Anakronismer I - bøger

Måske ville en advarsel være på sin plads: denne tekst er ikke en vred galpen over diverse tåbeligheder, urimeligheder og pjatteri, ej heller er det en vrissen midaldrende mands bitre udgydelser over al landskens dårligdom, druk og dovenskab blandt nutidens unge. Beklager. Jeg lover til gengæld, at bitterhed, vrissenhed og generel utilfredshed vil vende tilbage på disse virtuelle sider inden længe.

Næ, dagens tekst er en lovprisning af et medie der, skønt hårdt presset af al landskens nymodens tant og fjas og digital overflow af underholdning, nægter at bukke under; bogen! Som født i en tid, hvor landet kun havde en TV-kanal (som man så kunne supplere med tyske eller svenske statsejede medier, alt efter hvor man var bosat i landet) og VHS-videoen endnu ikke var opfundet, skulle det daglige underholdningsfix – ved siden af musikken – tilfredsstilles med litteratur. Og ad den vej er jeg kommet til at elske bøger i en indtil videre livslang passion.

Lad det være sagt med det samme; jeg er ingen litterær snob. Mine tidligste læseoplevelser blev grundlagt ved at læse Jan-, Kim- og Flemmingbøger, ligesom min farmor var leveringsdygtig i både Robinson Crusoe og Robin Hood og biblioteket kunne tilfredsstille drengeårenes trang til idelig fart og spænding med bøger om besættelsestiden og Rasmus-bøgerne om tidligere krige i det sønderjydske. I skolen blev jeg introduceret til først Astrid Lindgren og Ole Lund Kierkegaard og senere Brains Benton, Alfred Hitchcock & De Tre Detektiver og nogle fine, svenske ungdomsbøger af Hellström inden jeg kastede mig over Susan Hintons misfits i Outsideren og de øvrige skæve eksistenser. Senere blev unionsbogklubben (som mine forældre var medlem af) leverandør af koldkrigsspænding og thrillere af Desmond Bagley, Alistair MacLean, Robert Ludlum og endog Daphne du Maurier. Bøger, der blev slugt i konstant page-turning, ofte med en Nefa-lygte under dynen, efter at forældrene havde råbt, at nu skulle lyset altså slukkes. 1001 Nats Eventyr blev en gådefuld indføring i gedulgt erotik (som ganske ofte fes hen over hovedet på en 11-årig) og eksotisk drama og spænding, mens opslagsværkerne fra Horisont leverede samtidshistorie med fabelagtige fotografier. Selv Sven Hazel fandt, ad omveje, vej til læselampen over min seng. Og – oh lykke – Henry Millers Sexus og Plexus, som jeg fandt begravet bagest i min morfars bogreol som 14-årig!

Bøger var – dengang og nu – først og fremmest underholdning, og de fleste blev i lang tid slugt på en måde, som man kun kan i ungdomsårene. Langhårede tørvetrillere som Ringenes Herre og Frank Herberts Klit-bøger blev ukritisk fordøjet som episk underholdning kombineret med dyb livsindsigt (ingen af delen holder vand ved en genlæsning 25 år efter), og John Nehms arbejderklassebøger skabte, sammen med Heinrich Bölls tysker-socialisme og J. Bech-Nygaards armods-romantik, en bund af social indignation, der passede perfekt med det ungdommelige politiske ståsted, senere suppleret med Hans Kirk og Martin andersen Nexø + et strejf af Henrik Pontoppidan.

Gennem læsningen blev der dog også skabt en bevidsthed om, at der faktisk er forskel på litteratur og forfattere – og også kvalitetsforskel. Raymond Chandler og Dashiell Hammett var begge bedre forfattere end Mickey Spillane og Robert B. Parker (indenfor dén genre), mens Agatha Christie kun var mildt underholdende en varm sommerdag i sommerhuset eller ved stranden. Sjöwahl & Wahlöö er klasser over nutidige svenske (og danske) litteraturmaskiner indenfor den (fejlagtigt) berømmede skandinaviske skole af krimiforfattere, og kun Leif G. W. Persson kan gøre dem rangen stridig i nutiden. Karen Blixen slår til hver en tid nutidige forsøg indenfor genren (fx Peter Høegh og Isabelle Allende) og Proust, Flaubert, Faulkner og F. Scott Fitzgerald er sammen med danske forfattere som Herman Bang, Johs. V. Jensen og Thorkild Hansen som gode, gamle venner, man altid kan vende tilbage til.

