Det personlige VM I

Jeg elsker slutrunder i fodbold, så er det sagt, og læseren er hermed advaret. Jeg elsker muligheden for i den kommende måned at se kampe mellem Iran og Nigeria - hvor inferiørt det end måtte lyde - samtidig med at jeg har mulighed for at se et højspændt drama mellem Italien og England. VM vil med garanti byde på utallige oplevelser af såvel tårnhøj fodboldmæssig kvalitet som negative overraskelser som fx tidlige exits fra favoritter, der skuffer, og det er med til at gøre oplevelsen helstøbt - for det er VM i en nøddeskal; små nationer, der når langt, og store nationer, der skuffer.

På forhånd ser jeg voldsomt frem til den mulige dynamitpulje D, hvor Italien, England og Urugay alle har holdet til at gå videre fra puljen, men hvor det ene jo nødvendigvis må forlade turneringen efter tre kampe. Men jeg har også forventninger til, at Belgien - som en mulig outsider - med et godt hold og lidt turneringsheld kan gå til en semifinale (hvis Tyskland overrasker negativt). Det kunne være spas, kunne det...

Nå, der er masser af gode analyser og nørdede lækkerier som forskræp til VM rundt omkring på nettet og i farvestrålende magasiner, så jeg vil lade den del ligge. Til gengæld har vi alle hver især nogle erindringer om tidligere VM-slutrunder, og i mit tilfælde er det typisk som nedslag og spredte erindringsbilleder, der knytter sig til de enkelte årgange.

Herunder følger første del af min egen personlige oversigt over de slutrunder, jeg husker - og måden, jeg husker dem på.

1974 - Vesttyskland
Det første VM jeg husker. Sad som lille purk i TV-stuen foran det monstrøse, teak-træsbeklædte sort-hvide TV og fulgte det sammen med min fodboldtossede far.

Eneste genkendelige erindring om det er finalen, hvor det især er billedet af Paul Breitner, der - iklædt en ualmindelig uklædelig (men enorm) tysk afro-frisure - bringer balance i regnskabet efter Hollands 0-1 føring. Nå, ja; og så pokaloverrækkelsen til Der Kaiser, Franz Beckenbauer.

Klip fra finalen: https://www.youtube.com/watch?v=DsnK_4IWBWc


1978 - Argentina
På dette tidspunkt selv ivrig - omend ikke særligt talentfuld - venstre back i den lokale fodboldklub. Og til træningen efter den sommer var det navne som Cruyff, Mario Kempes, Osvaldo Ardiles, Rossi og Rummenigge, der blev råbt af drengene på banen, når de skulle demonstrere deres færdigheder.

Øjeblikket for undertegnede var dog et andet end spillet på banen. Det argentinske hjemmepublikum havde en fabelagtig mani med at smide papirkonfetti fra tribunerne når heltene løb på banen, og når de scorede, og finalens indledning blev en opvisning i dette.

Se selv: https://www.youtube.com/watch?v=rmXdIyRwAfU

PS: Argentina vandt, og jeg tryglede min mor om at strikke en Argentina-trøje til mig, efter at jeg havde set opskriften i FamilieJournalen. Hun nægtede!

1982 - Spanien

Et par detaljer sniger sig ind på mig fra VM i Spanien 1982; en meget ung Diego Maradona, der i kampen mod Brasilien karatesparker sig ud af turneringen efter at Argentina er kommet bagud 0-3. Se det her: https://www.youtube.com/watch?v=LP3u2nDEcPA)

Derudover især Paolo Rossi (der blev rejst en statue af ham efter VM), der efter at have været dømt ude og lagt for had af italierne selv, scorede seks mål og - nærmest ene mand - vandt VM for Italien.

Og nå ja; de nye stadions i Spanien havde de mest fantastiske 'voldgrave' omkring banen, primært for at opfange boldene, så bolddrengene ikke skulle løbe så langt efter dem:-)

1986 - Mexico
Som dansker et skelsættende år, thi det var Danmarks første VM-slutrunde. Og deltagelsen var oven i købet med et hold, der på sine bedste dage kunne slå alle nationer i verden - ihvertfald i egen selvforståelse. Noget var der om snakken, og i undertegnedes optik har der aldrig - før eller siden - været et dansk landshold, der både i start-11'eren og på bænken kunne matche dette spiller for spiller.

Masser af billeder og højdepunkter; Elkjærs flyvetur over en hårdt tacklende skotte i den første kamp, Laudrups vidunderlige mål i nedsablingen af skrækmodstanderen Urugay, Arnesens tåbelige frustrations-spark i kampen mod Tyskland, der kostede ham deltagelsen mod Spanien og Maradonas to gudemål mod England.

Vores nationale, kollektive forståelse af VM i Mexico 1986 er, at det var dét VM, Danmark kunne have vundet. Nå, ja; med lidt lodtrækningsheld mv., men mon ikke Argentina ville have givet os kamp til stregen? Og skulle vi så ikke liiiiige tage og tilgive Jesper Olsen? Kampen mod Spanien blev tabt på en kollektiv nedsmeltning på holdet, og en skidt udskiftningsbeslutning af Sepp Piontek i panik efter at Spanien var kommet foran 2-1.

PS: Argentina vandt VM. Men moralske vindere....????

1990 - Italien
Meget få erindringsbilleder, hvad der nok skyldes 1) at jeg var ude at rejse under VM og 2) at der ikke var nævneværdige højdepunkter? Husker dog stadig Lothar Matthäus' vidunderlige mål til 1-0 efter en lang solotur gennem forsvaret. Men var det mod Frankrig eller Jugoslavien??? Og så husker jeg Beckenbauer skridte banen af efter finalen, som han denne gang vandt som træner.

Men ellers; lad os hastigt glemme 1990...

1994 - USA
Universitetsstuderende med for meget sommerfritid og slutrunde i en anden verdensdel? Feeedest... Bizarre kampe kl. 3 om natten og generel fest.

Billeder; Valderamas (staves det sådan?) hårpragt, Sveriges bronzesucces (og Thomas Brolins rejehop efter sine tre scoringer) og Bulgariens gyldne generation. Maradonas sidste VM og 'indendørs' fodbold i Texas. Drillobold fra Norge, der led en krank skæbne i gruppe E, hvor alle hold endte på fire point - og Norge som det eneste ud af fire hold ikke gik videre.

Generelt ikke et VM, der påkalder sig den store opmærksomhed, og lidt ærgerligt, at finalen skulle afgøres på straffespark. Antiklimaks.

PS: Brasilien vandt. 3-2 efter straffespark. Ikke et gensyn værd.

Stay tuned, mere følger snarest. Vi mangler jo 20 år endnu:-)