Viser opslag med etiketten Tilhænger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tilhænger. Vis alle opslag

mandag den 29. september 2014

Odense Boldklub - olé

Faste gæster på Odense Stadion, eller TreFor Park, vil genkende overskriften fra en af de muntre sange, der diskes op med som lækkert - og lidt bedaget - lir forud for OBs kampe på hjemmebane. Iøvrigt sammen med sange af Kim Larsen og ... Arne Lundemann!

Ligesom de muntre og stemningsskabende hymner må siges at virke outdatede og anakronistiske - omend især Lundemanns 'OB op i Top'-vise har en særegen kitchet tiltrækningskraft -  virker det mildest talt også som om OBs fodboldhold har set bedre dage. Resultatmæssigt er OBs sæsonstart historisk ringe med blot 6 point for 9 kampe, og den erklærede målsætning om en 7.-plads i årets udgave af Superligaen synes at være lysår væk - uambitiøs som den end måtte synes for en udenforstående.

Der er blevet sagt og skrevet meget om OBs nuværende krise, og tydeligst er der vist konsensus om, at økonomien efter de glade år i perioden 2009 - 2011 er den største begrænsning for klubben. Væk er tidligere tiders udenlandske - og danske - spillere som Djemba-Djemba, Peter Utaka, Kalilou Traoré, Roy Carroll, Bashkim Kadrii, Hans Henrik Andreasen, Thomas Helveg, Atle-Roar Hålland og mange andre. I stedet er der i indeværende transfer-vindue hentet forstærkninger ind fra klubber som AGF, Fredericia og lignende steder sammen med et sent indkøb af en tydeligvis formsvag og - synes det - halvtung georgier med det mundrette navn Vladimir Dvalishvili (omdøbt via tribunens folkelige vid til 'Dvaske Villy') fra Polen.

Det tyder ikke på sportslige ambitioner, der rækker ret meget længere end til overlevelse i Superligaen, og selv dette virker p.t. som en ambition, det bliver mere end vanskeligt at indfri. Og for en mange-årig tilhænger af det fynske fodboldflagskib gør det nogle gange næsten fysisk ondt at overvære kampene på stadion. Sidst for en uge siden, hvor jeg havde fornøjelsen af at se et (i 20-30 minutter) velspillende OB-mandskab falde sammen i 2. halvleg mod SønderjyskE og smide en føring, der burde have været større end 1-0 ved pausen.

Omvendt virker det også som om spillermaterialet er godt nok til mere end blot at hente en enkelt sejr i denne sæson. I en del af kampene har OB spillet lige op mod modstanderne (ihvertfald i perioder), så måske er Lasse Nielsen, Mikkel Kirkeskov, Lasse Kryger, Mikkel Desler og Thomas Mikkelsen gode nok? Men hvis det er tilfældet, hvad dælen er der så galt?

Fansene kræver træner Troels Bechs afgang efter devisen; en god træner gør sit bedste med det forhåndenværende spillermateriale - og dér har Troels Bech fejlet! Omvendt har Flemming Fjeldgaard i BT og Martin Davidsen i Tipsbladet argumenteret kraftigt for, at Troels Bech skal have lang snor af ledelsen i OB og at en fyring af Troels Bech ikke vil løse nogle problemer.

For mig at se er der meget, der er - eller har været - helt skidt i OB de seneste år. Mange af de beslutninger, der er blevet truffet vedr. ansættelse af trænere og sportsdirektører, indkøb og salg af spillere og fastlæggelse af spillestil mm. har virket retningsløse og fuldstændig uden hensyntagen til den berømte 'røde tråd'. Som bemeldte Fjeldgaard skriver i sin blog: "OB har sejlet rundt i nyansættelser og hentet spillere efter næsten alle tænkelige forskrifter og - tænker man i ny og næ - med hovedet under armen."

Tåbelige og dyre ansættelser kombineret med en økonomi, der synes at være på niveau med en 1.-divisionsklub skal give ridser i lakken. Personligt holder jeg meget af Troels Bech, som jeg anser for både fagligt dygtig, karismatisk og voldsomt sympatisk. Han er samtidig næsten den eneste i klubben, der har været en stabiliserende faktor midt i den djævlekreds af dumhed, der har præget de ledelsesmæssige beslutninger lige fra fyringen af Olsen, Brink og Jensen. Og man henter fx bare ikke en sportsdirektør i en netop nedrykket Superliga-klub, hvis man vil have netværk og spillere, der rækker ud over de rene bundplaceringer.

Økonomi er et rammevilkår klubben skal forholde sig til og som koster i bl.a. spillerkvalitet. Sådan er det, og det kan al snak om proces og nyorinteringer ikke skjule. Og der er forskel på Peter Utaka og Darko Bodul. Der er også forskel på Thomas Helweg (selv i karrierens efterår) og Mohammad Diarra. For slet ikke at tale om Eric Djemba-Djemba og Azer Busuladzic. Og det er trænerens opgave at få det bedste ud af den spiller-trup, der er til rådighed - men det tror jeg faktisk også, at Troels Bech har gjort!

Desværre mener jeg ikke, at hverken spillertrup eller træner (og kombinationen af de to entiteter) p.t. er ret meget bedre end til nedrykning. Jovist er der da enkelte lysende talenter med mere eller mindre udfoldet potentiale. Rasmus Falk er en sådan, og det er Emil Larsen også - når han rammer top-niveauet. Lasse Nielsen har gjort det rigtig godt i de seneste kampe (Brønshøj muligvis undtaget; jeg så den ikke) og Martin Spellman er altid garant for indstilling og figter-vilje.

Men jeg mangler alle de andre... Og hvor smerteligt det end måtte være for en gammel OB-tilhænger, så skal der altså andre indkøb til end halvtykke georgiere, hvis man vil være til mere end 1.-divisionsbold. Og så er valget vel simpelt; enten finder man økonomien til udvidelse af spillertruppen i januar-vinduet (hvad der dog ikke nødvendigvis gør Troels Bechs arbejde nemmere) eller også tager man den dybe indånding og turen ned i Nordic Bet-ligaen, hvor man finder sine ben igen. Både på banen, i ledelsen og i dén strategi, man fastlægger for begge dele...

torsdag den 21. august 2014

Fodbold, favoritter og det fysiske ubehag

Fodbold er ikke for sjov. Som den legendariske Liverpool-manager Bill Shankly udtrykte det: ”Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Den indstilling skuffer mig meget. Det er meget større end det”.

En overdrivelse, naturligvis… Men citatet rammer alligevel noget i alle os, der uge efter uge fra juli til maj står på stadion eller sidder bænket foran TV for at følge favoritholdet – og alle de øvrige hold, man kan se udfolde sig i Premier League, Champions League og Bundesligaen.

Det kan nemlig være vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at forklare det rent fysiske ubehag, der kan manifestere sig hos en fodboldfan på kampdagen. Den lette kvalme, maverumlen og de hyppige toiletbesøg, de klamme håndflader og den svigtende evne til koncentration når holdet spiller en betydende (eller ofte også en fuldstændig ligegyldig) kamp kan være en kilde til undren hos den udenforstående. I mit tilfælde også hos livsledsageren gennem mange år. Den uforholdsmæssigt store glæde, begejstringsbrølet over den afgørende scoring i det 75. minut og den deraf følgende sitrende uro, resulterende i konstante løb ind og ud af TV-stuen fordi man ikke tør se det sidste kvarter i frygt for udligningen, bliver genstand for såvel foragt som latterliggørelse. Og at man bliver genuint ked af det, når resultatet og/eller spillet ikke mager sig er dybt uforståeligt – specielt på 2.-dagen, for det er jo ’kun et spil’!!!

Nej, det er ikke. Jeg skal ikke prøve at give det ord og projicere oplevelsen over i retning af stammetilhørsforhold, maskulinitet og det moderne samfunds manglende identifikationsmuligheder for mænd(!). Jeg kan bare sige, at sådan er det…

For mit eget vedkommende har mange års tilhørsforhold til diverse klubber primært resulteret i manglende titler, lige-ved-og-næsten oplevelser, generelle skuffelser, raseri, surhed – og et utal af vidunderlige oplevelser på stadions og foran TV-skærmen. Man kunne selvfølgelig vælge nogle ’ordentlige’ hold at holde med, hvad der er blevet foreslået adskillige gange af familien, men prøv at spørg en Brøndby-tilhænger om man pludselig kan skifte til FCK eller en Arsenal-tilhænger om Liverpool ville være en god erstatning. Nej, vel?

Men når man ser listen over mine egne favorithold nedenfor, kan man måske fornemme den årligt tilbagevendende frustration hos undertegnede:

Hold fra Danmark

OB: Jeg flyttede til Odense for snart længe siden, og blev med kort tilløb tilhænger – og det har ikke været sjovt! Sporadiske top fem placeringer de første ti år, en enkelt fabelagtig sæson i UEFA Cuppen, to pokaltitler og tre sølv-medaljer er den magre høst på 21 år. P.t. bund-/midterhold uden udsigt til noget ret meget bedre, men det vil jeg udbrede mig om i en selvstændig post senere.

Nakskov Boldklub: Barndommens klub. Målforskellen gjorde, at NB ikke rykkede op i den daværende 1. division i 1978 (det gjorde Hvidovre IF) og jeg husker stadig gråden i bussen på vej hjem fra Sundby Idrætspark, hvor drengene havde gjort deres ved at slå Fremad Amager (3-2 så vidt jeg husker). En kvartfinale i pokalturneringen og derefter mange års nedsynkning i glemsel og elendige resultater. Frister nu en tilværelse i LF-serien. Jeg spillede selv en stabil venstre wing og senere venstre back. Var selvskrevet til pladserne på grund af mit medfødte handicap som venstrebenet. 

OKS: En kort storhedstid i slut-firserne resulterede næsten i oprykning til 1. division, men nej… Og kort derefter gik den professionelle afdeling konkurs som resultat af lidt højtflyvende planer (og muligvis lidt
kreativ bogføring og lemfældig omgang med kontraktreglerne). Der hænger et vidunderligt billede af 1.holdstruppen fra dengang i klublokalet; her troner alle spillerne foran deres ens sponsor-biler, leveret af en lokal auto-forhandler. Et fantastisk billede på tidlig professionalisme i dansk klubfodbold i provinsen.  
Men man skal have et lokalt sekundahold at holde med, og mit blev geografisk betinget. Efter en kort flirt med Odense Chang flyttede jeg til bekvem nærhed af OKSon Park (det hedder stadion faktisk; der er blåt vejviserskilt og alting…) Det var her jeg selv spillede i 12 år (seriefodbold og Old Boys) og der var her man jævnligt gik over med ungerne lørdag eftermiddag kl. 15, når Danmarksserieholdet foldede sig ud. Og det var her man så fodbold as it should be: Kække tilråb fra de 150 tilskuere, der alle kendte en eller flere af spillerne på fornavn, øl på flaske og elendig lyd i højtaleranlægget. Og naturligvis store, fedtede og sprøde grillpølser, serveret af Tosse-Leif (der til alles skræk også kunne blive sat på som dommer i en lilleputkamp lørdag formiddag).  

Hold fra udlandet

Tottenham Hotspurs: Blev forelsket dér sidst i 70’erne, da THFC som den første britiske klub gjorde gevaldigt op med den fremherskende kick and rush-stil og hentede hhv. Osvaldo ’Ossie’ Ardiles og Ricardo Villa fra de argentinske verdensmestre. Nu skulle der spilles samba-bold, skulle der, og lige lidt hjalp det. Så det er fortsat 53 år siden at de blev engelske mestre, og det er fortsat 23 år siden, at de vandt FA Cuppen. Men vi tror, gør vi… hele tiden!

Scunthorpe United FC: Kevin Keegan har spillet dér. Og SUFC har i øvrigt aldrig nået andet end en enkelt miserabel, shitty season i den næstbedste engelske række (2009). Og hvorfor dog netop Scunthorpe?? Af den modsatte grund end Tottenham. Her hersker klassiske engelske dyder; løb, fight og syngende tacklinger – og masser af Kick’n’Rush. Har efterhånden streamet en del kampe, og det er altid underholdende og aldeles pinagtigt at overvære. Selv i den forgangne sæson, hvor holdet formåede at spille sig tilbage i League One efter en enkelt sæson i League Two.

Og så er der jo Borussia Mönchen Gladbach. Primært på grund af Allan Simonsen og Henning Jensen i 70’erne. Og Real Madrid. Og Napoli. Og måske lidt Næsby…

Men de sidste giver ikke ondt i maven på kampdagen. Og meget kan man sige om det fantastiske fodboldspil i CL, PL og Bundesligaen; fodbold er og bliver sjovest når man som tilskuer og tilhænger er engageret følelsesmæssigt. Også selvom det giver ubehag.