Det personlige VM III

I virkeligheden burde alle slutrunder spilles i Europa. Ikke fordi man ikke magter at arrangere store sportsbegivenheder i øvrige verdensdele, men det ikke sundt for hverken nattesøvn eller produktivitet at afholde VM i hverken Asien eller Sydamerika. Det er det igangværende VM det bedste bevis på; med 64 kampe fordelt over fire uger, er det vanskeligt at nå det hele indenfor en fornuftig, europæisk tidsramme, og man skal altså være enten meget ung eller være ualmindelig dedikeret fodboldfan for at være oppe kl. 03.00 for at overvære en kamp mellem Japan og Elfenbenskysten.

Selv havde jeg en målsætning om, at jeg i år skulle se minimum 56 ud af de 64 kampe, men allerede efter de første 11 kampe, har jeg misset for mange. Og selvom alle intentioner var til stede om at få fodboldoplevelsen med fænomenet Messi for Argentina mod Bosnien, så vågnede jeg fra en hyggelig slummer på sofaen kl. 00.17 og konstaterede, at der var scoret - uden at jeg var vågnet. Og så gik jeg i seng...

Så derfor; de bedste spillere opholder sig normalt i Europa, tilskuerne i Europa er både entusiastiske og fodbold-kloge (det kan ses/høres ved selvsyn på alle stadions i alle rækker hver søndag) og ikke mindst; målt i antal TV-seere pr. 1000, der vil se VM, overstiger det alt, hvad man kan finde i øvrige verdensdele - også Sydamerika.

Nå, schwamm darüber, som vore sydlige naboer siger, når de vil videre i teksten. Og det skal vi jo. Jeg kom blot til at tænke på de tidsmæssige kvababbelser, da jeg skulle genkalde mig VM i 2002, der jo også fandt sted under eksotiske himmelstrøg

2002 - Japan - Sydkorea
Også i 2002 var Danmark kvalificeret til slutrunden. Og denne gang med ikke bare en, men to danskere på sidelinjen; de to eneste rigtige overlevende helligdomme i fodbold-Danmark delte nemlig æren af at træne holdet; Morten Olsen (still going strong som den længst siddende landstræner for Danmark - nu på 15. år) og Michael Laudrup.

Det var en dansk trup uden de helt store stjerner, der blev sendt til Japan. Jon Dahl Thomaason var den etablerede angriber (en 'ægte' 9'er) ved siden af Ebbe Sand, der var i karrierens tidlige efterår. Thomas Helveg og Thomas Gravesen var derudover etablerede i deres respektive klubber i hhv. Italien og England, og det samme var Martin Laursen på vej til. Men internationale stjerner a la Laudrup-brødrene, Elkjær, Lerby eller vores dages Christian Eriksen, kunne vi ikke byde på.

Ikke desto mindre blev det indledende puljespil det resultatmæssigt bedste siden VM 1986. Ubesejret og med 7 point i kufferten besatte Danmark 1.-pladsen i gruppe 7 med Senegal som en noget overraskende 2'er foran etablerede fodboldnationer som Uruguay - og Frankrig! De regerende verdensmestre måtte noget ydmygende forlade Asien efter tre kampe, hvor de ikke formåede at score en eneste gang, og med blot et enkelt point med sig, opnået efter 0-0 mod Uruguay.

I den afgørende puljekamp mod Frankrig, der med hiv og sving, lidt held og en tilstrækkelig stor sejr over Danmark fortsat kunne kvalificere sig til ottendelsfinalerne, er det især Dennis Rommedahl, der - af alle - står som mit personlige billede på Danmarks slutrunde. På min daværende arbejdsplads havde chefen velvilligt stillet et 14" TV til rådighede og vi var en 25 - 30 kolleger, der fylkedes om skærmen for at overvære kampen i arbejdstiden (igen; spil dog de slutrunder i Europa!). Jeg havde - fortjent, synes jeg selv - gjort mig lystig over Rommedahls evner som fodboldspiller og Morten Olsens forkærlighed for ham, men da han scorede et af sin landsholdskarrieres flotteste mål, måtte jeg (meget mod min vilje) stilfærdigt æde mine ord i mig samtidig med at jeg blev hånet ud af samlingsrummet. (Jeg nægter at indlejre et klip med Rommedahl her på siden, men du kan se et komprimeret resumé af kampen her: https://www.youtube.com/watch?v=DGonVk1k5YE)

Til gengæld har jeg en ret klar erindring om kampen mod England - som Danmark var uheldige nok til at trække i stedet for at få Sverige som modstander. Vi var en del (mænd), der havde ladet op, indkøbt øl og snakket fodbold et par timer før kampen, og vi var således mere end klar til den fortsatte færd mod (mindst) en revanche i kvartfinalen mod Brasilien.

Desværre ville Martin Laursen og Thomas Sørensen det anderledes. Efter blot fire minutter begik Laursen et fejlskøn, der kostede et hjørnespark til England, og i den almindelige forvirring ved dette, formåede Thomas Sørensen først at gå grueligt fejl af Beckhams hjørnespark for derefter at fumle rædselsfuldt ved Ferdinands hoverdstød, inden han selv skubbede bolden over stregen til engelsk 1-0 føring. Der blev helt stille i stuen hos min kammerat, inden almindelig suk, støn og opkast-lyde, efterfulgt af højlydt brokkeri over Sørensens mangel på klasse, fyldte stuen. Derefter fulgte en almindelig resignation - ingen af os troede på en dansk genkomst i dén kamp - og da slet ikke, da Danmark var bagud 0-3 ved pausen.

Hvis du har nerverne til at gense rædslerne findes de herunder:

Til gengæld fik vi lidt revanche for ydmygelsen, da Ronaldinho i kvartfinalen mod England sparkede et frispark fra 200 meter ind over en sprællende og idiotisk udseende, svært fejlplaceret David Seaman fra Arsenal i mål. Sjældent har jeg moret mig så gevaldigt over en målmandsbrøler som dén aften... Se selv: https://www.youtube.com/watch?v=ExUX7MBk5UM

Derudover husker jeg især skandalerne i ottendedels- og kvartfinalen, hvor Sydkorea - som værtsland - blev hjulpet gevaldigt videre i turneringen af - i bedste fald - inkompetente dommere. Det lignede mest af alt matchfixing af værste skuffe, da Totti blev smidt ud for film, på trods af, at det var det reneste straffespark nogensinde begået, og Italien fik underkendt et tydeligt reglementeret mål i ottendelsfinalen. Derefter fik Spanien to mål underkendt i kvartfinalen - ingen kunne se hvorfor - og konspirationsteorierne florerede lystigt, indtil Sydkorea langt om længe fik løn efter evner og blev stoppet i semifinalen af Tyskland.

Derudover; Rivaldos groteske film, da han lader som om han bliver ramt i hovedet af en bold, Frankrigs nedtur, Argentinas farvel efter gruppespil (på Sveriges foranledning!!) og Tysklands 8-0-sejr over Saudi-Arabien.

Og iøvrigt med de rigtige vindere til slut; Brasilien stillede med et hold bestående af Carlos, Rivaldo, Ronaldo, Ronaldinho, Silva, Juninho osv. osv. Det var et godt VM, når man ser bort fra, at der blev spillet med Golden Goal i den forlængede spilletid. Det er - i moderne fodbold - som coitus interruptus...