Næ, dagens tekst er en lovprisning af et medie der, skønt hårdt presset af al landskens nymodens tant og fjas og digital overflow af underholdning, nægter at bukke under; bogen! Som født i en tid, hvor landet kun havde en TV-kanal (som man så kunne supplere med tyske eller svenske statsejede medier, alt efter hvor man var bosat i landet) og VHS-videoen endnu ikke var opfundet, skulle det daglige underholdningsfix – ved siden af musikken – tilfredsstilles med litteratur. Og ad den vej er jeg kommet til at elske bøger i en indtil videre livslang passion.
Lad det være sagt med det samme; jeg er ingen litterær snob. Mine tidligste læseoplevelser blev grundlagt ved at læse Jan-, Kim- og Flemmingbøger, ligesom min farmor var leveringsdygtig i både Robinson Crusoe og Robin Hood og biblioteket kunne tilfredsstille drengeårenes trang til idelig fart og spænding med bøger om besættelsestiden og Rasmus-bøgerne om tidligere krige i det sønderjydske. I skolen blev jeg introduceret til først Astrid Lindgren og Ole Lund Kierkegaard og senere Brains Benton, Alfred Hitchcock & De Tre Detektiver og nogle fine, svenske ungdomsbøger af Hellström inden jeg kastede mig over Susan Hintons misfits i Outsideren og de øvrige skæve eksistenser. Senere blev unionsbogklubben (som mine forældre var medlem af) leverandør af koldkrigsspænding og thrillere af Desmond Bagley, Alistair MacLean, Robert Ludlum og endog Daphne du Maurier. Bøger, der blev slugt i konstant page-turning, ofte med en Nefa-lygte under dynen, efter at forældrene havde råbt, at nu skulle lyset altså slukkes. 1001 Nats Eventyr blev en gådefuld indføring i gedulgt erotik (som ganske ofte fes hen over hovedet på en 11-årig) og eksotisk drama og spænding, mens opslagsværkerne fra Horisont leverede samtidshistorie med fabelagtige fotografier. Selv Sven Hazel fandt, ad omveje, vej til læselampen over min seng. Og – oh lykke – Henry Millers Sexus og Plexus, som jeg fandt begravet bagest i min morfars bogreol som 14-årig!
Bøger var – dengang og nu – først og fremmest underholdning, og de fleste blev i lang tid slugt på en måde, som man kun kan i ungdomsårene. Langhårede tørvetrillere som Ringenes Herre og Frank Herberts Klit-bøger blev ukritisk fordøjet som episk underholdning kombineret med dyb livsindsigt (ingen af delen holder vand ved en genlæsning 25 år efter), og John Nehms arbejderklassebøger skabte, sammen med Heinrich Bölls tysker-socialisme og J. Bech-Nygaards armods-romantik, en bund af social indignation, der passede perfekt med det ungdommelige politiske ståsted, senere suppleret med Hans Kirk og Martin andersen Nexø + et strejf af Henrik Pontoppidan.
Gennem læsningen blev der dog også skabt en bevidsthed om, at der faktisk er forskel på litteratur og forfattere – og også kvalitetsforskel. Raymond Chandler og Dashiell Hammett var begge bedre forfattere end Mickey Spillane og Robert B. Parker (indenfor dén genre), mens Agatha Christie kun var mildt underholdende en varm sommerdag i sommerhuset eller ved stranden. Sjöwahl & Wahlöö er klasser over nutidige svenske (og danske) litteraturmaskiner indenfor den (fejlagtigt) berømmede skandinaviske skole af krimiforfattere, og kun Leif G. W. Persson kan gøre dem rangen stridig i nutiden. Karen Blixen slår til hver en tid nutidige forsøg indenfor genren (fx Peter Høegh og Isabelle Allende) og Proust, Flaubert, Faulkner og F. Scott Fitzgerald er sammen med danske forfattere som Herman Bang, Johs. V. Jensen og Thorkild Hansen som gode, gamle venner, man altid kan vende tilbage til.
Og stadig veksler jeg mellem, hvad jeg på dårlige dage kalder “slam-litteratur” og den ’gode’ litteratur. I sommeren og efteråret fik jeg læst de fire oversatte bind af George R. R. Martins serie En sang om ild og is (“Game of Thrones”) der var skamløst underholdende i sin svælgen i magtspil, intriger, sværd, riddere, sex, dværge og skandaler. Samtidig fik jeg (for første gang) tygget mig igennem Thomas Manns Huset Buddenbrook og fik genlæst Døden i Venedig. Min tyrkertro på, at litteraturen fortsat har en stemme – ihvertfald for mig – er netop blevet bestyrket i mødet med Haruki Murakami; først Sputnik min elskede og derefter i hastig rækkefølge Efter midnat og Kafka på stranden.
Og så er der alle dem, jeg ikke har nævnt; Jan Kjærstad, Erland Loe, Kirsten Thorup, William Gibson, Paul Auster (omend han kan blive lidt trættende i længden) lidt Kierkegaard, lidt Hemingway, en hel del Philip Roth og …. Og det gode er, at disse kan suppleres med den letbenede underholdning hos fx Jussi Adler-Olsen, uden at der går skår i læse-glæden, og at man samtidig kan få fornøjelsen af fx Søren Mørchs – noget misantropiske – historieformidling og Carsten Niebuhrs rejseskildring fra ‘de varme lande’, der er det feeeedeste forlæg til Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien. (Kan ikke dy mig; yndlingscitat herfra: “Hellere oplyst enevælde end uoplyst demokrati.”)
Så for at gøre en lang kærlighedshistorie kort; jeg er glad for bøger. Meget glad. Jeg er glad for gode bøger, underholdende bøger, kedelige bøger, dårlige bøger og spændende bøger. Jeg elsker at åbne de bøger, jeg har købt i et antikvariat for 20 år siden og lugte den hengemte cigaret- eller cigarrøg fra den forrige bruger. Jeg elsker at ordne bogsamlingen i mit hjem (alfabetiseret, naturligvis, for skønlitteraturens vedkommende), og jeg elsker, at jeg har et helt værelse med væg-til-væg-bogreoler fyldt med slam, underholdning, klassikere, opslagsværker, biografier, faglitteratur og digtsamlinger. Og selvom jeg er blevet en anelse mere kræsen med årene er en af de største glæder, velfærden har bragt i en kommune nær mig, at der er blevet indført selvbetjening på biblioteket, således at man nu kan låse sig ind med sit sygesikringsbevis hver dag frem til kl. 22, låne de bøger, man har lyst til, og ikke skal vente til næste lørdag, der er åbent.
PS: Beklager, hvis der i ovenstående ikke blev plads til din yndlingsforfatter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar