædt en ualmindelig uklædelig (men enorm) tysk afro-frisure - bringer balance i regnskabet efter Hollands 0-1 føring. Nå, ja; og så pokaloverrækkelsen til Der Kaiser, Franz Beckenbauer.

Klip fra finalen: https://www.youtube.com/watch?v=DsnK_4IWBWc


1978 - Argentina
På dette tidspunkt selv ivrig - omend ikke særligt talentfuld - venstre back i den lokale fodboldklub. Og til træningen efter den sommer var det navne som Cruyff, Mario Kempes, Osvaldo Ardiles, Rossi og Rummenigge, der blev råbt af drengene på banen, når de skulle demonstrere deres færdigheder.

Øjeblikket for undertegnede var dog et andet end spillet på banen. Det argentinske hjemmepublikum havde en fabelagtig mani med at smide papirkonfetti fra tribunerne når heltene løb på banen, og når de scorede, og finalens indledning blev en opvisning i dette.

Se selv: https://www.youtube.com/watch?v=rmXdIyRwAfU

PS: Argentina vandt, og jeg tryglede min mor om at strikke en Argentina-trøje til mig, efter at jeg havde set opskriften i FamilieJournalen. Hun nægtede!

1982 - Spanien
Et par detaljer sniger sig ind på mig fra VM i Spanien 1982; en meget ung Diego Maradona, der i kampen mod Brasilien karatesparker sig ud af turneringen efter at Argentina er kommet bagud 0-3. Se det her: https://www.youtube.com/watch?v=LP3u2nDEcPA)

Derudover især Paolo Rossi (der blev rejst en statue af ham efter VM), der efter at have været dømt ude og lagt for had af italierne selv, scorede seks mål og - nærmest ene mand - vandt VM for Italien.

Og nå ja; de nye stadions i Spanien havde de mest fantastiske 'voldgrave' omkring banen, primært for at opfange boldene, så bolddrengene ikke skulle løbe så langt efter dem:-)

1986 - Mexico
Som dansker et skelsættende år, thi det var Danmarks første VM-slutrunde. Og deltagelsen var oven i købet med et hold, der på sine bedste dage kunne slå alle nationer i verden - ihvertfald i egen selvforståelse. Noget var der om snakken, og i undertegnedes optik har der aldrig - før eller siden - været et dansk landshold, der både i start-11'eren og på bænken kunne matche dette spiller for spiller.

Masser af billeder og højdepunkter; Elkjærs flyvetur over en hårdt tacklende skotte i den første kamp, Laudrups vidunderlige mål i nedsablingen af skrækmodstanderen Urugay, Arnesens tåbelige frustrations-spark i kampen mod Tyskland, der kostede ham deltagelsen mod Spanien og Maradonas to gudemål mod England.

Vores nationale, kollektive forståelse af VM i Mexico 1986 er, at det var dét VM, Danmark kunne have vundet. Nå, ja; med lidt lodtrækningsheld mv., men mon ikke Argentina ville have givet os kamp til stregen? Og skulle vi så ikke liiiiige tage og tilgive Jesper Olsen? Kampen mod Spanien blev tabt på en kollektiv nedsmeltning på holdet, og en skidt udskiftningsbeslutning af Sepp Piontek i panik efter at Spanien var kommet foran 2-1.

PS: Argentina vandt VM. Men moralske vindere....????

1990 - Italien
Meget få erindringsbilleder, hvad der nok skyldes 1) at jeg var ude at rejse under VM og 2) at der ikke var nævneværdige højdepunkter? Husker dog stadig Lothar Matthäus' vidunderlige mål til 1-0 efter en lang solotur gennem forsvaret. Men var det mod Frankrig eller Jugoslavien??? Og så husker jeg Beckenbauer skridte banen af efter finalen, som han denne gang vandt som træner.

Men ellers; lad os hastigt glemme 1990...

1994 - USA
Universitetsstuderende med for meget sommerfritid og slutrunde i en anden verdensdel? Feeedest... Bizarre kampe kl. 3 om natten og generel fest.

Billeder; Valderamas (staves det sådan?) hårpragt, Sveriges bronzesucces (og Thomas Brolins rejehop efter sine tre scoringer) og Bulgariens gyldne generation. Maradonas sidste VM og 'indendørs' fodbold i Texas. Drillobold fra Norge, der led en krank skæbne i gruppe E, hvor alle hold endte på fire point - og Norge som det eneste ud af fire hold ikke gik videre.

