Fodbold, favoritter og det fysiske ubehag

Fodbold er ikke for sjov. Som den legendariske Liverpool-manager Bill Shankly udtrykte det: ”Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Den indstilling skuffer mig meget. Det er meget større end det”.

En overdrivelse, naturligvis… Men citatet rammer alligevel noget i alle os, der uge efter uge fra juli til maj står på stadion eller sidder bænket foran TV for at følge favoritholdet – og alle de øvrige hold, man kan se udfolde sig i Premier League, Champions League og Bundesligaen.

Det kan nemlig være vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at forklare det rent fysiske ubehag, der kan manifestere sig hos en fodboldfan på kampdagen. Den lette kvalme, maverumlen og de hyppige toiletbesøg, de klamme håndflader og den svigtende evne til koncentration når holdet spiller en betydende (eller ofte også en fuldstændig ligegyldig) kamp kan være en kilde til undren hos den udenforstående. I mit tilfælde også hos livsledsageren gennem mange år. Den uforholdsmæssigt store glæde, begejstringsbrølet over den afgørende scoring i det 75. minut og den deraf følgende sitrende uro, resulterende i konstante løb ind og ud af TV-stuen fordi man ikke tør se det sidste kvarter i frygt for udligningen, bliver genstand for såvel foragt som latterliggørelse. Og at man bliver genuint ked af det, når resultatet og/eller spillet ikke mager sig er dybt uforståeligt – specielt på 2.-dagen, for det er jo ’kun et spil’!!!

Nej, det er ikke. Jeg skal ikke prøve at give det ord og projicere oplevelsen over i retning af stammetilhørsforhold, maskulinitet og det moderne samfunds manglende identifikationsmuligheder for mænd(!). Jeg kan bare sige, at sådan er det…

For mit eget vedkommende har mange års tilhørsforhold til diverse klubber primært resulteret i manglende titler, lige-ved-og-næsten oplevelser, generelle skuffelser, raseri, surhed – og et utal af vidunderlige oplevelser på stadions og foran TV-skærmen. Man kunne selvfølgelig vælge nogle ’ordentlige’ hold at holde med, hvad der er blevet foreslået adskillige gange af familien, men prøv at spørg en Brøndby-tilhænger om man pludselig kan skifte til FCK eller en Arsenal-tilhænger om Liverpool ville være en god erstatning. Nej, vel?

Men når man ser listen over mine egne favorithold nedenfor, kan man måske fornemme den årligt tilbagevendende frustration hos undertegnede:

Hold fra Danmark

OB: Jeg flyttede til Odense for snart længe siden, og blev med kort tilløb tilhænger – og det har ikke været sjovt! Sporadiske top fem placeringer de første ti år, en enkelt fabelagtig sæson i UEFA Cuppen, to pokaltitler og tre sølv-medaljer er den magre høst på 21 år. P.t. bund-/midterhold uden udsigt til noget ret meget bedre, men det vil jeg udbrede mig om i en selvstændig post senere.

Nakskov Boldklub: Barndommens klub. Målforskellen gjorde, at NB ikke rykkede op i den daværende 1. division i 1978 (det gjorde Hvidovre IF) og jeg husker stadig gråden i bussen på vej hjem fra Sundby Idrætspark, hvor drengene havde gjort deres ved at slå Fremad Amager (3-2 så vidt jeg husker). En kvartfinale i pokalturneringen og derefter mange års nedsynkning i glemsel og elendige resultater. Frister nu en tilværelse i LF-serien. Jeg spillede selv en stabil venstre wing og senere venstre back. Var selvskrevet til pladserne på grund af mit medfødte handicap som venstrebenet. 

OKS: En kort storhedstid i slut-firserne resulterede næsten i oprykning til 1. division, men nej… Og kort derefter gik den professionelle afdeling konkurs som resultat af lidt højtflyvende planer (og muligvis lidt

kreativ bogføring og lemfældig omgang med kontraktreglerne). Der hænger et vidunderligt billede af 1.holdstruppen fra dengang i klublokalet; her troner alle spillerne foran deres ens sponsor-biler, leveret af en lokal auto-forhandler. Et fantastisk billede på tidlig professionalisme i dansk klubfodbold i provinsen.  

Men man skal have et lokalt sekundahold at holde med, og mit blev geografisk betinget. Efter en kort flirt med Odense Chang flyttede jeg til bekvem nærhed af OKSon Park (det hedder stadion faktisk; der er blåt vejviserskilt og alting…) Det var her jeg selv spillede i 12 år (seriefodbold og Old Boys) og der var her man jævnligt gik over med ungerne lørdag eftermiddag kl. 15, når Danmarksserieholdet foldede sig ud. Og det var her man så fodbold as it should be: Kække tilråb fra de 150 tilskuere, der alle kendte en eller flere af spillerne på fornavn, øl på flaske og elendig lyd i højtaleranlægget. Og naturligvis store, fedtede og sprøde grillpølser, serveret af Tosse-Leif (der til alles skræk også kunne blive sat på som dommer i en lilleputkamp lørdag formiddag).  

Hold fra udlandet

Tottenham Hotspurs: Blev forelsket dér sidst i 70’erne, da THFC som den første britiske klub gjorde gevaldigt op med den fremherskende kick and rush-stil og hentede hhv. Osvaldo ’Ossie’ Ardiles og Ricardo Villa fra de argentinske verdensmestre. Nu skulle der spilles samba-bold, skulle der, og lige lidt hjalp det. Så det er fortsat 53 år siden at de blev engelske mestre, og det er fortsat 23 år siden, at de vandt FA Cuppen. Men vi tror, gør vi… hele tiden!

Scunthorpe United FC: Kevin Keegan har spillet dér. Og SUFC har i øvrigt aldrig nået andet end en enkelt miserabel, shitty season i den næstbedste engelske række (2009). Og hvorfor dog netop Scunthorpe?? Af den modsatte grund end Tottenham. Her hersker klassiske engelske dyder; løb, fight og syngende tacklinger – og masser af Kick’n’Rush. Har efterhånden streamet en del kampe, og det er altid underholdende og aldeles pinagtigt at overvære. Selv i den forgangne sæson, hvor holdet formåede at spille sig tilbage i League One efter en enkelt sæson i League Two.

Og så er der jo Borussia Mönchen Gladbach. Primært på grund af Allan Simonsen og Henning Jensen i 70’erne. Og Real Madrid. Og Napoli. Og måske lidt Næsby…

Men de sidste giver ikke ondt i maven på kampdagen. Og meget kan man sige om det fantastiske fodboldspil i CL, PL og Bundesligaen; fodbold er og bliver sjovest når man som tilskuer og tilhænger er engageret følelsesmæssigt. Også selvom det giver ubehag.  

Sprog og nysprog

I den britiske avis The Guardian - som almindeligt dannede mennesker naturligvis læser dagligt - kunne man onsdag læse en munter lille sag om tre fans af fodboldklubben Tottenham, der var blevet sigtet for at bruge ordet 'Yid' i forbindelse med en fodboldkamp. Forklaringen er, at ordet, anvendt i dens oprindelige, engelske betydning, er nedsættende overfor mennesker af jødisk herkomst - og hermed pr. definition anti-semitisk.

Der er dog et lille aber dabei: Tottenham er en engelsk traditionsklub fra det nordlige London, der oprindeligt var en klub, hvor en stor del af spillerne var jøder. I udekampe blev ordet 'yids' anvendt nedsættende om holdet, men holdets fans - der var stolte af klubbens historik - tog skældsordet til sig, og anvendte det i stedet som en æresbetegnelse for holdet; The Yid Army. Det kan man bl.a. læse i klubbens egen historie og, lidt mere overskueligt, på Wikipedia. Man kan også se det på White Hart Lane - klubbens hjemmebane - hvor det, som på nedenstående billede, bruges sammen med klubbens oprindelige logo.

Men det må man altså ikke mere. Ikke nok med at henstille til at bruge ordet med omtanke, nu bliver fans også politianmeldt for brugen af det!

Jeg har stor forståelse for, at man ikke skal ytre sig racistisk, hverken med ord som 'neger', 'perker', 'rødhud' eller 'smovs', da disse ord er ualmindeligt nedsættende for den gruppe mennesker de betegner. Men nogle gange går vi altså helt overbord i vores orwellske iver efter at udrense sproget for alt farve. Og i dette tilfælde er det da helt grelt; her har fans, der tidligere fik ordet brugt imod sig, taget det til sig som en æresbevisning - og dermed vendt betydningen 180 grader, således at det nu er en kærlig opmuntring til spillerne - og det bliver de straffet for!

Kært barn har mange navne, og således også Tottenham Hotspurs; Yid Army, Spurs og Coys er nogle af dem. Måske skal vi også forbyde Spurs - da det jo er et middelalderligt udstyr til at pine og plage heste - og Coys (omend jeg fortsat mangler at se, hvordan dette kan fortolkes racistisk).

Naturligvis skal man ikke håne og råbe nedsættende efter nogle, der tilfældigvis har en anden etnisk baggrund end en selv. Men man behøver nu heller ikke blive smålig. I USA vil man snart få problemer, hvis linjen skal føres helt igennem; her må Cleveland Indians fra NFL ikke længere hedde Indians p.gr.a. sprogpolitikken, og derfor kan vi måske snart se frem til mødet mellem Cleveland Native Americans og Minnesota Vikings .... Nå, nej; Minnesota Native Scandinavians.