Klassikere og kanoner

Som en velkommen gave fik undertegnede fornylig lejlighed til at besøge en af nationens stolte, men i det daglige ofte skjulte, kulturbærere – det såkaldte Center for Undervisningsmidler (herefter CFU). Centret har til opgave at formidle lærebøger, klassesæt og undervisningsmaterialer til folkeskoler og ungdomsuddannelser, og formidler derfor bl.a. streaming af dokumentarudsendelser og film, laboratoriesæt til fysik, biologi, geografi og kemi samt naturligvis analoge og digitale redskaber til at bibringe eleverne viden indenfor dansk, matematik, sprogfag, kristendom mv. Til overflod blev jeg endog introduceret til et transportabelt planetarium , der kan lejes og opstilles i et mørklagt telt (anskaffelsespris; 250.000 kr.)

Fidusen er, at lærerne kan blive introduceret til materialerne og få kyndig, pædagogisk vejledning i brugen af dem på det lokale/regionale center, der groft sagt fungerer som et bibliotek, hvor man kan se ‘varerne’, og booke en pædagogisk konsulent til at forklare, hvordan disse anvendes i den daglige undervisning. Et fabelagtigt godt tilbud til lærerne, der jo konstant forsøger at følge med i såvel den nyeste teknologi som de nyeste systemer og materialer til fx dansk og matematik. Med andre ord; skattekroner, der er givet godt ud!

Til disse centre er der så knyttet et depot, hvor lærerne kan bestille de sæt, de har brug for. Når de har bestilt, plukkes bøgerne/materialerne på hylderne og de fragtes ud til skolen. På den dag, jeg var på besøg, fik jeg demonstreret lagersystemet, samtidig med at en medarbejder var ved at pakke bestillinger til en lokal skole, der havde bestilt et klassesæt af Cecil Bødkers Hungerbarnet. Jeg blev naturligvis nysgerrig efter, hvad efterspørgslen på en – i mine øjne – forholdsvis bedaget børne-/ungdomsbog var, og fik at vide at den var stor, og at den faktisk befandt sig på en top 10 over de mest efterspurgte bøger til klassesæt.

Det pirrede naturligvis en litterært sindet kulturbruger som undertegnede og jeg fik efterfølgende derfor også spurgt ind til øvrige ‘bestsellers’ i folkeskolen. Det viste sig, at de mest anvendte titler i denne genre, udover Bødkers roman, var:

• Bjarne Reuter: Zappa (1977)
• Hans Scherfig: Det forsømte forår (1940)
• Bjarne Reuter: Når snerlen blomstrer (1983)
• Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (1958)
• Trine Bryld: Pige Liv (1982)
• + et par stykker, jeg ikke kan huske placeringen af, bl.a. Tove Ditlevsens Barndommens Gade (1943)

En perlerække af glimrende bøger! Klassikere, kan man endog hævde. Og såvel Cecil Bødker som Klaus Rifbjerg findes jo på Dansk Litteraturs kanon, så dem skal man jo igennem i folkeskolen (sammen med glimrende forfattere som bl.a. Blichsen, H.C. Andersen, Grundtvig, Holberg, Aakjær og Ingemann). Men på trods af ovenstående listes umiddelbare kvalitet, slog det mig alligevel, at romanerne alle var af ældre dato – især da, hvis man betragter dem ud fra et skolebarns (tids-)horisont. Den yngste var 24 år gammel, den ældste 74(!)

Temaet i ovenstående litterære perler er som bekendt barne- og ungdomsliv, og det, der undrede mig mest var, at der øjensynligt ikke er skrevet noget relevant om dette emne – der ellers turde være dejligt identificerbart for folkeskolen ældste klassetrin. Og svaret er, at det er der naturligvis også. Det er konstateret ved egen erfaring qua den private husstands ældre børn og egen interesse. Eksempler kunne være Johanne Algrens Louis 121092-2922 fra 2008 eller Liva Skogemanns 17 km syd for Aalborg (2012) og Trine Bundsgaards serie, for de lidt yngre klassetrin, om klassen fra Rosenmarkskolen, startende med Thea og chatten fra 2009 (eller i en anden genre men kredsende om samme tema; Kenneth Bøgh Andersens Antboy-serie).

Alt i alt er jeg overbevist om, at der er såvel kvalitet som genkendelighed i yngre værker og forfattere, der nok kunne finde plads på en top 10 anno 2014. Og beskæmmende nok tydeligvis ikke gør det, hvorfor de stakkels elever skal tvinges gennem de samme værker som deres forældre, blot med manglende forudsætninger for at forstå romanernes samtid og dermed fx personernes handlemønstre. Og et maliciøst spørgsmål i dén forbindelse; kan årsagen til, at der primært findes titler på listen, der alle er mindst ti år ældre end eleverne, der skal læse dem, være, at det er disse titler, lærerne kan relatere til?

Jeg spørger bare… Og jeg håber det ikke! Forhåbentlig er det et aktivt valg, truffet ikke af nød eller manglende kendskab, men baseret på en kvalitets- og relevansvurdering i hvert enkelt tilfælde.

Tror du ikke også det?