Jeg er – i mange tilfælde – ret vild med Knud Romer. Hans
korte roman Den der blinker er bange for
døden (2006) er efter min bedste overbevisning noget af det bedste danske
litteratur, der udkom i 00rne, og jeg er begejstret for hans ofte hudløse
kritik af samfundet på TV, i radio og andre steder, hvor han kommer til orde –
også i de (mange) tilfælde, hvor jeg ikke er enig med ham.
Jeg har tidligere på denne virtuelle plads muntret mig med
en notits om uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og hendes tanke om uddannelsesdimensionering, men det er ingenting mod, hvad den gode Romer kan præstere. I et debatindlæg i Politiken raser han mod de ’talende excel-ark’, der leder ministeren ad
fortabelsens, åndløshedens og kulturløshedens brede motorvej, ved at lade ”Den
økonomiske rationalitet fra markedet og produktionen bliver totaliseret til at
gælde for tilværelsen som helhed, og ministeriet administrerer en instrumentel
fornuft, hvor alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form
af produktion, vækst og profit.”
Det er jo for så vidt et legitimt synspunkt. Romer mener, at
man ofrer især de humanistiske uddannelser ud fra en produktivitetstankegang,
hvor alt, der ikke kan gøres op i (økonomisk) værditilvækst, bliver anset for
ubrugeligt, hvorfor man neddimensionerer de klassiske humanistiske fag på
universiteterne, thi kandidaterne herfra er ikke længere anvendelige i et
moderne samfund.
Så langt, så godt. Som gammel humanistisk uddannet
halvstuderet røver kan jeg godt følge ham i kritikken. Men det er alligevel,
som om Romer sejler kanoen så langt ud i den retoriske sump, at hans argumentation
katapulter ham lige over i den grøft, hvor de fæle produktivitetsfascister kan anklage
ham for at være det levende bevis for overflødigheden af flere af hans slags.
Romeren fortæller nemlig om en rystende oplevelse han havde
i mødet med en navngiven chef i Dansk Erhverv, der ikke kendte en rygende
hattefis til en – tydeligvis berømt – klaverfabrik i Leipzig, hvor såvel
Brahms, Liszt og Mahler havde været på besøg, ligesom den stakkels, kulturelt
forarmede mand intet kendte til Den Anden Wienerskole, Alban Berg, Magnus Zeller
og Kirchner. Helt grotesk blev det, da den gode Jannik Linnemann kunne afsløre
sit ukendskab til Rainer Maria Rilke, Dylan Thomas og de tyske
ekspressionister.
En åbenbaring af indholdet af et uvidenhedens tempel åbnede
sig for Romer, må man forstå. En chokerende indsigt i den mentale tilstand hos
en mand, der tydeligvis var u-dannet i så ekstrem grad, at flere af denne slags
ville medføre rigets (for-)fald.
Og så må jeg jo krybe til bekendelse. En enkelt digtsamling
af Dylan Thomas er det blevet til for undertegnede i det sidste kvarte
århundrede, ligesom Rilke (på tysk, forstås) en enkelt gang har fundet nåde for
mit kritiske blik. Men ’Der Blaue Reiter’, Wienerklassicismen og Rachmaninov har
jeg ikke beskæftiget mig med, ligesom Den Anden Wienerskole er et ukendt begreb
for mig og de omtalte ekspressionister kun har fundet vej til mit hjem i
opslagsværker indkøbt af min kunstinteresserede hustru.
Det moderne samfund er bygget på fælles kulturelt arvegods.
Det kan der ikke herske tvivl om. Det vil det også blive fremover, om end det
mere fragmenterede og individuelt baserede kulturforbrug, nok i fremtidige
generationer vil reducere omfanget af fællesheden. Men en klassisk humanistisk
uddannelse er ikke ensbetydende med kendskabet til ovennævnte kunstnere,
klaverbyggere og retninger i moderne billedkunst, og kendskabet hertil er
heller ikke en betingelse for at kunne udføre et erhverv, der ligger i
forlængelse af den type dannelse, Knud Romer hævder vigtigheden af.
Jeg er ikke enig i dimensioneringstanken, primært fordi jeg
ikke mener, at uddannelsesministeren skal vælge vejen for de uddannelsessøgende
i højere grad end det allerede bliver gjort. Vil de vide alt om litteratur,
kunst, sprog, kommunikation eller folkeslag skal de være så evigt velkomne for
min skyld. Jeg betaler også gerne for det via min skat, og hvis de bliver
ledige efter deres uddannelse, så har de – i et eller andet omfang – selv kendt
risikoen inden de påbegyndte deres uddannelse.
Men mit argument bygger ikke på, at dem, der medvirker til
at træffe beslutningen, ikke kommer fra et hjem med klaver – eller i øvrigt har
lyttet til 12-tonemusik, studeret im- eller ekspressionisme eller kender
forskel på Dylan Thomas, Thomas Mann eller Bob Dylan. Validiteten af Romers
argument bliver voldsomt reduceret, hvis han i ramme alvor mener, at de talende
Excel-ark ikke har ret til at mene
noget, blot fordi de ikke er (ud-)dannet som han er.
Det er simpelthen kultursnobberi på et niveau, hvor selv jeg
ikke kan være med. Og jeg læser ellers gerne moderne litteratur og hører Miles
Davis. På grammofonen…