Tilbage til nutiden - VM uge 1

Der er lige behov for et kort afbræk i erindringerne om hedengangne slutrunder, da virkeligheden - og den igangværende VM-slutrunde - presser sig hårdt på.

Som det måske er læseren bekendt, så er nærværende skribent ret begejstret for slutrunder. Det skyldes flere forskellige forhold, herunder mindet om gode somre med VM og EM-fodbold i venners og families gode selskab og masser af god underholdning, skandaler og fede frisurer på spillerne (især da i 80'erne).

Det er ikke nødvendigvis det bedste fodbold man ser ved slutrunder i VM. Dertil er niveauforskellene mellem holdene ofte for store (omend det er blevet udjævnet noget i de senere år) og de enkelte landes spillere kan ganske vist være store, etablerede stjerner på deres respektive klubhold, men når landsholdssamlingerne er af så kort varighed, som tilfældet er, og når et land måske er leveringsdygtig i verdens bedste offensive midtbanespiller, men en ualmindelig sløj forsvarskæde, så bliver sammenspillet og den interne forståelse på holdet mangelfuld og holdet sårbart og skrøbeligt.

Når dertil kommer de manglende muligheder for konstant træning i samspillet mellem de forskellige kæder og spillere - og den manglende kamptræning for holdet, der jo ofte kun spiller 15-16 kampe på de to år, der går forud for slutrunden - og den ofte aldeles hyppige udskiftning på holdet, så er der ikke noget at sige til, at tempoet nogle gange er lidt lavere på landsholdsniveau end på klub-niveau.

Men på trods af det, leveres det bedste argument for at elske slutrunder lige nu i Brasilien. Sjældent - om nogensinde - er jeg blevet så godt underholdt, som tilfældet er nu. Smæk for skillingen - som oftest i begge ender af banen - masser af mål, spænding, fest på tilskuerpladserne og artige overraskelser.

Efter en uge er status således, at de forsvarende mestre fra Spanien er ude efter to kampe, nul point og en målscore på 1-7. Gruppe A med forhåndsfavoritterne fra Brasilien er piv-åben; Brasilien og Mexico har 4

point, mens Kroatien har 3, og Holland og Chile(!) er allerede videre fra deres gruppe og skal nu kæmpe om, hvem der ikke skal møde Brasilien (som om Mexico lignede en lettere modstander?). England er på forhånd bagud på point mod et ligeledes desperat mandskab fra Uruguay, mens Italien og Costa Rica (!) ligger lunt i svinget i gruppen. Og Costa Rica oven i købet som fodbold-hipsternes nye darlings.

Australierne gav Holland kamp til stregen i deres 2-3 nederlag - hvor de kom foran 2-1 inden Holland med hiv og sving fik sejren hjem, og de overhypede stjerner fra Belgien var et godt stykke tid om at komme i gang inden de tog deres første 2-1 sejr hjem over Algeriet. Og tyskerne leverede som sædvanligt varen; i første omgang med en komfortabel 4-0 sejr over Portugal, der mildest talt så sløje ud - også inden de fik vist Pepe ud på en albuesving, en skalle og et smukt overspil fra hattrickhelten Thomas Müller.

Og igen; masser af underholdning, underholdning, underholdning og ..... mål! Hvis første uges spændings- og målkurve holdes, kan vi imødese det mest intense VM nogensinde. Det er som om holdene alle har valgt at satse offensivt (og i en del tilfælde har underprioriteret forsvaret) hvad der betyder masser af god, gammeldags ramasjang-bold.

Personligt ser jeg frem til at indfri målet om at se 56 af de 64 kampe. Umiddelbart en svær opgave, bl.a. på grund af tidsforskellen, men efter uge 1 vil langt de fleste kampe blive spillet kl. 18 og 21, og det må jo bare betyde 2 skærme i gang på samme tid:-) Og mon ikke hustruen bliver glad for det? I de resterende næsten to runder vil jeg glæde mig til at se Tysklands videre færd, dramaet mellem England-Urugay  - og om Brasilien får smidt det tunge forventningspres mod et Cameroun-mandskab, der ikke har noget videre at spille for. Og kan Argentina, Italien og Frankrig leve op til semifinaleniveau sammen med Brasilien, eller vil Belgien, Chile, Uruguay eller måske endda Costa Rica kunne drille? Der er en vis tradition for, at et særdeles undertippet hold går den lange vej; tænk bare Sverige og Bulgarien i 1994, Kroatien i 1998, Tyrkiet og Sydkorea i 2002 og Uruguay i 2010.

Under alle omstændigheder; det bliver fedt!

Det personlige VM IV

Som fodboldinteresseret er en af de største oplevelser at være tilskuer til en VM-kamp. Det indebærer naturligvis nogle exorbitante omkostninger, hvis VM fx afholdes i Brasilien eller Sydafrika, men når slutrunden afholdes i nabolandet, skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige hoppede i bilen og kørte til Hamburg eller Berlin for at se en kamp. Bare lige en enkelt - også gerne en ligegyldig en fra den indledende pulje...

Og så skulle man jo ellers tro, at det ville være ligetil. Hvor mange kunne vel være interesseret i at se en af de debuterende nationer (fx Togo, Trinidad-Tobago eller Ghana) eller Saudi-Arabien eller Tunesien? Forbløffende mange, viste det sig. Så mange, faktisk, at man som tilskuer uden tilknytning til et af de deltagende lande da godt kunne give sin interesse i billetter til kende, men man kun kunne få billeterne tildelt hvis man vandt i FIFAs lodtrækning!!

SÅ massiv var tilskuerinteressen for VM i 2006. Og naturligvis var jeg ikke så heldig at vinde billetten, men det var min kammerat til gengæld. Han og en af hans (øjensynligt bedre) venner valfartede således til Leipzig for at se en ualmindelig kedelig kamp mellem Iran og Angola (1-1). Kedeligt og uinspirerende fodbold, ja, men han kan nu fortælle, at han har været til VM i fodbold. Og det kan jeg ikke!

2006 - Tyskland
Efterhånden som tiden går, er der nogle af os, der ganske langsomt bliver ældre, hvad der medfører visse reduktioner i udfoldelserne både på og omkring grønsvær og TV-skærme. Således var jeg i 2006, foruden at være gift og far til tre, blevet sat middelborger med TV i stue og kælder. Det sidste kom til sin ret, da vi - tre kolleger - efter en sommerkomsammen med øvrige kolleger - i starten af juni bænkede os i kælderen med en række øl og en håndfuld chips for at se åbningskampen mellem Tyskland og Costa Rica.

Og sikke en åbning; vi var jo ikke ligefrem forvænt med højspændte dramaer eller målfester i åbningskampe, men efter mindre end ti minutter scorede den (dengang) unge Philip Lahm fra Tyskland turneringens første mål, der for evigt burde stå printet i hans egen erindring. Den unge back modtog en aflevering på venstrekanten, dribler skråt bagud til kanten af straffesparksfeltet og tordner den op i målhjørnet:

Og festen fortsatte; ikke bare på stadion i München, hvor Tyskland vandt 4-2 i en af de mest målrige åbningskampe nogensinde, men i hele Tyskland, hvor fodbold blev til folkefest. Udsolgte stadions,

spektakulære kampe (og scoringer) og et tysk folk, der viste verden, at fodbold + tyskere = fest, farver og forbrødring. Eller med andre ord; alle fordomme om tyskere og tysk mentalitet blev gjort til skamme. Og sidst, men ikke mindst; billedet af tyske tilskuere, der bakkede helhjertet, højrøstet og med mange tyske flag, op om deres hold. Ikke nationalistisk og fanatisk, men i lige dele stolthed over holdet - og over hele arrangementet.

Men når der er fest, er der nogle gange også ballade. Og selv om engelske fodboldtilskuere er kendte for ikke at gå af vejen for en rask omgang skallesmækkeri, var det en fransk skalle, der trak overskrifterne. Efter en øjensynligt grim ordveksling mellem troldmanden Zinedine Zidane og den italienske forsvarer Materazzi, er førstnævnte resolut nok til at nikke italieneren en skalle i brystet, i iveren efter at forsvare sin søsters dyd og rennomé. Et trist farvel til VM for Zidane, der iøvrigt som et kuriosum dermed tangerede rekorden for flest udvisninger i VM-slutrunder; nu havde han prøvet at blive vist ud både i 1998 og 2006.

Men ellers masser af gode kampe og masser af gode mål. Sverige spillede sig til kvartfinalen - og tabte til Tyskland - og italienerne blev fortjente, men upopulære, verdensmestre.Der var også skidt fodbold ind imellem. I ottendedelsfinalen mellem Holland og Portugal blev der spillet lige til grænsen - og lidt over - da der blev uddelt 16(!) advarsler og fire røde kort i en uskøn kamp, der senere fik det historisk skæbnesvangre prædikat Massakren i Nürnberg. I det mindste var uhyrlighederne forholdsvis ligeligt fordelt med to røde kort til hvert mandskab. Portugal vandt iøvrigt 1-0 og nåede hele vejen til semifinalen, hvor Frankrig derefter agerede stopklods. Se ødelæggelserne her, hvis du har lyst:  https://www.youtube.com/watch?v=5Kns7WotXek

Ikoniske øjeblikke i øvrigt; Wayne Rooney, der bliver vist ud i kampen mod Portugal - og Ronaldos reaktion derefter. Torsten Frings mål fra 35-40 meters afstand (også mod stakkels Costa Rica i åbningskampen). Og inden tiki-taka'en var opfundet, kunne man på et minut se 25 afleveringer i træk uden modstanderfod på bolden (og den sidste aflevering i feltet var med hælen) inden Argentinas Cambiasso kunne tordne bolden i nettet. Så smukt kunne det udføres; fra en doven, hyggelig spadseretur med bolden på midtbanen til en farteksplosion ved straffesparksfeltet med blind, indbyrdes forståelse - og goooool.... (https://www.youtube.com/watch?v=6R_iYLca2gc) Og så var der vist noget med, at den navnkundige engelske dommer, Graham Poll, nåede at give en kroat hele tre gule kort, inden han viste ham ud i kampen mod Australien. 

Og så endte det alligevel med italiensk sejr. vi var nogle stykker, der undervejs i slutrunden blev lidt halvtyske og gerne havde set dem i en finale. Men det var et ungt hold, Klinsmann havde fået sat sammen, og på den baggrund var bronze et fornuftigt resultat. Personligt havde jeg det bare sådan lidt ... Italien? Nej, vel? Men som sagt; aldeles fortjent, selvom altså Tyskland spillede flottere - og langt mere offensivt - fodbold.

PS: jeg forsøgte gennem hele slutrunden at få fat i en trøje fra Trinidad-Tobago, men alas; der var gået kult i den, og de var ikke til at opdrive. Til gengæld så jeg en del af dem til diverse aftenarrangementer rundt omkring i byen.

Det personlige VM III

I virkeligheden burde alle slutrunder spilles i Europa. Ikke fordi man ikke magter at arrangere store sportsbegivenheder i øvrige verdensdele, men det ikke sundt for hverken nattesøvn eller produktivitet at afholde VM i hverken Asien eller Sydamerika. Det er det igangværende VM det bedste bevis på; med 64 kampe fordelt over fire uger, er det vanskeligt at nå det hele indenfor en fornuftig, europæisk tidsramme, og man skal altså være enten meget ung eller være ualmindelig dedikeret fodboldfan for at være oppe kl. 03.00 for at overvære en kamp mellem Japan og Elfenbenskysten.

Selv havde jeg en målsætning om, at jeg i år skulle se minimum 56 ud af de 64 kampe, men allerede efter de første 11 kampe, har jeg misset for mange. Og selvom alle intentioner var til stede om at få fodboldoplevelsen med fænomenet Messi for Argentina mod Bosnien, så vågnede jeg fra en hyggelig slummer på sofaen kl. 00.17 og konstaterede, at der var scoret - uden at jeg var vågnet. Og så gik jeg i seng...

Så derfor; de bedste spillere opholder sig normalt i Europa, tilskuerne i Europa er både entusiastiske og fodbold-kloge (det kan ses/høres ved selvsyn på alle stadions i alle rækker hver søndag) og ikke mindst; målt i antal TV-seere pr. 1000, der vil se VM, overstiger det alt, hvad man kan finde i øvrige verdensdele - også Sydamerika.

Nå, schwamm darüber, som vore sydlige naboer siger, når de vil videre i teksten. Og det skal vi jo. Jeg kom blot til at tænke på de tidsmæssige kvababbelser, da jeg skulle genkalde mig VM i 2002, der jo også fandt sted under eksotiske himmelstrøg

2002 - Japan - Sydkorea
Også i 2002 var Danmark kvalificeret til slutrunden. Og denne gang med ikke bare en, men to danskere på sidelinjen; de to eneste rigtige overlevende helligdomme i fodbold-Danmark delte nemlig æren af at træne holdet; Morten Olsen (still going strong som den længst siddende landstræner for Danmark - nu på 15. år) og Michael Laudrup.

