Centralt valg

Det gode ved en S-R-regering er, at vi kan være helt sikre på, at såvel soccerne som de radikale er ret gode til at fortælle os, hvad der er godt for os selv. Faktisk er de så gode, at de gerne lovgiver og centralstyrer på beslutninger, der ellers kunne ligge ganske fornuftigt i hænderne – og hovederne – på de enkelte individer, der skal træffe disse beslutninger på egne vegne.

Det kan virke vældig fornuftigt at forsøge at indrette såvel uddannelses- som arbejdsmarkedsområdet ud fra en logik om, at disse områder skal understøtte en stort udbygget velfærdsstat, der som udgangspunkt er (økonomisk) dimensioneret ud fra tilnærmet fuld beskæftigelse blandt arbejdstagere. Hvis ikke der er nok til at arbejde og betale skat, kan velfærden ikke understøttes og betales. Så simpelt er det.

Når uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen nu vil nedlægge knap 4.000 uddannelsespladser primært på universiteterne, sker det ud fra dette økonomiske rationale: de uddannelser, hvor der traditionelt set er overledighed (dvs. at de færdiguddannede har en ledighedsprocent, der overstiger den gennemsnitlige ledighed), skal dimensioneres, så den bedre passer til det behov, der er hos aftagerne af de færdiguddannede.

Logikken er der altså ikke noget i vejen med. Men man kan måske være bekymret for, at uddannelsesministeren og hendes embedsapparat er dygtige nok til at kigge i krystalkuglen? Det er alligevel sin sag at spå om et arbejdsmarked, som de studerende, der optages næste år, skal møde om fem – syv år. Jeg tør fx ikke spå om fremtiden for det tyske sprog – hverken i klassisk humaniora eller som erhvervssprog – i 2021. Jeg tør heller ikke sige noget om udviklingen indenfor medier og antropologi, men det er jo nok fordi ministeren har bedre adgang til fremtiden end jeg har. (Omend det så kan undre, at beslutningen bliver baseret ved at kigge i bakspejlet på forgangne års arbejdsløshedstal... Just saying...) 

Jeg kan til gengæld konstatere, at et af problemerne for den danske velfærd ligger indenfor sundhedssektoren, hvor det er usigeligt vanskeligt at skaffe praktiserende læger til at overtage praksisser fra deres pensionerede kolleger både i det såkaldt udkantsdanmark, men også i mindre og mellemstore købstæder. Og lige præcis på lægeuddannelsen har der i mange år været praktiseret en så skarp dimensionering, at der reelt er tale om en underdimensionering. Hvordan kan læger ellers opretholde så exorbitante lønninger, der overstiger øvrige universitetsuddannede kandidaters løn med flere hundrede procent?

Her har dimensionering altså ikke løst, men snarere skabt, et velfærdsproblem. Jeg under gerne lægerne deres tårnhøje løn (om end jeg også gerne selv oppebar en sådan), men jeg synes, at det peger på, at dimensionering ikke altid er baseret på et markedsbehov.

Hvis Sofie Carsten Nielsen derfor vil gøre alvor af at sluse de nye studerende ind på uddannelser uden arbejdsløshed, kunne hun jo starte med at dimensionere lægeuddannelsen, således at vi over en årrække uddannede 50% flere læger om året end tilfældet er nu. Det ville løse problemet med læge-mangel, og som sidegevinst ville vi få en løndannelse på området, der i højere grad matchede det øvrige arbejdsmarked.

Og PS: hun kunne også lade være med at dimensionere mere, end der allerede bliver gjort. Dermed ville valget om uddannelse og evt. efterfølgende arbejdsløshed skulle træffes af den enkelte selv – og hvis man stoler lidt på, at de fleste selv er i stand til at træffe beslutninger baseret på fornuft, omtanke (og i nogle tilfælde egennyttemaksimering) og fx arbejdsmarkedsbehov, var der måske ikke det voldsomme behov for en central styring på de uddannelsessøgendes vegne?