mandag den 4. januar 2016

Nytårsforsætter

Årsskifter er altid en velkommen lejlighed til opgørelser og nye begyndelser. Opgørelsen vil jeg lade ligge, da der findes så rigeligt af dem i såvel arbejdslivet som i det private via årsopgørelser, årsrevyer etc. I stedet vil jeg kaste mig over den klassiske disciplin: Nytårsforsætter.
Sådanne bliver ofte brugt til at påbegynde et nyt og bedre liv. Og ganske tit på en måde, så det bliver tydeligt, at i det nye år vil man bestræbe sig på at blive et bedre, sundere og mere overskudsagtigt menneske. I sagens natur vil det derfor også tit medføre en række ofre, forsagelser og afsavn samt viljesakter i form af mere motion etc.

Det vil jeg prøve at undgå – og lad det være mit første forsæt. I stedet vil jeg forsøge at gøre 2016 til et år drevet af personlig livslyst og –glæde, meget gerne af et hedonistisk tilsnit. Så lad os kigge lidt på forbedringsmulighederne

Musik mm
Jeg vil høre en masse musik – og meget gerne live. Mit mål for 2016 er at høre så meget, som det er muligt, og helst uden at jeg skal anstrenge mig alt for meget for det. I år vil jeg specifikt gå efter det, jeg ikke kender, så jeg både kan kritisere skidtet sønder og sammen efterfølgende, men også så jeg har mulighed for at få de overraskelser sligt kan medføre. Så lad bands med navne som Cacaphonia Unlimited, Balkan Bestiality, Herren aus der Gebirge og Lone Scotsmans Bagpibe komme. Jeg vil glæde mig til at høre balkan-etnisk inspireret post-grunge og singer-songwriters af finsk afstamning til glade aftener på de lokale spillesteder, og jeg vil se frem til den fulde opførelse af ”Niebelungens Ring” udført af et kammer-ensemble med fire forkølede skoledrenge som solister. Og måske vil jeg undervejs deltage i en festival eller to, så man også kan følge lidt med i mainstreammusikken.

Nå ja; og så vil jeg købe en masse plader. På vinyl, naturligvis.

Visuel underholdning
Jeg abonnerer på såvel Netflix som HBO. Det vil jeg gøre flittigt brug af i det nye år, hvor jeg – udover at investere i et nyt AppleTV – vil investere en del tid i at bingewatche TV-serier af tvivlsom kvalitet. Der skal være plads til de gode (mangler stadig et par sæsoner af Breaking Bad) og de knap så gode (udvalget er uendeligt). Jeg skal svælge i Modern Family, Game of Thrones og samtlige tilgængelige film med Tom Cruise i hovedrollen, mens franske fornøjelser, Lars von Trier-film og artsy filmiske udskejelser med humanistiske pointer skåret ud i pap vil blive fravalgt tidligt i processen. I biografen vil jeg udelukkende gå efter blocbusters, der kun har én raison d’etre: at underholde og fornøje. Endeløs action med one-liners og platte komedier, here I come….

Sport
Som selvvalgt masochist udi fornøjelsen at overvære sportsbegivenheder vil jeg fortsætte med at frekventere samtlige OBs hjemmekampe. Med stor fryd vil jeg nedsvælge fadøl efter fadøl, mens jeg med endeløs bitterhed og i regnvejr overværer det ene pointtab efter det andet. Og kun ved særlige lejligheder vil jeg lade mig rive med af begejstring … hvad der i OBs tilfælde nok ikke bliver et svært løfte at overholde.

Livsfornødenheder
Mad er godt. Specielt er jeg begejstret for god mad, tilberedt af kyndige mennesker, ud fra en liste over ikke alt for sunde ingredienser. Jeg vil derfor svælge i stege, grillretter og generelt middagsretter, hvor hovedingrediensen er kød, og hvor næste trin i den hjemlige madpyramide er sauce. Dertil vil jeg nyde et – eller flere – glas vin. Gerne billig, thi smagen er ikke det væsentlige i denne sammenhæng; det er virkningen. Og mens vi er ved det; jeg vil også drikke en del øl, gerne med en sidevogn bestående af whisky, og måske bliver 2016 også året, hvor der i (endnu) højere grad vil blive eksperimenteret med five o’clock cocktails??? Jeg håber. Måske skulle man også overveje at blive cigar-connaisseur? Mulighederne er legio.

Familie
I min alder har man jo en sådan, og det er fint. Og naturligvis skal de omfattes af en nytårsforsæt-liste. Lad derfor 2016 blive året, hvor familien får al den tid og den opmærksomhed, den har fortjent.

Det vil også give mere tid til de øvrige fornøjelser….


Hehe

Ingen kommentarer:

Send en kommentar