Og stadig veksler jeg mellem, hvad jeg på dårlige dage kalder “slam-litteratur” og den ’gode’ litteratur. I sommeren og efteråret fik jeg læst de fire oversatte bind af George R. R. Martins serie En sang om ild og is (“Game of Thrones”) der var skamløst underholdende i sin svælgen i magtspil, intriger, sværd, riddere, sex, dværge og skandaler. Samtidig fik jeg (for første gang) tygget mig igennem Thomas Manns Huset Buddenbrook og fik genlæst Døden i Venedig. Min tyrkertro på, at litteraturen fortsat har en stemme – ihvertfald for mig – er netop blevet bestyrket i mødet med Haruki Murakami; først Sputnik min elskede og derefter i hastig rækkefølge Efter midnat og Kafka på stranden.

Og så er der alle dem, jeg ikke har nævnt; Jan Kjærstad, Erland Loe, Kirsten Thorup, William Gibson, Paul Auster (omend han kan blive lidt trættende i længden) lidt Kierkegaard, lidt Hemingway, en hel del Philip Roth og …. Og det gode er, at disse kan suppleres med den letbenede underholdning hos fx Jussi Adler-Olsen, uden at der går skår i læse-glæden, og at man samtidig kan få fornøjelsen af fx Søren Mørchs – noget misantropiske – historieformidling og Carsten Niebuhrs rejseskildring fra ‘de varme lande’, der er det feeeedeste forlæg til Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien. (Kan ikke dy mig; yndlingscitat herfra: “Hellere oplyst enevælde end uoplyst demokrati.”)

Så for at gøre en lang kærlighedshistorie kort; jeg er glad for bøger. Meget glad. Jeg er glad for gode bøger, underholdende bøger, kedelige bøger, dårlige bøger og spændende bøger. Jeg elsker at åbne de bøger, jeg har købt i et antikvariat for 20 år siden og lugte den hengemte cigaret- eller cigarrøg fra den forrige bruger. Jeg elsker at ordne bogsamlingen i mit hjem (alfabetiseret, naturligvis, for skønlitteraturens vedkommende), og jeg elsker, at jeg har et helt værelse med væg-til-væg-bogreoler fyldt med slam, underholdning, klassikere, opslagsværker, biografier, faglitteratur og digtsamlinger. Og selvom jeg er blevet en anelse mere kræsen med årene er en af de største glæder, velfærden har bragt i en kommune nær mig, at der er blevet indført selvbetjening på biblioteket, således at man nu kan låse sig ind med sit sygesikringsbevis hver dag frem til kl. 22, låne de bøger, man har lyst til, og ikke skal vente til næste lørdag, der er åbent.

PS: Beklager, hvis der i ovenstående ikke blev plads til din yndlingsforfatter

Sprog og nysprog

I den britiske avis The Guardian - som almindeligt dannede mennesker naturligvis læser dagligt - kunne man onsdag læse en munter lille sag om tre fans af fodboldklubben Tottenham, der var blevet sigtet for at bruge ordet 'Yid' i forbindelse med en fodboldkamp. Forklaringen er, at ordet, anvendt i dens oprindelige, engelske betydning, er nedsættende overfor mennesker af jødisk herkomst - og hermed pr. definition anti-semitisk.

Der er dog et lille aber dabei: Tottenham er en engelsk traditionsklub fra det nordlige London, der oprindeligt var en klub, hvor en stor del af spillerne var jøder. I udekampe blev ordet 'yids' anvendt nedsættende om holdet, men holdets fans - der var stolte af klubbens historik - tog skældsordet til sig, og anvendte det i stedet som en æresbetegnelse for holdet; The Yid Army. Det kan man bl.a. læse i klubbens egen historie og, lidt mere overskueligt, på Wikipedia. Man kan også se det på White Hart Lane - klubbens hjemmebane - hvor det, som på nedenstående billede, bruges sammen med klubbens oprindelige logo.

