Frikadeller, Bowie og løn som forskyldt

Det har ellers været lidt af en start på 2016. Knap var champagnen tørret op fra gulvet før de første bulletiner om alverdens dårligdom ramte os. Og nej; jeg tænker ikke bare på den årligt tilbagevendende pseudo-begivenhed, som en slutrunde i herrehåndbold er. (Det holder i øvrigt aldrig op med at undre mig, hvordan man kan hidse sig op over en slutrunde, der finder sted hvert år, i en sportsgren, hvor man scorer hele tiden. Men lad det nu ligge…)

Politikerløn

Blækket var endnu ikke tørt på den såkaldte Vederlagskommissions metertykke rapport, der opsummerer 1½ års arbejde med at granske nuværende aflønningssystemer til folkevalgte og udpegede politikere og angive retninger til nye ditto, før stort set samtlige landspolitikere stod i kø for at undsige resultaterne.

Rygtevis forlød det nemlig, at kommissionen ville anbefale lønstigninger til såvel folketingspolitikere som borgmestre og regionsrådsformænd (og –kvinder), og så kunne det ellers nok være, at alle de politikere, der havde anbefalet en uvildig kommission til at udpege løsninger for vederlag, løn, honorarer og pensioner fik travlt med at rende fra alle formelle og uformelle aftaler. Det skulle ligegodt ikke hedde sig, skulle det ikke. ’Som om vi ikke får nok i løn i forvejen’ lød det enstemmigt fra yderfløjene og hen over midten. ’Når nu riget stander i våde og vi beder andre om at spare, så skal vi sandelige da ikke … ’ osv. osv.

Faktisk havde politikerne så travlt med at lægge afstand til den kommission, de ellers i forvejen havde lagt armslængde-afstand til, at en maliciøs udlægning af teksten kunne være, at de selvsamme politikere var mere optaget af at pudse glorien overfor deres vælgere, end de egentlig reelt havde noget imod en reform af vederlagssystemet. Efterfølgende er der blevet blødt lidt op på retorikken, da det har vist sig, at den endelige anbefaling går mere på, at lønstigningerne skal kompensere for en reduktion af mere gavmilde pensionsordninger og eftervederlag. Så mon ikke vi lander et sted midt imellem?

Folkerøsten gav nu heller ikke politikerne meget spillerum. De sociale medier flød over med forargelse over en mulig lønstigning til de folkevalgte, og af mere kuriøse argumenter kunne man bl.a. læse, at ’Mere i løn giver ikke bedre politikere’. Nej det kan hænde. Men omvendt kunne man så også spørge sig selv, om mindre i løn giver bedre politikere? Faktisk tror jeg, at det eneste, der reelt bestemmer kvaliteten af politikerne, er vælgerne. Og så er det jo pludselig ris til egen røv, om man så må sige… 

Det er sagt før, og jeg gentager gerne; vi har de politikere vi har stemt på, og dermed fortjent. (At de kandidater, der stiller op, så måske er mere eller mindre motiverede ud fra en samlet betragtning over ideologi, idealisme, økonomisk udkomme af hvervet etc., er naturligvis en faktor, der skal medtages.) Men det er jo det repræsentative demokratis natur.

Frikadellegate

Smag på det. Ordet, ikke den mel- og ægberigede, stegte farskugle, der har kandideret som nationalspise i Dannevang i mange år.

Alle former for politiske initiativer og fejltagelser får efterhånden klistret ordet –gate på sig, hver gang folkedybet kaster sig frådende over qasi-skandaler af enhver karakter. Og denne gang gik det ud over byrådet i Randers.

Ret beset var det nu også lidt af en tabersag, de lokale rødder havde lagt op til afstemning ved den ordinære byrådssamling. Der var stillet et forslag af Dansk Folkeparti om, at Randers’ børneinstitutioner nu blev pålagt, at ”alle [børn] sikres en sund og varieret kost, hvor ingen tvinges til at spise noget, der strider mod ens holdning eller religion”. I sig selv uskyldigt nok i den etniske diversitets hellige navn, men det viste sig, at forslagets kerne var et påbud om, at det blev pålagt institutionerne at servere svinekød, hvad der blev for meget for de fleste.

Jeg er også forarget. Helt ind i mine sorte knogler. Hvad f…. ligner det, at vi nu i snart mange år har levet nærdemokratiet fuldt ud og har etableret forældreråd, bestyrelser og jeg skal komme efter dig, for så at få dikteret menuens indhold af byrådspolitikere? Jeg er fløjtende, hamrende ligeglad med, om børnehaver og vuggestuer serverer halal-slagtede fårekyllinger, rå fisk eller helstegt pattegris, men det kan da ikke nytte, at alle vi spelt-forældre skal fratages vores mulighed for at indføre sukkerpolitikker, veganer-mad og sandkage i dagligdagen efter en sund og indholdsrig debat kl. 19 den første tirsdag i måneden i Børnecentret Marieløkken, vel?

Nåmen af Dansk Folkepart og Randers byråd kan man øjensynligt forvente det værste. Også at detailregulere de mindste detaljer i hverdagen for medborgere – der oven i købet ikke engang er stemmeberettigede. Så igen; vi har de politikere, vi har stemt på. I hvert fald i byrådet; det gælder knap så meget de folke- eller forældrevalgte i nærdemokratiets yderste led. Dem har vi kun til pynt.

Blackstar

Jeg er den ret lykkelige indehaver af 15 David Bowie albums på vinyl – og langt de fleste af dem fra 1970’erne. Jeg er i et vist omfang vokset op med dem, men når ret skal være ret, var det i en forholdsvis sen alder, jeg for alvor fik øjnene op for mandens enestående samlede virke. Men så slog det også hårdt…

Jeg var derfor også allerede fredag den 8. januar (på udgivelsesdagen) hurtig til at høre det seneste værk, Blackstar, og det endda flere gange. Som så ofte før med Bowie skulle jeg høre det adskillige gange, og selv efter fjerde eller femte gennemlytning var jeg ikke helt klar til at skrive under på fx gaffas begejstrede  anmeldelse, der nærmest varslede den musikalske Kristus’ genkomst. Bevares; det var et ekvilibristisk bud på et genresprængende værk, der med både skønsang og smukke ballader, disharmonier og trefløjede suiter, blå toner (og 12-toner?) og sære tekster var så typisk Bowie, som det kunne blive. Men der skulle alligevel mere til at begejstre mig, skulle der….

Men det kunne jeg så ikke få. Tre dage efter stod vi op til nyheden om, at David Bowie var død af kræft. Og det berørte tydeligvis alle – incl. undertegnede – måske også fordi, Blackstar alt andet lige ikke lød som en dødsdømt musikers svanesang. Og uden at skulle svælge i det, var jeg faktisk lidt forundret over den massive reaktion hos både mig selv og resten af verden, indtil det gik op for mig, at det måske ikke kun var manden og hans musik, vi begræd tabet af, men måske var det også vores (altså publikums) tab af ungdom etc.

Det lyder som en kliché, og jeg beklager på forhånd. Men mange af os, der voksede op med Bowie, Led Zeppelin og generelt rock- og popmusik som definerende og identitetsskabende, er jo mildest talt ikke vårharer længere. Og den evigt foranderlige Bowie var jo netop en identifikationsfaktor sammen med alt det andet nye musik, som vores forældre ikke forstod vi gad høre – og som vi kunne holde op som et spejl mod naboens datter, der hørte Bee Gees og var ’disker’ – og dermed fandt vores platform og ståsted.

Med Bowies død har vi derfor ikke blot mistet en fabelagtig musiker, sangskriver og kunstner; vi har mistet en lille del af os selv, og det bliver efterhånden sværere og sværere at bilde os selv ind, at vi fortsat er med, hvor det sner. Vi er lige så dødelige som Bowie, og vores generation er på vej ud. Også selvom vi med hvide skæg, patetiske hestehaler og måner og en halv-lunken fadøl står og tripper til den næste koncert med det nyeste unge, hvide håb.

R.I.P. 

Romer-rigets fald

Jeg er – i mange tilfælde – ret vild med Knud Romer. Hans korte roman Den der blinker er bange for døden (2006) er efter min bedste overbevisning noget af det bedste danske litteratur, der udkom i 00rne, og jeg er begejstret for hans ofte hudløse kritik af samfundet på TV, i radio og andre steder, hvor han kommer til orde – også i de (mange) tilfælde, hvor jeg ikke er enig med ham.

Jeg har tidligere på denne virtuelle plads muntret mig med en notits om uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og hendes tanke om uddannelsesdimensionering, men det er ingenting mod, hvad den gode Romer kan præstere. I et debatindlæg i Politiken raser han mod de ’talende excel-ark’, der leder ministeren ad fortabelsens, åndløshedens og kulturløshedens brede motorvej, ved at lade ”Den økonomiske rationalitet fra markedet og produktionen bliver totaliseret til at gælde for tilværelsen som helhed, og ministeriet administrerer en instrumentel fornuft, hvor alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af produktion, vækst og profit.”

Det er jo for så vidt et legitimt synspunkt. Romer mener, at man ofrer især de humanistiske uddannelser ud fra en produktivitetstankegang, hvor alt, der ikke kan gøres op i (økonomisk) værditilvækst, bliver anset for ubrugeligt, hvorfor man neddimensionerer de klassiske humanistiske fag på universiteterne, thi kandidaterne herfra er ikke længere anvendelige i et moderne samfund.

Så langt, så godt. Som gammel humanistisk uddannet halvstuderet røver kan jeg godt følge ham i kritikken. Men det er alligevel, som om Romer sejler kanoen så langt ud i den retoriske sump, at hans argumentation katapulter ham lige over i den grøft, hvor de fæle produktivitetsfascister kan anklage ham for at være det levende bevis for overflødigheden af flere af hans slags.

Romeren fortæller nemlig om en rystende oplevelse han havde i mødet med en navngiven chef i Dansk Erhverv, der ikke kendte en rygende hattefis til en – tydeligvis berømt – klaverfabrik i Leipzig, hvor såvel Brahms, Liszt og Mahler havde været på besøg, ligesom den stakkels, kulturelt forarmede mand intet kendte til Den Anden Wienerskole, Alban Berg, Magnus Zeller og Kirchner. Helt grotesk blev det, da den gode Jannik Linnemann kunne afsløre sit ukendskab til Rainer Maria Rilke, Dylan Thomas og de tyske ekspressionister.

En åbenbaring af indholdet af et uvidenhedens tempel åbnede sig for Romer, må man forstå. En chokerende indsigt i den mentale tilstand hos en mand, der tydeligvis var u-dannet i så ekstrem grad, at flere af denne slags ville medføre rigets (for-)fald.

Og så må jeg jo krybe til bekendelse. En enkelt digtsamling af Dylan Thomas er det blevet til for undertegnede i det sidste kvarte århundrede, ligesom Rilke (på tysk, forstås) en enkelt gang har fundet nåde for mit kritiske blik. Men ’Der Blaue Reiter’, Wienerklassicismen og Rachmaninov har jeg ikke beskæftiget mig med, ligesom Den Anden Wienerskole er et ukendt begreb for mig og de omtalte ekspressionister kun har fundet vej til mit hjem i opslagsværker indkøbt af min kunstinteresserede hustru.

Det moderne samfund er bygget på fælles kulturelt arvegods. Det kan der ikke herske tvivl om. Det vil det også blive fremover, om end det mere fragmenterede og individuelt baserede kulturforbrug, nok i fremtidige generationer vil reducere omfanget af fællesheden. Men en klassisk humanistisk uddannelse er ikke ensbetydende med kendskabet til ovennævnte kunstnere, klaverbyggere og retninger i moderne billedkunst, og kendskabet hertil er heller ikke en betingelse for at kunne udføre et erhverv, der ligger i forlængelse af den type dannelse, Knud Romer hævder vigtigheden af.

Jeg er ikke enig i dimensioneringstanken, primært fordi jeg ikke mener, at uddannelsesministeren skal vælge vejen for de uddannelsessøgende i højere grad end det allerede bliver gjort. Vil de vide alt om litteratur, kunst, sprog, kommunikation eller folkeslag skal de være så evigt velkomne for min skyld. Jeg betaler også gerne for det via min skat, og hvis de bliver ledige efter deres uddannelse, så har de – i et eller andet omfang – selv kendt risikoen inden de påbegyndte deres uddannelse.

Men mit argument bygger ikke på, at dem, der medvirker til at træffe beslutningen, ikke kommer fra et hjem med klaver – eller i øvrigt har lyttet til 12-tonemusik, studeret im- eller ekspressionisme eller kender forskel på Dylan Thomas, Thomas Mann eller Bob Dylan. Validiteten af Romers argument bliver voldsomt reduceret, hvis han i ramme alvor mener, at de talende Excel-ark ikke har ret til at mene noget, blot fordi de ikke er (ud-)dannet som han er.

Det er simpelthen kultursnobberi på et niveau, hvor selv jeg ikke kan være med. Og jeg læser ellers gerne moderne litteratur og hører Miles Davis. På grammofonen…  

Demokrati og repræsentativt pøbelvælde?

Bedre sent end aldrig, sommansir, så derfor her - mere end en uge efter den totale politiske nedsmeltning af et daværende regeringsparti - lidt strøtanker om Goldmann-Sachs, DONG og repræsentativt demokrati.

Som det vil være de fleste bekendt, havde regeringen lavet en aftale om at sælge en del af statens aktier i energiselskabet DONG. Det havde for så vidt ikke fået selv de mest betonkommunistiske medlemmer af hverken SF eller Enhedslisten til at løfte et øjenbryn, men da det blev klart, at køberen af disse aktier var den amerikanske investeringsbank Goldmann-Sachs forårsagede det ikke blot et offentligt rama-skrig, det blev også den direkte anledning til, at SFs formand måtte forlade posten, og at SF selv forlod regeringen.

Den offentlige udlevering af SF som et ansvarsløst og utroværdigt parti befolket af landsbytosser var naturligvis godt stof i mediebilledet, og det samme var den lemminge-agtige faneflugt og Karsten Hønges vilde udfald på diverse platforme. Men ikke nok med det; den undrende offentlighed blev samtidig vidne til en folkelig vækkelse, der vel ikke er set større siden diverse EU-afstemninger op igennem 90'erne.

Pludselig havde mere end 200.000 danskere 'liket' en facebook-side mod salget af DONG til Goldmann-Sachs og rejste derved et massivt krav til regeringen om straks at tage salget af bordet. Det skete dog ikke (og så kan man jo afgøre med sig selv om det er godt eller skidt), og salget blev vedtaget i Folketinget.

Den digitale underskriftindsamling og en ophedet debat på bl.a. Twitter fik i forrige weekend Anne Knudsen til at skrive en leder i Weekendavisen, hvor hun bl.a. gjorde sig lystig over alle de finans- og investeringseksperter, der pludselig eksisterede i det lille land. Modstanderne af salget blev naturligvis aldeles rasende over således at blive hånet og latterliggjort (og det gjorde hun effektivt, må man sige), men kernen i Anne Knudsens leder kan man nok godt reflektere lidt over, hvis man vil.

Vi har valgt det repræsentative demokrati som styreform, sammen med en parlamentarisme, der tilsiger, at regeringen sidder så længe den ikke har et flertal imod sig. Det er vældig smukt, ikke mindst fordi det indebærer en forestilling om, at vi stemmer på de partier og kandidater, som vi mener bedst kan varetage vores individuelle ønsker om samfundets indretning og udvikling. Det indebærer også, at såvel komplekse som selvindlysende beslutninger træffes af de indvalgte på baggrund af ideologi, personlig overbevisning og - må man formode - tid og evne til at sætte sig ind i sagerne.

Om man er enig i beslutningen eller ej er for så vidt sagen uvedkommende. Og naturligvis lever vi også i et samfund, hvor ytringsfriheden er en hjørnesten, og hvis man vil forkynde sin utilfredshed overfor medlemmerne af beslutningsdygtige organer, skal man naturligvis gøre det.

I dette tilfælde var den 'folkelige' reaktion voldsom og havde store konsekvenser for regeringen - og for et af de partier, der var medlem af regeringen. Og man kan måske spørge sig selv, om nogle var lidt hurtigt ude? Personligt har jeg ikke haft tid - eller lyst - til at sætte mig grundigt ind i substansen af salget til Goldmann-Sachs, og for mig at se stod valget mellem at sælge DONG til Goldmann-Sachs (amerikansk forvalter af storkapital) eller til fx et pensionsselskab i Danmark (dansk forvalter af storkapital). At tro, at den samlede regering, det samlede folketing og finansministeriet ikke havde sat sig grundigere ind i sagen og havde overvejet såvel de økonomiske som de selskabsretlige og (på sigt) miljømæssige konsekvenser burde være naivt.

I nogle tilfælde er adgangen til 'underskriftsindsamler' og hurtig mobilisering af ekvilibristiske dagsordensættere på fx de sociale medier alt for let. Og den kan have alt for tunge konsekvenser. Jeg er glad for, at regeringen holdt fast; ikke fordi jeg tror, at det er den bedste beslutning, thi det har jeg ikke forudsætningerne for at bedømme, men fordi det viser, at vores repræsentative demokrati fungerer, og fordi det beviser, at regeringen og det brede folketing ikke ligger under for letkøbt populisme, skabt af utilfredse venstrefløjsstrammere i et lille regeringsparti eller den danske intelligentsia og miljø-/kulturelite på Twitter.

Men rest assured: det betyder ikke, at regeringen er fredet fra min side; hverken på disse sider eller til næste valg....