Det var en dansk trup uden de helt store stjerner, der blev sendt til Japan. Jon Dahl Thomaason var den etablerede angriber (en 'ægte' 9'er) ved siden af Ebbe Sand, der var i karrierens tidlige efterår. Thomas Helveg og Thomas Gravesen var derudover etablerede i deres respektive klubber i hhv. Italien og England, og det samme var Martin Laursen på vej til. Men internationale stjerner a la Laudrup-brødrene, Elkjær, Lerby eller vores dages Christian Eriksen, kunne vi ikke byde på.

Ikke desto mindre blev det indledende puljespil det resultatmæssigt bedste siden VM 1986. Ubesejret og med 7 point i kufferten besatte Danmark 1.-pladsen i gruppe 7 med Senegal som en noget overraskende 2'er foran etablerede fodboldnationer som Uruguay - og Frankrig! De regerende verdensmestre måtte noget ydmygende forlade Asien efter tre kampe, hvor de ikke formåede at score en eneste gang, og med blot et enkelt point med sig, opnået efter 0-0 mod Uruguay.

I den afgørende puljekamp mod Frankrig, der med hiv og sving, lidt held og en tilstrækkelig stor sejr over Danmark fortsat kunne kvalificere sig til ottendelsfinalerne, er det især Dennis Rommedahl, der - af alle - står som mit personlige billede på Danmarks slutrunde. På min daværende arbejdsplads havde chefen velvilligt stillet et 14" TV til rådighede og vi var en 25 - 30 kolleger, der fylkedes om skærmen for at overvære kampen i arbejdstiden (igen; spil dog de slutrunder i Europa!). Jeg havde - fortjent, synes jeg selv - gjort mig lystig over Rommedahls evner som fodboldspiller og Morten Olsens forkærlighed for ham, men da han scorede et af sin landsholdskarrieres flotteste mål, måtte jeg (meget mod min vilje) stilfærdigt æde mine ord i mig samtidig med at jeg blev hånet ud af samlingsrummet. (Jeg nægter at indlejre et klip med Rommedahl her på siden, men du kan se et komprimeret resumé af kampen her: https://www.youtube.com/watch?v=DGonVk1k5YE)

Til gengæld har jeg en ret klar erindring om kampen mod England - som Danmark var uheldige nok til at trække i stedet for at få Sverige som modstander. Vi var en del (mænd), der havde ladet op, indkøbt øl og snakket fodbold et par timer før kampen, og vi var således mere end klar til den fortsatte færd mod (mindst) en revanche i kvartfinalen mod Brasilien.

Desværre ville Martin Laursen og Thomas Sørensen det anderledes. Efter blot fire minutter begik Laursen et fejlskøn, der kostede et hjørnespark til England, og i den almindelige forvirring ved dette, formåede Thomas Sørensen først at gå grueligt fejl af Beckhams hjørnespark for derefter at fumle rædselsfuldt ved Ferdinands hoverdstød, inden han selv skubbede bolden over stregen til engelsk 1-0 føring. Der blev helt stille i stuen hos min kammerat, inden almindelig suk, støn og opkast-lyde, efterfulgt af højlydt brokkeri over Sørensens mangel på klasse, fyldte stuen. Derefter fulgte en almindelig resignation - ingen af os troede på en dansk genkomst i dén kamp - og da slet ikke, da Danmark var bagud 0-3 ved pausen.

Hvis du har nerverne til at gense rædslerne findes de herunder:

Til gengæld fik vi lidt revanche for ydmygelsen, da Ronaldinho i kvartfinalen mod England sparkede et frispark fra 200 meter ind over en sprællende og idiotisk udseende, svært fejlplaceret David Seaman fra Arsenal i mål. Sjældent har jeg moret mig så gevaldigt over en målmandsbrøler som dén aften... Se selv: https://www.youtube.com/watch?v=ExUX7MBk5UM

Derudover husker jeg især skandalerne i ottendedels- og kvartfinalen, hvor Sydkorea - som værtsland - blev hjulpet gevaldigt videre i turneringen af - i bedste fald - inkompetente dommere. Det lignede mest af alt matchfixing af værste skuffe, da Totti blev smidt ud for film, på trods af, at det var det reneste straffespark nogensinde begået, og Italien fik underkendt et tydeligt reglementeret mål i ottendelsfinalen. Derefter fik Spanien to mål underkendt i kvartfinalen - ingen kunne se hvorfor - og konspirationsteorierne florerede lystigt, indtil Sydkorea langt om længe fik løn efter evner og blev stoppet i semifinalen af Tyskland.

Derudover; Rivaldos groteske film, da han lader som om han bliver ramt i hovedet af en bold, Frankrigs nedtur, Argentinas farvel efter gruppespil (på Sveriges foranledning!!) og Tysklands 8-0-sejr over Saudi-Arabien.

Og iøvrigt med de rigtige vindere til slut; Brasilien stillede med et hold bestående af Carlos, Rivaldo, Ronaldo, Ronaldinho, Silva, Juninho osv. osv. Det var et godt VM, når man ser bort fra, at der blev spillet med Golden Goal i den forlængede spilletid. Det er - i moderne fodbold - som coitus interruptus...

Det personlige VM II

VM-historien er rig på mindeværdige øjeblikke, der er blevet en del af den kollektive forståelse og erindring - også selv om man ikke selv var til stede eller overværede det. Kampen mellem Vesttyskland og Østrig ved VM i Spanien 1982 er et af disse. Kampen endte 1-0 til Vesttyskland, og netop dette resultat var tilstrækkeligt til at begge hold gik videre fra den indledende pulje - hvad begge hold vidste inden kampen - og er blevet kaldt det mest prominente eksempel på matchfixing i VM-historien. Jeg erindrer ikke at have set kampen, men jeg har en levende erindring om episoden; primært fordi den er blevet en del af VM-historien og den konstante overlevering.

Det samme er tilfældet med målet i VM-finalen 1966 mellem England og Vesttyskland - eller rettere det manglende mål, der ikke blev dømt, selv om bolden tydeligvis var over stregen. Og den Lineker-skabte myte om, at i VM er det altid Tyskland, der vinder...

Til gengæld er der tusindvis af historier og episoder, der er knytte til den enkelte tilskuer og som definerer netop dét VM for ham/hende. Og nedenstående, korte VM-historie er - som oplyst i forrige blog-post - min egen, subjektive oplevelse af VM. Denne gang fra 1998.

1998 - Frankrig
Danmark har deltaget i fire VM-slutrunder siden 1986, hvad der vel må siges at være godkendt af en nation med blot 5 mio. indbyggere. Det forhindrer dog ikke de selvsamme indvånere i at forvente, at landsholdet burde være selvskrevne deltagere ved hver slutrunde. Og naturligvis er netop de slutrunder, hvor Danmark deltager, tydeligere farvet af den rød-hvide optik end de øvrige - ligesom de personlige historier bærer tydeligere præg af Danmarks kampe, end fx af Kroatiens (der ellers nåede semifinalen dette år på bekostning af Tyskland).

Der findes et par myter, der er svære at komme udenom i dansk fodbolds historie. En af dem er, at Danmark kunne have vundet VM i 1986, og en anden er, at landsholdet anno 1998 kunne/burde have kvalificeret sig til semifinalen ved at slå Brasilien, med et dansk landshold, der sprudlede i et festfyrværkeri af samba-fodbold.

I beg to differ, i al ydmyghed forstås. Som jeg erindrer VM 1998 var det - for den danske deltagelses vedkommende - delt op i to skarpt adskilte sekvenser. Først en miserabel puljeindsats, der resulterede i 4 point (det samme som Norge i 1994) efter en kneben pligtsejr over Saudi-Arabien, en elendig 1-1 indsats mod Sydafrika - der blev yderligere skæmmet af en skandaløs dommer-præstation - og afsluttet med, at Frankrig udklasserede Danmark - selvom de i den afsluttende puljekamp reelt ikke havde noget at spille for.

Med andre ord; en gedigen l....indsats, der absolut ikke lovede noget godt for den videre færd i ottendedelsfinalen mod Nigeria, der overraskende havde vundet sin pulje ved blandt andet at besejre Spanien med 3-2. Netop kampen mod Nigeria blev dog vendepunktet, der skabte det kollektive, nationale selvbedrag om storheden i den danske indsats. I denne kamp, hvor 4-1-sejren blev grundlagt på et tidligt, dansk føringsmål af Peter Møller efter blot 3 minutter, kunne danskerne øjensynligt spille frigjort efter føringen - og fordi de havde opnået målsætningen om at gå videre fra puljen. Billedet herfra er naturligvis det ikoniske, magiske øjeblik, hvor Michael Laudrup spiller Ebbe Sand fri med en kigge-væk-finte, og hvor samme Sand tager bolden med sig med hovedet inden han usigeligt sikkert lægger den fladt ind ved den ene stolpe. Og billedet er forstærket af den forsamling af mænd, der overværer kampen sammen med mig, og som i selvsamme sekvens først nærmest gisper i overraskelse, da bolden forlader Laudrups fod, og derefter lader gispet blive til et kollektivt råb, da Sand spiller sig selv fri, inden det bliver til brøl, omfavnelser og hoppen på stedet, da bolden ligger i nettet. (Og selv mens jeg skriver dette, kan jeg ikke undgå at mærke den lette gåshud. Beklager klichéen...) Men se selv...

Derefter fulgte en ualmindelig godkendt indsats mod Brasilien, men hvis vi nu dvæler lidt ved det første mål, som Brian Laudrup scorede, så blev det skabt af en kvasi-chance, hvor kun Roberto Carlos' idiotiske arrogance, hvor han ville saksesparke et indlæg væk, tillod Laudrup at stå alene i højre kant af straffesparksfeltet, hvorfra han kunne tordne den ind i målhjørnet. Og i min erindring troede jeg ganske vist på chancen mod Brasilien, men reelt er mit billede af kampen, at danskerne spillede en rigtig god gang fodbold - men at Brasilien var de rigtige vindere af kampen. Andet ikonisk øjeblik fra den kamp iøvrigt; Rivaldo, der fra lang afstand sparker bolden fladt forbi en absolut ikke chanceløs Peter Schmeichel. Og jeg har faktisk lidt sværere ved at tilgive ham det mål, end jeg har ved at tilgive Jesper Olsen fra 1986...

Så for at gøre en lang historie lidt længere; myten om den danske indsats ved VM i 1998 var fra mit perspektiv grundlagt på et ualmindelig heldigt puljeforløb (hvis nu fx Sydafrika havde vundet 2-0 over Saudi-Arabien var de gået videre på bekostning af Danmark), hvor Danmark spillede som en pose nødder, hvorefter et heldigt/hurtigt føringsmål mod Nigeria gav medvinden. Men det kunne være gået grueligt galt....

VM iøvrigt; masser af tilskuere på stadions og et fransk hold med Henry og Zidane i topform. Erindringsbilleder; Zidane, der kaster diskret op inden han scorer i straffesparksafgørelsen mod Italien i kvartfinalen. Samme Zidane, der med et uimodståeligt hovedstød tordner bolden ind mod Brasilien i finalen. En ung Ronaldo, der skaber panik op til finalen mod Frankrig og vist nok nægtede at spille, men blev tvunget til en halvsløj indsats. Og så den sædvanlige u-tur for England, der kulminerede med Beckhams udvisning mod arvefjenden Argentina i ottendedelsfinalen. (Og kuriosummet i den forbindelse; at det var danske Kim Milton der viste ham silkevejen...) Nå, ja; Kroatien, der slog Tyskland hele 3-0 i kvartfinalen.

Og Frankrig blev verdensmestre ... Andet kunne de sgu' heller ikke være bekendt - med det hold.

Det personlige VM I

Jeg elsker slutrunder i fodbold, så er det sagt, og læseren er hermed advaret. Jeg elsker muligheden for i den kommende måned at se kampe mellem Iran og Nigeria - hvor inferiørt det end måtte lyde - samtidig med at jeg har mulighed for at se et højspændt drama mellem Italien og England. VM vil med garanti byde på utallige oplevelser af såvel tårnhøj fodboldmæssig kvalitet som negative overraskelser som fx tidlige exits fra favoritter, der skuffer, og det er med til at gøre oplevelsen helstøbt - for det er VM i en nøddeskal; små nationer, der når langt, og store nationer, der skuffer.

På forhånd ser jeg voldsomt frem til den mulige dynamitpulje D, hvor Italien, England og Urugay alle har holdet til at gå videre fra puljen, men hvor det ene jo nødvendigvis må forlade turneringen efter tre kampe. Men jeg har også forventninger til, at Belgien - som en mulig outsider - med et godt hold og lidt turneringsheld kan gå til en semifinale (hvis Tyskland overrasker negativt). Det kunne være spas, kunne det...