Men det må man altså ikke mere. Ikke nok med at henstille til at bruge ordet med omtanke, nu bliver fans også politianmeldt for brugen af det!

Jeg har stor forståelse for, at man ikke skal ytre sig racistisk, hverken med ord som 'neger', 'perker', 'rødhud' eller 'smovs', da disse ord er ualmindeligt nedsættende for den gruppe mennesker de betegner. Men nogle gange går vi altså helt overbord i vores orwellske iver efter at udrense sproget for alt farve. Og i dette tilfælde er det da helt grelt; her har fans, der tidligere fik ordet brugt imod sig, taget det til sig som en æresbevisning - og dermed vendt betydningen 180 grader, således at det nu er en kærlig opmuntring til spillerne - og det bliver de straffet for!

Kært barn har mange navne, og således også Tottenham Hotspurs; Yid Army, Spurs og Coys er nogle af dem. Måske skal vi også forbyde Spurs - da det jo er et middelalderligt udstyr til at pine og plage heste - og Coys (omend jeg fortsat mangler at se, hvordan dette kan fortolkes racistisk).

Naturligvis skal man ikke håne og råbe nedsættende efter nogle, der tilfældigvis har en anden etnisk baggrund end en selv. Men man behøver nu heller ikke blive smålig. I USA vil man snart få problemer, hvis linjen skal føres helt igennem; her må Cleveland Indians fra NFL ikke længere hedde Indians p.gr.a. sprogpolitikken, og derfor kan vi måske snart se frem til mødet mellem Cleveland Native Americans og Minnesota Vikings .... Nå, nej; Minnesota Native Scandinavians.

i-Landsproblemer

Der er meget galt i denne verden. Grusomheder begået mod uskyldige børn og voksne i krige finder sted jævnligt (Syrien er et glimrende eksempel), sult, fattigdom og hungersnød råder blandt store dele af verdens befolkning, og trafikulykker og sygdom dræber hver dag tusinder. Også lokalt findes der både store og små ulykker sted hver dag, og hvis man vil er der således nok at jamre sig over.

For nogle er det bare ikke nok. Verdens fortrædeligheder er mangfoldige og kan findes i den mest dagligdags og trivielle hændelse. Som når nu man fx skal modtage penge. I vores moderne verden finder dette typisk sted elektronisk, og for at man kan være sikker på at have modtaget pengene, kan man jo tjekke sin telefon. Hvis man nu vil være helt sikker på, at man ikke går glip af noget, kan man vælge at blive adviseret, hver gang der er bevægelser på bankkontoen. Og dermed skulle den hellige grav jo nok være velforvaret.

Men nej. Et eksempel fra den virkelige (facebook-)verden:

Vi lader den stå et øjeblik...

Jeg tror i virkeligheden ikke, at jeg vil knytte så forfærdeligt mange kommentarer til stakkels Sisses ulykkelige situation. Hun vil jo bare have lov til at sove i fred, vil hun, og ikke blive forstyrret af, at der er nogle, der har sat penge ind på hendes konto!

Det kan jeg godt forstå. Og bortset fra det himmelråbende tåbelige i at kontakte tele-virksomheden på facebook (hvor klagerens egen dumhed således bliver udstillet overfor såvel virksomheden som dens øvrige kunder, hvorfor opdateringen snart vil blive landskendt via de virale netværk), kan man håbe, at klagerens verden iøvrigt er så vidunderligt skruet sammen, at hun ikke har andre bekymringer.

I mine unge dage frekventerede jeg et hjem, hvor den ene part var folkeskolelærer. På opslagstavlen hang en række citater til hverdagsbrug, herunder et par såkaldte 'Gruk' fra Piet Hein. Og på trods af min udtalte idiosynkrasi overfor letkøbt lommefilosofi, forklædt som livsvisdom, vil jeg alligevel citere et af dem, jeg kan huske:

Den dag, de store bekymringer sover,

Finder vi småting at klage os over   

PS: Kære Sisse; sluk din mobil. Stil den på lydløs. Afmeld notifikationen - eller lad være med at tage mod penge...

Klassikere og kanoner

Som en velkommen gave fik undertegnede fornylig lejlighed til at besøge en af nationens stolte, men i det daglige ofte skjulte, kulturbærere – det såkaldte Center for Undervisningsmidler (herefter CFU). Centret har til opgave at formidle lærebøger, klassesæt og undervisningsmaterialer til folkeskoler og ungdomsuddannelser, og formidler derfor bl.a. streaming af dokumentarudsendelser og film, laboratoriesæt til fysik, biologi, geografi og kemi samt naturligvis analoge og digitale redskaber til at bibringe eleverne viden indenfor dansk, matematik, sprogfag, kristendom mv. Til overflod blev jeg endog introduceret til et transportabelt planetarium , der kan lejes og opstilles i et mørklagt telt (anskaffelsespris; 250.000 kr.)

Fidusen er, at lærerne kan blive introduceret til materialerne og få kyndig, pædagogisk vejledning i brugen af dem på det lokale/regionale center, der groft sagt fungerer som et bibliotek, hvor man kan se ‘varerne’, og booke en pædagogisk konsulent til at forklare, hvordan disse anvendes i den daglige undervisning. Et fabelagtigt godt tilbud til lærerne, der jo konstant forsøger at følge med i såvel den nyeste teknologi som de nyeste systemer og materialer til fx dansk og matematik. Med andre ord; skattekroner, der er givet godt ud!

Til disse centre er der så knyttet et depot, hvor lærerne kan bestille de sæt, de har brug for. Når de har bestilt, plukkes bøgerne/materialerne på hylderne og de fragtes ud til skolen. På den dag, jeg var på besøg, fik jeg demonstreret lagersystemet, samtidig med at en medarbejder var ved at pakke bestillinger til en lokal skole, der havde bestilt et klassesæt af Cecil Bødkers Hungerbarnet. Jeg blev naturligvis nysgerrig efter, hvad efterspørgslen på en – i mine øjne – forholdsvis bedaget børne-/ungdomsbog var, og fik at vide at den var stor, og at den faktisk befandt sig på en top 10 over de mest efterspurgte bøger til klassesæt.

Det pirrede naturligvis en litterært sindet kulturbruger som undertegnede og jeg fik efterfølgende derfor også spurgt ind til øvrige ‘bestsellers’ i folkeskolen. Det viste sig, at de mest anvendte titler i denne genre, udover Bødkers roman, var:

• Bjarne Reuter: Zappa (1977)
• Hans Scherfig: Det forsømte forår (1940)
• Bjarne Reuter: Når snerlen blomstrer (1983)
• Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (1958)
• Trine Bryld: Pige Liv (1982)
• + et par stykker, jeg ikke kan huske placeringen af, bl.a. Tove Ditlevsens Barndommens Gade (1943)

En perlerække af glimrende bøger! Klassikere, kan man endog hævde. Og såvel Cecil Bødker som Klaus Rifbjerg findes jo på Dansk Litteraturs kanon, så dem skal man jo igennem i folkeskolen (sammen med glimrende forfattere som bl.a. Blichsen, H.C. Andersen, Grundtvig, Holberg, Aakjær og Ingemann). Men på trods af ovenstående listes umiddelbare kvalitet, slog det mig alligevel, at romanerne alle var af ældre dato – især da, hvis man betragter dem ud fra et skolebarns (tids-)horisont. Den yngste var 24 år gammel, den ældste 74(!)

Temaet i ovenstående litterære perler er som bekendt barne- og ungdomsliv, og det, der undrede mig mest var, at der øjensynligt ikke er skrevet noget relevant om dette emne – der ellers turde være dejligt identificerbart for folkeskolen ældste klassetrin. Og svaret er, at det er der naturligvis også. Det er konstateret ved egen erfaring qua den private husstands ældre børn og egen interesse. Eksempler kunne være Johanne Algrens Louis 121092-2922 fra 2008 eller Liva Skogemanns 17 km syd for Aalborg (2012) og Trine Bundsgaards serie, for de lidt yngre klassetrin, om klassen fra Rosenmarkskolen, startende med Thea og chatten fra 2009 (eller i en anden genre men kredsende om samme tema; Kenneth Bøgh Andersens Antboy-serie).

Alt i alt er jeg overbevist om, at der er såvel kvalitet som genkendelighed i yngre værker og forfattere, der nok kunne finde plads på en top 10 anno 2014. Og beskæmmende nok tydeligvis ikke gør det, hvorfor de stakkels elever skal tvinges gennem de samme værker som deres forældre, blot med manglende forudsætninger for at forstå romanernes samtid og dermed fx personernes handlemønstre. Og et maliciøst spørgsmål i dén forbindelse; kan årsagen til, at der primært findes titler på listen, der alle er mindst ti år ældre end eleverne, der skal læse dem, være, at det er disse titler, lærerne kan relatere til?

Jeg spørger bare… Og jeg håber det ikke! Forhåbentlig er det et aktivt valg, truffet ikke af nød eller manglende kendskab, men baseret på en kvalitets- og relevansvurdering i hvert enkelt tilfælde.

Tror du ikke også det?

Velkommen

Den korte udgave af historien: så er vi kørende. Efter i en periode at have blogget på blogda er man så at finde på den onde internetimperialismes gratis-tjeneste. Spændende at se, om det bliver meget anderledes end hidtil.

Hvorfor skiftet? Primært tekniske årsager, da det - på trods af diverse forsøg på blokeringer - lykkedes at spamme siden med autogenererede kommentarer, således at siden efterhånden blev stort set umulig at indlæse med dens 220.000 kommentarer (der dog ikke var synlige for læseren).

Blogsbjerget er en personlig blog, der udgives og redigeres af - og med - Max Møje. Den kyndige læser vil forstå, at dette er et pseudonym, og på trods af forfatterens egen idiosynkrasi mod at gemme sin identitet ved udgivelser på nettet og In Real Life, vil det fortsat være sådan.

Hemmeligheden om min sande identitet er ikke synderlig velbevaret, og der skal ikke mange krumspring til at finde mit navn. Når jeg alligevel stædigt fastholder det, skyldes det, at illusionen om anonymitet giver en vis frihed ved de mere harske udgydelser i blog-indlæggene. Og ret skal være ret; vi har gode traditioner for at udgive under pseudonym i Danmark. Tænk bare på Søren Kierkegaard og Karen Blixen - uden sammenligning i øvrigt!

Og hvad kan man forvente at finde på siden? Jeg er - som det vil fremgå - interesseret i fodbold, samfund og kultur i særdeles bred forstand. Derfor vil langt de fleste indlæg handle om dette, og der vil ikke være mange indlæg om oplevelser i det privat. Mest fordi det private er privat, og det øvrige har jeg svært gerne en holdning til. Jeg udstiller gerne, hvad jeg opfatter som idioti og tåbelighed, men jeg skamroser også gerne, hvis og når der er nogle, der fortjener det. (Et lille kuriosum; det er altid lettere at udstille idioti og tåbelighed end at skamrose - ihvertfald på skrift.)

Der vil efter al sandsynlighed være en vis uregelmæssighed i opdateringerne på siden. Det virkelige liv kræver sin mand/kvinde, og der er ikke altid timer nok i døgnet til også at skrive. Jeg vil dog forsøge at holde gryden i kog i tilstrækkeligt omfang til ikke helt at smide folk af vognen.

Så dermed; velkommen til! Du er velkommen til at kommentere alt, hvad du måtte have lyst til, og også gerne rette faktuelle fejl - eller gå i rette med skribenten. Skulle du have lyst til at overtage Max Møjes identitet og udgive et indlæg her på siden, kan jeg også kontaktes til det formål.