Frikadeller, Bowie og løn som forskyldt

Det har ellers været lidt af en start på 2016. Knap var champagnen tørret op fra gulvet før de første bulletiner om alverdens dårligdom ramte os. Og nej; jeg tænker ikke bare på den årligt tilbagevendende pseudo-begivenhed, som en slutrunde i herrehåndbold er. (Det holder i øvrigt aldrig op med at undre mig, hvordan man kan hidse sig op over en slutrunde, der finder sted hvert år, i en sportsgren, hvor man scorer hele tiden. Men lad det nu ligge…)

Politikerløn

Blækket var endnu ikke tørt på den såkaldte Vederlagskommissions metertykke rapport, der opsummerer 1½ års arbejde med at granske nuværende aflønningssystemer til folkevalgte og udpegede politikere og angive retninger til nye ditto, før stort set samtlige landspolitikere stod i kø for at undsige resultaterne.

Rygtevis forlød det nemlig, at kommissionen ville anbefale lønstigninger til såvel folketingspolitikere som borgmestre og regionsrådsformænd (og –kvinder), og så kunne det ellers nok være, at alle de politikere, der havde anbefalet en uvildig kommission til at udpege løsninger for vederlag, løn, honorarer og pensioner fik travlt med at rende fra alle formelle og uformelle aftaler. Det skulle ligegodt ikke hedde sig, skulle det ikke. ’Som om vi ikke får nok i løn i forvejen’ lød det enstemmigt fra yderfløjene og hen over midten. ’Når nu riget stander i våde og vi beder andre om at spare, så skal vi sandelige da ikke … ’ osv. osv.

Faktisk havde politikerne så travlt med at lægge afstand til den kommission, de ellers i forvejen havde lagt armslængde-afstand til, at en maliciøs udlægning af teksten kunne være, at de selvsamme politikere var mere optaget af at pudse glorien overfor deres vælgere, end de egentlig reelt havde noget imod en reform af vederlagssystemet. Efterfølgende er der blevet blødt lidt op på retorikken, da det har vist sig, at den endelige anbefaling går mere på, at lønstigningerne skal kompensere for en reduktion af mere gavmilde pensionsordninger og eftervederlag. Så mon ikke vi lander et sted midt imellem?

Folkerøsten gav nu heller ikke politikerne meget spillerum. De sociale medier flød over med forargelse over en mulig lønstigning til de folkevalgte, og af mere kuriøse argumenter kunne man bl.a. læse, at ’Mere i løn giver ikke bedre politikere’. Nej det kan hænde. Men omvendt kunne man så også spørge sig selv, om mindre i løn giver bedre politikere? Faktisk tror jeg, at det eneste, der reelt bestemmer kvaliteten af politikerne, er vælgerne. Og så er det jo pludselig ris til egen røv, om man så må sige… 

Det er sagt før, og jeg gentager gerne; vi har de politikere vi har stemt på, og dermed fortjent. (At de kandidater, der stiller op, så måske er mere eller mindre motiverede ud fra en samlet betragtning over ideologi, idealisme, økonomisk udkomme af hvervet etc., er naturligvis en faktor, der skal medtages.) Men det er jo det repræsentative demokratis natur.

Frikadellegate

Smag på det. Ordet, ikke den mel- og ægberigede, stegte farskugle, der har kandideret som nationalspise i Dannevang i mange år.

Alle former for politiske initiativer og fejltagelser får efterhånden klistret ordet –gate på sig, hver gang folkedybet kaster sig frådende over qasi-skandaler af enhver karakter. Og denne gang gik det ud over byrådet i Randers.

Ret beset var det nu også lidt af en tabersag, de lokale rødder havde lagt op til afstemning ved den ordinære byrådssamling. Der var stillet et forslag af Dansk Folkeparti om, at Randers’ børneinstitutioner nu blev pålagt, at ”alle [børn] sikres en sund og varieret kost, hvor ingen tvinges til at spise noget, der strider mod ens holdning eller religion”. I sig selv uskyldigt nok i den etniske diversitets hellige navn, men det viste sig, at forslagets kerne var et påbud om, at det blev pålagt institutionerne at servere svinekød, hvad der blev for meget for de fleste.

Jeg er også forarget. Helt ind i mine sorte knogler. Hvad f…. ligner det, at vi nu i snart mange år har levet nærdemokratiet fuldt ud og har etableret forældreråd, bestyrelser og jeg skal komme efter dig, for så at få dikteret menuens indhold af byrådspolitikere? Jeg er fløjtende, hamrende ligeglad med, om børnehaver og vuggestuer serverer halal-slagtede fårekyllinger, rå fisk eller helstegt pattegris, men det kan da ikke nytte, at alle vi spelt-forældre skal fratages vores mulighed for at indføre sukkerpolitikker, veganer-mad og sandkage i dagligdagen efter en sund og indholdsrig debat kl. 19 den første tirsdag i måneden i Børnecentret Marieløkken, vel?

Nåmen af Dansk Folkepart og Randers byråd kan man øjensynligt forvente det værste. Også at detailregulere de mindste detaljer i hverdagen for medborgere – der oven i købet ikke engang er stemmeberettigede. Så igen; vi har de politikere, vi har stemt på. I hvert fald i byrådet; det gælder knap så meget de folke- eller forældrevalgte i nærdemokratiets yderste led. Dem har vi kun til pynt.

Blackstar

Jeg er den ret lykkelige indehaver af 15 David Bowie albums på vinyl – og langt de fleste af dem fra 1970’erne. Jeg er i et vist omfang vokset op med dem, men når ret skal være ret, var det i en forholdsvis sen alder, jeg for alvor fik øjnene op for mandens enestående samlede virke. Men så slog det også hårdt…

Jeg var derfor også allerede fredag den 8. januar (på udgivelsesdagen) hurtig til at høre det seneste værk, Blackstar, og det endda flere gange. Som så ofte før med Bowie skulle jeg høre det adskillige gange, og selv efter fjerde eller femte gennemlytning var jeg ikke helt klar til at skrive under på fx gaffas begejstrede  anmeldelse, der nærmest varslede den musikalske Kristus’ genkomst. Bevares; det var et ekvilibristisk bud på et genresprængende værk, der med både skønsang og smukke ballader, disharmonier og trefløjede suiter, blå toner (og 12-toner?) og sære tekster var så typisk Bowie, som det kunne blive. Men der skulle alligevel mere til at begejstre mig, skulle der….

Men det kunne jeg så ikke få. Tre dage efter stod vi op til nyheden om, at David Bowie var død af kræft. Og det berørte tydeligvis alle – incl. undertegnede – måske også fordi, Blackstar alt andet lige ikke lød som en dødsdømt musikers svanesang. Og uden at skulle svælge i det, var jeg faktisk lidt forundret over den massive reaktion hos både mig selv og resten af verden, indtil det gik op for mig, at det måske ikke kun var manden og hans musik, vi begræd tabet af, men måske var det også vores (altså publikums) tab af ungdom etc.

Det lyder som en kliché, og jeg beklager på forhånd. Men mange af os, der voksede op med Bowie, Led Zeppelin og generelt rock- og popmusik som definerende og identitetsskabende, er jo mildest talt ikke vårharer længere. Og den evigt foranderlige Bowie var jo netop en identifikationsfaktor sammen med alt det andet nye musik, som vores forældre ikke forstod vi gad høre – og som vi kunne holde op som et spejl mod naboens datter, der hørte Bee Gees og var ’disker’ – og dermed fandt vores platform og ståsted.

Med Bowies død har vi derfor ikke blot mistet en fabelagtig musiker, sangskriver og kunstner; vi har mistet en lille del af os selv, og det bliver efterhånden sværere og sværere at bilde os selv ind, at vi fortsat er med, hvor det sner. Vi er lige så dødelige som Bowie, og vores generation er på vej ud. Også selvom vi med hvide skæg, patetiske hestehaler og måner og en halv-lunken fadøl står og tripper til den næste koncert med det nyeste unge, hvide håb.

R.I.P. 

Hvad må man sige?

Den velfortjente - og lange - juleferie er blevet fordøjet, og de mange indtryk har efterhånden sænket sig. Og i fravær af temaer med omkalfatrende betydning for menneskeheden (eller rettere; i vores ignorance af netop disse temaer) er der et enkelt tema, der de seneste uger er poppet op med regelmæssige mellemrum og stadig større påtrængenhed i diverse sammenhænge; hvad må man sige i det offentlige rum?

Annette Heick blev en kort tid de sociale mediers yndlingshadeobjekt ved i sin blog at fortælle, at hun i opgøret med "vor tids farligste kultursygdom: Den politiske korrekthed" havde en inderlig lyst til at sige ordet 'Neger'. Ordet i sig selv er ganske uskyldigt, forklarede hun pædagogisk, og det kan kun opfattes nedladende fordi ' nogen - igen - motivfortolker'.

Helt bortset fra fru Heicks lemfældige omgang med det danske sprog i al almindelighed (det hedder 'nogle', ikke 'nogen') demonstrerer hendes blog en noget indskrænket forståelse af sprog og sprogbrug. Det er ikke 'nogle' der motivfortolker, det er de mennesker, der er genstand for betegnelsen, der opfatter den nedladende, idet denne betegnelse netop rammer al historik af betegnelsen ind i forhold til forskelsbehandling, latent eller udtrykt racisme og generel ringe-agt. Det er derfor heller ikke mig, der motivfortolker når ordet 'neger' anvendes; det er min forståelse af ordet i en kulturel og historisk kontekst, der danner betydningen.

Det samme er David Trads inde på i sin blog, hvor han helt overordnet gør op med politisk korrekthed som en 'sygdom' og i stedet forklarer den som helt almindelig høflighed - dvs. "det samme som at opføre sig ordentligt". Jeg vil klart tilslutte mig hr. Trads' bemærkninger - når det er rettet mod denne grad af kulturel og historisk armod - omend jeg måske ikke mener, at al politisk korrekthed 'kun' er at opføre sig ordentligt.

Jeg omtaler sjældent folk som negre, perkere eller sinker, ligesom jeg glad og gerne afstår fra at kalde mine medmennesker fede, skævøjer eller spassere. Det er simpelthen et spørgsmål om almindelig respekt og høflighed.

Til gengæld opfatter jeg ikke den afrikanske kvindes profil på Cirkel Kaffen som hverken racistisk eller nedsættende. Her kan det jo godt være, at jeg både er dum og historisk fattesvag, men for mig har vanilledrengen og kaffe-kvinden altid været et brand-ikon på linie med Nikes swush-logo eller Coca-Colas karakteristiske svungne skrift.

Jeg har - i parentes bemærket - heller ikke noteret mig, at hverken afrikanske kvinder eller øvrige berørte har protesteret voldsomt mod disse billeder, men det kan jo - alt andet lige - bare være et udtryk for repressiv tolerance? Det mener Mathias Danbolt, der til information fortæller, at danskernes accept af netop disse ikoniske billeder er et udtryk for en selektiv bevidsthed, hvor danskerne dyrker det nostalgiske men glemmer, at billederne er udtryk for en imperialistisk koloni- og magtstruktur, som vi var en stor del af - og som ikke altid var særlig smuk. Det sidste har han givetvis ret i. Om det så også er dannende for vores nutidige opfattelse af klassiske varemærker, tvivler jeg dog noget mere på.

Til gengæld vil jeg lige runde af med at fortælle, at jeg svært gerne vil omtales som #kugodt #snack eller #bootylicious. Af årsager, som det ikke er mig forundt at dømme om, sker dette dog aldeles sjældent. Faktisk aldrig. Så måske skulle jeg overveje at aflægge Fitness World et besøg?