Romer-rigets fald

Jeg er – i mange tilfælde – ret vild med Knud Romer. Hans korte roman Den der blinker er bange for døden (2006) er efter min bedste overbevisning noget af det bedste danske litteratur, der udkom i 00rne, og jeg er begejstret for hans ofte hudløse kritik af samfundet på TV, i radio og andre steder, hvor han kommer til orde – også i de (mange) tilfælde, hvor jeg ikke er enig med ham.

Jeg har tidligere på denne virtuelle plads muntret mig med en notits om uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og hendes tanke om uddannelsesdimensionering, men det er ingenting mod, hvad den gode Romer kan præstere. I et debatindlæg i Politiken raser han mod de ’talende excel-ark’, der leder ministeren ad fortabelsens, åndløshedens og kulturløshedens brede motorvej, ved at lade ”Den økonomiske rationalitet fra markedet og produktionen bliver totaliseret til at gælde for tilværelsen som helhed, og ministeriet administrerer en instrumentel fornuft, hvor alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af produktion, vækst og profit.”

Det er jo for så vidt et legitimt synspunkt. Romer mener, at man ofrer især de humanistiske uddannelser ud fra en produktivitetstankegang, hvor alt, der ikke kan gøres op i (økonomisk) værditilvækst, bliver anset for ubrugeligt, hvorfor man neddimensionerer de klassiske humanistiske fag på universiteterne, thi kandidaterne herfra er ikke længere anvendelige i et moderne samfund.

Så langt, så godt. Som gammel humanistisk uddannet halvstuderet røver kan jeg godt følge ham i kritikken. Men det er alligevel, som om Romer sejler kanoen så langt ud i den retoriske sump, at hans argumentation katapulter ham lige over i den grøft, hvor de fæle produktivitetsfascister kan anklage ham for at være det levende bevis for overflødigheden af flere af hans slags.

Romeren fortæller nemlig om en rystende oplevelse han havde i mødet med en navngiven chef i Dansk Erhverv, der ikke kendte en rygende hattefis til en – tydeligvis berømt – klaverfabrik i Leipzig, hvor såvel Brahms, Liszt og Mahler havde været på besøg, ligesom den stakkels, kulturelt forarmede mand intet kendte til Den Anden Wienerskole, Alban Berg, Magnus Zeller og Kirchner. Helt grotesk blev det, da den gode Jannik Linnemann kunne afsløre sit ukendskab til Rainer Maria Rilke, Dylan Thomas og de tyske ekspressionister.

En åbenbaring af indholdet af et uvidenhedens tempel åbnede sig for Romer, må man forstå. En chokerende indsigt i den mentale tilstand hos en mand, der tydeligvis var u-dannet i så ekstrem grad, at flere af denne slags ville medføre rigets (for-)fald.

Og så må jeg jo krybe til bekendelse. En enkelt digtsamling af Dylan Thomas er det blevet til for undertegnede i det sidste kvarte århundrede, ligesom Rilke (på tysk, forstås) en enkelt gang har fundet nåde for mit kritiske blik. Men ’Der Blaue Reiter’, Wienerklassicismen og Rachmaninov har jeg ikke beskæftiget mig med, ligesom Den Anden Wienerskole er et ukendt begreb for mig og de omtalte ekspressionister kun har fundet vej til mit hjem i opslagsværker indkøbt af min kunstinteresserede hustru.

Det moderne samfund er bygget på fælles kulturelt arvegods. Det kan der ikke herske tvivl om. Det vil det også blive fremover, om end det mere fragmenterede og individuelt baserede kulturforbrug, nok i fremtidige generationer vil reducere omfanget af fællesheden. Men en klassisk humanistisk uddannelse er ikke ensbetydende med kendskabet til ovennævnte kunstnere, klaverbyggere og retninger i moderne billedkunst, og kendskabet hertil er heller ikke en betingelse for at kunne udføre et erhverv, der ligger i forlængelse af den type dannelse, Knud Romer hævder vigtigheden af.

Jeg er ikke enig i dimensioneringstanken, primært fordi jeg ikke mener, at uddannelsesministeren skal vælge vejen for de uddannelsessøgende i højere grad end det allerede bliver gjort. Vil de vide alt om litteratur, kunst, sprog, kommunikation eller folkeslag skal de være så evigt velkomne for min skyld. Jeg betaler også gerne for det via min skat, og hvis de bliver ledige efter deres uddannelse, så har de – i et eller andet omfang – selv kendt risikoen inden de påbegyndte deres uddannelse.

Men mit argument bygger ikke på, at dem, der medvirker til at træffe beslutningen, ikke kommer fra et hjem med klaver – eller i øvrigt har lyttet til 12-tonemusik, studeret im- eller ekspressionisme eller kender forskel på Dylan Thomas, Thomas Mann eller Bob Dylan. Validiteten af Romers argument bliver voldsomt reduceret, hvis han i ramme alvor mener, at de talende Excel-ark ikke har ret til at mene noget, blot fordi de ikke er (ud-)dannet som han er.

Det er simpelthen kultursnobberi på et niveau, hvor selv jeg ikke kan være med. Og jeg læser ellers gerne moderne litteratur og hører Miles Davis. På grammofonen…