Nå, der er masser af gode analyser og nørdede lækkerier som forskræp til VM rundt omkring på nettet og i farvestrålende magasiner, så jeg vil lade den del ligge. Til gengæld har vi alle hver især nogle erindringer om tidligere VM-slutrunder, og i mit tilfælde er det typisk som nedslag og spredte erindringsbilleder, der knytter sig til de enkelte årgange.

Herunder følger første del af min egen personlige oversigt over de slutrunder, jeg husker - og måden, jeg husker dem på.

1974 - Vesttyskland
Det første VM jeg husker. Sad som lille purk i TV-stuen foran det monstrøse, teak-træsbeklædte sort-hvide TV og fulgte det sammen med min fodboldtossede far.

Eneste genkendelige erindring om det er finalen, hvor det især er billedet af Paul Breitner, der - iklædt en ualmindelig uklædelig (men enorm) tysk afro-frisure - bringer balance i regnskabet efter Hollands 0-1 føring. Nå, ja; og så pokaloverrækkelsen til Der Kaiser, Franz Beckenbauer.

Klip fra finalen: https://www.youtube.com/watch?v=DsnK_4IWBWc


1978 - Argentina
På dette tidspunkt selv ivrig - omend ikke særligt talentfuld - venstre back i den lokale fodboldklub. Og til træningen efter den sommer var det navne som Cruyff, Mario Kempes, Osvaldo Ardiles, Rossi og Rummenigge, der blev råbt af drengene på banen, når de skulle demonstrere deres færdigheder.

Øjeblikket for undertegnede var dog et andet end spillet på banen. Det argentinske hjemmepublikum havde en fabelagtig mani med at smide papirkonfetti fra tribunerne når heltene løb på banen, og når de scorede, og finalens indledning blev en opvisning i dette.

Se selv: https://www.youtube.com/watch?v=rmXdIyRwAfU

PS: Argentina vandt, og jeg tryglede min mor om at strikke en Argentina-trøje til mig, efter at jeg havde set opskriften i FamilieJournalen. Hun nægtede!

1982 - Spanien

Et par detaljer sniger sig ind på mig fra VM i Spanien 1982; en meget ung Diego Maradona, der i kampen mod Brasilien karatesparker sig ud af turneringen efter at Argentina er kommet bagud 0-3. Se det her: https://www.youtube.com/watch?v=LP3u2nDEcPA)

Derudover især Paolo Rossi (der blev rejst en statue af ham efter VM), der efter at have været dømt ude og lagt for had af italierne selv, scorede seks mål og - nærmest ene mand - vandt VM for Italien.

Og nå ja; de nye stadions i Spanien havde de mest fantastiske 'voldgrave' omkring banen, primært for at opfange boldene, så bolddrengene ikke skulle løbe så langt efter dem:-)

1986 - Mexico
Som dansker et skelsættende år, thi det var Danmarks første VM-slutrunde. Og deltagelsen var oven i købet med et hold, der på sine bedste dage kunne slå alle nationer i verden - ihvertfald i egen selvforståelse. Noget var der om snakken, og i undertegnedes optik har der aldrig - før eller siden - været et dansk landshold, der både i start-11'eren og på bænken kunne matche dette spiller for spiller.

Masser af billeder og højdepunkter; Elkjærs flyvetur over en hårdt tacklende skotte i den første kamp, Laudrups vidunderlige mål i nedsablingen af skrækmodstanderen Urugay, Arnesens tåbelige frustrations-spark i kampen mod Tyskland, der kostede ham deltagelsen mod Spanien og Maradonas to gudemål mod England.

Vores nationale, kollektive forståelse af VM i Mexico 1986 er, at det var dét VM, Danmark kunne have vundet. Nå, ja; med lidt lodtrækningsheld mv., men mon ikke Argentina ville have givet os kamp til stregen? Og skulle vi så ikke liiiiige tage og tilgive Jesper Olsen? Kampen mod Spanien blev tabt på en kollektiv nedsmeltning på holdet, og en skidt udskiftningsbeslutning af Sepp Piontek i panik efter at Spanien var kommet foran 2-1.

PS: Argentina vandt VM. Men moralske vindere....????

1990 - Italien
Meget få erindringsbilleder, hvad der nok skyldes 1) at jeg var ude at rejse under VM og 2) at der ikke var nævneværdige højdepunkter? Husker dog stadig Lothar Matthäus' vidunderlige mål til 1-0 efter en lang solotur gennem forsvaret. Men var det mod Frankrig eller Jugoslavien??? Og så husker jeg Beckenbauer skridte banen af efter finalen, som han denne gang vandt som træner.

