I disse dage, hvor der skydes med skarpt på såkaldte ekstremister, er der en tendens til at fokusere på hhv. ekstremisternes religiøse og politiske baggrund og motiver og målet for deres eventuelle terrorhandlinger. Det er blandt andet sket i tilfældet med den tragiske begivenhed i København for to uger siden, hvor to mennesker mistede livet.
Det giver en god, forståelig ramme at arbejde ud fra, når man således kan klarlægge baggrund, motiv og mål for en given handling, der kan skabe frygt, angst og mistro. Man får kategoriseret frygten, og man kan således fortælle sig selv, at man ikke selv er målet for den næste tilfældige nedskydning, for man kan jo bare lade være med at tegne profeten, blande sig i debatten og fx møde op til ytringsfrihedsdiskussioner. Alternativet er frygt, der bunder i tilfældigheder og kaos - og ustyrbarhed - og dermed manglende muligheder for at gardere sig mod tåber, tosser og terrorister.
Når vi således får kategoriseret de forbrydere, der med deres kriminelle handlinger angriber vitale dele af vores selvforståelse i forhold til fx demokrati (ytringsfrihed, religionsfrihed og - nå ja - sekulariseret parlamentarisme), er det langt nemmere at håndtere end den tilfældige terror, der i al ubemærkethed har sneget sig ind på os via den potentielt farligste gruppe af alle.
Jeg taler om mødre. Mere specifikt de såkaldte spelt-mødre. Eller forældre, thi der skal nok gemme sig et par fædre i denne gruppe også.
Disse tilsyneladende så uskyldige mennesker, der lever deres liv sundt og - i de fleste tilfælde - stilfærdigt, er i al ubemærkethed ved at åbne døren for nød, elendighed og tab af menneskeliv på en baggrund af overbevisning og tro! Ikke kristen-troen, men tyrkertroen på, at alt, hvad der er naturligt også er sundt, og derfor også pr. definition; alt hvad der ikke opfylder naturligheds- og sundhedskriterierne er fælt og usundt, og vil lede til fortabelse, dårligdom og menneskehedens forfald.
Ifølge denne overbevisning er det ikke naturligt at vaccinere sit barn mod børnesygdomme som fx mæslinger. Med sund kost, dialog og gode sengevaner vil de små poder gennem opdragelse og oplysning udvikle resistens overfor smitsomme sygdomme - og i tilgift vil de slippe for uheldige følgevirkninger af vaccinen.
Dette er naturligvis en subjektiv tolkning af motiver, men hvad skal man dog tro, når moderne, oplyste mennesker, uddannet i et land med stolte traditioner for positivistiske såvel som humanistiske/hermeneutiske vidensidealer af egen, fri vilje vælger at undlade at vaccinere deres børn? For det er vel næppe utilsigtede og uhensigtsmæssige bivirkninger, de er bange for? Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dem at læse Poul Høis glimrende gennemgang (en såkaldt long-read, så læseren skal væbne sig med tålmodighed), om hvorfor amerikanske forældre på baggrund af videnskabelig uredelighed, løgn og manipulationer samt en enkelt Hollywood-celebritys hysteri vedr. en ADHD-diagnose i kollektivt hysteri fravalgte vaccinen.
Der er nu konstateret (mindst) to udbrud af mæslinger i Danmark og langt flere i Tyskland - og flest i USA. Et af den vestlige verdens skrækscenarier er således nærmere på at blive realiseret i den dommedag, T.S. Elliot skrev om i sit berømte digt The Hollow Men:
This is the way the world ends
Not with a bang but a whimper
Den stilfærdige frelsthed fra en gruppe borgere, der bygger deres videnskabelige opfattelse på tro og ikke på naturvidenskab - ikke ulig amerikanske kreationister og kristne, religiøse dogmatikere - kan føre til en konklusion om, at disse forældre kan sammenlignes med den tilfældige terror (eller rettere; de forbrydelser), som fx gerningsmanden bag nedskydningerne i København udfører. Når man vælger ikke at vaccinere sit barn udsætter man andre for smitte - potentielt dødelig - og selv hvis der ikke finder dødsfald sted, opnår man med sikkerhed, at sygdommen på ingen måde bliver udryddet, som det ellers var WHOs mål.
