Så er bussen parkeret

Det kan vist kun blive til en hurtig opdatering: Troels Bech fyret i OB - Ove P. ind som hans afløser! Og som sportchef Jesper Hansen siger i pressemeddelelsen: "[Ove er] en meget pragmatisk træner, der har vist et talent for at udnytte potentialet i en given trup".

Som jeg skrev i går har jeg altid haft en vis veneration for Troels Bech, og jeg er ikke en af dem, der har krævet hans hoved på et fad. OBs ledelse har givet ham nogle ualmindeligt vanskelige rammevilkår ved 1) at hente 12 spillere ind på holdet over sommeren, der 2) ikke som samlet enhed nødvendigvis har niveau til Superligaen, og som i kraft af de udeblevne resultater 3) har krævet en omlægning af spillestil, taktik og organisering midt i opstartsperioden. Når et par af de bærende kræfter på holdet derudover bliver solgt (Kadrii), skadet (Falk) eller bare primadonna-fornærmet og synes, at man er for god til holdet og derfor konsekvent slår op i banen i modgang (Emil Larsen), så er det sgu'tte nemt at skabe resultaterne.

Når det så er sagt, er der naturligvis en vis konsekvens i OBs reaktion på krisen. Ledelsen skal vise handlekraft - og de skal sikre holdets overlevelse i Superligaen. Handlekraften demonstreres på den eneste mulige måde, når nu man ikke har handlet med rettidig omhu i det seneste transfervindue; man fyrer naturligvis træneren, der jo ret beset ikke har formået at skabe resultater. 6 ud af 27 mulige point er ikke godt nok, og man kan jo - som det hedder i moderne fodbold - ikke fyre et helt hold. Ergo: exit Bech i en syndebuksmanøvre. Ikke mere finurlig retorik, ikke flere festlige tirader om følelser og Alt for Damerne, og ikke mere lækkert hår.

Overlevelsen i Superligaen afhænger nu af Ove Pedersen, der overtager holdet forud for den ret vigtige bundkamp mod Silkeborg. Og der er også her en vis konsekvens; Ove P. har med føromtalte 'pragmatiske' tilgang til fodbold før sørget for overlevelse - i sidste ombæring for Slagelse ver. 2.0; FC Vestsjælland. Og her kan man diskutere to ting; 1) valget af træner - og dermed spillestil, og 2) timingen.

Det sidste først; der har allerede nu været lidt undren over, at man valgte at hente Ove P. ind nu, og ikke lod Troels Bech få Silkeborg-kampen med inden der alligevel var landskamp-pause derefter. Men det er vel forståeligt nok; OB har fået en ny træner, der gerne skal komme succesfuldt fra start, og hvad er så smartere end at lade ham få holdet forud for den ene kamp, OB med en vis statistisk sandsynlighed rent faktisk har mulighed for at vinde - med eller uden Ove eller Bech? Hvis Ove P. tager tre point mod Silkeborg kan spillerne gå til landskampspause med succes og tro på fremtiden i bagagen - og Ove får 14 dage til at bygge holdet op og reorganisere det til sin egen indstilling og taktik.

Og dermed er vi fremme ved valget af Ove som OB-træner; her formoder jeg, at OB-ledelsen har tænkt, at nu dropper vi den fesne målsætning om at slutte som nr. 7 i Superligaen; nu står den på ren og skær overlevelse. Man kunne have valgt andre (Johnny Mølby er ledig), men Ove er garant for netop det, OB har brug for lige nu; fight, taktisk begavelse - på sin egen måde - og konsekvens.

Med FC Vestsjælland gjorde Ove, hvad der var brug for efter oprykningen til Superligaen. Han sikrede overlevelsen. Det gjorde han ved at udnytte truppens potentiale til sit yderste - og ved at fokusere på defensive dyder og konstant pointhøst. Det var på ingen måde ophidsende at overvære, og det var ikke sprudlende fodbold. Men it got the job done... Og det er så dét, vi nu skal vænne os til på TreFor Park; stærk defensiv orientering, dødbolde og 11 mand bag bolden. Det er hvad OB-ledelsen vil ha' - og det er det, de har brug for, for at få rettet op deres egne fejlsatsninger og futile forsøg på ny-orientering.

Jeg er sikker på. at OB vil få point på denne konto. Det kan i sidste ende også være nok til konsolidering og overlevelse, men det må tiden vise. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg vil sidde på Stiften-tribunen og se bussen blive parkeret foran eget mål med Drillo bag rattet.

Men måske kan Ove P. udnytte potentialet i truppen til andet og mere? Hvis det er tilfældet, kigger jeg gerne forbi stadion igen.

Odense Boldklub - olé

Faste gæster på Odense Stadion, eller TreFor Park, vil genkende overskriften fra en af de muntre sange, der diskes op med som lækkert - og lidt bedaget - lir forud for OBs kampe på hjemmebane. Iøvrigt sammen med sange af Kim Larsen og ... Arne Lundemann!

Ligesom de muntre og stemningsskabende hymner må siges at virke outdatede og anakronistiske - omend især Lundemanns 'OB op i Top'-vise har en særegen kitchet tiltrækningskraft -  virker det mildest talt også som om OBs fodboldhold har set bedre dage. Resultatmæssigt er OBs sæsonstart historisk ringe med blot 6 point for 9 kampe, og den erklærede målsætning om en 7.-plads i årets udgave af Superligaen synes at være lysår væk - uambitiøs som den end måtte synes for en udenforstående.

Der er blevet sagt og skrevet meget om OBs nuværende krise, og tydeligst er der vist konsensus om, at økonomien efter de glade år i perioden 2009 - 2011 er den største begrænsning for klubben. Væk er tidligere tiders udenlandske - og danske - spillere som Djemba-Djemba, Peter Utaka, Kalilou Traoré, Roy Carroll, Bashkim Kadrii, Hans Henrik Andreasen, Thomas Helveg, Atle-Roar Hålland og mange andre. I stedet er der i indeværende transfer-vindue hentet forstærkninger ind fra klubber som AGF, Fredericia og lignende steder sammen med et sent indkøb af en tydeligvis formsvag og - synes det - halvtung georgier med det mundrette navn Vladimir Dvalishvili (omdøbt via tribunens folkelige vid til 'Dvaske Villy') fra Polen.

Det tyder ikke på sportslige ambitioner, der rækker ret meget længere end til overlevelse i Superligaen, og selv dette virker p.t. som en ambition, det bliver mere end vanskeligt at indfri. Og for en mange-årig tilhænger af det fynske fodboldflagskib gør det nogle gange næsten fysisk ondt at overvære kampene på stadion. Sidst for en uge siden, hvor jeg havde fornøjelsen af at se et (i 20-30 minutter) velspillende OB-mandskab falde sammen i 2. halvleg mod SønderjyskE og smide en føring, der burde have været større end 1-0 ved pausen.

Omvendt virker det også som om spillermaterialet er godt nok til mere end blot at hente en enkelt sejr i denne sæson. I en del af kampene har OB spillet lige op mod modstanderne (ihvertfald i perioder), så måske er Lasse Nielsen, Mikkel Kirkeskov, Lasse Kryger, Mikkel Desler og Thomas Mikkelsen gode nok? Men hvis det er tilfældet, hvad dælen er der så galt?

Fansene kræver træner Troels Bechs afgang efter devisen; en god træner gør sit bedste med det forhåndenværende spillermateriale - og dér har Troels Bech fejlet! Omvendt har Flemming Fjeldgaard i BT og Martin Davidsen i Tipsbladet argumenteret kraftigt for, at Troels Bech skal have lang snor af ledelsen i OB og at en fyring af Troels Bech ikke vil løse nogle problemer.

For mig at se er der meget, der er - eller har været - helt skidt i OB de seneste år. Mange af de beslutninger, der er blevet truffet vedr. ansættelse af trænere og sportsdirektører, indkøb og salg af spillere og fastlæggelse af spillestil mm. har virket retningsløse og fuldstændig uden hensyntagen til den berømte 'røde tråd'. Som bemeldte Fjeldgaard skriver i sin blog: "OB har sejlet rundt i nyansættelser og hentet spillere efter næsten alle tænkelige forskrifter og - tænker man i ny og næ - med hovedet under armen."

Tåbelige og dyre ansættelser kombineret med en økonomi, der synes at være på niveau med en 1.-divisionsklub skal give ridser i lakken. Personligt holder jeg meget af Troels Bech, som jeg anser for både fagligt dygtig, karismatisk og voldsomt sympatisk. Han er samtidig næsten den eneste i klubben, der har været en stabiliserende faktor midt i den djævlekreds af dumhed, der har præget de ledelsesmæssige beslutninger lige fra fyringen af Olsen, Brink og Jensen. Og man henter fx bare ikke en sportsdirektør i en netop nedrykket Superliga-klub, hvis man vil have netværk og spillere, der rækker ud over de rene bundplaceringer.

Økonomi er et rammevilkår klubben skal forholde sig til og som koster i bl.a. spillerkvalitet. Sådan er det, og det kan al snak om proces og nyorinteringer ikke skjule. Og der er forskel på Peter Utaka og Darko Bodul. Der er også forskel på Thomas Helweg (selv i karrierens efterår) og Mohammad Diarra. For slet ikke at tale om Eric Djemba-Djemba og Azer Busuladzic. Og det er trænerens opgave at få det bedste ud af den spiller-trup, der er til rådighed - men det tror jeg faktisk også, at Troels Bech har gjort!

Desværre mener jeg ikke, at hverken spillertrup eller træner (og kombinationen af de to entiteter) p.t. er ret meget bedre end til nedrykning. Jovist er der da enkelte lysende talenter med mere eller mindre udfoldet potentiale. Rasmus Falk er en sådan, og det er Emil Larsen også - når han rammer top-niveauet. Lasse Nielsen har gjort det rigtig godt i de seneste kampe (Brønshøj muligvis undtaget; jeg så den ikke) og Martin Spellman er altid garant for indstilling og figter-vilje.

Men jeg mangler alle de andre... Og hvor smerteligt det end måtte være for en gammel OB-tilhænger, så skal der altså andre indkøb til end halvtykke georgiere, hvis man vil være til mere end 1.-divisionsbold. Og så er valget vel simpelt; enten finder man økonomien til udvidelse af spillertruppen i januar-vinduet (hvad der dog ikke nødvendigvis gør Troels Bechs arbejde nemmere) eller også tager man den dybe indånding og turen ned i Nordic Bet-ligaen, hvor man finder sine ben igen. Både på banen, i ledelsen og i dén strategi, man fastlægger for begge dele...

Centralt valg

Det gode ved en S-R-regering er, at vi kan være helt sikre på, at såvel soccerne som de radikale er ret gode til at fortælle os, hvad der er godt for os selv. Faktisk er de så gode, at de gerne lovgiver og centralstyrer på beslutninger, der ellers kunne ligge ganske fornuftigt i hænderne – og hovederne – på de enkelte individer, der skal træffe disse beslutninger på egne vegne.

Det kan virke vældig fornuftigt at forsøge at indrette såvel uddannelses- som arbejdsmarkedsområdet ud fra en logik om, at disse områder skal understøtte en stort udbygget velfærdsstat, der som udgangspunkt er (økonomisk) dimensioneret ud fra tilnærmet fuld beskæftigelse blandt arbejdstagere. Hvis ikke der er nok til at arbejde og betale skat, kan velfærden ikke understøttes og betales. Så simpelt er det.

Når uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen nu vil nedlægge knap 4.000 uddannelsespladser primært på universiteterne, sker det ud fra dette økonomiske rationale: de uddannelser, hvor der traditionelt set er overledighed (dvs. at de færdiguddannede har en ledighedsprocent, der overstiger den gennemsnitlige ledighed), skal dimensioneres, så den bedre passer til det behov, der er hos aftagerne af de færdiguddannede.

Logikken er der altså ikke noget i vejen med. Men man kan måske være bekymret for, at uddannelsesministeren og hendes embedsapparat er dygtige nok til at kigge i krystalkuglen? Det er alligevel sin sag at spå om et arbejdsmarked, som de studerende, der optages næste år, skal møde om fem – syv år. Jeg tør fx ikke spå om fremtiden for det tyske sprog – hverken i klassisk humaniora eller som erhvervssprog – i 2021. Jeg tør heller ikke sige noget om udviklingen indenfor medier og antropologi, men det er jo nok fordi ministeren har bedre adgang til fremtiden end jeg har. (Omend det så kan undre, at beslutningen bliver baseret ved at kigge i bakspejlet på forgangne års arbejdsløshedstal... Just saying...) 

Jeg kan til gengæld konstatere, at et af problemerne for den danske velfærd ligger indenfor sundhedssektoren, hvor det er usigeligt vanskeligt at skaffe praktiserende læger til at overtage praksisser fra deres pensionerede kolleger både i det såkaldt udkantsdanmark, men også i mindre og mellemstore købstæder. Og lige præcis på lægeuddannelsen har der i mange år været praktiseret en så skarp dimensionering, at der reelt er tale om en underdimensionering. Hvordan kan læger ellers opretholde så exorbitante lønninger, der overstiger øvrige universitetsuddannede kandidaters løn med flere hundrede procent?

Her har dimensionering altså ikke løst, men snarere skabt, et velfærdsproblem. Jeg under gerne lægerne deres tårnhøje løn (om end jeg også gerne selv oppebar en sådan), men jeg synes, at det peger på, at dimensionering ikke altid er baseret på et markedsbehov.

Hvis Sofie Carsten Nielsen derfor vil gøre alvor af at sluse de nye studerende ind på uddannelser uden arbejdsløshed, kunne hun jo starte med at dimensionere lægeuddannelsen, således at vi over en årrække uddannede 50% flere læger om året end tilfældet er nu. Det ville løse problemet med læge-mangel, og som sidegevinst ville vi få en løndannelse på området, der i højere grad matchede det øvrige arbejdsmarked.

Og PS: hun kunne også lade være med at dimensionere mere, end der allerede bliver gjort. Dermed ville valget om uddannelse og evt. efterfølgende arbejdsløshed skulle træffes af den enkelte selv – og hvis man stoler lidt på, at de fleste selv er i stand til at træffe beslutninger baseret på fornuft, omtanke (og i nogle tilfælde egennyttemaksimering) og fx arbejdsmarkedsbehov, var der måske ikke det voldsomme behov for en central styring på de uddannelsessøgendes vegne?  

Navneleg

Jensen's Bøfhus er havnet i en ualmindelig voldsom - og selvforskyldt - ballade, efter at restaurantkæden for nylig har vundet en sag om retten til navnet Jensen over en såkaldt 'lille' forretningsdrivende med en fiskerestaurant i Sæby.

Det er naturligvis ærgerligt for den nordjyske restaurant-ejer, at han nu skal betale 200.000,- i bøde, bare fordi han brugte sit eget efternavn som forretningsnavn. Set i bakspejlet havde Jensen's Bøfhus nok også gerne undgået den massive folkelige protest på diverse sociale medier og rundt omkring på gader og stræder. 110.000 personer har indtil videre 'liket' en facebook-side, der opfordrer til boycot af bøfhuset, og medie-omtalen af denne såkaldte shitstorm har været massiv.

Jeg har intet ønske om at gøre mig til dommer over, hvem der har ret, hvem, det er synd for eller hvem, der må bruge det mest almindelige efternavn i Danmark. Men jeg synes til gengæld, at der er noget sjovt i den sympati, der bliver givet til kende i denne David mod Goliath historie.

Jeg har aldrig boycottet nogle for at hævde deres ret til et patenteret produkt eller brand. Fx tror jeg, at det ville være en interessant øvelse at gøre op, hvor mange midler Lego bruger til at beskytte deres
brand overfor kopi-producenter i Østen eller hvor de nu findes. Og jeg ser ikke de store folkelige bevægelser og boycots i dén anledning. Jeg tror også, at Danfoss og Novo Nordisk gør deres for at sikre, at generiske medikamenter og varmestyringsenheder ikke bærer deres navn, hvis ikke det kommer fra deres egen produktion. Og B&O ville nok også foretrække at beholde deres navn for sig selv, ligesom Carlsberg og Grundfos ville.

Her kan der jo ellers også være tale om en David mod Goliath historie. Måske er legetøjsproducenten i Kina en lille mand med innovations- og entreprenør-potentiale, og hvorfor skal han dog sagsøges, bare fordi verdens største legetøjsproducent ikke vil have, at han lukrerer på deres navn eller produkt? Og er det ikke ligegyldigt, om insulinen kommer fra Novo Nordisk eller Nevo Nothing?

Jeg synes, at hele sagen er lidt hyklerisk. Jensen's bøfhus har nu fået rettens ord for, at deres navn er et brand, som de må beskytte. Når danskere således i hobetal falder over bøf-kæden, skulle de måske overveje i samme åndedrag at falde over øvrige kapitalimperialister (fedt ord, ikke?) og boycotte disse virksomheder, uanset om det er gode, sunde, danske virksomheder, der bidrager særdeles til aktivt til det danske BNP - blandt andet ved at sagsøge Gud og hvermand, der misbruger deres navne og produkter.

Nå, det var alt sammen blot en sidebemærkning, thi grundlæggende er jeg pænt ligeglad med, hvor folk indtager deres føde. Og hvis jeg ellers er i det hjørne, kunne jeg selv godt blive overtalt til en 250 gr. bøf med whiskysauce og frites på den lokale bøf-joint.

Velbekomme