Men ellers; lad os hastigt glemme 1990...

1994 - USA
Universitetsstuderende med for meget sommerfritid og slutrunde i en anden verdensdel? Feeedest... Bizarre kampe kl. 3 om natten og generel fest.

Billeder; Valderamas (staves det sådan?) hårpragt, Sveriges bronzesucces (og Thomas Brolins rejehop efter sine tre scoringer) og Bulgariens gyldne generation. Maradonas sidste VM og 'indendørs' fodbold i Texas. Drillobold fra Norge, der led en krank skæbne i gruppe E, hvor alle hold endte på fire point - og Norge som det eneste ud af fire hold ikke gik videre.

Generelt ikke et VM, der påkalder sig den store opmærksomhed, og lidt ærgerligt, at finalen skulle afgøres på straffespark. Antiklimaks.

PS: Brasilien vandt. 3-2 efter straffespark. Ikke et gensyn værd.

Stay tuned, mere følger snarest. Vi mangler jo 20 år endnu:-)

Demokratisk frihed

Så er sommeren kommet, og den følger et hidtil fabelagtigt forår. Og med forår og sommer kommer også alle de vidunderlige, årstidsbestemte glæder som konfirmationer, bryllupper og ikke mindst alle de skæve helligdage, hvor det arbejdende folk kan få lidt velfortjent hvile til de trætte, varme hænder, de værkende ben og rygge og de hårdt prøvede hoveder og hjerner.

Det kan naturligvis få en og anden til at spekulere over såvel forårets som religionens betydning for det mentale velbefindende. Efter en lang påskeferie følger en kort St. Bededagsferie, rask efterfulgt af Kristi Himmelfartsdag og så den nationale hyldest til demokratiet, Grundlovsdag, i år skarpt forfulgt af pinsen. Dage, hvor de fleste af os bliver hjemme og fejrer det, der nu skal fejres, og derved bliver udhvilede og klar til atter at tage fat på hverdagens trivielle eller udfordrende gøremål på arbejdpladsen, i skolen eller hvor man nu befinder sig.

Det er sundt og godt at holde fri. Det er ikke særlig fremmende for den nationale produktion og dermed konkurrenceevne, men det er jo et argument, der kun holder for økonomer, så lad det hvile. Der er dog et enkelt element ved disse fri- og helligdage, der kan undre.

Det kan fx undre, at i et samfund, hvor kirkens og religionens rolle er blevet udfaset til nu kun at bestå i fejringen af rituelle overgange såsom dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, kan man stadig hævde (kultur-)religionens forrang over uddannelse, produktivitet mv. i et moderne samfund. Helt skralt står det da til, hvis selv det notorisk mest gudløse parti, Enhedslisten, vil holde fast i en helligdag (St. Bededag), der historisk set er forankret i den nordiske udgave af bondesamfundets katolicisme!

Spørgsmålet er, om disse helligdage ikke er det sidste gisp i religionens og kirkens kobling til staten. Lad os skille skidt fra kanel, og lade dyrkere af enhver form for middelalderlig folkeovertro have deres overbevisning i fred, men er det ligefrem nødvendigt at lade nationen gå i stå af samme grund? I givet fald burde vi vel – i den politiske korrektheds ånd – også indføre de relevante helligdage for jøder, muslimer og buddhister.

Hvis der skal være nationale fridage, kan vi så ikke indføre dem således at de afspejler et moderne samfund - eller blot den kultur, vi er en mere eller mindre samlet del af? I USA har de Thanksgiving, der fejrer de første bosætteres møde med de oprindelige beboere, de har Labor Day, Memorial Day, Independence Day og en enkelt juledag. Dertil har de i nogle dele taget sig frihed til at fejre fx St. Patricks Day, Presidents Day og andre. Alle dage, der (bortset fra juledag) har noget med nationale rødder og/eller demokrati at gøre.

Fremover kunne vi – ved at følge et sådant eksempel – holde fx Grundlovsdag, Dybbølsdag, Rebildsdag, Grevens Fejde Dag, Griffenfeldts Dag, Roskilde Freds Dag, Kalmar Dag eller andre, spændende dage, der fejrede vores lille nations (ofte nederlagsprægede) historie. Derved ville vi alle blive mindet om vores kultur, vores rødder og vores historie, og vi ville slippe for den forlorne fims af hyklet religion, der præger vores forår.