Det har ellers været lidt af en start på 2016. Knap var
champagnen tørret op fra gulvet før de første bulletiner om alverdens dårligdom
ramte os. Og nej; jeg tænker ikke bare på den årligt tilbagevendende
pseudo-begivenhed, som en slutrunde i herrehåndbold er. (Det holder i øvrigt
aldrig op med at undre mig, hvordan man kan hidse sig op over en slutrunde, der
finder sted hvert år, i en sportsgren, hvor man scorer hele tiden. Men lad det
nu ligge…)
Politikerløn
Blækket var endnu ikke tørt på den såkaldte
Vederlagskommissions metertykke rapport, der opsummerer 1½ års arbejde med at
granske nuværende aflønningssystemer til folkevalgte og udpegede politikere og angive
retninger til nye ditto, før stort set samtlige landspolitikere stod i kø for
at undsige resultaterne.
Rygtevis forlød det nemlig, at kommissionen ville anbefale
lønstigninger til såvel folketingspolitikere som borgmestre og
regionsrådsformænd (og –kvinder), og så kunne det ellers nok være, at alle de
politikere, der havde anbefalet en uvildig kommission til at udpege løsninger for vederlag, løn, honorarer og pensioner fik travlt med at rende fra alle
formelle og uformelle aftaler. Det skulle ligegodt ikke hedde sig, skulle det
ikke. ’Som om vi ikke får nok i løn i forvejen’ lød det enstemmigt fra
yderfløjene og hen over midten. ’Når nu riget stander i våde og vi beder andre
om at spare, så skal vi sandelige da ikke … ’ osv. osv.
Faktisk havde politikerne så travlt med at lægge afstand til
den kommission, de ellers i forvejen havde lagt armslængde-afstand til, at en
maliciøs udlægning af teksten kunne være, at de selvsamme politikere var mere optaget af at pudse glorien overfor deres vælgere, end de egentlig reelt havde
noget imod en reform af vederlagssystemet. Efterfølgende er der blevet blødt
lidt op på retorikken, da det har vist sig, at den endelige anbefaling går mere
på, at lønstigningerne skal kompensere for en reduktion af mere gavmilde
pensionsordninger og eftervederlag. Så mon ikke vi lander et sted midt imellem?
Folkerøsten gav nu heller ikke politikerne meget spillerum.
De sociale medier flød over med forargelse over en mulig lønstigning til de
folkevalgte, og af mere kuriøse argumenter kunne man bl.a. læse, at ’Mere i løn
giver ikke bedre politikere’. Nej det kan hænde. Men omvendt kunne man så også
spørge sig selv, om mindre i løn
giver bedre politikere? Faktisk tror jeg, at det eneste, der reelt bestemmer
kvaliteten af politikerne, er vælgerne. Og så er det jo pludselig ris til egen
røv, om man så må sige…
Det er sagt før, og jeg gentager gerne; vi har de
politikere vi har stemt på, og dermed fortjent. (At de kandidater, der stiller
op, så måske er mere eller mindre motiverede ud fra en samlet betragtning over
ideologi, idealisme, økonomisk udkomme af hvervet etc., er naturligvis en
faktor, der skal medtages.) Men det er jo det repræsentative demokratis natur.
Frikadellegate
Smag på det. Ordet, ikke den mel- og ægberigede, stegte farskugle, der har kandideret som
nationalspise i Dannevang i mange år.
Alle former for politiske initiativer og fejltagelser får
efterhånden klistret ordet –gate på
sig, hver gang folkedybet kaster sig frådende over qasi-skandaler af enhver
karakter. Og denne gang gik det ud over byrådet i Randers.
Ret beset var det nu også lidt af en tabersag, de lokale
rødder havde lagt op til afstemning ved den ordinære byrådssamling. Der var
stillet et forslag af Dansk Folkeparti om, at Randers’ børneinstitutioner nu
blev pålagt, at ”alle [børn] sikres en sund og varieret kost, hvor ingen
tvinges til at spise noget, der strider mod ens holdning eller religion”. I sig
selv uskyldigt nok i den etniske diversitets hellige navn, men det viste sig,
at forslagets kerne var et påbud om, at det blev pålagt institutionerne at
servere svinekød, hvad der blev for meget for de fleste.
Jeg er også forarget. Helt ind i mine sorte knogler. Hvad f….
ligner det, at vi nu i snart mange år har levet nærdemokratiet fuldt ud og har
etableret forældreråd, bestyrelser og jeg skal komme efter dig, for så at få
dikteret menuens indhold af byrådspolitikere? Jeg er fløjtende, hamrende
ligeglad med, om børnehaver og vuggestuer serverer halal-slagtede fårekyllinger,
rå fisk eller helstegt pattegris, men det kan da ikke nytte, at alle vi
spelt-forældre skal fratages vores mulighed for at indføre sukkerpolitikker,
veganer-mad og sandkage i dagligdagen efter en sund og indholdsrig debat kl. 19
den første tirsdag i måneden i Børnecentret Marieløkken, vel?
Nåmen af Dansk Folkepart og Randers byråd kan man
øjensynligt forvente det værste. Også at detailregulere de mindste detaljer i
hverdagen for medborgere – der oven i købet ikke engang er stemmeberettigede.
Så igen; vi har de politikere, vi har stemt på. I hvert fald i byrådet; det
gælder knap så meget de folke- eller forældrevalgte i nærdemokratiets yderste
led. Dem har vi kun til pynt.
Blackstar
Jeg er den ret lykkelige indehaver af 15 David Bowie albums
på vinyl – og langt de fleste af dem fra 1970’erne. Jeg er i et vist omfang
vokset op med dem, men når ret skal være ret, var det i en forholdsvis sen alder,
jeg for alvor fik øjnene op for mandens enestående samlede virke. Men så slog
det også hårdt…
Jeg var derfor også allerede fredag den 8. januar (på
udgivelsesdagen) hurtig til at høre det seneste værk, Blackstar, og det endda flere gange. Som så ofte før med Bowie
skulle jeg høre det adskillige gange, og selv efter fjerde eller femte
gennemlytning var jeg ikke helt klar til at skrive under på fx gaffas begejstrede anmeldelse, der nærmest varslede den musikalske Kristus’ genkomst.
Bevares; det var et ekvilibristisk bud på et genresprængende værk, der med både
skønsang og smukke ballader, disharmonier og trefløjede suiter, blå toner (og 12-toner?)
og sære tekster var så typisk Bowie, som det kunne blive. Men der skulle
alligevel mere til at begejstre mig, skulle der….
Men det kunne jeg så ikke få. Tre dage efter stod vi op til
nyheden om, at David Bowie var død af kræft. Og det berørte tydeligvis alle –
incl. undertegnede – måske også fordi, Blackstar
alt andet lige ikke lød som en dødsdømt musikers svanesang. Og uden at skulle
svælge i det, var jeg faktisk lidt forundret over den massive reaktion hos både
mig selv og resten af verden, indtil det gik op for mig, at det måske ikke kun
var manden og hans musik, vi begræd tabet af, men måske var det også vores
(altså publikums) tab af ungdom etc.
Det lyder som en kliché, og jeg beklager på forhånd. Men
mange af os, der voksede op med Bowie, Led Zeppelin og generelt rock- og popmusik
som definerende og identitetsskabende, er jo mildest talt ikke vårharer
længere. Og den evigt foranderlige Bowie var jo netop en identifikationsfaktor
sammen med alt det andet nye musik, som vores forældre ikke forstod vi gad høre
– og som vi kunne holde op som et spejl mod naboens datter, der hørte Bee Gees
og var ’disker’ – og dermed fandt vores platform og ståsted.
Med Bowies død har vi derfor ikke blot mistet en fabelagtig
musiker, sangskriver og kunstner; vi har mistet en lille del af os selv, og det
bliver efterhånden sværere og sværere at bilde os selv ind, at vi fortsat er
med, hvor det sner. Vi er lige så dødelige som Bowie, og vores generation er på
vej ud. Også selvom vi med hvide skæg, patetiske hestehaler og måner og en halv-lunken
fadøl står og tripper til den næste koncert med det nyeste unge, hvide håb.
R.I.P.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar