Det personlige VM IV

Som fodboldinteresseret er en af de største oplevelser at være tilskuer til en VM-kamp. Det indebærer naturligvis nogle exorbitante omkostninger, hvis VM fx afholdes i Brasilien eller Sydafrika, men når slutrunden afholdes i nabolandet, skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige hoppede i bilen og kørte til Hamburg eller Berlin for at se en kamp. Bare lige en enkelt - også gerne en ligegyldig en fra den indledende pulje...

Og så skulle man jo ellers tro, at det ville være ligetil. Hvor mange kunne vel være interesseret i at se en af de debuterende nationer (fx Togo, Trinidad-Tobago eller Ghana) eller Saudi-Arabien eller Tunesien? Forbløffende mange, viste det sig. Så mange, faktisk, at man som tilskuer uden tilknytning til et af de deltagende lande da godt kunne give sin interesse i billetter til kende, men man kun kunne få billeterne tildelt hvis man vandt i FIFAs lodtrækning!!

SÅ massiv var tilskuerinteressen for VM i 2006. Og naturligvis var jeg ikke så heldig at vinde billetten, men det var min kammerat til gengæld. Han og en af hans (øjensynligt bedre) venner valfartede således til Leipzig for at se en ualmindelig kedelig kamp mellem Iran og Angola (1-1). Kedeligt og uinspirerende fodbold, ja, men han kan nu fortælle, at han har været til VM i fodbold. Og det kan jeg ikke!

2006 - Tyskland
Efterhånden som tiden går, er der nogle af os, der ganske langsomt bliver ældre, hvad der medfører visse reduktioner i udfoldelserne både på og omkring grønsvær og TV-skærme. Således var jeg i 2006, foruden at være gift og far til tre, blevet sat middelborger med TV i stue og kælder. Det sidste kom til sin ret, da vi - tre kolleger - efter en sommerkomsammen med øvrige kolleger - i starten af juni bænkede os i kælderen med en række øl og en håndfuld chips for at se åbningskampen mellem Tyskland og Costa Rica.

Og sikke en åbning; vi var jo ikke ligefrem forvænt med højspændte dramaer eller målfester i åbningskampe, men efter mindre end ti minutter scorede den (dengang) unge Philip Lahm fra Tyskland turneringens første mål, der for evigt burde stå printet i hans egen erindring. Den unge back modtog en aflevering på venstrekanten, dribler skråt bagud til kanten af straffesparksfeltet og tordner den op i målhjørnet:

Og festen fortsatte; ikke bare på stadion i München, hvor Tyskland vandt 4-2 i en af de mest målrige åbningskampe nogensinde, men i hele Tyskland, hvor fodbold blev til folkefest. Udsolgte stadions,

spektakulære kampe (og scoringer) og et tysk folk, der viste verden, at fodbold + tyskere = fest, farver og forbrødring. Eller med andre ord; alle fordomme om tyskere og tysk mentalitet blev gjort til skamme. Og sidst, men ikke mindst; billedet af tyske tilskuere, der bakkede helhjertet, højrøstet og med mange tyske flag, op om deres hold. Ikke nationalistisk og fanatisk, men i lige dele stolthed over holdet - og over hele arrangementet.

Men når der er fest, er der nogle gange også ballade. Og selv om engelske fodboldtilskuere er kendte for ikke at gå af vejen for en rask omgang skallesmækkeri, var det en fransk skalle, der trak overskrifterne. Efter en øjensynligt grim ordveksling mellem troldmanden Zinedine Zidane og den italienske forsvarer Materazzi, er førstnævnte resolut nok til at nikke italieneren en skalle i brystet, i iveren efter at forsvare sin søsters dyd og rennomé. Et trist farvel til VM for Zidane, der iøvrigt som et kuriosum dermed tangerede rekorden for flest udvisninger i VM-slutrunder; nu havde han prøvet at blive vist ud både i 1998 og 2006.

Men ellers masser af gode kampe og masser af gode mål. Sverige spillede sig til kvartfinalen - og tabte til Tyskland - og italienerne blev fortjente, men upopulære, verdensmestre.Der var også skidt fodbold ind imellem. I ottendedelsfinalen mellem Holland og Portugal blev der spillet lige til grænsen - og lidt over - da der blev uddelt 16(!) advarsler og fire røde kort i en uskøn kamp, der senere fik det historisk skæbnesvangre prædikat Massakren i Nürnberg. I det mindste var uhyrlighederne forholdsvis ligeligt fordelt med to røde kort til hvert mandskab. Portugal vandt iøvrigt 1-0 og nåede hele vejen til semifinalen, hvor Frankrig derefter agerede stopklods. Se ødelæggelserne her, hvis du har lyst:  https://www.youtube.com/watch?v=5Kns7WotXek

Ikoniske øjeblikke i øvrigt; Wayne Rooney, der bliver vist ud i kampen mod Portugal - og Ronaldos reaktion derefter. Torsten Frings mål fra 35-40 meters afstand (også mod stakkels Costa Rica i åbningskampen). Og inden tiki-taka'en var opfundet, kunne man på et minut se 25 afleveringer i træk uden modstanderfod på bolden (og den sidste aflevering i feltet var med hælen) inden Argentinas Cambiasso kunne tordne bolden i nettet. Så smukt kunne det udføres; fra en doven, hyggelig spadseretur med bolden på midtbanen til en farteksplosion ved straffesparksfeltet med blind, indbyrdes forståelse - og goooool.... (https://www.youtube.com/watch?v=6R_iYLca2gc) Og så var der vist noget med, at den navnkundige engelske dommer, Graham Poll, nåede at give en kroat hele tre gule kort, inden han viste ham ud i kampen mod Australien. 

Og så endte det alligevel med italiensk sejr. vi var nogle stykker, der undervejs i slutrunden blev lidt halvtyske og gerne havde set dem i en finale. Men det var et ungt hold, Klinsmann havde fået sat sammen, og på den baggrund var bronze et fornuftigt resultat. Personligt havde jeg det bare sådan lidt ... Italien? Nej, vel? Men som sagt; aldeles fortjent, selvom altså Tyskland spillede flottere - og langt mere offensivt - fodbold.

PS: jeg forsøgte gennem hele slutrunden at få fat i en trøje fra Trinidad-Tobago, men alas; der var gået kult i den, og de var ikke til at opdrive. Til gengæld så jeg en del af dem til diverse aftenarrangementer rundt omkring i byen.