Det personlige VM II

VM-historien er rig på mindeværdige øjeblikke, der er blevet en del af den kollektive forståelse og erindring - også selv om man ikke selv var til stede eller overværede det. Kampen mellem Vesttyskland og Østrig ved VM i Spanien 1982 er et af disse. Kampen endte 1-0 til Vesttyskland, og netop dette resultat var tilstrækkeligt til at begge hold gik videre fra den indledende pulje - hvad begge hold vidste inden kampen - og er blevet kaldt det mest prominente eksempel på matchfixing i VM-historien. Jeg erindrer ikke at have set kampen, men jeg har en levende erindring om episoden; primært fordi den er blevet en del af VM-historien og den konstante overlevering.

Det samme er tilfældet med målet i VM-finalen 1966 mellem England og Vesttyskland - eller rettere det manglende mål, der ikke blev dømt, selv om bolden tydeligvis var over stregen. Og den Lineker-skabte myte om, at i VM er det altid Tyskland, der vinder...

Til gengæld er der tusindvis af historier og episoder, der er knytte til den enkelte tilskuer og som definerer netop dét VM for ham/hende. Og nedenstående, korte VM-historie er - som oplyst i forrige blog-post - min egen, subjektive oplevelse af VM. Denne gang fra 1998.

1998 - Frankrig
Danmark har deltaget i fire VM-slutrunder siden 1986, hvad der vel må siges at være godkendt af en nation med blot 5 mio. indbyggere. Det forhindrer dog ikke de selvsamme indvånere i at forvente, at landsholdet burde være selvskrevne deltagere ved hver slutrunde. Og naturligvis er netop de slutrunder, hvor Danmark deltager, tydeligere farvet af den rød-hvide optik end de øvrige - ligesom de personlige historier bærer tydeligere præg af Danmarks kampe, end fx af Kroatiens (der ellers nåede semifinalen dette år på bekostning af Tyskland).

Der findes et par myter, der er svære at komme udenom i dansk fodbolds historie. En af dem er, at Danmark kunne have vundet VM i 1986, og en anden er, at landsholdet anno 1998 kunne/burde have kvalificeret sig til semifinalen ved at slå Brasilien, med et dansk landshold, der sprudlede i et festfyrværkeri af samba-fodbold.

I beg to differ, i al ydmyghed forstås. Som jeg erindrer VM 1998 var det - for den danske deltagelses vedkommende - delt op i to skarpt adskilte sekvenser. Først en miserabel puljeindsats, der resulterede i 4 point (det samme som Norge i 1994) efter en kneben pligtsejr over Saudi-Arabien, en elendig 1-1 indsats mod Sydafrika - der blev yderligere skæmmet af en skandaløs dommer-præstation - og afsluttet med, at Frankrig udklasserede Danmark - selvom de i den afsluttende puljekamp reelt ikke havde noget at spille for.

Med andre ord; en gedigen l....indsats, der absolut ikke lovede noget godt for den videre færd i ottendedelsfinalen mod Nigeria, der overraskende havde vundet sin pulje ved blandt andet at besejre Spanien med 3-2. Netop kampen mod Nigeria blev dog vendepunktet, der skabte det kollektive, nationale selvbedrag om storheden i den danske indsats. I denne kamp, hvor 4-1-sejren blev grundlagt på et tidligt, dansk føringsmål af Peter Møller efter blot 3 minutter, kunne danskerne øjensynligt spille frigjort efter føringen - og fordi de havde opnået målsætningen om at gå videre fra puljen. Billedet herfra er naturligvis det ikoniske, magiske øjeblik, hvor Michael Laudrup spiller Ebbe Sand fri med en kigge-væk-finte, og hvor samme Sand tager bolden med sig med hovedet inden han usigeligt sikkert lægger den fladt ind ved den ene stolpe. Og billedet er forstærket af den forsamling af mænd, der overværer kampen sammen med mig, og som i selvsamme sekvens først nærmest gisper i overraskelse, da bolden forlader Laudrups fod, og derefter lader gispet blive til et kollektivt råb, da Sand spiller sig selv fri, inden det bliver til brøl, omfavnelser og hoppen på stedet, da bolden ligger i nettet. (Og selv mens jeg skriver dette, kan jeg ikke undgå at mærke den lette gåshud. Beklager klichéen...) Men se selv...

Derefter fulgte en ualmindelig godkendt indsats mod Brasilien, men hvis vi nu dvæler lidt ved det første mål, som Brian Laudrup scorede, så blev det skabt af en kvasi-chance, hvor kun Roberto Carlos' idiotiske arrogance, hvor han ville saksesparke et indlæg væk, tillod Laudrup at stå alene i højre kant af straffesparksfeltet, hvorfra han kunne tordne den ind i målhjørnet. Og i min erindring troede jeg ganske vist på chancen mod Brasilien, men reelt er mit billede af kampen, at danskerne spillede en rigtig god gang fodbold - men at Brasilien var de rigtige vindere af kampen. Andet ikonisk øjeblik fra den kamp iøvrigt; Rivaldo, der fra lang afstand sparker bolden fladt forbi en absolut ikke chanceløs Peter Schmeichel. Og jeg har faktisk lidt sværere ved at tilgive ham det mål, end jeg har ved at tilgive Jesper Olsen fra 1986...

Så for at gøre en lang historie lidt længere; myten om den danske indsats ved VM i 1998 var fra mit perspektiv grundlagt på et ualmindelig heldigt puljeforløb (hvis nu fx Sydafrika havde vundet 2-0 over Saudi-Arabien var de gået videre på bekostning af Danmark), hvor Danmark spillede som en pose nødder, hvorefter et heldigt/hurtigt føringsmål mod Nigeria gav medvinden. Men det kunne være gået grueligt galt....

VM iøvrigt; masser af tilskuere på stadions og et fransk hold med Henry og Zidane i topform. Erindringsbilleder; Zidane, der kaster diskret op inden han scorer i straffesparksafgørelsen mod Italien i kvartfinalen. Samme Zidane, der med et uimodståeligt hovedstød tordner bolden ind mod Brasilien i finalen. En ung Ronaldo, der skaber panik op til finalen mod Frankrig og vist nok nægtede at spille, men blev tvunget til en halvsløj indsats. Og så den sædvanlige u-tur for England, der kulminerede med Beckhams udvisning mod arvefjenden Argentina i ottendedelsfinalen. (Og kuriosummet i den forbindelse; at det var danske Kim Milton der viste ham silkevejen...) Nå, ja; Kroatien, der slog Tyskland hele 3-0 i kvartfinalen.

Og Frankrig blev verdensmestre ... Andet kunne de sgu' heller ikke være bekendt - med det hold.