Fuglen er fløjet

Der kan siges meget om moderne fodbold – og det bliver der sandt at sige også – men det er et klokkeklart faktum, at det eneste, der driver fodboldens aktører (klubber, spillere, sponsorer etc.) er og bliver penge.

Derfor var det da aldeles heller ikke uventet, da OBs stjernefrø Rasmus Falk for snart længe siden meldte ud, at han ikke var at finde i OB, når hans kontrakt udløber til sommer. Som den absolut bedste spiller på et hold, der i bedste fald er at finde i sub-toppen i den dansk liga – og i de senere år oftere i bunden og midten af samme – var det klart, at OB ikke kunne matche hverken hans ønsker om løn eller sportslige ambitioner.

Rasmus Falk i kamp mod FCN
(c) Ekstra Bladet

Rasmus Falk har været af stor, næsten uvurderlig betydning for det førende fynske fodboldhold. Hans eminente første-touch, hans vendinger, hans blik for spillet og hans vidunderlige driblinger (når de lykkedes) er en fryd for øjet, og på et hold, der primært har bestået af boldflyttere og middelmådige tonsere, har han gang på gang lyst op. Af samme grund er han – eller har han været – højt elsket af det fynske fodboldpublikum. Alene gensynet med det afgørende mål mod Esbjerg i efterårssæsonens sidste hjemmekamp kan giv let gåsehud hos undertegnede.

Og nu er beslutningen så endegyldig; Rasmus Falk har skrevet under på en ny kontrakt med en anden klub. Men ikke en hvilken som helst klub; Falk var tydeligvis ikke interesseret i at prøve talentet af i en europæisk klub med CL-muligheder som fx Celtic, men valgte i stedet en liga-rival, nemlig FC København.

Det kan der være mange gode grunde til. Muligheden for fast spilletid, kombineret med en – må man formode – betragteligt højere løn, end OB kunne tilbyde. Den store sandsynlighed for kontinuerligt at spille med om det danske mesterskab, og den deraf følgende mulighed for årligt at spille med i de europæiske ligaer har nok også vejet tungt i overvejelserne, og så har det rygtevis forlydt, at Falk måske også mentalt ikke var helt klar til udlandet. Tryghed og nærhed til familie og venner har været nævnt som noget, der kunne holde ham i Danmark.

Intet af ovenstående kan man vel fortænke ham i. Som OB-tilhænger kan man blot ærgre sig voldsomt – og i nogle tilfælde føle sig decideret forrådt, hvad adskillige meldinger på fan-fora og sociale medier allerede tyder på, her mindre end en time efter, at skiftet er blevet offentliggjort. Og det gør jeg også.

Hvor ville jeg dog ønske, at Rasmus Falk havde valgt en klub i udlandet. Hvor vil jeg dog blive ærgerlig – for ikke at sige decideret sur, vred og gammelmandsbitter – når jeg skal se, hvad jeg opfatter som ”en OB’er” i den hvide FCK-trøje (igen), specielt når det foregår på Odense Stadion. Og hvad værre er; jeg vil blive voldsomt irriteret over de ufatteligt grimme tilråb, der vil blive råbt efter ham sammesteds, nok især fordi jeg jo er så dannet, at jeg ikke vil deltage i tilsviningen af en fremragende fodboldspiller – men jeg vil dele holdningen (og måske skamme mig over det). Jeg vil ærgre mig voldsomt over, at vi ikke vil kunne hylde ’Legenden Falk’ ved en eventuelt tilbagekomst, men at Falks eftermæle fra nu af vil være som Ulrik Laursens og Lars Jacobsens. Tilhængerne vil vide, hvad jeg taler om.

Nej, så hellere et skifte til Celtic, Watford, Leicester, PSV, Luton eller Mainz. Så kunne vi have fulgt med, kunne vi. Og vi kunne have tilbudt ham en retrætekontrakt senere, ganske som vi gjorde med Thomas Helveg…

Med andre ord: ovenstående kunne have været en ubetinget og grænseløs hyldest til en fremragende fodboldspiller, som OBs fans altid ville ønske alt det bedste i fremtiden. I stedet bliver det endnu en gang en bitter klage over, at ’Money Talks’, og dermed bliver enhver form for prostitutions-metafor med garanti også anvendt højt og larmende, når Falk efter sommerferien vil komme på besøg på TreFor Park i Odense iført den hvide trøje med løvelogo.

PS: Og hvorfor – når det nu er FCK han skifter til – har OB ikke lavet en aftale om at lade ham skifte allerede fra januar? Som det er nu, vil han jo kun møde skuffede, sure og frustrerede fans, også på hjemmebane. Og det gør vel ikke nogle noget godt? Nå, måske kan han være kampafgørende nok til, at OB kan hente en top 6 placering hjem alligevel. Og så tilgiver fansene ham måske så længe.

Men jeg tvivler....

Frikadeller, Bowie og løn som forskyldt

Det har ellers været lidt af en start på 2016. Knap var champagnen tørret op fra gulvet før de første bulletiner om alverdens dårligdom ramte os. Og nej; jeg tænker ikke bare på den årligt tilbagevendende pseudo-begivenhed, som en slutrunde i herrehåndbold er. (Det holder i øvrigt aldrig op med at undre mig, hvordan man kan hidse sig op over en slutrunde, der finder sted hvert år, i en sportsgren, hvor man scorer hele tiden. Men lad det nu ligge…)

Politikerløn

Blækket var endnu ikke tørt på den såkaldte Vederlagskommissions metertykke rapport, der opsummerer 1½ års arbejde med at granske nuværende aflønningssystemer til folkevalgte og udpegede politikere og angive retninger til nye ditto, før stort set samtlige landspolitikere stod i kø for at undsige resultaterne.

Rygtevis forlød det nemlig, at kommissionen ville anbefale lønstigninger til såvel folketingspolitikere som borgmestre og regionsrådsformænd (og –kvinder), og så kunne det ellers nok være, at alle de politikere, der havde anbefalet en uvildig kommission til at udpege løsninger for vederlag, løn, honorarer og pensioner fik travlt med at rende fra alle formelle og uformelle aftaler. Det skulle ligegodt ikke hedde sig, skulle det ikke. ’Som om vi ikke får nok i løn i forvejen’ lød det enstemmigt fra yderfløjene og hen over midten. ’Når nu riget stander i våde og vi beder andre om at spare, så skal vi sandelige da ikke … ’ osv. osv.

Faktisk havde politikerne så travlt med at lægge afstand til den kommission, de ellers i forvejen havde lagt armslængde-afstand til, at en maliciøs udlægning af teksten kunne være, at de selvsamme politikere var mere optaget af at pudse glorien overfor deres vælgere, end de egentlig reelt havde noget imod en reform af vederlagssystemet. Efterfølgende er der blevet blødt lidt op på retorikken, da det har vist sig, at den endelige anbefaling går mere på, at lønstigningerne skal kompensere for en reduktion af mere gavmilde pensionsordninger og eftervederlag. Så mon ikke vi lander et sted midt imellem?

Folkerøsten gav nu heller ikke politikerne meget spillerum. De sociale medier flød over med forargelse over en mulig lønstigning til de folkevalgte, og af mere kuriøse argumenter kunne man bl.a. læse, at ’Mere i løn giver ikke bedre politikere’. Nej det kan hænde. Men omvendt kunne man så også spørge sig selv, om mindre i løn giver bedre politikere? Faktisk tror jeg, at det eneste, der reelt bestemmer kvaliteten af politikerne, er vælgerne. Og så er det jo pludselig ris til egen røv, om man så må sige… 

Det er sagt før, og jeg gentager gerne; vi har de politikere vi har stemt på, og dermed fortjent. (At de kandidater, der stiller op, så måske er mere eller mindre motiverede ud fra en samlet betragtning over ideologi, idealisme, økonomisk udkomme af hvervet etc., er naturligvis en faktor, der skal medtages.) Men det er jo det repræsentative demokratis natur.

Frikadellegate

Smag på det. Ordet, ikke den mel- og ægberigede, stegte farskugle, der har kandideret som nationalspise i Dannevang i mange år.

Alle former for politiske initiativer og fejltagelser får efterhånden klistret ordet –gate på sig, hver gang folkedybet kaster sig frådende over qasi-skandaler af enhver karakter. Og denne gang gik det ud over byrådet i Randers.

Ret beset var det nu også lidt af en tabersag, de lokale rødder havde lagt op til afstemning ved den ordinære byrådssamling. Der var stillet et forslag af Dansk Folkeparti om, at Randers’ børneinstitutioner nu blev pålagt, at ”alle [børn] sikres en sund og varieret kost, hvor ingen tvinges til at spise noget, der strider mod ens holdning eller religion”. I sig selv uskyldigt nok i den etniske diversitets hellige navn, men det viste sig, at forslagets kerne var et påbud om, at det blev pålagt institutionerne at servere svinekød, hvad der blev for meget for de fleste.

Jeg er også forarget. Helt ind i mine sorte knogler. Hvad f…. ligner det, at vi nu i snart mange år har levet nærdemokratiet fuldt ud og har etableret forældreråd, bestyrelser og jeg skal komme efter dig, for så at få dikteret menuens indhold af byrådspolitikere? Jeg er fløjtende, hamrende ligeglad med, om børnehaver og vuggestuer serverer halal-slagtede fårekyllinger, rå fisk eller helstegt pattegris, men det kan da ikke nytte, at alle vi spelt-forældre skal fratages vores mulighed for at indføre sukkerpolitikker, veganer-mad og sandkage i dagligdagen efter en sund og indholdsrig debat kl. 19 den første tirsdag i måneden i Børnecentret Marieløkken, vel?

Nåmen af Dansk Folkepart og Randers byråd kan man øjensynligt forvente det værste. Også at detailregulere de mindste detaljer i hverdagen for medborgere – der oven i købet ikke engang er stemmeberettigede. Så igen; vi har de politikere, vi har stemt på. I hvert fald i byrådet; det gælder knap så meget de folke- eller forældrevalgte i nærdemokratiets yderste led. Dem har vi kun til pynt.

Blackstar

Jeg er den ret lykkelige indehaver af 15 David Bowie albums på vinyl – og langt de fleste af dem fra 1970’erne. Jeg er i et vist omfang vokset op med dem, men når ret skal være ret, var det i en forholdsvis sen alder, jeg for alvor fik øjnene op for mandens enestående samlede virke. Men så slog det også hårdt…

Jeg var derfor også allerede fredag den 8. januar (på udgivelsesdagen) hurtig til at høre det seneste værk, Blackstar, og det endda flere gange. Som så ofte før med Bowie skulle jeg høre det adskillige gange, og selv efter fjerde eller femte gennemlytning var jeg ikke helt klar til at skrive under på fx gaffas begejstrede  anmeldelse, der nærmest varslede den musikalske Kristus’ genkomst. Bevares; det var et ekvilibristisk bud på et genresprængende værk, der med både skønsang og smukke ballader, disharmonier og trefløjede suiter, blå toner (og 12-toner?) og sære tekster var så typisk Bowie, som det kunne blive. Men der skulle alligevel mere til at begejstre mig, skulle der….

Men det kunne jeg så ikke få. Tre dage efter stod vi op til nyheden om, at David Bowie var død af kræft. Og det berørte tydeligvis alle – incl. undertegnede – måske også fordi, Blackstar alt andet lige ikke lød som en dødsdømt musikers svanesang. Og uden at skulle svælge i det, var jeg faktisk lidt forundret over den massive reaktion hos både mig selv og resten af verden, indtil det gik op for mig, at det måske ikke kun var manden og hans musik, vi begræd tabet af, men måske var det også vores (altså publikums) tab af ungdom etc.

Det lyder som en kliché, og jeg beklager på forhånd. Men mange af os, der voksede op med Bowie, Led Zeppelin og generelt rock- og popmusik som definerende og identitetsskabende, er jo mildest talt ikke vårharer længere. Og den evigt foranderlige Bowie var jo netop en identifikationsfaktor sammen med alt det andet nye musik, som vores forældre ikke forstod vi gad høre – og som vi kunne holde op som et spejl mod naboens datter, der hørte Bee Gees og var ’disker’ – og dermed fandt vores platform og ståsted.

Med Bowies død har vi derfor ikke blot mistet en fabelagtig musiker, sangskriver og kunstner; vi har mistet en lille del af os selv, og det bliver efterhånden sværere og sværere at bilde os selv ind, at vi fortsat er med, hvor det sner. Vi er lige så dødelige som Bowie, og vores generation er på vej ud. Også selvom vi med hvide skæg, patetiske hestehaler og måner og en halv-lunken fadøl står og tripper til den næste koncert med det nyeste unge, hvide håb.

R.I.P. 

Nytårsforsætter

Årsskifter er altid en velkommen lejlighed til opgørelser og nye begyndelser. Opgørelsen vil jeg lade ligge, da der findes så rigeligt af dem i såvel arbejdslivet som i det private via årsopgørelser, årsrevyer etc. I stedet vil jeg kaste mig over den klassiske disciplin: Nytårsforsætter.

Sådanne bliver ofte brugt til at påbegynde et nyt og bedre liv. Og ganske tit på en måde, så det bliver tydeligt, at i det nye år vil man bestræbe sig på at blive et bedre, sundere og mere overskudsagtigt menneske. I sagens natur vil det derfor også tit medføre en række ofre, forsagelser og afsavn samt viljesakter i form af mere motion etc.

Det vil jeg prøve at undgå – og lad det være mit første forsæt. I stedet vil jeg forsøge at gøre 2016 til et år drevet af personlig livslyst og –glæde, meget gerne af et hedonistisk tilsnit. Så lad os kigge lidt på forbedringsmulighederne

Musik mm

Jeg vil høre en masse musik – og meget gerne live. Mit mål for 2016 er at høre så meget, som det er muligt, og helst uden at jeg skal anstrenge mig alt for meget for det. I år vil jeg specifikt gå efter det, jeg ikke kender, så jeg både kan kritisere skidtet sønder og sammen efterfølgende, men også så jeg har mulighed for at få de overraskelser sligt kan medføre. Så lad bands med navne som Cacaphonia Unlimited, Balkan Bestiality, Herren aus der Gebirge og Lone Scotsmans Bagpibe komme. Jeg vil glæde mig til at høre balkan-etnisk inspireret post-grunge og singer-songwriters af finsk afstamning til glade aftener på de lokale spillesteder, og jeg vil se frem til den fulde opførelse af ”Niebelungens Ring” udført af et kammer-ensemble med fire forkølede skoledrenge som solister. Og måske vil jeg undervejs deltage i en festival eller to, så man også kan følge lidt med i mainstreammusikken.

Nå ja; og så vil jeg købe en masse plader. På vinyl, naturligvis.

Visuel underholdning

Jeg abonnerer på såvel Netflix som HBO. Det vil jeg gøre flittigt brug af i det nye år, hvor jeg – udover at investere i et nyt AppleTV – vil investere en del tid i at bingewatche TV-serier af tvivlsom kvalitet. Der skal være plads til de gode (mangler stadig et par sæsoner af Breaking Bad) og de knap så gode (udvalget er uendeligt). Jeg skal svælge i Modern Family, Game of Thrones og samtlige tilgængelige film med Tom Cruise i hovedrollen, mens franske fornøjelser, Lars von Trier-film og artsy filmiske udskejelser med humanistiske pointer skåret ud i pap vil blive fravalgt tidligt i processen. I biografen vil jeg udelukkende gå efter blocbusters, der kun har én raison d’etre: at underholde og fornøje. Endeløs action med one-liners og platte komedier, here I come….

Sport

Som selvvalgt masochist udi fornøjelsen at overvære sportsbegivenheder vil jeg fortsætte med at frekventere samtlige OBs hjemmekampe. Med stor fryd vil jeg nedsvælge fadøl efter fadøl, mens jeg med endeløs bitterhed og i regnvejr overværer det ene pointtab efter det andet. Og kun ved særlige lejligheder vil jeg lade mig rive med af begejstring … hvad der i OBs tilfælde nok ikke bliver et svært løfte at overholde.

Livsfornødenheder

Mad er godt. Specielt er jeg begejstret for god mad, tilberedt af kyndige mennesker, ud fra en liste over ikke alt for sunde ingredienser. Jeg vil derfor svælge i stege, grillretter og generelt middagsretter, hvor hovedingrediensen er kød, og hvor næste trin i den hjemlige madpyramide er sauce. Dertil vil jeg nyde et – eller flere – glas vin. Gerne billig, thi smagen er ikke det væsentlige i denne sammenhæng; det er virkningen. Og mens vi er ved det; jeg vil også drikke en del øl, gerne med en sidevogn bestående af whisky, og måske bliver 2016 også året, hvor der i (endnu) højere grad vil blive eksperimenteret med five o’clock cocktails??? Jeg håber. Måske skulle man også overveje at blive cigar-connaisseur? Mulighederne er legio.

Familie

I min alder har man jo en sådan, og det er fint. Og naturligvis skal de omfattes af en nytårsforsæt-liste. Lad derfor 2016 blive året, hvor familien får al den tid og den opmærksomhed, den har fortjent.

Det vil også give mere tid til de øvrige fornøjelser….

Hehe