torsdag den 22. maj 2014

Anakronismer II - Vinyl

Jeg er ikke en maskinstormer. Faktisk er jeg særdeles begejstret for smarte mobiltelefoner, tablets, bærbare PCer og alskens isenkram, der kan fornøje og muntre, og som i mange tilfælde også er med til at gøre hverdagen lettere end hvis jeg ikke havde haft dem. Jeg er også en lykkelig forbruger af alle former for digitalisering: jeg får en meget stor del af min post i e-boks, kigger lystigt med hvert år i SKATs lotteri i min skattemappe på min personlig skatteside og er - det meste af tiden – også ualmindelig glad for min webbank. Alt i alt føler jeg selv, at jeg er med på den fagre nye verden. Måske ikke som trendsetter eller frontrunner, men ved gode, afprøvede formater hopper jeg gerne på. Jeg lytter til radio, musik eller podcasts via min iPod, når jeg løber, ser TV på min iPad, enten via TV-stationerne eller de nyere on-demand-tjenester som Netflix, og jeg læser gerne mine mails og tjekker facebook og twitter på min mobiltelefon.

Alligevel er der områder, hvor jeg hænger fast i fortiden. Ikke fordi jeg ikke kan ‘følge med’, men måske snarere fordi jeg ikke har lyst til at følge med! Sådan forholder det sig ihvertfald med især to former for hard-back kultur; musik og litteratur.

Lad mig her kaste mig over førstnævnte: Som barn i 70erne og ung i 80erne var fx musik noget man hørte i radioen, på kassettebånd eller på grammofonplader. Og da de digitale formater overtog på musikfronten i 90erne købte jeg da ganske vist en del CDer, men de veltjente vinylplader blev aldrig stillet på hverken loftet eller i kælderen. I første omgang nok fordi jeg var for nærig til at geninvestere i god musik, men efterhånden også af andre årsager; pladesamlingen havde vokset sig stor, og 5-600 vinylplader er ikke sådan lige at overspille til digitale formater – og det viste sig faktisk ret hurtigt, at jeg ikke havde lyst til det. I stedet blev det en fornøjelse for mig at hive albummet ud af reolen, lægge den på den alt for dyre pladespiller og lade den løbe hele vejen igennem på begge sider, så jeg dermed også fik hørt en del af de numre, der ikke lige var hits, da pladen kom frem. Af og til kunne jeg fortabe mig i covers - hele artworket omkring et albumcover var blevet en glemt kunstart, da vi overgik til CD- og digitale formater - og i innersleeves med sangtekster og credits.

HI-FI-entusiaster har haft travlt med at overbevise om, at pladerne gav en bedre lyd. Jeg føler mig ikke overbevist, eftersom jeg ikke er sikker på, at jeg kan høre forskel, men det er vist noget med dynamikken. Min egen oplevelse er, at en del CDer bliver uafspillelige efter et vist tidsrum, mens pladerne forbliver intakte (med mindre man ridser dem, naturligvis), men ellers har jeg ikke noget at udsætte på de digitale formater.

Det er stofligheden, jeg er helt vild med. Både i samlingen, hvor de mange plader efterhånden fylder en del i hjørnet af stuen, men i lige så høj grad i det enkelte album. Følelsen af at ‘lægge musik på’ og tyngden i selve pladen giver – i hvert fald for mig – en anden tilgang til at lytte til musikken. Når albums fra Beatles-tiden (nogle siger Sinatra- og Miles Davis-tiden) samtidig ofte var tænkt og konciperet som hele albums og ikke fragmentariske her-og-nu-musikstykker, er det en sand fornøjelse at være tvunget til at lytte til 20 minutters sammenhængende musik i stedet for en iPod-spilleliste bestående af contemporary hits der ikke holder halvvejs til næste månede.

Når hertil lægges fornøjelsen ved at dykke ned i David Bowies samlede 70er og 80er-produktion (gav vide, hvordan Diamond Dogs ville have solgt som samlet udgivelse i dag? Eller Ziggy Stardust?), nyde rodebutikken af Beatles-numre på den blå eller den røde opsamlings-dobbelt-LP, genhøre Klichés Supertanker og huske sig tilbage til dengang dét var skelsættende i dansk rockmusik eller fortabe sig i detaljerne på coveret til Led Zeppelins Physical Graffiti er der ingen tvivl hos mig; samlingen forbliver intakt – indtil den dag, den viser sig tilstrækkelig meget værd til at blive bortauktioneret og dermed kan forsøde min pensionisttilværelse.

Det sidste har dog nok lange udsigter, efter at musikindustrien har fanget signalerne i den efterhånden voksende vinyl-revival. Nu udgives alle slags musik – nyt som gammelt – jo både digitalt og på vinyl, samtidig med, at hvad der hidtil havde været klenodier i min lokale samling genoptrykkes med – Gud bedre det – ‘remastered art-work’. Intet ondt om muligheden for at erhverve sig ny musik på vinyl, men så skulle da stå pokker i de formuer, man efterhånden har lagt hos den lokale vinyl-pusher i jagten på de originale udgaver af rock- og pophistoriens klassikere…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar