Fuglen er fløjet

Der kan siges meget om moderne fodbold – og det bliver der sandt at sige også – men det er et klokkeklart faktum, at det eneste, der driver fodboldens aktører (klubber, spillere, sponsorer etc.) er og bliver penge.

Derfor var det da aldeles heller ikke uventet, da OBs stjernefrø Rasmus Falk for snart længe siden meldte ud, at han ikke var at finde i OB, når hans kontrakt udløber til sommer. Som den absolut bedste spiller på et hold, der i bedste fald er at finde i sub-toppen i den dansk liga – og i de senere år oftere i bunden og midten af samme – var det klart, at OB ikke kunne matche hverken hans ønsker om løn eller sportslige ambitioner.

Rasmus Falk i kamp mod FCN
(c) Ekstra Bladet

Rasmus Falk har været af stor, næsten uvurderlig betydning for det førende fynske fodboldhold. Hans eminente første-touch, hans vendinger, hans blik for spillet og hans vidunderlige driblinger (når de lykkedes) er en fryd for øjet, og på et hold, der primært har bestået af boldflyttere og middelmådige tonsere, har han gang på gang lyst op. Af samme grund er han – eller har han været – højt elsket af det fynske fodboldpublikum. Alene gensynet med det afgørende mål mod Esbjerg i efterårssæsonens sidste hjemmekamp kan giv let gåsehud hos undertegnede.

Og nu er beslutningen så endegyldig; Rasmus Falk har skrevet under på en ny kontrakt med en anden klub. Men ikke en hvilken som helst klub; Falk var tydeligvis ikke interesseret i at prøve talentet af i en europæisk klub med CL-muligheder som fx Celtic, men valgte i stedet en liga-rival, nemlig FC København.

Det kan der være mange gode grunde til. Muligheden for fast spilletid, kombineret med en – må man formode – betragteligt højere løn, end OB kunne tilbyde. Den store sandsynlighed for kontinuerligt at spille med om det danske mesterskab, og den deraf følgende mulighed for årligt at spille med i de europæiske ligaer har nok også vejet tungt i overvejelserne, og så har det rygtevis forlydt, at Falk måske også mentalt ikke var helt klar til udlandet. Tryghed og nærhed til familie og venner har været nævnt som noget, der kunne holde ham i Danmark.

Intet af ovenstående kan man vel fortænke ham i. Som OB-tilhænger kan man blot ærgre sig voldsomt – og i nogle tilfælde føle sig decideret forrådt, hvad adskillige meldinger på fan-fora og sociale medier allerede tyder på, her mindre end en time efter, at skiftet er blevet offentliggjort. Og det gør jeg også.

Hvor ville jeg dog ønske, at Rasmus Falk havde valgt en klub i udlandet. Hvor vil jeg dog blive ærgerlig – for ikke at sige decideret sur, vred og gammelmandsbitter – når jeg skal se, hvad jeg opfatter som ”en OB’er” i den hvide FCK-trøje (igen), specielt når det foregår på Odense Stadion. Og hvad værre er; jeg vil blive voldsomt irriteret over de ufatteligt grimme tilråb, der vil blive råbt efter ham sammesteds, nok især fordi jeg jo er så dannet, at jeg ikke vil deltage i tilsviningen af en fremragende fodboldspiller – men jeg vil dele holdningen (og måske skamme mig over det). Jeg vil ærgre mig voldsomt over, at vi ikke vil kunne hylde ’Legenden Falk’ ved en eventuelt tilbagekomst, men at Falks eftermæle fra nu af vil være som Ulrik Laursens og Lars Jacobsens. Tilhængerne vil vide, hvad jeg taler om.

Nej, så hellere et skifte til Celtic, Watford, Leicester, PSV, Luton eller Mainz. Så kunne vi have fulgt med, kunne vi. Og vi kunne have tilbudt ham en retrætekontrakt senere, ganske som vi gjorde med Thomas Helveg…

Med andre ord: ovenstående kunne have været en ubetinget og grænseløs hyldest til en fremragende fodboldspiller, som OBs fans altid ville ønske alt det bedste i fremtiden. I stedet bliver det endnu en gang en bitter klage over, at ’Money Talks’, og dermed bliver enhver form for prostitutions-metafor med garanti også anvendt højt og larmende, når Falk efter sommerferien vil komme på besøg på TreFor Park i Odense iført den hvide trøje med løvelogo.

PS: Og hvorfor – når det nu er FCK han skifter til – har OB ikke lavet en aftale om at lade ham skifte allerede fra januar? Som det er nu, vil han jo kun møde skuffede, sure og frustrerede fans, også på hjemmebane. Og det gør vel ikke nogle noget godt? Nå, måske kan han være kampafgørende nok til, at OB kan hente en top 6 placering hjem alligevel. Og så tilgiver fansene ham måske så længe.

Men jeg tvivler....

Frikadeller, Bowie og løn som forskyldt

Det har ellers været lidt af en start på 2016. Knap var champagnen tørret op fra gulvet før de første bulletiner om alverdens dårligdom ramte os. Og nej; jeg tænker ikke bare på den årligt tilbagevendende pseudo-begivenhed, som en slutrunde i herrehåndbold er. (Det holder i øvrigt aldrig op med at undre mig, hvordan man kan hidse sig op over en slutrunde, der finder sted hvert år, i en sportsgren, hvor man scorer hele tiden. Men lad det nu ligge…)

Politikerløn

Blækket var endnu ikke tørt på den såkaldte Vederlagskommissions metertykke rapport, der opsummerer 1½ års arbejde med at granske nuværende aflønningssystemer til folkevalgte og udpegede politikere og angive retninger til nye ditto, før stort set samtlige landspolitikere stod i kø for at undsige resultaterne.

Rygtevis forlød det nemlig, at kommissionen ville anbefale lønstigninger til såvel folketingspolitikere som borgmestre og regionsrådsformænd (og –kvinder), og så kunne det ellers nok være, at alle de politikere, der havde anbefalet en uvildig kommission til at udpege løsninger for vederlag, løn, honorarer og pensioner fik travlt med at rende fra alle formelle og uformelle aftaler. Det skulle ligegodt ikke hedde sig, skulle det ikke. ’Som om vi ikke får nok i løn i forvejen’ lød det enstemmigt fra yderfløjene og hen over midten. ’Når nu riget stander i våde og vi beder andre om at spare, så skal vi sandelige da ikke … ’ osv. osv.

Faktisk havde politikerne så travlt med at lægge afstand til den kommission, de ellers i forvejen havde lagt armslængde-afstand til, at en maliciøs udlægning af teksten kunne være, at de selvsamme politikere var mere optaget af at pudse glorien overfor deres vælgere, end de egentlig reelt havde noget imod en reform af vederlagssystemet. Efterfølgende er der blevet blødt lidt op på retorikken, da det har vist sig, at den endelige anbefaling går mere på, at lønstigningerne skal kompensere for en reduktion af mere gavmilde pensionsordninger og eftervederlag. Så mon ikke vi lander et sted midt imellem?

Folkerøsten gav nu heller ikke politikerne meget spillerum. De sociale medier flød over med forargelse over en mulig lønstigning til de folkevalgte, og af mere kuriøse argumenter kunne man bl.a. læse, at ’Mere i løn giver ikke bedre politikere’. Nej det kan hænde. Men omvendt kunne man så også spørge sig selv, om mindre i løn giver bedre politikere? Faktisk tror jeg, at det eneste, der reelt bestemmer kvaliteten af politikerne, er vælgerne. Og så er det jo pludselig ris til egen røv, om man så må sige… 

Det er sagt før, og jeg gentager gerne; vi har de politikere vi har stemt på, og dermed fortjent. (At de kandidater, der stiller op, så måske er mere eller mindre motiverede ud fra en samlet betragtning over ideologi, idealisme, økonomisk udkomme af hvervet etc., er naturligvis en faktor, der skal medtages.) Men det er jo det repræsentative demokratis natur.

Frikadellegate

Smag på det. Ordet, ikke den mel- og ægberigede, stegte farskugle, der har kandideret som nationalspise i Dannevang i mange år.

Alle former for politiske initiativer og fejltagelser får efterhånden klistret ordet –gate på sig, hver gang folkedybet kaster sig frådende over qasi-skandaler af enhver karakter. Og denne gang gik det ud over byrådet i Randers.

Ret beset var det nu også lidt af en tabersag, de lokale rødder havde lagt op til afstemning ved den ordinære byrådssamling. Der var stillet et forslag af Dansk Folkeparti om, at Randers’ børneinstitutioner nu blev pålagt, at ”alle [børn] sikres en sund og varieret kost, hvor ingen tvinges til at spise noget, der strider mod ens holdning eller religion”. I sig selv uskyldigt nok i den etniske diversitets hellige navn, men det viste sig, at forslagets kerne var et påbud om, at det blev pålagt institutionerne at servere svinekød, hvad der blev for meget for de fleste.

Jeg er også forarget. Helt ind i mine sorte knogler. Hvad f…. ligner det, at vi nu i snart mange år har levet nærdemokratiet fuldt ud og har etableret forældreråd, bestyrelser og jeg skal komme efter dig, for så at få dikteret menuens indhold af byrådspolitikere? Jeg er fløjtende, hamrende ligeglad med, om børnehaver og vuggestuer serverer halal-slagtede fårekyllinger, rå fisk eller helstegt pattegris, men det kan da ikke nytte, at alle vi spelt-forældre skal fratages vores mulighed for at indføre sukkerpolitikker, veganer-mad og sandkage i dagligdagen efter en sund og indholdsrig debat kl. 19 den første tirsdag i måneden i Børnecentret Marieløkken, vel?

Nåmen af Dansk Folkepart og Randers byråd kan man øjensynligt forvente det værste. Også at detailregulere de mindste detaljer i hverdagen for medborgere – der oven i købet ikke engang er stemmeberettigede. Så igen; vi har de politikere, vi har stemt på. I hvert fald i byrådet; det gælder knap så meget de folke- eller forældrevalgte i nærdemokratiets yderste led. Dem har vi kun til pynt.

Blackstar

Jeg er den ret lykkelige indehaver af 15 David Bowie albums på vinyl – og langt de fleste af dem fra 1970’erne. Jeg er i et vist omfang vokset op med dem, men når ret skal være ret, var det i en forholdsvis sen alder, jeg for alvor fik øjnene op for mandens enestående samlede virke. Men så slog det også hårdt…

Jeg var derfor også allerede fredag den 8. januar (på udgivelsesdagen) hurtig til at høre det seneste værk, Blackstar, og det endda flere gange. Som så ofte før med Bowie skulle jeg høre det adskillige gange, og selv efter fjerde eller femte gennemlytning var jeg ikke helt klar til at skrive under på fx gaffas begejstrede  anmeldelse, der nærmest varslede den musikalske Kristus’ genkomst. Bevares; det var et ekvilibristisk bud på et genresprængende værk, der med både skønsang og smukke ballader, disharmonier og trefløjede suiter, blå toner (og 12-toner?) og sære tekster var så typisk Bowie, som det kunne blive. Men der skulle alligevel mere til at begejstre mig, skulle der….

Men det kunne jeg så ikke få. Tre dage efter stod vi op til nyheden om, at David Bowie var død af kræft. Og det berørte tydeligvis alle – incl. undertegnede – måske også fordi, Blackstar alt andet lige ikke lød som en dødsdømt musikers svanesang. Og uden at skulle svælge i det, var jeg faktisk lidt forundret over den massive reaktion hos både mig selv og resten af verden, indtil det gik op for mig, at det måske ikke kun var manden og hans musik, vi begræd tabet af, men måske var det også vores (altså publikums) tab af ungdom etc.

Det lyder som en kliché, og jeg beklager på forhånd. Men mange af os, der voksede op med Bowie, Led Zeppelin og generelt rock- og popmusik som definerende og identitetsskabende, er jo mildest talt ikke vårharer længere. Og den evigt foranderlige Bowie var jo netop en identifikationsfaktor sammen med alt det andet nye musik, som vores forældre ikke forstod vi gad høre – og som vi kunne holde op som et spejl mod naboens datter, der hørte Bee Gees og var ’disker’ – og dermed fandt vores platform og ståsted.

Med Bowies død har vi derfor ikke blot mistet en fabelagtig musiker, sangskriver og kunstner; vi har mistet en lille del af os selv, og det bliver efterhånden sværere og sværere at bilde os selv ind, at vi fortsat er med, hvor det sner. Vi er lige så dødelige som Bowie, og vores generation er på vej ud. Også selvom vi med hvide skæg, patetiske hestehaler og måner og en halv-lunken fadøl står og tripper til den næste koncert med det nyeste unge, hvide håb.

R.I.P. 

Nytårsforsætter

Årsskifter er altid en velkommen lejlighed til opgørelser og nye begyndelser. Opgørelsen vil jeg lade ligge, da der findes så rigeligt af dem i såvel arbejdslivet som i det private via årsopgørelser, årsrevyer etc. I stedet vil jeg kaste mig over den klassiske disciplin: Nytårsforsætter.

Sådanne bliver ofte brugt til at påbegynde et nyt og bedre liv. Og ganske tit på en måde, så det bliver tydeligt, at i det nye år vil man bestræbe sig på at blive et bedre, sundere og mere overskudsagtigt menneske. I sagens natur vil det derfor også tit medføre en række ofre, forsagelser og afsavn samt viljesakter i form af mere motion etc.

Det vil jeg prøve at undgå – og lad det være mit første forsæt. I stedet vil jeg forsøge at gøre 2016 til et år drevet af personlig livslyst og –glæde, meget gerne af et hedonistisk tilsnit. Så lad os kigge lidt på forbedringsmulighederne

Musik mm

Jeg vil høre en masse musik – og meget gerne live. Mit mål for 2016 er at høre så meget, som det er muligt, og helst uden at jeg skal anstrenge mig alt for meget for det. I år vil jeg specifikt gå efter det, jeg ikke kender, så jeg både kan kritisere skidtet sønder og sammen efterfølgende, men også så jeg har mulighed for at få de overraskelser sligt kan medføre. Så lad bands med navne som Cacaphonia Unlimited, Balkan Bestiality, Herren aus der Gebirge og Lone Scotsmans Bagpibe komme. Jeg vil glæde mig til at høre balkan-etnisk inspireret post-grunge og singer-songwriters af finsk afstamning til glade aftener på de lokale spillesteder, og jeg vil se frem til den fulde opførelse af ”Niebelungens Ring” udført af et kammer-ensemble med fire forkølede skoledrenge som solister. Og måske vil jeg undervejs deltage i en festival eller to, så man også kan følge lidt med i mainstreammusikken.

Nå ja; og så vil jeg købe en masse plader. På vinyl, naturligvis.

Visuel underholdning

Jeg abonnerer på såvel Netflix som HBO. Det vil jeg gøre flittigt brug af i det nye år, hvor jeg – udover at investere i et nyt AppleTV – vil investere en del tid i at bingewatche TV-serier af tvivlsom kvalitet. Der skal være plads til de gode (mangler stadig et par sæsoner af Breaking Bad) og de knap så gode (udvalget er uendeligt). Jeg skal svælge i Modern Family, Game of Thrones og samtlige tilgængelige film med Tom Cruise i hovedrollen, mens franske fornøjelser, Lars von Trier-film og artsy filmiske udskejelser med humanistiske pointer skåret ud i pap vil blive fravalgt tidligt i processen. I biografen vil jeg udelukkende gå efter blocbusters, der kun har én raison d’etre: at underholde og fornøje. Endeløs action med one-liners og platte komedier, here I come….

Sport

Som selvvalgt masochist udi fornøjelsen at overvære sportsbegivenheder vil jeg fortsætte med at frekventere samtlige OBs hjemmekampe. Med stor fryd vil jeg nedsvælge fadøl efter fadøl, mens jeg med endeløs bitterhed og i regnvejr overværer det ene pointtab efter det andet. Og kun ved særlige lejligheder vil jeg lade mig rive med af begejstring … hvad der i OBs tilfælde nok ikke bliver et svært løfte at overholde.

Livsfornødenheder

Mad er godt. Specielt er jeg begejstret for god mad, tilberedt af kyndige mennesker, ud fra en liste over ikke alt for sunde ingredienser. Jeg vil derfor svælge i stege, grillretter og generelt middagsretter, hvor hovedingrediensen er kød, og hvor næste trin i den hjemlige madpyramide er sauce. Dertil vil jeg nyde et – eller flere – glas vin. Gerne billig, thi smagen er ikke det væsentlige i denne sammenhæng; det er virkningen. Og mens vi er ved det; jeg vil også drikke en del øl, gerne med en sidevogn bestående af whisky, og måske bliver 2016 også året, hvor der i (endnu) højere grad vil blive eksperimenteret med five o’clock cocktails??? Jeg håber. Måske skulle man også overveje at blive cigar-connaisseur? Mulighederne er legio.

Familie

I min alder har man jo en sådan, og det er fint. Og naturligvis skal de omfattes af en nytårsforsæt-liste. Lad derfor 2016 blive året, hvor familien får al den tid og den opmærksomhed, den har fortjent.

Det vil også give mere tid til de øvrige fornøjelser….

Hehe

Gud, konge og skolegang

Mai Mercado - politisk ordfører for det Konservative Folkeparti - vil have mere kristendomskundskab på skoleskemaet i den danske folkeskole. Ikke fordi kristendom er bedre end islam, hvad den dog er ifølge indholdet i hendes kronik i Berlingske den 2. april, men fordi kristendommen ifølge fru Mercado er 'en af nøglerne til at forstå det danske samfund'.

Det gælder fx begreber som næstekærlighed, medfølelse overfor samfundets svageste og det, at vi ønsker at behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Alt dette er kernen i kristendommen iflg. lex Mercado - og alt dette er danske kerneværdier. I dette tilfælde tydeligvis sat op imod andre kerneværdier i andre religioner, der ikke er nær så gode - og danske - som kristendommen.

Jeg vil forsøge at lade alt det religiøse vås ligge, for Mercado og andre kristne må tro som de lyster. Et enkelt forbehold skal dog lyde i forhold til det fundament, kristendommen udgør for danskheden, og som næstekærligt og samaritaner-agtigt folder sig ud i vores forståelse af kristendommen. Mig bekendt hviler vores protestantiske udgave af den statsanerkendte tro på den reformation, som Luther satte i gang med sine teser i Wittenberg sidst i 1400-tallet. Luther selv var heftigt anti-semitisk, og slog derfor til lyd for, at man brændte alle jødiske skrifter og rev alle synagoger ned, og den katolsk opdragede Hitler førte som bekendt an i masse-udryddelsen af jøderne i Europa før og under 2. Verdenskrig under det indgraverede motto på bæltespænder mv.: "Gott mit uns"... Selv i nyere tid er kristendommen derfor ikke kun barmhjertig og næstekærlig, men udgør - som en del andre trosretninger - også en platform for indskrænket menneskesyn og brutal selvhævdelse. Den del af kristendommen regner jeg med, at man ikke inddrager som fundamentet for forståelsen af danskheden, eller..??

Men til sagen. Det er efter min bedste overbevisning en fejlslutning af rang, at kristendomskundskab har noget som helst med skolegang at gøre, ligesom teologi ikke har noget at gøre på et universitet (da det jo pr. definition er en ikke-videnskab) og ligesom kirken ikke har en naturlig plads i vores grundlov. Kristendom er en religion, man som individ eller i fællesskab bekender sig til, men det er ikke et skolefag. Forståelsen af vores samfund, demokratiet, velfærdssystemet og den danske historie kan givetvis være koblet på et kristent udgangspunkt (og det samme kan vel siges om en lang række øvrige lande i Europa og Amerika), men det er ikke kristendommen, der er definerende for vores rolle i et moderne nationalstats-demokrati i et globaliseret samfund.

Lad os derfor lære vores unge mennesker hvordan vores samfund er skruet sammen i enhver forstand. Lad os lære dem, at historie, kultur, fælles værdier, demokrati, naturforvaltning og opfattelse af danskhed og samfund er noget, der skal forstås og tages vare på - og som danner rammerne om det liv og det samfund, de er en del af. Det heldige - for kristendommen - er jo, at de basale værdier, den hævder, alle er værdier vi fortsat kan skrive under på og bekende os til - også udenfor en kristen kontekst. Således kan undervisningen om vores samfund og dets værdier sagtens finde sted, uden at vi behøver inddrage hverken Gud, Jesus, Beelzebub eller landsbydegnen.

Religion er - som kristendommen - i al almindelighed opstået fordi der samfundsmæssigt har været et behov for at tro på, at der var noget bedre 'på den anden side'. Det kan vi alle have brug for at tro på midt i denne verdens fortrædeligheder, men mon ikke behovet var større i et uoplyst bondesamfund - og som et redskab for magtfulde herskere - i middelalderen? Så lad os fastholde kristendommen og øvrige religioner i dén position; som middelalderlig folke-overtro, der for nogle har en naturlig plads i deres eget verdensbillede, men som ikke har noget at gøre i hverken skole, universitet eller lovgivning i et moderne samfund.

Og lad dermed de konservative i al fordragelighed beholde deres Gud-Konge-Fædreland-hejs i fred. Så kan det være, at de lader mine uskyldige børn i fred, og i stedet lader dem lære matematik, engelsk, tysk og samfundsforståelse i skolen. Det vel det, vi har den til? Og lad os i samme åndedrag fjerne religionen fra Finansloven, Grundloven og universiteterne, således at vi for alvor kan hævde adskillelsen mellem kirke og stat.
 

Bio-terror

I disse dage, hvor der skydes med skarpt på såkaldte ekstremister, er der en tendens til at fokusere på hhv. ekstremisternes religiøse og politiske baggrund og motiver og målet for deres eventuelle terrorhandlinger. Det er blandt andet sket i tilfældet med den tragiske begivenhed i København for to uger siden, hvor to mennesker mistede livet.

Det giver en god, forståelig ramme at arbejde ud fra, når man således kan klarlægge baggrund, motiv og mål for en given handling, der kan skabe frygt, angst og mistro. Man får kategoriseret frygten, og man kan således fortælle sig selv, at man ikke selv er målet for den næste tilfældige nedskydning, for man kan jo bare lade være med at tegne profeten, blande sig i debatten og fx møde op til ytringsfrihedsdiskussioner. Alternativet er frygt, der bunder i tilfældigheder og kaos - og ustyrbarhed - og dermed manglende muligheder for at gardere sig mod tåber, tosser og terrorister.

Når vi således får kategoriseret de forbrydere, der med deres kriminelle handlinger angriber vitale dele af vores selvforståelse i forhold til fx demokrati (ytringsfrihed, religionsfrihed og - nå ja - sekulariseret parlamentarisme), er det langt nemmere at håndtere end den tilfældige terror, der i al ubemærkethed har sneget sig ind på os via den potentielt farligste gruppe af alle.

Jeg taler om mødre. Mere specifikt de såkaldte spelt-mødre. Eller forældre, thi der skal nok gemme sig et par fædre i denne gruppe også.

Disse tilsyneladende så uskyldige mennesker, der lever deres liv sundt og - i de fleste tilfælde - stilfærdigt, er i al ubemærkethed ved at åbne døren for nød, elendighed og tab af menneskeliv på en baggrund af overbevisning og tro! Ikke kristen-troen, men tyrkertroen på, at alt, hvad der er naturligt også er sundt, og derfor også pr. definition; alt hvad der ikke opfylder naturligheds- og sundhedskriterierne er fælt og usundt, og vil lede til fortabelse, dårligdom og menneskehedens forfald.

Ifølge denne overbevisning er det ikke naturligt at vaccinere sit barn mod børnesygdomme som fx mæslinger. Med sund kost, dialog og gode sengevaner vil de små poder gennem opdragelse og oplysning udvikle resistens overfor smitsomme sygdomme - og i tilgift vil de slippe for uheldige følgevirkninger af vaccinen.

Dette er naturligvis en subjektiv tolkning af motiver, men hvad skal man dog tro, når moderne, oplyste mennesker, uddannet i et land med stolte traditioner for positivistiske såvel som humanistiske/hermeneutiske vidensidealer af egen, fri vilje vælger at undlade at vaccinere deres børn? For det er vel næppe utilsigtede og uhensigtsmæssige bivirkninger, de er bange for? Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dem at læse Poul Høis glimrende gennemgang (en såkaldt long-read, så læseren skal væbne sig med tålmodighed), om hvorfor amerikanske forældre på baggrund af videnskabelig uredelighed, løgn og manipulationer samt en enkelt Hollywood-celebritys hysteri vedr. en ADHD-diagnose i kollektivt hysteri fravalgte vaccinen.

Der er nu konstateret (mindst) to udbrud af mæslinger i Danmark og langt flere i Tyskland - og flest i USA. Et af den vestlige verdens skrækscenarier er således nærmere på at blive realiseret i den dommedag, T.S. Elliot skrev om i sit berømte digt The Hollow Men:

This is the way the world ends
Not with a bang but a whimper

Den stilfærdige frelsthed fra en gruppe borgere, der bygger deres videnskabelige opfattelse på tro og ikke på naturvidenskab - ikke ulig amerikanske kreationister og kristne, religiøse dogmatikere - kan føre til en konklusion om, at disse forældre kan sammenlignes med den tilfældige terror (eller rettere; de forbrydelser), som fx gerningsmanden bag nedskydningerne i København udfører. Når man vælger ikke at vaccinere sit barn udsætter man andre for smitte - potentielt dødelig - og selv hvis der ikke finder dødsfald sted, opnår man med sikkerhed, at sygdommen på ingen måde bliver udryddet, som det ellers var WHOs mål.

I dette tilfælde taler vi om mæslinger, men den rette tro og overbevisning har tidligere vist sig vanskelig at bekæmpe, også ved farligere sygdomme som fx AIDS. Så derfor; beware of the danger - også ved hysteriske forældres modstand mod noget så simpelt og - tør jeg sige - uskyldigt som vaccine.

PS: Hvordan det ser, når speltmødre virkelig bliver opbragte på nationens vegne, kan anskueliggøres via nedenstående facebook-opslag. Samme forargelse så jeg gerne, at der udvistes, når talen kom på manglende vaccination:

Hvad må man sige?

Den velfortjente - og lange - juleferie er blevet fordøjet, og de mange indtryk har efterhånden sænket sig. Og i fravær af temaer med omkalfatrende betydning for menneskeheden (eller rettere; i vores ignorance af netop disse temaer) er der et enkelt tema, der de seneste uger er poppet op med regelmæssige mellemrum og stadig større påtrængenhed i diverse sammenhænge; hvad må man sige i det offentlige rum?

Annette Heick blev en kort tid de sociale mediers yndlingshadeobjekt ved i sin blog at fortælle, at hun i opgøret med "vor tids farligste kultursygdom: Den politiske korrekthed" havde en inderlig lyst til at sige ordet 'Neger'. Ordet i sig selv er ganske uskyldigt, forklarede hun pædagogisk, og det kan kun opfattes nedladende fordi ' nogen - igen - motivfortolker'.

Helt bortset fra fru Heicks lemfældige omgang med det danske sprog i al almindelighed (det hedder 'nogle', ikke 'nogen') demonstrerer hendes blog en noget indskrænket forståelse af sprog og sprogbrug. Det er ikke 'nogle' der motivfortolker, det er de mennesker, der er genstand for betegnelsen, der opfatter den nedladende, idet denne betegnelse netop rammer al historik af betegnelsen ind i forhold til forskelsbehandling, latent eller udtrykt racisme og generel ringe-agt. Det er derfor heller ikke mig, der motivfortolker når ordet 'neger' anvendes; det er min forståelse af ordet i en kulturel og historisk kontekst, der danner betydningen.

Det samme er David Trads inde på i sin blog, hvor han helt overordnet gør op med politisk korrekthed som en 'sygdom' og i stedet forklarer den som helt almindelig høflighed - dvs. "det samme som at opføre sig ordentligt". Jeg vil klart tilslutte mig hr. Trads' bemærkninger - når det er rettet mod denne grad af kulturel og historisk armod - omend jeg måske ikke mener, at al politisk korrekthed 'kun' er at opføre sig ordentligt.

Jeg omtaler sjældent folk som negre, perkere eller sinker, ligesom jeg glad og gerne afstår fra at kalde mine medmennesker fede, skævøjer eller spassere. Det er simpelthen et spørgsmål om almindelig respekt og høflighed.

Til gengæld opfatter jeg ikke den afrikanske kvindes profil på Cirkel Kaffen som hverken racistisk eller nedsættende. Her kan det jo godt være, at jeg både er dum og historisk fattesvag, men for mig har vanilledrengen og kaffe-kvinden altid været et brand-ikon på linie med Nikes swush-logo eller Coca-Colas karakteristiske svungne skrift.

Jeg har - i parentes bemærket - heller ikke noteret mig, at hverken afrikanske kvinder eller øvrige berørte har protesteret voldsomt mod disse billeder, men det kan jo - alt andet lige - bare være et udtryk for repressiv tolerance? Det mener Mathias Danbolt, der til information fortæller, at danskernes accept af netop disse ikoniske billeder er et udtryk for en selektiv bevidsthed, hvor danskerne dyrker det nostalgiske men glemmer, at billederne er udtryk for en imperialistisk koloni- og magtstruktur, som vi var en stor del af - og som ikke altid var særlig smuk. Det sidste har han givetvis ret i. Om det så også er dannende for vores nutidige opfattelse af klassiske varemærker, tvivler jeg dog noget mere på.

Til gengæld vil jeg lige runde af med at fortælle, at jeg svært gerne vil omtales som #kugodt #snack eller #bootylicious. Af årsager, som det ikke er mig forundt at dømme om, sker dette dog aldeles sjældent. Faktisk aldrig. Så måske skulle jeg overveje at aflægge Fitness World et besøg?

Romer-rigets fald

Jeg er – i mange tilfælde – ret vild med Knud Romer. Hans korte roman Den der blinker er bange for døden (2006) er efter min bedste overbevisning noget af det bedste danske litteratur, der udkom i 00rne, og jeg er begejstret for hans ofte hudløse kritik af samfundet på TV, i radio og andre steder, hvor han kommer til orde – også i de (mange) tilfælde, hvor jeg ikke er enig med ham.

Jeg har tidligere på denne virtuelle plads muntret mig med en notits om uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og hendes tanke om uddannelsesdimensionering, men det er ingenting mod, hvad den gode Romer kan præstere. I et debatindlæg i Politiken raser han mod de ’talende excel-ark’, der leder ministeren ad fortabelsens, åndløshedens og kulturløshedens brede motorvej, ved at lade ”Den økonomiske rationalitet fra markedet og produktionen bliver totaliseret til at gælde for tilværelsen som helhed, og ministeriet administrerer en instrumentel fornuft, hvor alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af produktion, vækst og profit.”

Det er jo for så vidt et legitimt synspunkt. Romer mener, at man ofrer især de humanistiske uddannelser ud fra en produktivitetstankegang, hvor alt, der ikke kan gøres op i (økonomisk) værditilvækst, bliver anset for ubrugeligt, hvorfor man neddimensionerer de klassiske humanistiske fag på universiteterne, thi kandidaterne herfra er ikke længere anvendelige i et moderne samfund.

Så langt, så godt. Som gammel humanistisk uddannet halvstuderet røver kan jeg godt følge ham i kritikken. Men det er alligevel, som om Romer sejler kanoen så langt ud i den retoriske sump, at hans argumentation katapulter ham lige over i den grøft, hvor de fæle produktivitetsfascister kan anklage ham for at være det levende bevis for overflødigheden af flere af hans slags.

Romeren fortæller nemlig om en rystende oplevelse han havde i mødet med en navngiven chef i Dansk Erhverv, der ikke kendte en rygende hattefis til en – tydeligvis berømt – klaverfabrik i Leipzig, hvor såvel Brahms, Liszt og Mahler havde været på besøg, ligesom den stakkels, kulturelt forarmede mand intet kendte til Den Anden Wienerskole, Alban Berg, Magnus Zeller og Kirchner. Helt grotesk blev det, da den gode Jannik Linnemann kunne afsløre sit ukendskab til Rainer Maria Rilke, Dylan Thomas og de tyske ekspressionister.

En åbenbaring af indholdet af et uvidenhedens tempel åbnede sig for Romer, må man forstå. En chokerende indsigt i den mentale tilstand hos en mand, der tydeligvis var u-dannet i så ekstrem grad, at flere af denne slags ville medføre rigets (for-)fald.

Og så må jeg jo krybe til bekendelse. En enkelt digtsamling af Dylan Thomas er det blevet til for undertegnede i det sidste kvarte århundrede, ligesom Rilke (på tysk, forstås) en enkelt gang har fundet nåde for mit kritiske blik. Men ’Der Blaue Reiter’, Wienerklassicismen og Rachmaninov har jeg ikke beskæftiget mig med, ligesom Den Anden Wienerskole er et ukendt begreb for mig og de omtalte ekspressionister kun har fundet vej til mit hjem i opslagsværker indkøbt af min kunstinteresserede hustru.

Det moderne samfund er bygget på fælles kulturelt arvegods. Det kan der ikke herske tvivl om. Det vil det også blive fremover, om end det mere fragmenterede og individuelt baserede kulturforbrug, nok i fremtidige generationer vil reducere omfanget af fællesheden. Men en klassisk humanistisk uddannelse er ikke ensbetydende med kendskabet til ovennævnte kunstnere, klaverbyggere og retninger i moderne billedkunst, og kendskabet hertil er heller ikke en betingelse for at kunne udføre et erhverv, der ligger i forlængelse af den type dannelse, Knud Romer hævder vigtigheden af.

Jeg er ikke enig i dimensioneringstanken, primært fordi jeg ikke mener, at uddannelsesministeren skal vælge vejen for de uddannelsessøgende i højere grad end det allerede bliver gjort. Vil de vide alt om litteratur, kunst, sprog, kommunikation eller folkeslag skal de være så evigt velkomne for min skyld. Jeg betaler også gerne for det via min skat, og hvis de bliver ledige efter deres uddannelse, så har de – i et eller andet omfang – selv kendt risikoen inden de påbegyndte deres uddannelse.

Men mit argument bygger ikke på, at dem, der medvirker til at træffe beslutningen, ikke kommer fra et hjem med klaver – eller i øvrigt har lyttet til 12-tonemusik, studeret im- eller ekspressionisme eller kender forskel på Dylan Thomas, Thomas Mann eller Bob Dylan. Validiteten af Romers argument bliver voldsomt reduceret, hvis han i ramme alvor mener, at de talende Excel-ark ikke har ret til at mene noget, blot fordi de ikke er (ud-)dannet som han er.

Det er simpelthen kultursnobberi på et niveau, hvor selv jeg ikke kan være med. Og jeg læser ellers gerne moderne litteratur og hører Miles Davis. På grammofonen…  

Så er bussen parkeret

Det kan vist kun blive til en hurtig opdatering: Troels Bech fyret i OB - Ove P. ind som hans afløser! Og som sportchef Jesper Hansen siger i pressemeddelelsen: "[Ove er] en meget pragmatisk træner, der har vist et talent for at udnytte potentialet i en given trup".

Som jeg skrev i går har jeg altid haft en vis veneration for Troels Bech, og jeg er ikke en af dem, der har krævet hans hoved på et fad. OBs ledelse har givet ham nogle ualmindeligt vanskelige rammevilkår ved 1) at hente 12 spillere ind på holdet over sommeren, der 2) ikke som samlet enhed nødvendigvis har niveau til Superligaen, og som i kraft af de udeblevne resultater 3) har krævet en omlægning af spillestil, taktik og organisering midt i opstartsperioden. Når et par af de bærende kræfter på holdet derudover bliver solgt (Kadrii), skadet (Falk) eller bare primadonna-fornærmet og synes, at man er for god til holdet og derfor konsekvent slår op i banen i modgang (Emil Larsen), så er det sgu'tte nemt at skabe resultaterne.

Når det så er sagt, er der naturligvis en vis konsekvens i OBs reaktion på krisen. Ledelsen skal vise handlekraft - og de skal sikre holdets overlevelse i Superligaen. Handlekraften demonstreres på den eneste mulige måde, når nu man ikke har handlet med rettidig omhu i det seneste transfervindue; man fyrer naturligvis træneren, der jo ret beset ikke har formået at skabe resultater. 6 ud af 27 mulige point er ikke godt nok, og man kan jo - som det hedder i moderne fodbold - ikke fyre et helt hold. Ergo: exit Bech i en syndebuksmanøvre. Ikke mere finurlig retorik, ikke flere festlige tirader om følelser og Alt for Damerne, og ikke mere lækkert hår.

Overlevelsen i Superligaen afhænger nu af Ove Pedersen, der overtager holdet forud for den ret vigtige bundkamp mod Silkeborg. Og der er også her en vis konsekvens; Ove P. har med føromtalte 'pragmatiske' tilgang til fodbold før sørget for overlevelse - i sidste ombæring for Slagelse ver. 2.0; FC Vestsjælland. Og her kan man diskutere to ting; 1) valget af træner - og dermed spillestil, og 2) timingen.

Det sidste først; der har allerede nu været lidt undren over, at man valgte at hente Ove P. ind nu, og ikke lod Troels Bech få Silkeborg-kampen med inden der alligevel var landskamp-pause derefter. Men det er vel forståeligt nok; OB har fået en ny træner, der gerne skal komme succesfuldt fra start, og hvad er så smartere end at lade ham få holdet forud for den ene kamp, OB med en vis statistisk sandsynlighed rent faktisk har mulighed for at vinde - med eller uden Ove eller Bech? Hvis Ove P. tager tre point mod Silkeborg kan spillerne gå til landskampspause med succes og tro på fremtiden i bagagen - og Ove får 14 dage til at bygge holdet op og reorganisere det til sin egen indstilling og taktik.

Og dermed er vi fremme ved valget af Ove som OB-træner; her formoder jeg, at OB-ledelsen har tænkt, at nu dropper vi den fesne målsætning om at slutte som nr. 7 i Superligaen; nu står den på ren og skær overlevelse. Man kunne have valgt andre (Johnny Mølby er ledig), men Ove er garant for netop det, OB har brug for lige nu; fight, taktisk begavelse - på sin egen måde - og konsekvens.

Med FC Vestsjælland gjorde Ove, hvad der var brug for efter oprykningen til Superligaen. Han sikrede overlevelsen. Det gjorde han ved at udnytte truppens potentiale til sit yderste - og ved at fokusere på defensive dyder og konstant pointhøst. Det var på ingen måde ophidsende at overvære, og det var ikke sprudlende fodbold. Men it got the job done... Og det er så dét, vi nu skal vænne os til på TreFor Park; stærk defensiv orientering, dødbolde og 11 mand bag bolden. Det er hvad OB-ledelsen vil ha' - og det er det, de har brug for, for at få rettet op deres egne fejlsatsninger og futile forsøg på ny-orientering.

Jeg er sikker på. at OB vil få point på denne konto. Det kan i sidste ende også være nok til konsolidering og overlevelse, men det må tiden vise. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg vil sidde på Stiften-tribunen og se bussen blive parkeret foran eget mål med Drillo bag rattet.

Men måske kan Ove P. udnytte potentialet i truppen til andet og mere? Hvis det er tilfældet, kigger jeg gerne forbi stadion igen.

Odense Boldklub - olé

Faste gæster på Odense Stadion, eller TreFor Park, vil genkende overskriften fra en af de muntre sange, der diskes op med som lækkert - og lidt bedaget - lir forud for OBs kampe på hjemmebane. Iøvrigt sammen med sange af Kim Larsen og ... Arne Lundemann!

Ligesom de muntre og stemningsskabende hymner må siges at virke outdatede og anakronistiske - omend især Lundemanns 'OB op i Top'-vise har en særegen kitchet tiltrækningskraft -  virker det mildest talt også som om OBs fodboldhold har set bedre dage. Resultatmæssigt er OBs sæsonstart historisk ringe med blot 6 point for 9 kampe, og den erklærede målsætning om en 7.-plads i årets udgave af Superligaen synes at være lysår væk - uambitiøs som den end måtte synes for en udenforstående.

Der er blevet sagt og skrevet meget om OBs nuværende krise, og tydeligst er der vist konsensus om, at økonomien efter de glade år i perioden 2009 - 2011 er den største begrænsning for klubben. Væk er tidligere tiders udenlandske - og danske - spillere som Djemba-Djemba, Peter Utaka, Kalilou Traoré, Roy Carroll, Bashkim Kadrii, Hans Henrik Andreasen, Thomas Helveg, Atle-Roar Hålland og mange andre. I stedet er der i indeværende transfer-vindue hentet forstærkninger ind fra klubber som AGF, Fredericia og lignende steder sammen med et sent indkøb af en tydeligvis formsvag og - synes det - halvtung georgier med det mundrette navn Vladimir Dvalishvili (omdøbt via tribunens folkelige vid til 'Dvaske Villy') fra Polen.

Det tyder ikke på sportslige ambitioner, der rækker ret meget længere end til overlevelse i Superligaen, og selv dette virker p.t. som en ambition, det bliver mere end vanskeligt at indfri. Og for en mange-årig tilhænger af det fynske fodboldflagskib gør det nogle gange næsten fysisk ondt at overvære kampene på stadion. Sidst for en uge siden, hvor jeg havde fornøjelsen af at se et (i 20-30 minutter) velspillende OB-mandskab falde sammen i 2. halvleg mod SønderjyskE og smide en føring, der burde have været større end 1-0 ved pausen.

Omvendt virker det også som om spillermaterialet er godt nok til mere end blot at hente en enkelt sejr i denne sæson. I en del af kampene har OB spillet lige op mod modstanderne (ihvertfald i perioder), så måske er Lasse Nielsen, Mikkel Kirkeskov, Lasse Kryger, Mikkel Desler og Thomas Mikkelsen gode nok? Men hvis det er tilfældet, hvad dælen er der så galt?

Fansene kræver træner Troels Bechs afgang efter devisen; en god træner gør sit bedste med det forhåndenværende spillermateriale - og dér har Troels Bech fejlet! Omvendt har Flemming Fjeldgaard i BT og Martin Davidsen i Tipsbladet argumenteret kraftigt for, at Troels Bech skal have lang snor af ledelsen i OB og at en fyring af Troels Bech ikke vil løse nogle problemer.

For mig at se er der meget, der er - eller har været - helt skidt i OB de seneste år. Mange af de beslutninger, der er blevet truffet vedr. ansættelse af trænere og sportsdirektører, indkøb og salg af spillere og fastlæggelse af spillestil mm. har virket retningsløse og fuldstændig uden hensyntagen til den berømte 'røde tråd'. Som bemeldte Fjeldgaard skriver i sin blog: "OB har sejlet rundt i nyansættelser og hentet spillere efter næsten alle tænkelige forskrifter og - tænker man i ny og næ - med hovedet under armen."

Tåbelige og dyre ansættelser kombineret med en økonomi, der synes at være på niveau med en 1.-divisionsklub skal give ridser i lakken. Personligt holder jeg meget af Troels Bech, som jeg anser for både fagligt dygtig, karismatisk og voldsomt sympatisk. Han er samtidig næsten den eneste i klubben, der har været en stabiliserende faktor midt i den djævlekreds af dumhed, der har præget de ledelsesmæssige beslutninger lige fra fyringen af Olsen, Brink og Jensen. Og man henter fx bare ikke en sportsdirektør i en netop nedrykket Superliga-klub, hvis man vil have netværk og spillere, der rækker ud over de rene bundplaceringer.

Økonomi er et rammevilkår klubben skal forholde sig til og som koster i bl.a. spillerkvalitet. Sådan er det, og det kan al snak om proces og nyorinteringer ikke skjule. Og der er forskel på Peter Utaka og Darko Bodul. Der er også forskel på Thomas Helweg (selv i karrierens efterår) og Mohammad Diarra. For slet ikke at tale om Eric Djemba-Djemba og Azer Busuladzic. Og det er trænerens opgave at få det bedste ud af den spiller-trup, der er til rådighed - men det tror jeg faktisk også, at Troels Bech har gjort!

Desværre mener jeg ikke, at hverken spillertrup eller træner (og kombinationen af de to entiteter) p.t. er ret meget bedre end til nedrykning. Jovist er der da enkelte lysende talenter med mere eller mindre udfoldet potentiale. Rasmus Falk er en sådan, og det er Emil Larsen også - når han rammer top-niveauet. Lasse Nielsen har gjort det rigtig godt i de seneste kampe (Brønshøj muligvis undtaget; jeg så den ikke) og Martin Spellman er altid garant for indstilling og figter-vilje.

Men jeg mangler alle de andre... Og hvor smerteligt det end måtte være for en gammel OB-tilhænger, så skal der altså andre indkøb til end halvtykke georgiere, hvis man vil være til mere end 1.-divisionsbold. Og så er valget vel simpelt; enten finder man økonomien til udvidelse af spillertruppen i januar-vinduet (hvad der dog ikke nødvendigvis gør Troels Bechs arbejde nemmere) eller også tager man den dybe indånding og turen ned i Nordic Bet-ligaen, hvor man finder sine ben igen. Både på banen, i ledelsen og i dén strategi, man fastlægger for begge dele...

Centralt valg

Det gode ved en S-R-regering er, at vi kan være helt sikre på, at såvel soccerne som de radikale er ret gode til at fortælle os, hvad der er godt for os selv. Faktisk er de så gode, at de gerne lovgiver og centralstyrer på beslutninger, der ellers kunne ligge ganske fornuftigt i hænderne – og hovederne – på de enkelte individer, der skal træffe disse beslutninger på egne vegne.

Det kan virke vældig fornuftigt at forsøge at indrette såvel uddannelses- som arbejdsmarkedsområdet ud fra en logik om, at disse områder skal understøtte en stort udbygget velfærdsstat, der som udgangspunkt er (økonomisk) dimensioneret ud fra tilnærmet fuld beskæftigelse blandt arbejdstagere. Hvis ikke der er nok til at arbejde og betale skat, kan velfærden ikke understøttes og betales. Så simpelt er det.

Når uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen nu vil nedlægge knap 4.000 uddannelsespladser primært på universiteterne, sker det ud fra dette økonomiske rationale: de uddannelser, hvor der traditionelt set er overledighed (dvs. at de færdiguddannede har en ledighedsprocent, der overstiger den gennemsnitlige ledighed), skal dimensioneres, så den bedre passer til det behov, der er hos aftagerne af de færdiguddannede.

Logikken er der altså ikke noget i vejen med. Men man kan måske være bekymret for, at uddannelsesministeren og hendes embedsapparat er dygtige nok til at kigge i krystalkuglen? Det er alligevel sin sag at spå om et arbejdsmarked, som de studerende, der optages næste år, skal møde om fem – syv år. Jeg tør fx ikke spå om fremtiden for det tyske sprog – hverken i klassisk humaniora eller som erhvervssprog – i 2021. Jeg tør heller ikke sige noget om udviklingen indenfor medier og antropologi, men det er jo nok fordi ministeren har bedre adgang til fremtiden end jeg har. (Omend det så kan undre, at beslutningen bliver baseret ved at kigge i bakspejlet på forgangne års arbejdsløshedstal... Just saying...) 

Jeg kan til gengæld konstatere, at et af problemerne for den danske velfærd ligger indenfor sundhedssektoren, hvor det er usigeligt vanskeligt at skaffe praktiserende læger til at overtage praksisser fra deres pensionerede kolleger både i det såkaldt udkantsdanmark, men også i mindre og mellemstore købstæder. Og lige præcis på lægeuddannelsen har der i mange år været praktiseret en så skarp dimensionering, at der reelt er tale om en underdimensionering. Hvordan kan læger ellers opretholde så exorbitante lønninger, der overstiger øvrige universitetsuddannede kandidaters løn med flere hundrede procent?

Her har dimensionering altså ikke løst, men snarere skabt, et velfærdsproblem. Jeg under gerne lægerne deres tårnhøje løn (om end jeg også gerne selv oppebar en sådan), men jeg synes, at det peger på, at dimensionering ikke altid er baseret på et markedsbehov.

Hvis Sofie Carsten Nielsen derfor vil gøre alvor af at sluse de nye studerende ind på uddannelser uden arbejdsløshed, kunne hun jo starte med at dimensionere lægeuddannelsen, således at vi over en årrække uddannede 50% flere læger om året end tilfældet er nu. Det ville løse problemet med læge-mangel, og som sidegevinst ville vi få en løndannelse på området, der i højere grad matchede det øvrige arbejdsmarked.

Og PS: hun kunne også lade være med at dimensionere mere, end der allerede bliver gjort. Dermed ville valget om uddannelse og evt. efterfølgende arbejdsløshed skulle træffes af den enkelte selv – og hvis man stoler lidt på, at de fleste selv er i stand til at træffe beslutninger baseret på fornuft, omtanke (og i nogle tilfælde egennyttemaksimering) og fx arbejdsmarkedsbehov, var der måske ikke det voldsomme behov for en central styring på de uddannelsessøgendes vegne?  

Navneleg

Jensen's Bøfhus er havnet i en ualmindelig voldsom - og selvforskyldt - ballade, efter at restaurantkæden for nylig har vundet en sag om retten til navnet Jensen over en såkaldt 'lille' forretningsdrivende med en fiskerestaurant i Sæby.

Det er naturligvis ærgerligt for den nordjyske restaurant-ejer, at han nu skal betale 200.000,- i bøde, bare fordi han brugte sit eget efternavn som forretningsnavn. Set i bakspejlet havde Jensen's Bøfhus nok også gerne undgået den massive folkelige protest på diverse sociale medier og rundt omkring på gader og stræder. 110.000 personer har indtil videre 'liket' en facebook-side, der opfordrer til boycot af bøfhuset, og medie-omtalen af denne såkaldte shitstorm har været massiv.

Jeg har intet ønske om at gøre mig til dommer over, hvem der har ret, hvem, det er synd for eller hvem, der må bruge det mest almindelige efternavn i Danmark. Men jeg synes til gengæld, at der er noget sjovt i den sympati, der bliver givet til kende i denne David mod Goliath historie.

Jeg har aldrig boycottet nogle for at hævde deres ret til et patenteret produkt eller brand. Fx tror jeg, at det ville være en interessant øvelse at gøre op, hvor mange midler Lego bruger til at beskytte deres
brand overfor kopi-producenter i Østen eller hvor de nu findes. Og jeg ser ikke de store folkelige bevægelser og boycots i dén anledning. Jeg tror også, at Danfoss og Novo Nordisk gør deres for at sikre, at generiske medikamenter og varmestyringsenheder ikke bærer deres navn, hvis ikke det kommer fra deres egen produktion. Og B&O ville nok også foretrække at beholde deres navn for sig selv, ligesom Carlsberg og Grundfos ville.

Her kan der jo ellers også være tale om en David mod Goliath historie. Måske er legetøjsproducenten i Kina en lille mand med innovations- og entreprenør-potentiale, og hvorfor skal han dog sagsøges, bare fordi verdens største legetøjsproducent ikke vil have, at han lukrerer på deres navn eller produkt? Og er det ikke ligegyldigt, om insulinen kommer fra Novo Nordisk eller Nevo Nothing?

Jeg synes, at hele sagen er lidt hyklerisk. Jensen's bøfhus har nu fået rettens ord for, at deres navn er et brand, som de må beskytte. Når danskere således i hobetal falder over bøf-kæden, skulle de måske overveje i samme åndedrag at falde over øvrige kapitalimperialister (fedt ord, ikke?) og boycotte disse virksomheder, uanset om det er gode, sunde, danske virksomheder, der bidrager særdeles til aktivt til det danske BNP - blandt andet ved at sagsøge Gud og hvermand, der misbruger deres navne og produkter.

Nå, det var alt sammen blot en sidebemærkning, thi grundlæggende er jeg pænt ligeglad med, hvor folk indtager deres føde. Og hvis jeg ellers er i det hjørne, kunne jeg selv godt blive overtalt til en 250 gr. bøf med whiskysauce og frites på den lokale bøf-joint.

Velbekomme



 

Fodbold, favoritter og det fysiske ubehag

Fodbold er ikke for sjov. Som den legendariske Liverpool-manager Bill Shankly udtrykte det: ”Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Den indstilling skuffer mig meget. Det er meget større end det”.

En overdrivelse, naturligvis… Men citatet rammer alligevel noget i alle os, der uge efter uge fra juli til maj står på stadion eller sidder bænket foran TV for at følge favoritholdet – og alle de øvrige hold, man kan se udfolde sig i Premier League, Champions League og Bundesligaen.

Det kan nemlig være vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at forklare det rent fysiske ubehag, der kan manifestere sig hos en fodboldfan på kampdagen. Den lette kvalme, maverumlen og de hyppige toiletbesøg, de klamme håndflader og den svigtende evne til koncentration når holdet spiller en betydende (eller ofte også en fuldstændig ligegyldig) kamp kan være en kilde til undren hos den udenforstående. I mit tilfælde også hos livsledsageren gennem mange år. Den uforholdsmæssigt store glæde, begejstringsbrølet over den afgørende scoring i det 75. minut og den deraf følgende sitrende uro, resulterende i konstante løb ind og ud af TV-stuen fordi man ikke tør se det sidste kvarter i frygt for udligningen, bliver genstand for såvel foragt som latterliggørelse. Og at man bliver genuint ked af det, når resultatet og/eller spillet ikke mager sig er dybt uforståeligt – specielt på 2.-dagen, for det er jo ’kun et spil’!!!

Nej, det er ikke. Jeg skal ikke prøve at give det ord og projicere oplevelsen over i retning af stammetilhørsforhold, maskulinitet og det moderne samfunds manglende identifikationsmuligheder for mænd(!). Jeg kan bare sige, at sådan er det…

For mit eget vedkommende har mange års tilhørsforhold til diverse klubber primært resulteret i manglende titler, lige-ved-og-næsten oplevelser, generelle skuffelser, raseri, surhed – og et utal af vidunderlige oplevelser på stadions og foran TV-skærmen. Man kunne selvfølgelig vælge nogle ’ordentlige’ hold at holde med, hvad der er blevet foreslået adskillige gange af familien, men prøv at spørg en Brøndby-tilhænger om man pludselig kan skifte til FCK eller en Arsenal-tilhænger om Liverpool ville være en god erstatning. Nej, vel?

Men når man ser listen over mine egne favorithold nedenfor, kan man måske fornemme den årligt tilbagevendende frustration hos undertegnede:

Hold fra Danmark

OB: Jeg flyttede til Odense for snart længe siden, og blev med kort tilløb tilhænger – og det har ikke været sjovt! Sporadiske top fem placeringer de første ti år, en enkelt fabelagtig sæson i UEFA Cuppen, to pokaltitler og tre sølv-medaljer er den magre høst på 21 år. P.t. bund-/midterhold uden udsigt til noget ret meget bedre, men det vil jeg udbrede mig om i en selvstændig post senere.

Nakskov Boldklub: Barndommens klub. Målforskellen gjorde, at NB ikke rykkede op i den daværende 1. division i 1978 (det gjorde Hvidovre IF) og jeg husker stadig gråden i bussen på vej hjem fra Sundby Idrætspark, hvor drengene havde gjort deres ved at slå Fremad Amager (3-2 så vidt jeg husker). En kvartfinale i pokalturneringen og derefter mange års nedsynkning i glemsel og elendige resultater. Frister nu en tilværelse i LF-serien. Jeg spillede selv en stabil venstre wing og senere venstre back. Var selvskrevet til pladserne på grund af mit medfødte handicap som venstrebenet. 

OKS: En kort storhedstid i slut-firserne resulterede næsten i oprykning til 1. division, men nej… Og kort derefter gik den professionelle afdeling konkurs som resultat af lidt højtflyvende planer (og muligvis lidt

kreativ bogføring og lemfældig omgang med kontraktreglerne). Der hænger et vidunderligt billede af 1.holdstruppen fra dengang i klublokalet; her troner alle spillerne foran deres ens sponsor-biler, leveret af en lokal auto-forhandler. Et fantastisk billede på tidlig professionalisme i dansk klubfodbold i provinsen.  

Men man skal have et lokalt sekundahold at holde med, og mit blev geografisk betinget. Efter en kort flirt med Odense Chang flyttede jeg til bekvem nærhed af OKSon Park (det hedder stadion faktisk; der er blåt vejviserskilt og alting…) Det var her jeg selv spillede i 12 år (seriefodbold og Old Boys) og der var her man jævnligt gik over med ungerne lørdag eftermiddag kl. 15, når Danmarksserieholdet foldede sig ud. Og det var her man så fodbold as it should be: Kække tilråb fra de 150 tilskuere, der alle kendte en eller flere af spillerne på fornavn, øl på flaske og elendig lyd i højtaleranlægget. Og naturligvis store, fedtede og sprøde grillpølser, serveret af Tosse-Leif (der til alles skræk også kunne blive sat på som dommer i en lilleputkamp lørdag formiddag).  

Hold fra udlandet

Tottenham Hotspurs: Blev forelsket dér sidst i 70’erne, da THFC som den første britiske klub gjorde gevaldigt op med den fremherskende kick and rush-stil og hentede hhv. Osvaldo ’Ossie’ Ardiles og Ricardo Villa fra de argentinske verdensmestre. Nu skulle der spilles samba-bold, skulle der, og lige lidt hjalp det. Så det er fortsat 53 år siden at de blev engelske mestre, og det er fortsat 23 år siden, at de vandt FA Cuppen. Men vi tror, gør vi… hele tiden!

Scunthorpe United FC: Kevin Keegan har spillet dér. Og SUFC har i øvrigt aldrig nået andet end en enkelt miserabel, shitty season i den næstbedste engelske række (2009). Og hvorfor dog netop Scunthorpe?? Af den modsatte grund end Tottenham. Her hersker klassiske engelske dyder; løb, fight og syngende tacklinger – og masser af Kick’n’Rush. Har efterhånden streamet en del kampe, og det er altid underholdende og aldeles pinagtigt at overvære. Selv i den forgangne sæson, hvor holdet formåede at spille sig tilbage i League One efter en enkelt sæson i League Two.

Og så er der jo Borussia Mönchen Gladbach. Primært på grund af Allan Simonsen og Henning Jensen i 70’erne. Og Real Madrid. Og Napoli. Og måske lidt Næsby…

Men de sidste giver ikke ondt i maven på kampdagen. Og meget kan man sige om det fantastiske fodboldspil i CL, PL og Bundesligaen; fodbold er og bliver sjovest når man som tilskuer og tilhænger er engageret følelsesmæssigt. Også selvom det giver ubehag.  

Fyr formanden?

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det svært med Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Senest har Amalie Lyhne været kraftigt ude med riven i et indlæg i Berlingske, hvor hun bl.a. karakteriserer ham som den 'sureste mand, der findes', og jeg kan ikke være mere enig. Jeg har aldrig hørt Anders Bondo udtrykke begejstring eller blot mild glæde over noget som helst, der finder sted i folkeskolen, men tværtimod har han gentagne gange skudt al udvikling eller tale om udvikling af folkeskolen i sænk med nedadvendte mundvige.

Der er delte meninger om folkeskolereformen, og selv er jeg - på et fundament af manglende viden og lapidarisk indsigt og evidens via mine egne børns skolegang - ganske godt tilfreds med det, jeg forstår af indhold og læringsmål. Så lad os endelig lade den faglige del ligge.

Nu er Anders Bondo jo heller ikke pædagogisk konsulent i udviklingen af reformen. Anders er formand for en fagforening, der skal varetage medlemmernes løn og arbejdsvilkår i deres ansættelse, og derfor har han naturligt nok fokus på de forringelser, han mener folkeskolereformen medfører for hans medlemmer. Og her kan ikke herske tvivl; Anders Bondo mener, at lærerne har fået væsentligt forringede arbejdsvilkår, blandt andet fordi ledelsesretten udfordrer lærernes egen tilrettelæggelse af arbejdstiden, og fordi det nu forventes at lærerne tilbringer en større del af arbejdstiden på skolen frem for fx i hjemmet, bl.a. når de skal forberede sig.

Det er sådan set rimelig nok, qua formandskabet i DL, at påpege disse forringelser. Men hvis man lige tager den skridtet videre, og tænker at formandens arbejde også bør være at arbejde for at ændre vilkårene, så forstår jeg simpelthen ikke Bondos strategi. Hvis han skal ændre noget på et så væsentligt område som folkeskolen, så kræver det et meget bredt fundament blandt forældre, arbejdsgivere, elever og det omgivende samfund i det hele taget. Med andre ord skal jeg overbevises om, at reformen ikke blot giver lærerne forringede vilkår, men at det rent faktisk også er en formålsløs reform set ud fra et læringsperspektiv og evt. andre parametre. Og så er det jo dét, Anders skal kommunikere ud; han skal samle et bredt og mangefacetteret udsnit af befolkningen bag sig, der rejser et massivt krav om ændringer.

Men i stedet har Anders Bondo formået på adskillige områder at bekræfte fordomme om lærere, arbejdstid og vilje/evne til at indgå i samarbejde. Senest med nedenstående billede på Twitter:

Det eneste, Anders Bondo opnår med en sådan besked er at bekræfte en given oplevelse/fordom om, at lærere er sådan nogle, der vil holde lange ferier - og at modstanden mod reformen sker ud fra en modstand mod retten til at lede og fordele arbejdet (som når Anders overfor en stor forsamling af lærere råber: "De siger, at de skal lede os! Gu' skal de da ej lede os.."). Og nå ja; det udstiller vel også Anders' uvidenhed om det øvrige arbejdsmarked, der vel må siges at virke under samme 'ufleksibilitet', når fx arbejdspladsen lukker i tre uger om sommeren, og man derved 'tvinges' på ferie på et givet tidspunkt.

Min pointe med ovenstående; jeg har i masser af tilfælde sympati for lærerne, og jeg har heldigvis oplevet flere lærere, der var engagerede ildsjæle med stor faglighed og pædagogisk indsigt til gavn for mine børn end det modsatte. Men når deres egen formand udelukkende formår at fremstille lærere som ofre, der kun er interesseret i lærergerningen på grund af den korte arbejdsdag og de lange ferier, så vil det aldrig lykkedes ham at få befolkningens sympati i tilstrækkelig grad til at få ændret reformen. Som en stor del af forældrene iøvrigt er tilfredse med indtil videre.  

Alene af den grund - og ikke bare fordi jeg ikke kan lide ham - bør lærerne tænke sig godt om ved næste formandsvalg. De kunne jo evt. bare stille sig selv spørgsmålet; Hvad har Anders Bondo gjort for os i forbindelse med reformen?

Og så tror jeg, at en del nok vil tage Amalie Lyhnes anbefaling til sig og rent faktisk fyre formanden.   

Sommerglæder: flid, fedt eller snyd?

Undertegnede er netop vendt hjem fra sommerferie, og blandt dette års uforglemmelige minder er bl.a. en førstegangsoplevelse, jeg havde set frem til længe. Eftersom turen med familien gik til Frankrig, havde vi maget det så fantastisk, at vi boede tæt på den første rigtige kuperede etape i Tour de France. Ganske vist kun i de bløde Vogesere, men det var så rigeligt til mit behov, og en solbeskinnet søndag 'besteg' jeg derfor kategori 2-stigningen Cote de Gueberschwir (knap 700 meter) i Alsace.

Det blev naturligvis en fest; op langs ruten havde de foretagsomme franskmænd opstillet boder med salg af - dyrt - øl og sodavand, og det skortede ikke på underholdning i form af hornorkestre, tyrolerorkestre (det tyske islæt fornægter sig ikke i Alsace) og almindelig larm og ballade - i al fredsommelighed forstås. Masser af flag, masser af maling på vejene og masser af fans af enten den ene eller den anden feterede cykelstjerne eller af hele hold. Og med til underholdningen hørte naturligvis også den lange karavane af reklamevogne, der kastede merchandise i rigelige mængder ud til alle os sagesløse tilskuere, der kastede os over det som vilde dyr, uanset om det drejede sig om bøllehatte, nøgleringe, plasticbriller, oppustelige hovedpuder, solskærme, slik eller juice.

Alt i alt en fantastisk oplevelse, hvor hovedretten - et par udbrydere (Tony Martin på sit vilde solo-ridt, der endte i en etape-sejr) og et jagtende felt - blev overstået på forbløffende kort tid, men så har man da også prøvet det, og jeg vandrede sært tilfredsstillet de mange kilometer hjem til den ventende familie, hvor jeg kunne dele rundhåndet ud af de mange souvenirs fra reklamekaravanen.

Vel ankommet til residensen i det hjemlige kunne jeg efterfølgende se resten af Touren på TV, og selvom den ikke var sindsoprivende spændende, udgjorde den - som så mange gange før - et glimrende lydtapet og lidt solid gå-til-og-fra underholdning på de varme sommerdage. For det hører naturligvis med til historien at jeg, som så mange andre, er meget glad for Tour de France.