Generelt ikke et VM, der påkalder sig den store opmærksomhed, og lidt ærgerligt, at finalen skulle afgøres på straffespark. Antiklimaks.

PS: Brasilien vandt. 3-2 efter straffespark. Ikke et gensyn værd.

Stay tuned, mere følger snarest. Vi mangler jo 20 år endnu:-)


onsdag den 4. juni 2014

Demokratisk frihed

Så er sommeren kommet, og den følger et hidtil fabelagtigt forår. Og med forår og sommer kommer også alle de vidunderlige, årstidsbestemte glæder som konfirmationer, bryllupper og ikke mindst alle de skæve helligdage, hvor det arbejdende folk kan få lidt velfortjent hvile til de trætte, varme hænder, de værkende ben og rygge og de hårdt prøvede hoveder og hjerner.

Det kan naturligvis få en og anden til at spekulere over såvel forårets som religionens betydning for det mentale velbefindende. Efter en lang påskeferie følger en kort St. Bededagsferie, rask efterfulgt af Kristi Himmelfartsdag og så den nationale hyldest til demokratiet, Grundlovsdag, i år skarpt forfulgt af pinsen. Dage, hvor de fleste af os bliver hjemme og fejrer det, der nu skal fejres, og derved bliver udhvilede og klar til atter at tage fat på hverdagens trivielle eller udfordrende gøremål på arbejdpladsen, i skolen eller hvor man nu befinder sig.

Det er sundt og godt at holde fri. Det er ikke særlig fremmende for den nationale produktion og dermed konkurrenceevne, men det er jo et argument, der kun holder for økonomer, så lad det hvile. Der er dog et enkelt element ved disse fri- og helligdage, der kan undre.

Det kan fx undre, at i et samfund, hvor kirkens og religionens rolle er blevet udfaset til nu kun at bestå i fejringen af rituelle overgange såsom dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, kan man stadig hævde (kultur-)religionens forrang over uddannelse, produktivitet mv. i et moderne samfund. Helt skralt står det da til, hvis selv det notorisk mest gudløse parti, Enhedslisten, vil holde fast i en helligdag (St. Bededag), der historisk set er forankret i den nordiske udgave af bondesamfundets katolicisme!

Spørgsmålet er, om disse helligdage ikke er det sidste gisp i religionens og kirkens kobling til staten. Lad os skille skidt fra kanel, og lade dyrkere af enhver form for middelalderlig folkeovertro have deres overbevisning i fred, men er det ligefrem nødvendigt at lade nationen gå i stå af samme grund? I givet fald burde vi vel – i den politiske korrektheds ånd – også indføre de relevante helligdage for jøder, muslimer og buddhister.

Hvis der skal være nationale fridage, kan vi så ikke indføre dem således at de afspejler et moderne samfund - eller blot den kultur, vi er en mere eller mindre samlet del af? I USA har de Thanksgiving, der fejrer de første bosætteres møde med de oprindelige beboere, de har Labor Day, Memorial Day, Independence Day og en enkelt juledag. Dertil har de i nogle dele taget sig frihed til at fejre fx St. Patricks Day, Presidents Day og andre. Alle dage, der (bortset fra juledag) har noget med nationale rødder og/eller demokrati at gøre.

Fremover kunne vi – ved at følge et sådant eksempel – holde fx Grundlovsdag, Dybbølsdag, Rebildsdag, Grevens Fejde Dag, Griffenfeldts Dag, Roskilde Freds Dag, Kalmar Dag eller andre, spændende dage, der fejrede vores lille nations (ofte nederlagsprægede) historie. Derved ville vi alle blive mindet om vores kultur, vores rødder og vores historie, og vi ville slippe for den forlorne fims af hyklet religion, der præger vores forår.

torsdag den 22. maj 2014

Anakronismer II - Vinyl

Jeg er ikke en maskinstormer. Faktisk er jeg særdeles begejstret for smarte mobiltelefoner, tablets, bærbare PCer og alskens isenkram, der kan fornøje og muntre, og som i mange tilfælde også er med til at gøre hverdagen lettere end hvis jeg ikke havde haft dem. Jeg er også en lykkelig forbruger af alle former for digitalisering: jeg får en meget stor del af min post i e-boks, kigger lystigt med hvert år i SKATs lotteri i min skattemappe på min personlig skatteside og er - det meste af tiden – også ualmindelig glad for min webbank. Alt i alt føler jeg selv, at jeg er med på den fagre nye verden. Måske ikke som trendsetter eller frontrunner, men ved gode, afprøvede formater hopper jeg gerne på. Jeg lytter til radio, musik eller podcasts via min iPod, når jeg løber, ser TV på min iPad, enten via TV-stationerne eller de nyere on-demand-tjenester som Netflix, og jeg læser gerne mine mails og tjekker facebook og twitter på min mobiltelefon.

Alligevel er der områder, hvor jeg hænger fast i fortiden. Ikke fordi jeg ikke kan ‘følge med’, men måske snarere fordi jeg ikke har lyst til at følge med! Sådan forholder det sig ihvertfald med især to former for hard-back kultur; musik og litteratur.

Lad mig her kaste mig over førstnævnte: Som barn i 70erne og ung i 80erne var fx musik noget man hørte i radioen, på kassettebånd eller på grammofonplader. Og da de digitale formater overtog på musikfronten i 90erne købte jeg da ganske vist en del CDer, men de veltjente vinylplader blev aldrig stillet på hverken loftet eller i kælderen. I første omgang nok fordi jeg var for nærig til at geninvestere i god musik, men efterhånden også af andre årsager; pladesamlingen havde vokset sig stor, og 5-600 vinylplader er ikke sådan lige at overspille til digitale formater – og det viste sig faktisk ret hurtigt, at jeg ikke havde lyst til det. I stedet blev det en fornøjelse for mig at hive albummet ud af reolen, lægge den på den alt for dyre pladespiller og lade den løbe hele vejen igennem på begge sider, så jeg dermed også fik hørt en del af de numre, der ikke lige var hits, da pladen kom frem. Af og til kunne jeg fortabe mig i covers - hele artworket omkring et albumcover var blevet en glemt kunstart, da vi overgik til CD- og digitale formater - og i innersleeves med sangtekster og credits.

HI-FI-entusiaster har haft travlt med at overbevise om, at pladerne gav en bedre lyd. Jeg føler mig ikke overbevist, eftersom jeg ikke er sikker på, at jeg kan høre forskel, men det er vist noget med dynamikken. Min egen oplevelse er, at en del CDer bliver uafspillelige efter et vist tidsrum, mens pladerne forbliver intakte (med mindre man ridser dem, naturligvis), men ellers har jeg ikke noget at udsætte på de digitale formater.

Det er stofligheden, jeg er helt vild med. Både i samlingen, hvor de mange plader efterhånden fylder en del i hjørnet af stuen, men i lige så høj grad i det enkelte album. Følelsen af at ‘lægge musik på’ og tyngden i selve pladen giver – i hvert fald for mig – en anden tilgang til at lytte til musikken. Når albums fra Beatles-tiden (nogle siger Sinatra- og Miles Davis-tiden) samtidig ofte var tænkt og konciperet som hele albums og ikke fragmentariske her-og-nu-musikstykker, er det en sand fornøjelse at være tvunget til at lytte til 20 minutters sammenhængende musik i stedet for en iPod-spilleliste bestående af contemporary hits der ikke holder halvvejs til næste månede.

Når hertil lægges fornøjelsen ved at dykke ned i David Bowies samlede 70er og 80er-produktion (gav vide, hvordan Diamond Dogs ville have solgt som samlet udgivelse i dag? Eller Ziggy Stardust?), nyde rodebutikken af Beatles-numre på den blå eller den røde opsamlings-dobbelt-LP, genhøre Klichés Supertanker og huske sig tilbage til dengang dét var skelsættende i dansk rockmusik eller fortabe sig i detaljerne på coveret til Led Zeppelins Physical Graffiti er der ingen tvivl hos mig; samlingen forbliver intakt – indtil den dag, den viser sig tilstrækkelig meget værd til at blive bortauktioneret og dermed kan forsøde min pensionisttilværelse.

Det sidste har dog nok lange udsigter, efter at musikindustrien har fanget signalerne i den efterhånden voksende vinyl-revival. Nu udgives alle slags musik – nyt som gammelt – jo både digitalt og på vinyl, samtidig med, at hvad der hidtil havde været klenodier i min lokale samling genoptrykkes med – Gud bedre det – ‘remastered art-work’. Intet ondt om muligheden for at erhverve sig ny musik på vinyl, men så skulle da stå pokker i de formuer, man efterhånden har lagt hos den lokale vinyl-pusher i jagten på de originale udgaver af rock- og pophistoriens klassikere…

tirsdag den 20. maj 2014

Patenteret pjat

Festtiden stunder til, idet vi om føje tid - faktisk allerede på søndag - skal fejre vores grundlovssikrede ret til at gøre vores stemme gældende. Denne gang skal vi finde repræsentanter blandt de ypperste af os danske til at repræsentere os i den Europæiske Unions parlament.