I dette tilfælde taler vi om mæslinger, men den rette tro og overbevisning har tidligere vist sig vanskelig at bekæmpe, også ved farligere sygdomme som fx AIDS. Så derfor; beware of the danger - også ved hysteriske forældres modstand mod noget så simpelt og - tør jeg sige - uskyldigt som vaccine.
PS: Hvordan det ser, når speltmødre virkelig bliver opbragte på nationens vegne, kan anskueliggøres via nedenstående facebook-opslag. Samme forargelse så jeg gerne, at der udvistes, når talen kom på manglende vaccination:
tirsdag den 24. februar 2015
Bio-terror
Etiketter:
frygt,
Mæslinger,
Poul Høi,
spelt,
speltmødre,
sundhed,
terror,
terrorisme,
vaccine
tirsdag den 6. januar 2015
Hvad må man sige?
Den velfortjente - og lange - juleferie er blevet fordøjet, og de mange indtryk har efterhånden sænket sig. Og i fravær af temaer med omkalfatrende betydning for menneskeheden (eller rettere; i vores ignorance af netop disse temaer) er der et enkelt tema, der de seneste uger er poppet op med regelmæssige mellemrum og stadig større påtrængenhed i diverse sammenhænge; hvad må man sige i det offentlige rum?
Annette Heick blev en kort tid de sociale mediers yndlingshadeobjekt ved i sin blog at fortælle, at hun i opgøret med "vor tids farligste kultursygdom: Den politiske korrekthed" havde en inderlig lyst til at sige ordet 'Neger'. Ordet i sig selv er ganske uskyldigt, forklarede hun pædagogisk, og det kan kun opfattes nedladende fordi ' nogen - igen - motivfortolker'.
Helt bortset fra fru Heicks lemfældige omgang med det danske sprog i al almindelighed (det hedder 'nogle', ikke 'nogen') demonstrerer hendes blog en noget indskrænket forståelse af sprog og sprogbrug. Det er ikke 'nogle' der motivfortolker, det er de mennesker, der er genstand for betegnelsen, der opfatter den nedladende, idet denne betegnelse netop rammer al historik af betegnelsen ind i forhold til forskelsbehandling, latent eller udtrykt racisme og generel ringe-agt. Det er derfor heller ikke mig, der motivfortolker når ordet 'neger' anvendes; det er min forståelse af ordet i en kulturel og historisk kontekst, der danner betydningen.
Det samme er David Trads inde på i sin blog, hvor han helt overordnet gør op med politisk korrekthed som en 'sygdom' og i stedet forklarer den som helt almindelig høflighed - dvs. "det samme som at opføre sig ordentligt". Jeg vil klart tilslutte mig hr. Trads' bemærkninger - når det er rettet mod denne grad af kulturel og historisk armod - omend jeg måske ikke mener, at al politisk korrekthed 'kun' er at opføre sig ordentligt.
Jeg omtaler sjældent folk som negre, perkere eller sinker, ligesom jeg glad og gerne afstår fra at kalde mine medmennesker fede, skævøjer eller spassere. Det er simpelthen et spørgsmål om almindelig respekt og høflighed.
Til gengæld opfatter jeg ikke den afrikanske kvindes profil på Cirkel Kaffen som hverken racistisk eller nedsættende. Her kan det jo godt være, at jeg både er dum og historisk fattesvag, men for mig har vanilledrengen og kaffe-kvinden altid været et brand-ikon på linie med Nikes swush-logo eller Coca-Colas karakteristiske svungne skrift.
