Gud, konge og skolegang

Mai Mercado - politisk ordfører for det Konservative Folkeparti - vil have mere kristendomskundskab på skoleskemaet i den danske folkeskole. Ikke fordi kristendom er bedre end islam, hvad den dog er ifølge indholdet i hendes kronik i Berlingske den 2. april, men fordi kristendommen ifølge fru Mercado er 'en af nøglerne til at forstå det danske samfund'.

Det gælder fx begreber som næstekærlighed, medfølelse overfor samfundets svageste og det, at vi ønsker at behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Alt dette er kernen i kristendommen iflg. lex Mercado - og alt dette er danske kerneværdier. I dette tilfælde tydeligvis sat op imod andre kerneværdier i andre religioner, der ikke er nær så gode - og danske - som kristendommen.

Jeg vil forsøge at lade alt det religiøse vås ligge, for Mercado og andre kristne må tro som de lyster. Et enkelt forbehold skal dog lyde i forhold til det fundament, kristendommen udgør for danskheden, og som næstekærligt og samaritaner-agtigt folder sig ud i vores forståelse af kristendommen. Mig bekendt hviler vores protestantiske udgave af den statsanerkendte tro på den reformation, som Luther satte i gang med sine teser i Wittenberg sidst i 1400-tallet. Luther selv var heftigt anti-semitisk, og slog derfor til lyd for, at man brændte alle jødiske skrifter og rev alle synagoger ned, og den katolsk opdragede Hitler førte som bekendt an i masse-udryddelsen af jøderne i Europa før og under 2. Verdenskrig under det indgraverede motto på bæltespænder mv.: "Gott mit uns"... Selv i nyere tid er kristendommen derfor ikke kun barmhjertig og næstekærlig, men udgør - som en del andre trosretninger - også en platform for indskrænket menneskesyn og brutal selvhævdelse. Den del af kristendommen regner jeg med, at man ikke inddrager som fundamentet for forståelsen af danskheden, eller..??

Men til sagen. Det er efter min bedste overbevisning en fejlslutning af rang, at kristendomskundskab har noget som helst med skolegang at gøre, ligesom teologi ikke har noget at gøre på et universitet (da det jo pr. definition er en ikke-videnskab) og ligesom kirken ikke har en naturlig plads i vores grundlov. Kristendom er en religion, man som individ eller i fællesskab bekender sig til, men det er ikke et skolefag. Forståelsen af vores samfund, demokratiet, velfærdssystemet og den danske historie kan givetvis være koblet på et kristent udgangspunkt (og det samme kan vel siges om en lang række øvrige lande i Europa og Amerika), men det er ikke kristendommen, der er definerende for vores rolle i et moderne nationalstats-demokrati i et globaliseret samfund.

Lad os derfor lære vores unge mennesker hvordan vores samfund er skruet sammen i enhver forstand. Lad os lære dem, at historie, kultur, fælles værdier, demokrati, naturforvaltning og opfattelse af danskhed og samfund er noget, der skal forstås og tages vare på - og som danner rammerne om det liv og det samfund, de er en del af. Det heldige - for kristendommen - er jo, at de basale værdier, den hævder, alle er værdier vi fortsat kan skrive under på og bekende os til - også udenfor en kristen kontekst. Således kan undervisningen om vores samfund og dets værdier sagtens finde sted, uden at vi behøver inddrage hverken Gud, Jesus, Beelzebub eller landsbydegnen.

Religion er - som kristendommen - i al almindelighed opstået fordi der samfundsmæssigt har været et behov for at tro på, at der var noget bedre 'på den anden side'. Det kan vi alle have brug for at tro på midt i denne verdens fortrædeligheder, men mon ikke behovet var større i et uoplyst bondesamfund - og som et redskab for magtfulde herskere - i middelalderen? Så lad os fastholde kristendommen og øvrige religioner i dén position; som middelalderlig folke-overtro, der for nogle har en naturlig plads i deres eget verdensbillede, men som ikke har noget at gøre i hverken skole, universitet eller lovgivning i et moderne samfund.

Og lad dermed de konservative i al fordragelighed beholde deres Gud-Konge-Fædreland-hejs i fred. Så kan det være, at de lader mine uskyldige børn i fred, og i stedet lader dem lære matematik, engelsk, tysk og samfundsforståelse i skolen. Det vel det, vi har den til? Og lad os i samme åndedrag fjerne religionen fra Finansloven, Grundloven og universiteterne, således at vi for alvor kan hævde adskillelsen mellem kirke og stat.
 

Fyr formanden?

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det svært med Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Senest har Amalie Lyhne været kraftigt ude med riven i et indlæg i Berlingske, hvor hun bl.a. karakteriserer ham som den 'sureste mand, der findes', og jeg kan ikke være mere enig. Jeg har aldrig hørt Anders Bondo udtrykke begejstring eller blot mild glæde over noget som helst, der finder sted i folkeskolen, men tværtimod har han gentagne gange skudt al udvikling eller tale om udvikling af folkeskolen i sænk med nedadvendte mundvige.

Der er delte meninger om folkeskolereformen, og selv er jeg - på et fundament af manglende viden og lapidarisk indsigt og evidens via mine egne børns skolegang - ganske godt tilfreds med det, jeg forstår af indhold og læringsmål. Så lad os endelig lade den faglige del ligge.

Nu er Anders Bondo jo heller ikke pædagogisk konsulent i udviklingen af reformen. Anders er formand for en fagforening, der skal varetage medlemmernes løn og arbejdsvilkår i deres ansættelse, og derfor har han naturligt nok fokus på de forringelser, han mener folkeskolereformen medfører for hans medlemmer. Og her kan ikke herske tvivl; Anders Bondo mener, at lærerne har fået væsentligt forringede arbejdsvilkår, blandt andet fordi ledelsesretten udfordrer lærernes egen tilrettelæggelse af arbejdstiden, og fordi det nu forventes at lærerne tilbringer en større del af arbejdstiden på skolen frem for fx i hjemmet, bl.a. når de skal forberede sig.

Det er sådan set rimelig nok, qua formandskabet i DL, at påpege disse forringelser. Men hvis man lige tager den skridtet videre, og tænker at formandens arbejde også bør være at arbejde for at ændre vilkårene, så forstår jeg simpelthen ikke Bondos strategi. Hvis han skal ændre noget på et så væsentligt område som folkeskolen, så kræver det et meget bredt fundament blandt forældre, arbejdsgivere, elever og det omgivende samfund i det hele taget. Med andre ord skal jeg overbevises om, at reformen ikke blot giver lærerne forringede vilkår, men at det rent faktisk også er en formålsløs reform set ud fra et læringsperspektiv og evt. andre parametre. Og så er det jo dét, Anders skal kommunikere ud; han skal samle et bredt og mangefacetteret udsnit af befolkningen bag sig, der rejser et massivt krav om ændringer.

Men i stedet har Anders Bondo formået på adskillige områder at bekræfte fordomme om lærere, arbejdstid og vilje/evne til at indgå i samarbejde. Senest med nedenstående billede på Twitter:

Det eneste, Anders Bondo opnår med en sådan besked er at bekræfte en given oplevelse/fordom om, at lærere er sådan nogle, der vil holde lange ferier - og at modstanden mod reformen sker ud fra en modstand mod retten til at lede og fordele arbejdet (som når Anders overfor en stor forsamling af lærere råber: "De siger, at de skal lede os! Gu' skal de da ej lede os.."). Og nå ja; det udstiller vel også Anders' uvidenhed om det øvrige arbejdsmarked, der vel må siges at virke under samme 'ufleksibilitet', når fx arbejdspladsen lukker i tre uger om sommeren, og man derved 'tvinges' på ferie på et givet tidspunkt.

Min pointe med ovenstående; jeg har i masser af tilfælde sympati for lærerne, og jeg har heldigvis oplevet flere lærere, der var engagerede ildsjæle med stor faglighed og pædagogisk indsigt til gavn for mine børn end det modsatte. Men når deres egen formand udelukkende formår at fremstille lærere som ofre, der kun er interesseret i lærergerningen på grund af den korte arbejdsdag og de lange ferier, så vil det aldrig lykkedes ham at få befolkningens sympati i tilstrækkelig grad til at få ændret reformen. Som en stor del af forældrene iøvrigt er tilfredse med indtil videre.  

Alene af den grund - og ikke bare fordi jeg ikke kan lide ham - bør lærerne tænke sig godt om ved næste formandsvalg. De kunne jo evt. bare stille sig selv spørgsmålet; Hvad har Anders Bondo gjort for os i forbindelse med reformen?

Og så tror jeg, at en del nok vil tage Amalie Lyhnes anbefaling til sig og rent faktisk fyre formanden.