Fyr formanden?

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det svært med Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Senest har Amalie Lyhne været kraftigt ude med riven i et indlæg i Berlingske, hvor hun bl.a. karakteriserer ham som den 'sureste mand, der findes', og jeg kan ikke være mere enig. Jeg har aldrig hørt Anders Bondo udtrykke begejstring eller blot mild glæde over noget som helst, der finder sted i folkeskolen, men tværtimod har han gentagne gange skudt al udvikling eller tale om udvikling af folkeskolen i sænk med nedadvendte mundvige.

Der er delte meninger om folkeskolereformen, og selv er jeg - på et fundament af manglende viden og lapidarisk indsigt og evidens via mine egne børns skolegang - ganske godt tilfreds med det, jeg forstår af indhold og læringsmål. Så lad os endelig lade den faglige del ligge.

Nu er Anders Bondo jo heller ikke pædagogisk konsulent i udviklingen af reformen. Anders er formand for en fagforening, der skal varetage medlemmernes løn og arbejdsvilkår i deres ansættelse, og derfor har han naturligt nok fokus på de forringelser, han mener folkeskolereformen medfører for hans medlemmer. Og her kan ikke herske tvivl; Anders Bondo mener, at lærerne har fået væsentligt forringede arbejdsvilkår, blandt andet fordi ledelsesretten udfordrer lærernes egen tilrettelæggelse af arbejdstiden, og fordi det nu forventes at lærerne tilbringer en større del af arbejdstiden på skolen frem for fx i hjemmet, bl.a. når de skal forberede sig.

Det er sådan set rimelig nok, qua formandskabet i DL, at påpege disse forringelser. Men hvis man lige tager den skridtet videre, og tænker at formandens arbejde også bør være at arbejde for at ændre vilkårene, så forstår jeg simpelthen ikke Bondos strategi. Hvis han skal ændre noget på et så væsentligt område som folkeskolen, så kræver det et meget bredt fundament blandt forældre, arbejdsgivere, elever og det omgivende samfund i det hele taget. Med andre ord skal jeg overbevises om, at reformen ikke blot giver lærerne forringede vilkår, men at det rent faktisk også er en formålsløs reform set ud fra et læringsperspektiv og evt. andre parametre. Og så er det jo dét, Anders skal kommunikere ud; han skal samle et bredt og mangefacetteret udsnit af befolkningen bag sig, der rejser et massivt krav om ændringer.

Men i stedet har Anders Bondo formået på adskillige områder at bekræfte fordomme om lærere, arbejdstid og vilje/evne til at indgå i samarbejde. Senest med nedenstående billede på Twitter:

Det eneste, Anders Bondo opnår med en sådan besked er at bekræfte en given oplevelse/fordom om, at lærere er sådan nogle, der vil holde lange ferier - og at modstanden mod reformen sker ud fra en modstand mod retten til at lede og fordele arbejdet (som når Anders overfor en stor forsamling af lærere råber: "De siger, at de skal lede os! Gu' skal de da ej lede os.."). Og nå ja; det udstiller vel også Anders' uvidenhed om det øvrige arbejdsmarked, der vel må siges at virke under samme 'ufleksibilitet', når fx arbejdspladsen lukker i tre uger om sommeren, og man derved 'tvinges' på ferie på et givet tidspunkt.

Min pointe med ovenstående; jeg har i masser af tilfælde sympati for lærerne, og jeg har heldigvis oplevet flere lærere, der var engagerede ildsjæle med stor faglighed og pædagogisk indsigt til gavn for mine børn end det modsatte. Men når deres egen formand udelukkende formår at fremstille lærere som ofre, der kun er interesseret i lærergerningen på grund af den korte arbejdsdag og de lange ferier, så vil det aldrig lykkedes ham at få befolkningens sympati i tilstrækkelig grad til at få ændret reformen. Som en stor del af forældrene iøvrigt er tilfredse med indtil videre.  

Alene af den grund - og ikke bare fordi jeg ikke kan lide ham - bør lærerne tænke sig godt om ved næste formandsvalg. De kunne jo evt. bare stille sig selv spørgsmålet; Hvad har Anders Bondo gjort for os i forbindelse med reformen?

Og så tror jeg, at en del nok vil tage Amalie Lyhnes anbefaling til sig og rent faktisk fyre formanden.