I år var det så Vinzenco Nibali fra Italien, der vandt, og eftersom vi danskere mener, at der stadig er et kvasi-nationalt holdepunkt i Bjarne Riis' cykelhold (omend der kun var en dansker med på holdet, der primært ejes af den russiske rigmand og gigant-tosse Oleg Tinkoff), kunne man også glæde sig over succes til Team Saxo-Tinkoff, der vandt bjergtrøjen med polakken(!) Rafael Majka. Alt sammen vældig fint og sikkert også ganske fortjent, når nu de øvrige forhåndsfavoritter enten styrtede og udgik eller skuffede fælt og der derfor ikke var den store, drabelige dyst, vi alle havde set frem til.

Men midt i al den beherskede glæde over sejre, overraskelser og spændende etaper, kan man dog undre sig. Jeg skal ikke være spielverderber eller ødelægge fornøjelsen for alle andre, men det er nu lidt påfaldende, at netop vinderne af hhv. den gule og den prikkede trøje kommer fra hold, der ledes af notoriske tidligere dopingsyndere. Nibali kører for Astana, under ledelse af Alexander Vinoukurov, der er blevet idømt to års karantæne for doping i sin karriere, der bl.a. tæller fine placeringer i Tour de France og OL-guld i London 2012. Majkas chef er Bjarne Riis, der åbent har indrømmet at han var dopet, da han i 1996 vandt Tour de France.

Nu skal nuværende elitesportsudøvere naturligvis ikke dømmes for deres lederes forseelser i fortiden, så det lader vi være med. Til gengæld kan det konstateres, at vinderen af Tour de France 2014 gennemførte løbet med en gennemsnitlig hastighed på 39,6 km i timen. Det er 1,1 km/t hurtigere, end da Bjarne Riis vandt i 1996, og det er 0,75 km/t hurtigere end da Lance Armstrong vandt i 2000 på et fantastisk mix af EPO, kortison, steroider og andet mundgodt. (Gennemsnithastighederne fremgår af denne side).

Og her er det så, at min undren sætter ind på to niveauer. For det første; er det muligt på 10-15 år at forbedre træningsforholdene, så man kan træne sig op til at køre hurtigere end disse gennem-dopede snydere, uden at få medicinsk hjælp? Og dernæst; hvorfor har medierne slet ikke, eller kun i yderst begrænset omfang, beskæftiget sig med dette?

Jeg er ikke i tvivl om, at svaret på det første spørgsmål er et rungende NEJ! Jeg gider ikke være moralsk dommer, for jeg tror ikke på, at nogle, der kan blande sig i topstriden i TdF er såkaldt 'rene', og på den baggrund konkurrerer de vel alle på lige vilkår, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, at jeg er kynisk nok til at nyde showet hvert år, selv i bevidstheden om, at der regelmæssigt bliver kastet brugte kanyler ud af hold-busserne.

Svaret på spørgsmål 2 kender jeg til gengæld ikke. Når to ledende cykelsportspersonligheder som Riis og Vinoukurov med den baggrund, de selv har, kan fostre den slags vindere, de har gjort i år, så sker det givetvis ikke, uden at de ved, hvilke kost de kører på - fast såvel som flydende og intravenøst såvel som gennem halsen. Og for medierne må der vel være gode historier at bide sig fast i alene på den konto? Men måske er doping old news og det kan ingen medier jo leve af. De kan til gengæld sagtens leve af dækningen af en gigantisk sportsbegivenhed, så måske er det en 'gynger og karuseller'-afvejning; Tour de France sælger sig selv, og publikum gider alligevel ikke høre mere om doping.

Eller? Bud på svar modtages gerne... Også fra sportsredaktørerne.            

Tilbage til nutiden - VM uge 1

Der er lige behov for et kort afbræk i erindringerne om hedengangne slutrunder, da virkeligheden - og den igangværende VM-slutrunde - presser sig hårdt på.

Som det måske er læseren bekendt, så er nærværende skribent ret begejstret for slutrunder. Det skyldes flere forskellige forhold, herunder mindet om gode somre med VM og EM-fodbold i venners og families gode selskab og masser af god underholdning, skandaler og fede frisurer på spillerne (især da i 80'erne).

Det er ikke nødvendigvis det bedste fodbold man ser ved slutrunder i VM. Dertil er niveauforskellene mellem holdene ofte for store (omend det er blevet udjævnet noget i de senere år) og de enkelte landes spillere kan ganske vist være store, etablerede stjerner på deres respektive klubhold, men når landsholdssamlingerne er af så kort varighed, som tilfældet er, og når et land måske er leveringsdygtig i verdens bedste offensive midtbanespiller, men en ualmindelig sløj forsvarskæde, så bliver sammenspillet og den interne forståelse på holdet mangelfuld og holdet sårbart og skrøbeligt.

Når dertil kommer de manglende muligheder for konstant træning i samspillet mellem de forskellige kæder og spillere - og den manglende kamptræning for holdet, der jo ofte kun spiller 15-16 kampe på de to år, der går forud for slutrunden - og den ofte aldeles hyppige udskiftning på holdet, så er der ikke noget at sige til, at tempoet nogle gange er lidt lavere på landsholdsniveau end på klub-niveau.

Men på trods af det, leveres det bedste argument for at elske slutrunder lige nu i Brasilien. Sjældent - om nogensinde - er jeg blevet så godt underholdt, som tilfældet er nu. Smæk for skillingen - som oftest i begge ender af banen - masser af mål, spænding, fest på tilskuerpladserne og artige overraskelser.

Efter en uge er status således, at de forsvarende mestre fra Spanien er ude efter to kampe, nul point og en målscore på 1-7. Gruppe A med forhåndsfavoritterne fra Brasilien er piv-åben; Brasilien og Mexico har 4

point, mens Kroatien har 3, og Holland og Chile(!) er allerede videre fra deres gruppe og skal nu kæmpe om, hvem der ikke skal møde Brasilien (som om Mexico lignede en lettere modstander?). England er på forhånd bagud på point mod et ligeledes desperat mandskab fra Uruguay, mens Italien og Costa Rica (!) ligger lunt i svinget i gruppen. Og Costa Rica oven i købet som fodbold-hipsternes nye darlings.

Australierne gav Holland kamp til stregen i deres 2-3 nederlag - hvor de kom foran 2-1 inden Holland med hiv og sving fik sejren hjem, og de overhypede stjerner fra Belgien var et godt stykke tid om at komme i gang inden de tog deres første 2-1 sejr hjem over Algeriet. Og tyskerne leverede som sædvanligt varen; i første omgang med en komfortabel 4-0 sejr over Portugal, der mildest talt så sløje ud - også inden de fik vist Pepe ud på en albuesving, en skalle og et smukt overspil fra hattrickhelten Thomas Müller.

Og igen; masser af underholdning, underholdning, underholdning og ..... mål! Hvis første uges spændings- og målkurve holdes, kan vi imødese det mest intense VM nogensinde. Det er som om holdene alle har valgt at satse offensivt (og i en del tilfælde har underprioriteret forsvaret) hvad der betyder masser af god, gammeldags ramasjang-bold.

Personligt ser jeg frem til at indfri målet om at se 56 af de 64 kampe. Umiddelbart en svær opgave, bl.a. på grund af tidsforskellen, men efter uge 1 vil langt de fleste kampe blive spillet kl. 18 og 21, og det må jo bare betyde 2 skærme i gang på samme tid:-) Og mon ikke hustruen bliver glad for det? I de resterende næsten to runder vil jeg glæde mig til at se Tysklands videre færd, dramaet mellem England-Urugay  - og om Brasilien får smidt det tunge forventningspres mod et Cameroun-mandskab, der ikke har noget videre at spille for. Og kan Argentina, Italien og Frankrig leve op til semifinaleniveau sammen med Brasilien, eller vil Belgien, Chile, Uruguay eller måske endda Costa Rica kunne drille? Der er en vis tradition for, at et særdeles undertippet hold går den lange vej; tænk bare Sverige og Bulgarien i 1994, Kroatien i 1998, Tyrkiet og Sydkorea i 2002 og Uruguay i 2010.

Under alle omstændigheder; det bliver fedt!

Det personlige VM IV

Som fodboldinteresseret er en af de største oplevelser at være tilskuer til en VM-kamp. Det indebærer naturligvis nogle exorbitante omkostninger, hvis VM fx afholdes i Brasilien eller Sydafrika, men når slutrunden afholdes i nabolandet, skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige hoppede i bilen og kørte til Hamburg eller Berlin for at se en kamp. Bare lige en enkelt - også gerne en ligegyldig en fra den indledende pulje...

Og så skulle man jo ellers tro, at det ville være ligetil. Hvor mange kunne vel være interesseret i at se en af de debuterende nationer (fx Togo, Trinidad-Tobago eller Ghana) eller Saudi-Arabien eller Tunesien? Forbløffende mange, viste det sig. Så mange, faktisk, at man som tilskuer uden tilknytning til et af de deltagende lande da godt kunne give sin interesse i billetter til kende, men man kun kunne få billeterne tildelt hvis man vandt i FIFAs lodtrækning!!

SÅ massiv var tilskuerinteressen for VM i 2006. Og naturligvis var jeg ikke så heldig at vinde billetten, men det var min kammerat til gengæld. Han og en af hans (øjensynligt bedre) venner valfartede således til Leipzig for at se en ualmindelig kedelig kamp mellem Iran og Angola (1-1). Kedeligt og uinspirerende fodbold, ja, men han kan nu fortælle, at han har været til VM i fodbold. Og det kan jeg ikke!

2006 - Tyskland
Efterhånden som tiden går, er der nogle af os, der ganske langsomt bliver ældre, hvad der medfører visse reduktioner i udfoldelserne både på og omkring grønsvær og TV-skærme. Således var jeg i 2006, foruden at være gift og far til tre, blevet sat middelborger med TV i stue og kælder. Det sidste kom til sin ret, da vi - tre kolleger - efter en sommerkomsammen med øvrige kolleger - i starten af juni bænkede os i kælderen med en række øl og en håndfuld chips for at se åbningskampen mellem Tyskland og Costa Rica.

Og sikke en åbning; vi var jo ikke ligefrem forvænt med højspændte dramaer eller målfester i åbningskampe, men efter mindre end ti minutter scorede den (dengang) unge Philip Lahm fra Tyskland turneringens første mål, der for evigt burde stå printet i hans egen erindring. Den unge back modtog en aflevering på venstrekanten, dribler skråt bagud til kanten af straffesparksfeltet og tordner den op i målhjørnet:

Og festen fortsatte; ikke bare på stadion i München, hvor Tyskland vandt 4-2 i en af de mest målrige åbningskampe nogensinde, men i hele Tyskland, hvor fodbold blev til folkefest. Udsolgte stadions,

spektakulære kampe (og scoringer) og et tysk folk, der viste verden, at fodbold + tyskere = fest, farver og forbrødring. Eller med andre ord; alle fordomme om tyskere og tysk mentalitet blev gjort til skamme. Og sidst, men ikke mindst; billedet af tyske tilskuere, der bakkede helhjertet, højrøstet og med mange tyske flag, op om deres hold. Ikke nationalistisk og fanatisk, men i lige dele stolthed over holdet - og over hele arrangementet.

Men når der er fest, er der nogle gange også ballade. Og selv om engelske fodboldtilskuere er kendte for ikke at gå af vejen for en rask omgang skallesmækkeri, var det en fransk skalle, der trak overskrifterne. Efter en øjensynligt grim ordveksling mellem troldmanden Zinedine Zidane og den italienske forsvarer Materazzi, er førstnævnte resolut nok til at nikke italieneren en skalle i brystet, i iveren efter at forsvare sin søsters dyd og rennomé. Et trist farvel til VM for Zidane, der iøvrigt som et kuriosum dermed tangerede rekorden for flest udvisninger i VM-slutrunder; nu havde han prøvet at blive vist ud både i 1998 og 2006.

Men ellers masser af gode kampe og masser af gode mål. Sverige spillede sig til kvartfinalen - og tabte til Tyskland - og italienerne blev fortjente, men upopulære, verdensmestre.Der var også skidt fodbold ind imellem. I ottendedelsfinalen mellem Holland og Portugal blev der spillet lige til grænsen - og lidt over - da der blev uddelt 16(!) advarsler og fire røde kort i en uskøn kamp, der senere fik det historisk skæbnesvangre prædikat Massakren i Nürnberg. I det mindste var uhyrlighederne forholdsvis ligeligt fordelt med to røde kort til hvert mandskab. Portugal vandt iøvrigt 1-0 og nåede hele vejen til semifinalen, hvor Frankrig derefter agerede stopklods. Se ødelæggelserne her, hvis du har lyst:  https://www.youtube.com/watch?v=5Kns7WotXek

Ikoniske øjeblikke i øvrigt; Wayne Rooney, der bliver vist ud i kampen mod Portugal - og Ronaldos reaktion derefter. Torsten Frings mål fra 35-40 meters afstand (også mod stakkels Costa Rica i åbningskampen). Og inden tiki-taka'en var opfundet, kunne man på et minut se 25 afleveringer i træk uden modstanderfod på bolden (og den sidste aflevering i feltet var med hælen) inden Argentinas Cambiasso kunne tordne bolden i nettet. Så smukt kunne det udføres; fra en doven, hyggelig spadseretur med bolden på midtbanen til en farteksplosion ved straffesparksfeltet med blind, indbyrdes forståelse - og goooool.... (https://www.youtube.com/watch?v=6R_iYLca2gc) Og så var der vist noget med, at den navnkundige engelske dommer, Graham Poll, nåede at give en kroat hele tre gule kort, inden han viste ham ud i kampen mod Australien. 

Og så endte det alligevel med italiensk sejr. vi var nogle stykker, der undervejs i slutrunden blev lidt halvtyske og gerne havde set dem i en finale. Men det var et ungt hold, Klinsmann havde fået sat sammen, og på den baggrund var bronze et fornuftigt resultat. Personligt havde jeg det bare sådan lidt ... Italien? Nej, vel? Men som sagt; aldeles fortjent, selvom altså Tyskland spillede flottere - og langt mere offensivt - fodbold.

PS: jeg forsøgte gennem hele slutrunden at få fat i en trøje fra Trinidad-Tobago, men alas; der var gået kult i den, og de var ikke til at opdrive. Til gengæld så jeg en del af dem til diverse aftenarrangementer rundt omkring i byen.

Det personlige VM III

I virkeligheden burde alle slutrunder spilles i Europa. Ikke fordi man ikke magter at arrangere store sportsbegivenheder i øvrige verdensdele, men det ikke sundt for hverken nattesøvn eller produktivitet at afholde VM i hverken Asien eller Sydamerika. Det er det igangværende VM det bedste bevis på; med 64 kampe fordelt over fire uger, er det vanskeligt at nå det hele indenfor en fornuftig, europæisk tidsramme, og man skal altså være enten meget ung eller være ualmindelig dedikeret fodboldfan for at være oppe kl. 03.00 for at overvære en kamp mellem Japan og Elfenbenskysten.

Selv havde jeg en målsætning om, at jeg i år skulle se minimum 56 ud af de 64 kampe, men allerede efter de første 11 kampe, har jeg misset for mange. Og selvom alle intentioner var til stede om at få fodboldoplevelsen med fænomenet Messi for Argentina mod Bosnien, så vågnede jeg fra en hyggelig slummer på sofaen kl. 00.17 og konstaterede, at der var scoret - uden at jeg var vågnet. Og så gik jeg i seng...

Så derfor; de bedste spillere opholder sig normalt i Europa, tilskuerne i Europa er både entusiastiske og fodbold-kloge (det kan ses/høres ved selvsyn på alle stadions i alle rækker hver søndag) og ikke mindst; målt i antal TV-seere pr. 1000, der vil se VM, overstiger det alt, hvad man kan finde i øvrige verdensdele - også Sydamerika.

Nå, schwamm darüber, som vore sydlige naboer siger, når de vil videre i teksten. Og det skal vi jo. Jeg kom blot til at tænke på de tidsmæssige kvababbelser, da jeg skulle genkalde mig VM i 2002, der jo også fandt sted under eksotiske himmelstrøg

2002 - Japan - Sydkorea
Også i 2002 var Danmark kvalificeret til slutrunden. Og denne gang med ikke bare en, men to danskere på sidelinjen; de to eneste rigtige overlevende helligdomme i fodbold-Danmark delte nemlig æren af at træne holdet; Morten Olsen (still going strong som den længst siddende landstræner for Danmark - nu på 15. år) og Michael Laudrup.

Det var en dansk trup uden de helt store stjerner, der blev sendt til Japan. Jon Dahl Thomaason var den etablerede angriber (en 'ægte' 9'er) ved siden af Ebbe Sand, der var i karrierens tidlige efterår. Thomas Helveg og Thomas Gravesen var derudover etablerede i deres respektive klubber i hhv. Italien og England, og det samme var Martin Laursen på vej til. Men internationale stjerner a la Laudrup-brødrene, Elkjær, Lerby eller vores dages Christian Eriksen, kunne vi ikke byde på.

Ikke desto mindre blev det indledende puljespil det resultatmæssigt bedste siden VM 1986. Ubesejret og med 7 point i kufferten besatte Danmark 1.-pladsen i gruppe 7 med Senegal som en noget overraskende 2'er foran etablerede fodboldnationer som Uruguay - og Frankrig! De regerende verdensmestre måtte noget ydmygende forlade Asien efter tre kampe, hvor de ikke formåede at score en eneste gang, og med blot et enkelt point med sig, opnået efter 0-0 mod Uruguay.

I den afgørende puljekamp mod Frankrig, der med hiv og sving, lidt held og en tilstrækkelig stor sejr over Danmark fortsat kunne kvalificere sig til ottendelsfinalerne, er det især Dennis Rommedahl, der - af alle - står som mit personlige billede på Danmarks slutrunde. På min daværende arbejdsplads havde chefen velvilligt stillet et 14" TV til rådighede og vi var en 25 - 30 kolleger, der fylkedes om skærmen for at overvære kampen i arbejdstiden (igen; spil dog de slutrunder i Europa!). Jeg havde - fortjent, synes jeg selv - gjort mig lystig over Rommedahls evner som fodboldspiller og Morten Olsens forkærlighed for ham, men da han scorede et af sin landsholdskarrieres flotteste mål, måtte jeg (meget mod min vilje) stilfærdigt æde mine ord i mig samtidig med at jeg blev hånet ud af samlingsrummet. (Jeg nægter at indlejre et klip med Rommedahl her på siden, men du kan se et komprimeret resumé af kampen her: https://www.youtube.com/watch?v=DGonVk1k5YE)

Til gengæld har jeg en ret klar erindring om kampen mod England - som Danmark var uheldige nok til at trække i stedet for at få Sverige som modstander. Vi var en del (mænd), der havde ladet op, indkøbt øl og snakket fodbold et par timer før kampen, og vi var således mere end klar til den fortsatte færd mod (mindst) en revanche i kvartfinalen mod Brasilien.

Desværre ville Martin Laursen og Thomas Sørensen det anderledes. Efter blot fire minutter begik Laursen et fejlskøn, der kostede et hjørnespark til England, og i den almindelige forvirring ved dette, formåede Thomas Sørensen først at gå grueligt fejl af Beckhams hjørnespark for derefter at fumle rædselsfuldt ved Ferdinands hoverdstød, inden han selv skubbede bolden over stregen til engelsk 1-0 føring. Der blev helt stille i stuen hos min kammerat, inden almindelig suk, støn og opkast-lyde, efterfulgt af højlydt brokkeri over Sørensens mangel på klasse, fyldte stuen. Derefter fulgte en almindelig resignation - ingen af os troede på en dansk genkomst i dén kamp - og da slet ikke, da Danmark var bagud 0-3 ved pausen.

Hvis du har nerverne til at gense rædslerne findes de herunder:

Til gengæld fik vi lidt revanche for ydmygelsen, da Ronaldinho i kvartfinalen mod England sparkede et frispark fra 200 meter ind over en sprællende og idiotisk udseende, svært fejlplaceret David Seaman fra Arsenal i mål. Sjældent har jeg moret mig så gevaldigt over en målmandsbrøler som dén aften... Se selv: https://www.youtube.com/watch?v=ExUX7MBk5UM

Derudover husker jeg især skandalerne i ottendedels- og kvartfinalen, hvor Sydkorea - som værtsland - blev hjulpet gevaldigt videre i turneringen af - i bedste fald - inkompetente dommere. Det lignede mest af alt matchfixing af værste skuffe, da Totti blev smidt ud for film, på trods af, at det var det reneste straffespark nogensinde begået, og Italien fik underkendt et tydeligt reglementeret mål i ottendelsfinalen. Derefter fik Spanien to mål underkendt i kvartfinalen - ingen kunne se hvorfor - og konspirationsteorierne florerede lystigt, indtil Sydkorea langt om længe fik løn efter evner og blev stoppet i semifinalen af Tyskland.

Derudover; Rivaldos groteske film, da han lader som om han bliver ramt i hovedet af en bold, Frankrigs nedtur, Argentinas farvel efter gruppespil (på Sveriges foranledning!!) og Tysklands 8-0-sejr over Saudi-Arabien.

Og iøvrigt med de rigtige vindere til slut; Brasilien stillede med et hold bestående af Carlos, Rivaldo, Ronaldo, Ronaldinho, Silva, Juninho osv. osv. Det var et godt VM, når man ser bort fra, at der blev spillet med Golden Goal i den forlængede spilletid. Det er - i moderne fodbold - som coitus interruptus...