Jeg har - i parentes bemærket - heller ikke noteret mig, at hverken afrikanske kvinder eller øvrige berørte har protesteret voldsomt mod disse billeder, men det kan jo - alt andet lige - bare være et udtryk for repressiv tolerance? Det mener Mathias Danbolt, der til information fortæller, at danskernes accept af netop disse ikoniske billeder er et udtryk for en selektiv bevidsthed, hvor danskerne dyrker det nostalgiske men glemmer, at billederne er udtryk for en imperialistisk koloni- og magtstruktur, som vi var en stor del af - og som ikke altid var særlig smuk. Det sidste har han givetvis ret i. Om det så også er dannende for vores nutidige opfattelse af klassiske varemærker, tvivler jeg dog noget mere på.
Til gengæld vil jeg lige runde af med at fortælle, at jeg svært gerne vil omtales som #kugodt #snack eller #bootylicious. Af årsager, som det ikke er mig forundt at dømme om, sker dette dog aldeles sjældent. Faktisk aldrig. Så måske skulle jeg overveje at aflægge Fitness World et besøg?

Annette Heick,
Cirkel Kaffe,
David Trads,
Fitness World,
information,
Mathias Danbolt,
politisk korrekthed
onsdag den 8. oktober 2014
Romer-rigets fald
Jeg er – i mange tilfælde – ret vild med Knud Romer. Hans
korte roman Den der blinker er bange for
døden (2006) er efter min bedste overbevisning noget af det bedste danske
litteratur, der udkom i 00rne, og jeg er begejstret for hans ofte hudløse
kritik af samfundet på TV, i radio og andre steder, hvor han kommer til orde –
også i de (mange) tilfælde, hvor jeg ikke er enig med ham.
Jeg har tidligere på denne virtuelle plads muntret mig med
en notits om uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og hendes tanke om uddannelsesdimensionering, men det er ingenting mod, hvad den gode Romer kan præstere. I et debatindlæg i Politiken raser han mod de ’talende excel-ark’, der leder ministeren ad
fortabelsens, åndløshedens og kulturløshedens brede motorvej, ved at lade ”Den
økonomiske rationalitet fra markedet og produktionen bliver totaliseret til at
gælde for tilværelsen som helhed, og ministeriet administrerer en instrumentel
fornuft, hvor alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form
af produktion, vækst og profit.”
Det er jo for så vidt et legitimt synspunkt. Romer mener, at
man ofrer især de humanistiske uddannelser ud fra en produktivitetstankegang,
hvor alt, der ikke kan gøres op i (økonomisk) værditilvækst, bliver anset for
ubrugeligt, hvorfor man neddimensionerer de klassiske humanistiske fag på
universiteterne, thi kandidaterne herfra er ikke længere anvendelige i et
moderne samfund.
Så langt, så godt. Som gammel humanistisk uddannet
halvstuderet røver kan jeg godt følge ham i kritikken. Men det er alligevel,
som om Romer sejler kanoen så langt ud i den retoriske sump, at hans argumentation
katapulter ham lige over i den grøft, hvor de fæle produktivitetsfascister kan anklage
ham for at være det levende bevis for overflødigheden af flere af hans slags.
Romeren fortæller nemlig om en rystende oplevelse han havde
i mødet med en navngiven chef i Dansk Erhverv, der ikke kendte en rygende
hattefis til en – tydeligvis berømt – klaverfabrik i Leipzig, hvor såvel
Brahms, Liszt og Mahler havde været på besøg, ligesom den stakkels, kulturelt
forarmede mand intet kendte til Den Anden Wienerskole, Alban Berg, Magnus Zeller
og Kirchner. Helt grotesk blev det, da den gode Jannik Linnemann kunne afsløre
sit ukendskab til Rainer Maria Rilke, Dylan Thomas og de tyske
ekspressionister.
En åbenbaring af indholdet af et uvidenhedens tempel åbnede
sig for Romer, må man forstå. En chokerende indsigt i den mentale tilstand hos
en mand, der tydeligvis var u-dannet i så ekstrem grad, at flere af denne slags
ville medføre rigets (for-)fald.
Og så må jeg jo krybe til bekendelse. En enkelt digtsamling
af Dylan Thomas er det blevet til for undertegnede i det sidste kvarte
århundrede, ligesom Rilke (på tysk, forstås) en enkelt gang har fundet nåde for
mit kritiske blik. Men ’Der Blaue Reiter’, Wienerklassicismen og Rachmaninov har
jeg ikke beskæftiget mig med, ligesom Den Anden Wienerskole er et ukendt begreb
for mig og de omtalte ekspressionister kun har fundet vej til mit hjem i
opslagsværker indkøbt af min kunstinteresserede hustru.
Det moderne samfund er bygget på fælles kulturelt arvegods.
Det kan der ikke herske tvivl om. Det vil det også blive fremover, om end det
mere fragmenterede og individuelt baserede kulturforbrug, nok i fremtidige
generationer vil reducere omfanget af fællesheden. Men en klassisk humanistisk
uddannelse er ikke ensbetydende med kendskabet til ovennævnte kunstnere,
klaverbyggere og retninger i moderne billedkunst, og kendskabet hertil er
heller ikke en betingelse for at kunne udføre et erhverv, der ligger i
forlængelse af den type dannelse, Knud Romer hævder vigtigheden af.
Jeg er ikke enig i dimensioneringstanken, primært fordi jeg
ikke mener, at uddannelsesministeren skal vælge vejen for de uddannelsessøgende
i højere grad end det allerede bliver gjort. Vil de vide alt om litteratur,
kunst, sprog, kommunikation eller folkeslag skal de være så evigt velkomne for
min skyld. Jeg betaler også gerne for det via min skat, og hvis de bliver
ledige efter deres uddannelse, så har de – i et eller andet omfang – selv kendt
risikoen inden de påbegyndte deres uddannelse.
Men mit argument bygger ikke på, at dem, der medvirker til
at træffe beslutningen, ikke kommer fra et hjem med klaver – eller i øvrigt har
lyttet til 12-tonemusik, studeret im- eller ekspressionisme eller kender
forskel på Dylan Thomas, Thomas Mann eller Bob Dylan. Validiteten af Romers
argument bliver voldsomt reduceret, hvis han i ramme alvor mener, at de talende
Excel-ark ikke har ret til at mene
noget, blot fordi de ikke er (ud-)dannet som han er.
Det er simpelthen kultursnobberi på et niveau, hvor selv jeg
ikke kan være med. Og jeg læser ellers gerne moderne litteratur og hører Miles
Davis. På grammofonen…
Etiketter:
Knud Romer,
kultur,
kultursnob,
Politik,
Sofie Carsten Nielsen,
uddannelsesvalg
tirsdag den 30. september 2014
Så er bussen parkeret
Det kan vist kun blive til en hurtig opdatering: Troels Bech fyret i OB - Ove P. ind som hans afløser! Og som sportchef Jesper Hansen siger i pressemeddelelsen: "[Ove er] en meget pragmatisk træner, der har vist et talent for at udnytte potentialet i en given trup".
Som jeg skrev i går har jeg altid haft en vis veneration for Troels Bech, og jeg er ikke en af dem, der har krævet hans hoved på et fad. OBs ledelse har givet ham nogle ualmindeligt vanskelige rammevilkår ved 1) at hente 12 spillere ind på holdet over sommeren, der 2) ikke som samlet enhed nødvendigvis har niveau til Superligaen, og som i kraft af de udeblevne resultater 3) har krævet en omlægning af spillestil, taktik og organisering midt i opstartsperioden. Når et par af de bærende kræfter på holdet derudover bliver solgt (Kadrii), skadet (Falk) eller bare primadonna-fornærmet og synes, at man er for god til holdet og derfor konsekvent slår op i banen i modgang (Emil Larsen), så er det sgu'tte nemt at skabe resultaterne.
