Bedre sent end aldrig, sommansir, så derfor her - mere end en uge efter den totale politiske nedsmeltning af et daværende regeringsparti - lidt strøtanker om Goldmann-Sachs, DONG og repræsentativt demokrati.
Som det vil være de fleste bekendt, havde regeringen lavet en aftale om at sælge en del af statens aktier i energiselskabet DONG. Det havde for så vidt ikke fået selv de mest betonkommunistiske medlemmer af hverken SF eller Enhedslisten til at løfte et øjenbryn, men da det blev klart, at køberen af disse aktier var den amerikanske investeringsbank Goldmann-Sachs forårsagede det ikke blot et offentligt rama-skrig, det blev også den direkte anledning til, at SFs formand måtte forlade posten, og at SF selv forlod regeringen.
Den offentlige udlevering af SF som et ansvarsløst og utroværdigt parti befolket af landsbytosser var naturligvis godt stof i mediebilledet, og det samme var den lemminge-agtige faneflugt og Karsten Hønges vilde udfald på diverse platforme. Men ikke nok med det; den undrende offentlighed blev samtidig vidne til en folkelig vækkelse, der vel ikke er set større siden diverse EU-afstemninger op igennem 90'erne.
Pludselig havde mere end 200.000 danskere 'liket' en facebook-side mod salget af DONG til Goldmann-Sachs og rejste derved et massivt krav til regeringen om straks at tage salget af bordet. Det skete dog ikke (og så kan man jo afgøre med sig selv om det er godt eller skidt), og salget blev vedtaget i Folketinget.
Den digitale underskriftindsamling og en ophedet debat på bl.a. Twitter fik i forrige weekend Anne Knudsen til at skrive en leder i Weekendavisen, hvor hun bl.a. gjorde sig lystig over alle de finans- og investeringseksperter, der pludselig eksisterede i det lille land. Modstanderne af salget blev naturligvis aldeles rasende over således at blive hånet og latterliggjort (og det gjorde hun effektivt, må man sige), men kernen i Anne Knudsens leder kan man nok godt reflektere lidt over, hvis man vil.
Vi har valgt det repræsentative demokrati som styreform, sammen med en parlamentarisme, der tilsiger, at regeringen sidder så længe den ikke har et flertal imod sig. Det er vældig smukt, ikke mindst fordi det indebærer en forestilling om, at vi stemmer på de partier og kandidater, som vi mener bedst kan varetage vores individuelle ønsker om samfundets indretning og udvikling. Det indebærer også, at såvel komplekse som selvindlysende beslutninger træffes af de indvalgte på baggrund af ideologi, personlig overbevisning og - må man formode - tid og evne til at sætte sig ind i sagerne.
Om man er enig i beslutningen eller ej er for så vidt sagen uvedkommende. Og naturligvis lever vi også i et samfund, hvor ytringsfriheden er en hjørnesten, og hvis man vil forkynde sin utilfredshed overfor medlemmerne af beslutningsdygtige organer, skal man naturligvis gøre det.
I dette tilfælde var den 'folkelige' reaktion voldsom og havde store konsekvenser for regeringen - og for et af de partier, der var medlem af regeringen. Og man kan måske spørge sig selv, om nogle var lidt hurtigt ude? Personligt har jeg ikke haft tid - eller lyst - til at sætte mig grundigt ind i substansen af salget til Goldmann-Sachs, og for mig at se stod valget mellem at sælge DONG til Goldmann-Sachs (amerikansk forvalter af storkapital) eller til fx et pensionsselskab i Danmark (dansk forvalter af storkapital). At tro, at den samlede regering, det samlede folketing og finansministeriet ikke havde sat sig grundigere ind i sagen og havde overvejet såvel de økonomiske som de selskabsretlige og (på sigt) miljømæssige konsekvenser burde være naivt.
I nogle tilfælde er adgangen til 'underskriftsindsamler' og hurtig mobilisering af ekvilibristiske dagsordensættere på fx de sociale medier alt for let. Og den kan have alt for tunge konsekvenser. Jeg er glad for, at regeringen holdt fast; ikke fordi jeg tror, at det er den bedste beslutning, thi det har jeg ikke forudsætningerne for at bedømme, men fordi det viser, at vores repræsentative demokrati fungerer, og fordi det beviser, at regeringen og det brede folketing ikke ligger under for letkøbt populisme, skabt af utilfredse venstrefløjsstrammere i et lille regeringsparti eller den danske intelligentsia og miljø-/kulturelite på Twitter.
Men rest assured: det betyder ikke, at regeringen er fredet fra min side; hverken på disse sider eller til næste valg....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar