torsdag den 22. maj 2014

Anakronismer II - Vinyl

Jeg er ikke en maskinstormer. Faktisk er jeg særdeles begejstret for smarte mobiltelefoner, tablets, bærbare PCer og alskens isenkram, der kan fornøje og muntre, og som i mange tilfælde også er med til at gøre hverdagen lettere end hvis jeg ikke havde haft dem. Jeg er også en lykkelig forbruger af alle former for digitalisering: jeg får en meget stor del af min post i e-boks, kigger lystigt med hvert år i SKATs lotteri i min skattemappe på min personlig skatteside og er - det meste af tiden – også ualmindelig glad for min webbank. Alt i alt føler jeg selv, at jeg er med på den fagre nye verden. Måske ikke som trendsetter eller frontrunner, men ved gode, afprøvede formater hopper jeg gerne på. Jeg lytter til radio, musik eller podcasts via min iPod, når jeg løber, ser TV på min iPad, enten via TV-stationerne eller de nyere on-demand-tjenester som Netflix, og jeg læser gerne mine mails og tjekker facebook og twitter på min mobiltelefon.

Alligevel er der områder, hvor jeg hænger fast i fortiden. Ikke fordi jeg ikke kan ‘følge med’, men måske snarere fordi jeg ikke har lyst til at følge med! Sådan forholder det sig ihvertfald med især to former for hard-back kultur; musik og litteratur.

Lad mig her kaste mig over førstnævnte: Som barn i 70erne og ung i 80erne var fx musik noget man hørte i radioen, på kassettebånd eller på grammofonplader. Og da de digitale formater overtog på musikfronten i 90erne købte jeg da ganske vist en del CDer, men de veltjente vinylplader blev aldrig stillet på hverken loftet eller i kælderen. I første omgang nok fordi jeg var for nærig til at geninvestere i god musik, men efterhånden også af andre årsager; pladesamlingen havde vokset sig stor, og 5-600 vinylplader er ikke sådan lige at overspille til digitale formater – og det viste sig faktisk ret hurtigt, at jeg ikke havde lyst til det. I stedet blev det en fornøjelse for mig at hive albummet ud af reolen, lægge den på den alt for dyre pladespiller og lade den løbe hele vejen igennem på begge sider, så jeg dermed også fik hørt en del af de numre, der ikke lige var hits, da pladen kom frem. Af og til kunne jeg fortabe mig i covers - hele artworket omkring et albumcover var blevet en glemt kunstart, da vi overgik til CD- og digitale formater - og i innersleeves med sangtekster og credits.

HI-FI-entusiaster har haft travlt med at overbevise om, at pladerne gav en bedre lyd. Jeg føler mig ikke overbevist, eftersom jeg ikke er sikker på, at jeg kan høre forskel, men det er vist noget med dynamikken. Min egen oplevelse er, at en del CDer bliver uafspillelige efter et vist tidsrum, mens pladerne forbliver intakte (med mindre man ridser dem, naturligvis), men ellers har jeg ikke noget at udsætte på de digitale formater.

Det er stofligheden, jeg er helt vild med. Både i samlingen, hvor de mange plader efterhånden fylder en del i hjørnet af stuen, men i lige så høj grad i det enkelte album. Følelsen af at ‘lægge musik på’ og tyngden i selve pladen giver – i hvert fald for mig – en anden tilgang til at lytte til musikken. Når albums fra Beatles-tiden (nogle siger Sinatra- og Miles Davis-tiden) samtidig ofte var tænkt og konciperet som hele albums og ikke fragmentariske her-og-nu-musikstykker, er det en sand fornøjelse at være tvunget til at lytte til 20 minutters sammenhængende musik i stedet for en iPod-spilleliste bestående af contemporary hits der ikke holder halvvejs til næste månede.

Når hertil lægges fornøjelsen ved at dykke ned i David Bowies samlede 70er og 80er-produktion (gav vide, hvordan Diamond Dogs ville have solgt som samlet udgivelse i dag? Eller Ziggy Stardust?), nyde rodebutikken af Beatles-numre på den blå eller den røde opsamlings-dobbelt-LP, genhøre Klichés Supertanker og huske sig tilbage til dengang dét var skelsættende i dansk rockmusik eller fortabe sig i detaljerne på coveret til Led Zeppelins Physical Graffiti er der ingen tvivl hos mig; samlingen forbliver intakt – indtil den dag, den viser sig tilstrækkelig meget værd til at blive bortauktioneret og dermed kan forsøde min pensionisttilværelse.

Det sidste har dog nok lange udsigter, efter at musikindustrien har fanget signalerne i den efterhånden voksende vinyl-revival. Nu udgives alle slags musik – nyt som gammelt – jo både digitalt og på vinyl, samtidig med, at hvad der hidtil havde været klenodier i min lokale samling genoptrykkes med – Gud bedre det – ‘remastered art-work’. Intet ondt om muligheden for at erhverve sig ny musik på vinyl, men så skulle da stå pokker i de formuer, man efterhånden har lagt hos den lokale vinyl-pusher i jagten på de originale udgaver af rock- og pophistoriens klassikere…

tirsdag den 20. maj 2014

Patenteret pjat

Festtiden stunder til, idet vi om føje tid - faktisk allerede på søndag - skal fejre vores grundlovssikrede ret til at gøre vores stemme gældende. Denne gang skal vi finde repræsentanter blandt de ypperste af os danske til at repræsentere os i den Europæiske Unions parlament.

Det skal nok blive spændende i sig selv, men ikke nok med, at vi skal muntre os med ovenstående valg. Samtidig skal vi nemlig tage stilling til en anden væsentlig sag i vores hverdag; skal vi eller skal vi ikke tilslutte os en fælles europæisk patentdomstol?

Inden den hårdt prøvede læser lader sig friste af internettets øvrige fristelser og klikker væk fra siden, så lad mig med det samme understrege, at følgende tekst ikke vil indeholde ret meget, der har med substansen at gøre, så kære læser; du kan roligt læse videre. Her vil ikke være agitation for hverken ja eller nejsiden, ligesom jeg ikke skal trætte unødigt med lange forklaringer om patentdomstolenes plads i vores hverdag. Næ, som demokratisk sindet borger er jeg såmænd blot interesseret i, hvorfor jeg overhovedet skal stemme om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig en fælles europæisk patent-domstol.

Det er der et par internt afhængige årsager til. For det første vil Danmark, med en tilslutning til at opgíve sin ‘egen’, nationale patentdomstol og tilslutte sig en EU-patentdomstol afgive national suverænitet. Ifølge Grundloven skal en hvilken som helst suverænitetsafgivelse vedtages i det demokratisk valgte folketing med 5/6 stemmers flertal. Lykkes det ikke at etablere et sådant flertal skal forslaget i stedet til folkeafstemning, hvis det skal vedtages. Se, det system kender vi fra tidligere folkeafstemninger om medlemskab af EF/EU, Maastrichtaftalen, fælles europæisk valuta mm., så det er jo ikke noget nyt. Det, der er interessant i denne omgang, er, hvorfor forslaget så ikke blev vedtaget med det nødvendige flertal i folketinget.

Spørgsmålet kan besvares ganske kort; fordi Enhedslisten og Dansk Folkeparti ikke ville stemme for forslaget. Enhedslisten fordi de i misforstået proletarisk nationalromantik aldrig stemmer for noget, der foregår i regi af EU – det er vist noget med international profitmaksimering og udbyttende kapitalistlakajer – og Dansk folkeparti fordi … Ja, hvorfor mon?

Fordi regeringen ikke ville tale med Dansk Folkeparti om begrænsning af velfærdsturisme i EU! Kristian Thulesen-Dahl, mangeårig de facto formand for det fine parti, afslørede for en knap så undrende offentlighed i oktober 2013, at DF ikke ville stemme for forslaget, fordi de havde meddelt regeringen, at prisen for deres stemme var indbydelse til forhandling om det prekære emne – og regeringen havde altså ikke indbudt. Og det er skisme da også tarveligt, er det. Her står vi med en hobetallig skare af fattige EU-borgere, der emigrerer fra deres forarmede hjemlande til Danmark blot for at modtage alle goderne, såsom starthjælp, SU og børnecheck, og så vil regeringen end ikke tale om dette gigantiske dræn af statskassen!

Nu hører det med til historien, at velfærdsturisme ifølge alle undersøgelser er knap så stort et problem, som man går rundt og bilder sig ind. Faktisk er immigration er en netto-gevinst for det modtagende land, in casu Danmark, idet emigranterne i langt højere tal finder arbejde og betaler skat, end de modtager ydelser. Men det er også ligemeget, er det. DF vil blot markere sig med en fortsat stemme i indvandrer-debatten, og samtidig vil de udstille regeringen som ignoranter, der ikke vil deltage i denne debat, og dermed fastholde DFs egen store andel af snævertsynede vælgere, der opfatter enhver form for fremmedhed som en trussel mod ikke blot velfærdssamfundet med mod selve kernen i vores danske kultur.

Ergo; på grund af en tåbelig demonstration af et politisk ståsted, der intet har med sagens kerne at gøre, sætter vi hele apparatet af propaganda, oplysning, debatter for og imod EU i gang, så vi den 25. maj 2014 kan stemme om dansk tilslutning til den fælles europæiske patentdomstol. Og sådan virker det danske folkestyre i smukkest mulige udformning.

Og for at gøre historien komplet; DF var i oktober sidste år villige til at stemme for en fælles europæisk patentdomstol, hvis altså bare... Derfor klinger nej-retorikken i DF-propagandaen ekstra hult i disse dage. Men det gør nok ikke noget, for vælgernes hukommelse er som ofte ganske kort.