Det skal nok blive spændende i sig selv, men ikke nok med, at vi skal muntre os med ovenstående valg. Samtidig skal vi nemlig tage stilling til en anden væsentlig sag i vores hverdag; skal vi eller skal vi ikke tilslutte os en fælles europæisk patentdomstol?

Inden den hårdt prøvede læser lader sig friste af internettets øvrige fristelser og klikker væk fra siden, så lad mig med det samme understrege, at følgende tekst ikke vil indeholde ret meget, der har med substansen at gøre, så kære læser; du kan roligt læse videre. Her vil ikke være agitation for hverken ja eller nejsiden, ligesom jeg ikke skal trætte unødigt med lange forklaringer om patentdomstolenes plads i vores hverdag. Næ, som demokratisk sindet borger er jeg såmænd blot interesseret i, hvorfor jeg overhovedet skal stemme om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig en fælles europæisk patent-domstol.

Det er der et par internt afhængige årsager til. For det første vil Danmark, med en tilslutning til at opgíve sin ‘egen’, nationale patentdomstol og tilslutte sig en EU-patentdomstol afgive national suverænitet. Ifølge Grundloven skal en hvilken som helst suverænitetsafgivelse vedtages i det demokratisk valgte folketing med 5/6 stemmers flertal. Lykkes det ikke at etablere et sådant flertal skal forslaget i stedet til folkeafstemning, hvis det skal vedtages. Se, det system kender vi fra tidligere folkeafstemninger om medlemskab af EF/EU, Maastrichtaftalen, fælles europæisk valuta mm., så det er jo ikke noget nyt. Det, der er interessant i denne omgang, er, hvorfor forslaget så ikke blev vedtaget med det nødvendige flertal i folketinget.

Spørgsmålet kan besvares ganske kort; fordi Enhedslisten og Dansk Folkeparti ikke ville stemme for forslaget. Enhedslisten fordi de i misforstået proletarisk nationalromantik aldrig stemmer for noget, der foregår i regi af EU – det er vist noget med international profitmaksimering og udbyttende kapitalistlakajer – og Dansk folkeparti fordi … Ja, hvorfor mon?

Fordi regeringen ikke ville tale med Dansk Folkeparti om begrænsning af velfærdsturisme i EU! Kristian Thulesen-Dahl, mangeårig de facto formand for det fine parti, afslørede for en knap så undrende offentlighed i oktober 2013, at DF ikke ville stemme for forslaget, fordi de havde meddelt regeringen, at prisen for deres stemme var indbydelse til forhandling om det prekære emne – og regeringen havde altså ikke indbudt. Og det er skisme da også tarveligt, er det. Her står vi med en hobetallig skare af fattige EU-borgere, der emigrerer fra deres forarmede hjemlande til Danmark blot for at modtage alle goderne, såsom starthjælp, SU og børnecheck, og så vil regeringen end ikke tale om dette gigantiske dræn af statskassen!

Nu hører det med til historien, at velfærdsturisme ifølge alle undersøgelser er knap så stort et problem, som man går rundt og bilder sig ind. Faktisk er immigration er en netto-gevinst for det modtagende land, in casu Danmark, idet emigranterne i langt højere tal finder arbejde og betaler skat, end de modtager ydelser. Men det er også ligemeget, er det. DF vil blot markere sig med en fortsat stemme i indvandrer-debatten, og samtidig vil de udstille regeringen som ignoranter, der ikke vil deltage i denne debat, og dermed fastholde DFs egen store andel af snævertsynede vælgere, der opfatter enhver form for fremmedhed som en trussel mod ikke blot velfærdssamfundet med mod selve kernen i vores danske kultur.

Ergo; på grund af en tåbelig demonstration af et politisk ståsted, der intet har med sagens kerne at gøre, sætter vi hele apparatet af propaganda, oplysning, debatter for og imod EU i gang, så vi den 25. maj 2014 kan stemme om dansk tilslutning til den fælles europæiske patentdomstol. Og sådan virker det danske folkestyre i smukkest mulige udformning.

Og for at gøre historien komplet; DF var i oktober sidste år villige til at stemme for en fælles europæisk patentdomstol, hvis altså bare... Derfor klinger nej-retorikken i DF-propagandaen ekstra hult i disse dage. Men det gør nok ikke noget, for vælgernes hukommelse er som ofte ganske kort.