Når det så er sagt, er der naturligvis en vis konsekvens i OBs reaktion på krisen. Ledelsen skal vise handlekraft - og de skal sikre holdets overlevelse i Superligaen. Handlekraften demonstreres på den eneste mulige måde, når nu man ikke har handlet med rettidig omhu i det seneste transfervindue; man fyrer naturligvis træneren, der jo ret beset ikke har formået at skabe resultater. 6 ud af 27 mulige point er ikke godt nok, og man kan jo - som det hedder i moderne fodbold - ikke fyre et helt hold. Ergo: exit Bech i en syndebuksmanøvre. Ikke mere finurlig retorik, ikke flere festlige tirader om følelser og Alt for Damerne, og ikke mere lækkert hår.
Overlevelsen i Superligaen afhænger nu af Ove Pedersen, der overtager holdet forud for den ret vigtige bundkamp mod Silkeborg. Og der er også her en vis konsekvens; Ove P. har med føromtalte 'pragmatiske' tilgang til fodbold før sørget for overlevelse - i sidste ombæring for Slagelse ver. 2.0; FC Vestsjælland. Og her kan man diskutere to ting; 1) valget af træner - og dermed spillestil, og 2) timingen.
Det sidste først; der har allerede nu været lidt undren over, at man valgte at hente Ove P. ind nu, og ikke lod Troels Bech få Silkeborg-kampen med inden der alligevel var landskamp-pause derefter. Men det er vel forståeligt nok; OB har fået en ny træner, der gerne skal komme succesfuldt fra start, og hvad er så smartere end at lade ham få holdet forud for den ene kamp, OB med en vis statistisk sandsynlighed rent faktisk har mulighed for at vinde - med eller uden Ove eller Bech? Hvis Ove P. tager tre point mod Silkeborg kan spillerne gå til landskampspause med succes og tro på fremtiden i bagagen - og Ove får 14 dage til at bygge holdet op og reorganisere det til sin egen indstilling og taktik.
Og dermed er vi fremme ved valget af Ove som OB-træner; her formoder jeg, at OB-ledelsen har tænkt, at nu dropper vi den fesne målsætning om at slutte som nr. 7 i Superligaen; nu står den på ren og skær overlevelse. Man kunne have valgt andre (Johnny Mølby er ledig), men Ove er garant for netop det, OB har brug for lige nu; fight, taktisk begavelse - på sin egen måde - og konsekvens.
Med FC Vestsjælland gjorde Ove, hvad der var brug for efter oprykningen til Superligaen. Han sikrede overlevelsen. Det gjorde han ved at udnytte truppens potentiale til sit yderste - og ved at fokusere på defensive dyder og konstant pointhøst. Det var på ingen måde ophidsende at overvære, og det var ikke sprudlende fodbold. Men it got the job done... Og det er så dét, vi nu skal vænne os til på TreFor Park; stærk defensiv orientering, dødbolde og 11 mand bag bolden. Det er hvad OB-ledelsen vil ha' - og det er det, de har brug for, for at få rettet op deres egne fejlsatsninger og futile forsøg på ny-orientering.
Jeg er sikker på. at OB vil få point på denne konto. Det kan i sidste ende også være nok til konsolidering og overlevelse, men det må tiden vise. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg vil sidde på Stiften-tribunen og se bussen blive parkeret foran eget mål med Drillo bag rattet.
Men måske kan Ove P. udnytte potentialet i truppen til andet og mere? Hvis det er tilfældet, kigger jeg gerne forbi stadion igen.

OB,
Ove Pedersen,
Superliga,
Troels Bech
mandag den 29. september 2014
Odense Boldklub - olé
Faste gæster på Odense Stadion, eller TreFor Park, vil genkende overskriften fra en af de muntre sange, der diskes op med som lækkert - og lidt bedaget - lir forud for OBs kampe på hjemmebane. Iøvrigt sammen med sange af Kim Larsen og ... Arne Lundemann!
Ligesom de muntre og stemningsskabende hymner må siges at virke outdatede og anakronistiske - omend især Lundemanns 'OB op i Top'-vise har en særegen kitchet tiltrækningskraft - virker det mildest talt også som om OBs fodboldhold har set bedre dage. Resultatmæssigt er OBs sæsonstart historisk ringe med blot 6 point for 9 kampe, og den erklærede målsætning om en 7.-plads i årets udgave af Superligaen synes at være lysår væk - uambitiøs som den end måtte synes for en udenforstående.
Der er blevet sagt og skrevet meget om OBs nuværende krise, og tydeligst er der vist konsensus om, at økonomien efter de glade år i perioden 2009 - 2011 er den største begrænsning for klubben. Væk er tidligere tiders udenlandske - og danske - spillere som Djemba-Djemba, Peter Utaka, Kalilou Traoré, Roy Carroll, Bashkim Kadrii, Hans Henrik Andreasen, Thomas Helveg, Atle-Roar Hålland og mange andre. I stedet er der i indeværende transfer-vindue hentet forstærkninger ind fra klubber som AGF, Fredericia og lignende steder sammen med et sent indkøb af en tydeligvis formsvag og - synes det - halvtung georgier med det mundrette navn Vladimir Dvalishvili (omdøbt via tribunens folkelige vid til 'Dvaske Villy') fra Polen.
Det tyder ikke på sportslige ambitioner, der rækker ret meget længere end til overlevelse i Superligaen, og selv dette virker p.t. som en ambition, det bliver mere end vanskeligt at indfri. Og for en mange-årig tilhænger af det fynske fodboldflagskib gør det nogle gange næsten fysisk ondt at overvære kampene på stadion. Sidst for en uge siden, hvor jeg havde fornøjelsen af at se et (i 20-30 minutter) velspillende OB-mandskab falde sammen i 2. halvleg mod SønderjyskE og smide en føring, der burde have været større end 1-0 ved pausen.
Omvendt virker det også som om spillermaterialet er godt nok til mere end blot at hente en enkelt sejr i denne sæson. I en del af kampene har OB spillet lige op mod modstanderne (ihvertfald i perioder), så måske er Lasse Nielsen, Mikkel Kirkeskov, Lasse Kryger, Mikkel Desler og Thomas Mikkelsen gode nok? Men hvis det er tilfældet, hvad dælen er der så galt?
Fansene kræver træner Troels Bechs afgang efter devisen; en god træner gør sit bedste med det forhåndenværende spillermateriale - og dér har Troels Bech fejlet! Omvendt har Flemming Fjeldgaard i BT og Martin Davidsen i Tipsbladet argumenteret kraftigt for, at Troels Bech skal have lang snor af ledelsen i OB og at en fyring af Troels Bech ikke vil løse nogle problemer.
For mig at se er der meget, der er - eller har været - helt skidt i OB de seneste år. Mange af de beslutninger, der er blevet truffet vedr. ansættelse af trænere og sportsdirektører, indkøb og salg af spillere og fastlæggelse af spillestil mm. har virket retningsløse og fuldstændig uden hensyntagen til den berømte 'røde tråd'. Som bemeldte Fjeldgaard skriver i sin blog: "OB har sejlet rundt i nyansættelser og hentet spillere efter næsten alle tænkelige forskrifter og - tænker man i ny og næ - med hovedet under armen."
Tåbelige og dyre ansættelser kombineret med en økonomi, der synes at være på niveau med en 1.-divisionsklub skal give ridser i lakken. Personligt holder jeg meget af Troels Bech, som jeg anser for både fagligt dygtig, karismatisk og voldsomt sympatisk. Han er samtidig næsten den eneste i klubben, der har været en stabiliserende faktor midt i den djævlekreds af dumhed, der har præget de ledelsesmæssige beslutninger lige fra fyringen af Olsen, Brink og Jensen. Og man henter fx bare ikke en sportsdirektør i en netop nedrykket Superliga-klub, hvis man vil have netværk og spillere, der rækker ud over de rene bundplaceringer.
Økonomi er et rammevilkår klubben skal forholde sig til og som koster i bl.a. spillerkvalitet. Sådan er det, og det kan al snak om proces og nyorinteringer ikke skjule. Og der er forskel på Peter Utaka og Darko Bodul. Der er også forskel på Thomas Helweg (selv i karrierens efterår) og Mohammad Diarra. For slet ikke at tale om Eric Djemba-Djemba og Azer Busuladzic. Og det er trænerens opgave at få det bedste ud af den spiller-trup, der er til rådighed - men det tror jeg faktisk også, at Troels Bech har gjort!
Desværre mener jeg ikke, at hverken spillertrup eller træner (og kombinationen af de to entiteter) p.t. er ret meget bedre end til nedrykning. Jovist er der da enkelte lysende talenter med mere eller mindre udfoldet potentiale. Rasmus Falk er en sådan, og det er Emil Larsen også - når han rammer top-niveauet. Lasse Nielsen har gjort det rigtig godt i de seneste kampe (Brønshøj muligvis undtaget; jeg så den ikke) og Martin Spellman er altid garant for indstilling og figter-vilje.
Men jeg mangler alle de andre... Og hvor smerteligt det end måtte være for en gammel OB-tilhænger, så skal der altså andre indkøb til end halvtykke georgiere, hvis man vil være til mere end 1.-divisionsbold. Og så er valget vel simpelt; enten finder man økonomien til udvidelse af spillertruppen i januar-vinduet (hvad der dog ikke nødvendigvis gør Troels Bechs arbejde nemmere) eller også tager man den dybe indånding og turen ned i Nordic Bet-ligaen, hvor man finder sine ben igen. Både på banen, i ledelsen og i dén strategi, man fastlægger for begge dele...
Ligesom de muntre og stemningsskabende hymner må siges at virke outdatede og anakronistiske - omend især Lundemanns 'OB op i Top'-vise har en særegen kitchet tiltrækningskraft - virker det mildest talt også som om OBs fodboldhold har set bedre dage. Resultatmæssigt er OBs sæsonstart historisk ringe med blot 6 point for 9 kampe, og den erklærede målsætning om en 7.-plads i årets udgave af Superligaen synes at være lysår væk - uambitiøs som den end måtte synes for en udenforstående.
Der er blevet sagt og skrevet meget om OBs nuværende krise, og tydeligst er der vist konsensus om, at økonomien efter de glade år i perioden 2009 - 2011 er den største begrænsning for klubben. Væk er tidligere tiders udenlandske - og danske - spillere som Djemba-Djemba, Peter Utaka, Kalilou Traoré, Roy Carroll, Bashkim Kadrii, Hans Henrik Andreasen, Thomas Helveg, Atle-Roar Hålland og mange andre. I stedet er der i indeværende transfer-vindue hentet forstærkninger ind fra klubber som AGF, Fredericia og lignende steder sammen med et sent indkøb af en tydeligvis formsvag og - synes det - halvtung georgier med det mundrette navn Vladimir Dvalishvili (omdøbt via tribunens folkelige vid til 'Dvaske Villy') fra Polen.Det tyder ikke på sportslige ambitioner, der rækker ret meget længere end til overlevelse i Superligaen, og selv dette virker p.t. som en ambition, det bliver mere end vanskeligt at indfri. Og for en mange-årig tilhænger af det fynske fodboldflagskib gør det nogle gange næsten fysisk ondt at overvære kampene på stadion. Sidst for en uge siden, hvor jeg havde fornøjelsen af at se et (i 20-30 minutter) velspillende OB-mandskab falde sammen i 2. halvleg mod SønderjyskE og smide en føring, der burde have været større end 1-0 ved pausen.
Omvendt virker det også som om spillermaterialet er godt nok til mere end blot at hente en enkelt sejr i denne sæson. I en del af kampene har OB spillet lige op mod modstanderne (ihvertfald i perioder), så måske er Lasse Nielsen, Mikkel Kirkeskov, Lasse Kryger, Mikkel Desler og Thomas Mikkelsen gode nok? Men hvis det er tilfældet, hvad dælen er der så galt?
Fansene kræver træner Troels Bechs afgang efter devisen; en god træner gør sit bedste med det forhåndenværende spillermateriale - og dér har Troels Bech fejlet! Omvendt har Flemming Fjeldgaard i BT og Martin Davidsen i Tipsbladet argumenteret kraftigt for, at Troels Bech skal have lang snor af ledelsen i OB og at en fyring af Troels Bech ikke vil løse nogle problemer.
For mig at se er der meget, der er - eller har været - helt skidt i OB de seneste år. Mange af de beslutninger, der er blevet truffet vedr. ansættelse af trænere og sportsdirektører, indkøb og salg af spillere og fastlæggelse af spillestil mm. har virket retningsløse og fuldstændig uden hensyntagen til den berømte 'røde tråd'. Som bemeldte Fjeldgaard skriver i sin blog: "OB har sejlet rundt i nyansættelser og hentet spillere efter næsten alle tænkelige forskrifter og - tænker man i ny og næ - med hovedet under armen."
Tåbelige og dyre ansættelser kombineret med en økonomi, der synes at være på niveau med en 1.-divisionsklub skal give ridser i lakken. Personligt holder jeg meget af Troels Bech, som jeg anser for både fagligt dygtig, karismatisk og voldsomt sympatisk. Han er samtidig næsten den eneste i klubben, der har været en stabiliserende faktor midt i den djævlekreds af dumhed, der har præget de ledelsesmæssige beslutninger lige fra fyringen af Olsen, Brink og Jensen. Og man henter fx bare ikke en sportsdirektør i en netop nedrykket Superliga-klub, hvis man vil have netværk og spillere, der rækker ud over de rene bundplaceringer.
Økonomi er et rammevilkår klubben skal forholde sig til og som koster i bl.a. spillerkvalitet. Sådan er det, og det kan al snak om proces og nyorinteringer ikke skjule. Og der er forskel på Peter Utaka og Darko Bodul. Der er også forskel på Thomas Helweg (selv i karrierens efterår) og Mohammad Diarra. For slet ikke at tale om Eric Djemba-Djemba og Azer Busuladzic. Og det er trænerens opgave at få det bedste ud af den spiller-trup, der er til rådighed - men det tror jeg faktisk også, at Troels Bech har gjort!
Desværre mener jeg ikke, at hverken spillertrup eller træner (og kombinationen af de to entiteter) p.t. er ret meget bedre end til nedrykning. Jovist er der da enkelte lysende talenter med mere eller mindre udfoldet potentiale. Rasmus Falk er en sådan, og det er Emil Larsen også - når han rammer top-niveauet. Lasse Nielsen har gjort det rigtig godt i de seneste kampe (Brønshøj muligvis undtaget; jeg så den ikke) og Martin Spellman er altid garant for indstilling og figter-vilje.
Men jeg mangler alle de andre... Og hvor smerteligt det end måtte være for en gammel OB-tilhænger, så skal der altså andre indkøb til end halvtykke georgiere, hvis man vil være til mere end 1.-divisionsbold. Og så er valget vel simpelt; enten finder man økonomien til udvidelse af spillertruppen i januar-vinduet (hvad der dog ikke nødvendigvis gør Troels Bechs arbejde nemmere) eller også tager man den dybe indånding og turen ned i Nordic Bet-ligaen, hvor man finder sine ben igen. Både på banen, i ledelsen og i dén strategi, man fastlægger for begge dele...
Etiketter:
Fodbold,
Nordic Bet liga,
OB,
Odense Boldklub,
Superliga,
Tilhænger,
Troels Bech
Abonner på:
Opslag (Atom)