Fodbold er ikke for sjov. Som den legendariske
Liverpool-manager Bill Shankly udtrykte det: ”Mange regner fodbold for at dreje
sig om liv eller død. Den indstilling skuffer mig meget. Det er meget større
end det”.
En overdrivelse, naturligvis… Men citatet rammer alligevel
noget i alle os, der uge efter uge fra juli til maj står på stadion eller
sidder bænket foran TV for at følge favoritholdet – og alle de øvrige hold, man
kan se udfolde sig i Premier League, Champions League og Bundesligaen.
Det kan nemlig være vanskeligt – for ikke at sige umuligt –
at forklare det rent fysiske ubehag, der kan manifestere sig hos en fodboldfan
på kampdagen. Den lette kvalme, maverumlen og de hyppige toiletbesøg, de klamme
håndflader og den svigtende evne til koncentration når holdet spiller en
betydende (eller ofte også en fuldstændig ligegyldig) kamp kan være en kilde
til undren hos den udenforstående. I mit tilfælde også hos livsledsageren
gennem mange år. Den uforholdsmæssigt store glæde, begejstringsbrølet over den
afgørende scoring i det 75. minut og den deraf følgende sitrende uro,
resulterende i konstante løb ind og ud af TV-stuen fordi man ikke tør se det
sidste kvarter i frygt for udligningen, bliver genstand for såvel foragt som
latterliggørelse. Og at man bliver genuint ked af det, når resultatet og/eller
spillet ikke mager sig er dybt uforståeligt – specielt på 2.-dagen, for det er
jo ’kun et spil’!!!
Nej, det er ikke. Jeg skal ikke prøve at give det ord og
projicere oplevelsen over i retning af stammetilhørsforhold, maskulinitet og
det moderne samfunds manglende identifikationsmuligheder for mænd(!). Jeg kan
bare sige, at sådan er det…
For mit eget vedkommende har mange års tilhørsforhold til
diverse klubber primært resulteret i manglende titler, lige-ved-og-næsten
oplevelser, generelle skuffelser, raseri, surhed – og et utal af vidunderlige
oplevelser på stadions og foran TV-skærmen. Man kunne selvfølgelig vælge nogle ’ordentlige’
hold at holde med, hvad der er blevet foreslået adskillige gange af familien,
men prøv at spørg en Brøndby-tilhænger om man pludselig kan skifte til FCK
eller en Arsenal-tilhænger om Liverpool ville være en god erstatning. Nej, vel?
Men når man ser listen over mine egne favorithold nedenfor,
kan man måske fornemme den årligt tilbagevendende frustration hos undertegnede:
Hold fra Danmark
OB: Jeg flyttede
til Odense for snart længe siden, og blev med kort tilløb tilhænger – og det
har ikke været sjovt! Sporadiske top fem placeringer de første ti år, en enkelt
fabelagtig sæson i UEFA Cuppen, to pokaltitler og tre sølv-medaljer er den
magre høst på 21 år. P.t. bund-/midterhold uden udsigt til noget ret meget
bedre, men det vil jeg udbrede mig om i en selvstændig post senere.
Nakskov Boldklub:
Barndommens klub. Målforskellen gjorde, at NB ikke rykkede op i den daværende
1. division i 1978 (det gjorde Hvidovre IF) og jeg husker stadig gråden i bussen på
vej hjem fra Sundby Idrætspark, hvor drengene havde gjort deres ved at slå
Fremad Amager (3-2 så vidt jeg husker). En kvartfinale i pokalturneringen og derefter mange års nedsynkning i glemsel
og elendige resultater. Frister nu en tilværelse i LF-serien. Jeg spillede selv en stabil venstre wing og senere venstre back. Var selvskrevet til pladserne på grund af mit medfødte handicap som venstrebenet.
OKS: En kort
storhedstid i slut-firserne resulterede næsten i oprykning til 1. division, men
nej… Og kort derefter gik den professionelle afdeling konkurs som resultat af
lidt højtflyvende planer (og muligvis lidt
kreativ bogføring og lemfældig omgang med kontraktreglerne). Der hænger et vidunderligt billede af 1.holdstruppen fra dengang i klublokalet; her troner alle spillerne foran deres ens sponsor-biler, leveret af en lokal auto-forhandler. Et fantastisk billede på tidlig professionalisme i dansk klubfodbold i provinsen.
kreativ bogføring og lemfældig omgang med kontraktreglerne). Der hænger et vidunderligt billede af 1.holdstruppen fra dengang i klublokalet; her troner alle spillerne foran deres ens sponsor-biler, leveret af en lokal auto-forhandler. Et fantastisk billede på tidlig professionalisme i dansk klubfodbold i provinsen.
Men man skal have
et lokalt sekundahold at holde med, og mit blev geografisk betinget. Efter en
kort flirt med Odense Chang flyttede jeg til bekvem nærhed af OKSon Park (det hedder stadion faktisk; der er blåt vejviserskilt
og alting…) Det var her jeg selv spillede i 12 år (seriefodbold og Old Boys) og
der var her man jævnligt gik over med ungerne lørdag eftermiddag kl. 15, når
Danmarksserieholdet foldede sig ud. Og det var her man så fodbold as it should be: Kække tilråb fra de 150
tilskuere, der alle kendte en eller flere af spillerne på fornavn, øl på flaske
og elendig lyd i højtaleranlægget. Og naturligvis store, fedtede og sprøde
grillpølser, serveret af Tosse-Leif (der til alles skræk også kunne blive sat
på som dommer i en lilleputkamp lørdag formiddag).
Hold fra udlandet
Tottenham Hotspurs:
Blev forelsket dér sidst i 70’erne, da THFC som den første britiske klub gjorde
gevaldigt op med den fremherskende kick
and rush-stil og hentede hhv. Osvaldo ’Ossie’ Ardiles og Ricardo Villa fra
de argentinske verdensmestre. Nu skulle der spilles samba-bold, skulle der, og
lige lidt hjalp det. Så det er fortsat 53 år siden at de blev engelske mestre,
og det er fortsat 23 år siden, at de vandt FA Cuppen. Men vi tror, gør vi… hele
tiden!
Scunthorpe United FC:
Kevin Keegan har spillet dér. Og SUFC har i øvrigt aldrig nået andet end en
enkelt miserabel, shitty season i den næstbedste engelske række (2009). Og
hvorfor dog netop Scunthorpe?? Af den modsatte grund end Tottenham. Her hersker
klassiske engelske dyder; løb, fight og syngende tacklinger – og masser af Kick’n’Rush. Har efterhånden streamet en
del kampe, og det er altid underholdende og aldeles pinagtigt at overvære. Selv
i den forgangne sæson, hvor holdet formåede at spille sig tilbage i League One
efter en enkelt sæson i League Two.
Og så er der jo Borussia Mönchen Gladbach. Primært på grund
af Allan Simonsen og Henning Jensen i 70’erne. Og Real Madrid. Og Napoli. Og
måske lidt Næsby…
Men de sidste giver ikke ondt i maven på kampdagen. Og meget kan man sige om det fantastiske fodboldspil i CL, PL og Bundesligaen; fodbold er og bliver sjovest når man som tilskuer og tilhænger er engageret følelsesmæssigt. Også selvom det giver ubehag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar