Fodbold, favoritter og det fysiske ubehag

Fodbold er ikke for sjov. Som den legendariske Liverpool-manager Bill Shankly udtrykte det: ”Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Den indstilling skuffer mig meget. Det er meget større end det”.

En overdrivelse, naturligvis… Men citatet rammer alligevel noget i alle os, der uge efter uge fra juli til maj står på stadion eller sidder bænket foran TV for at følge favoritholdet – og alle de øvrige hold, man kan se udfolde sig i Premier League, Champions League og Bundesligaen.

Det kan nemlig være vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at forklare det rent fysiske ubehag, der kan manifestere sig hos en fodboldfan på kampdagen. Den lette kvalme, maverumlen og de hyppige toiletbesøg, de klamme håndflader og den svigtende evne til koncentration når holdet spiller en betydende (eller ofte også en fuldstændig ligegyldig) kamp kan være en kilde til undren hos den udenforstående. I mit tilfælde også hos livsledsageren gennem mange år. Den uforholdsmæssigt store glæde, begejstringsbrølet over den afgørende scoring i det 75. minut og den deraf følgende sitrende uro, resulterende i konstante løb ind og ud af TV-stuen fordi man ikke tør se det sidste kvarter i frygt for udligningen, bliver genstand for såvel foragt som latterliggørelse. Og at man bliver genuint ked af det, når resultatet og/eller spillet ikke mager sig er dybt uforståeligt – specielt på 2.-dagen, for det er jo ’kun et spil’!!!

Nej, det er ikke. Jeg skal ikke prøve at give det ord og projicere oplevelsen over i retning af stammetilhørsforhold, maskulinitet og det moderne samfunds manglende identifikationsmuligheder for mænd(!). Jeg kan bare sige, at sådan er det…

For mit eget vedkommende har mange års tilhørsforhold til diverse klubber primært resulteret i manglende titler, lige-ved-og-næsten oplevelser, generelle skuffelser, raseri, surhed – og et utal af vidunderlige oplevelser på stadions og foran TV-skærmen. Man kunne selvfølgelig vælge nogle ’ordentlige’ hold at holde med, hvad der er blevet foreslået adskillige gange af familien, men prøv at spørg en Brøndby-tilhænger om man pludselig kan skifte til FCK eller en Arsenal-tilhænger om Liverpool ville være en god erstatning. Nej, vel?

Men når man ser listen over mine egne favorithold nedenfor, kan man måske fornemme den årligt tilbagevendende frustration hos undertegnede:

Hold fra Danmark

OB: Jeg flyttede til Odense for snart længe siden, og blev med kort tilløb tilhænger – og det har ikke været sjovt! Sporadiske top fem placeringer de første ti år, en enkelt fabelagtig sæson i UEFA Cuppen, to pokaltitler og tre sølv-medaljer er den magre høst på 21 år. P.t. bund-/midterhold uden udsigt til noget ret meget bedre, men det vil jeg udbrede mig om i en selvstændig post senere.

Nakskov Boldklub: Barndommens klub. Målforskellen gjorde, at NB ikke rykkede op i den daværende 1. division i 1978 (det gjorde Hvidovre IF) og jeg husker stadig gråden i bussen på vej hjem fra Sundby Idrætspark, hvor drengene havde gjort deres ved at slå Fremad Amager (3-2 så vidt jeg husker). En kvartfinale i pokalturneringen og derefter mange års nedsynkning i glemsel og elendige resultater. Frister nu en tilværelse i LF-serien. Jeg spillede selv en stabil venstre wing og senere venstre back. Var selvskrevet til pladserne på grund af mit medfødte handicap som venstrebenet. 

OKS: En kort storhedstid i slut-firserne resulterede næsten i oprykning til 1. division, men nej… Og kort derefter gik den professionelle afdeling konkurs som resultat af lidt højtflyvende planer (og muligvis lidt

kreativ bogføring og lemfældig omgang med kontraktreglerne). Der hænger et vidunderligt billede af 1.holdstruppen fra dengang i klublokalet; her troner alle spillerne foran deres ens sponsor-biler, leveret af en lokal auto-forhandler. Et fantastisk billede på tidlig professionalisme i dansk klubfodbold i provinsen.  

Men man skal have et lokalt sekundahold at holde med, og mit blev geografisk betinget. Efter en kort flirt med Odense Chang flyttede jeg til bekvem nærhed af OKSon Park (det hedder stadion faktisk; der er blåt vejviserskilt og alting…) Det var her jeg selv spillede i 12 år (seriefodbold og Old Boys) og der var her man jævnligt gik over med ungerne lørdag eftermiddag kl. 15, når Danmarksserieholdet foldede sig ud. Og det var her man så fodbold as it should be: Kække tilråb fra de 150 tilskuere, der alle kendte en eller flere af spillerne på fornavn, øl på flaske og elendig lyd i højtaleranlægget. Og naturligvis store, fedtede og sprøde grillpølser, serveret af Tosse-Leif (der til alles skræk også kunne blive sat på som dommer i en lilleputkamp lørdag formiddag).  

Hold fra udlandet

Tottenham Hotspurs: Blev forelsket dér sidst i 70’erne, da THFC som den første britiske klub gjorde gevaldigt op med den fremherskende kick and rush-stil og hentede hhv. Osvaldo ’Ossie’ Ardiles og Ricardo Villa fra de argentinske verdensmestre. Nu skulle der spilles samba-bold, skulle der, og lige lidt hjalp det. Så det er fortsat 53 år siden at de blev engelske mestre, og det er fortsat 23 år siden, at de vandt FA Cuppen. Men vi tror, gør vi… hele tiden!

Scunthorpe United FC: Kevin Keegan har spillet dér. Og SUFC har i øvrigt aldrig nået andet end en enkelt miserabel, shitty season i den næstbedste engelske række (2009). Og hvorfor dog netop Scunthorpe?? Af den modsatte grund end Tottenham. Her hersker klassiske engelske dyder; løb, fight og syngende tacklinger – og masser af Kick’n’Rush. Har efterhånden streamet en del kampe, og det er altid underholdende og aldeles pinagtigt at overvære. Selv i den forgangne sæson, hvor holdet formåede at spille sig tilbage i League One efter en enkelt sæson i League Two.

Og så er der jo Borussia Mönchen Gladbach. Primært på grund af Allan Simonsen og Henning Jensen i 70’erne. Og Real Madrid. Og Napoli. Og måske lidt Næsby…

Men de sidste giver ikke ondt i maven på kampdagen. Og meget kan man sige om det fantastiske fodboldspil i CL, PL og Bundesligaen; fodbold er og bliver sjovest når man som tilskuer og tilhænger er engageret følelsesmæssigt. Også selvom det giver ubehag.  

Fyr formanden?

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det svært med Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Senest har Amalie Lyhne været kraftigt ude med riven i et indlæg i Berlingske, hvor hun bl.a. karakteriserer ham som den 'sureste mand, der findes', og jeg kan ikke være mere enig. Jeg har aldrig hørt Anders Bondo udtrykke begejstring eller blot mild glæde over noget som helst, der finder sted i folkeskolen, men tværtimod har han gentagne gange skudt al udvikling eller tale om udvikling af folkeskolen i sænk med nedadvendte mundvige.

Der er delte meninger om folkeskolereformen, og selv er jeg - på et fundament af manglende viden og lapidarisk indsigt og evidens via mine egne børns skolegang - ganske godt tilfreds med det, jeg forstår af indhold og læringsmål. Så lad os endelig lade den faglige del ligge.

Nu er Anders Bondo jo heller ikke pædagogisk konsulent i udviklingen af reformen. Anders er formand for en fagforening, der skal varetage medlemmernes løn og arbejdsvilkår i deres ansættelse, og derfor har han naturligt nok fokus på de forringelser, han mener folkeskolereformen medfører for hans medlemmer. Og her kan ikke herske tvivl; Anders Bondo mener, at lærerne har fået væsentligt forringede arbejdsvilkår, blandt andet fordi ledelsesretten udfordrer lærernes egen tilrettelæggelse af arbejdstiden, og fordi det nu forventes at lærerne tilbringer en større del af arbejdstiden på skolen frem for fx i hjemmet, bl.a. når de skal forberede sig.

Det er sådan set rimelig nok, qua formandskabet i DL, at påpege disse forringelser. Men hvis man lige tager den skridtet videre, og tænker at formandens arbejde også bør være at arbejde for at ændre vilkårene, så forstår jeg simpelthen ikke Bondos strategi. Hvis han skal ændre noget på et så væsentligt område som folkeskolen, så kræver det et meget bredt fundament blandt forældre, arbejdsgivere, elever og det omgivende samfund i det hele taget. Med andre ord skal jeg overbevises om, at reformen ikke blot giver lærerne forringede vilkår, men at det rent faktisk også er en formålsløs reform set ud fra et læringsperspektiv og evt. andre parametre. Og så er det jo dét, Anders skal kommunikere ud; han skal samle et bredt og mangefacetteret udsnit af befolkningen bag sig, der rejser et massivt krav om ændringer.

Men i stedet har Anders Bondo formået på adskillige områder at bekræfte fordomme om lærere, arbejdstid og vilje/evne til at indgå i samarbejde. Senest med nedenstående billede på Twitter:

Det eneste, Anders Bondo opnår med en sådan besked er at bekræfte en given oplevelse/fordom om, at lærere er sådan nogle, der vil holde lange ferier - og at modstanden mod reformen sker ud fra en modstand mod retten til at lede og fordele arbejdet (som når Anders overfor en stor forsamling af lærere råber: "De siger, at de skal lede os! Gu' skal de da ej lede os.."). Og nå ja; det udstiller vel også Anders' uvidenhed om det øvrige arbejdsmarked, der vel må siges at virke under samme 'ufleksibilitet', når fx arbejdspladsen lukker i tre uger om sommeren, og man derved 'tvinges' på ferie på et givet tidspunkt.

Min pointe med ovenstående; jeg har i masser af tilfælde sympati for lærerne, og jeg har heldigvis oplevet flere lærere, der var engagerede ildsjæle med stor faglighed og pædagogisk indsigt til gavn for mine børn end det modsatte. Men når deres egen formand udelukkende formår at fremstille lærere som ofre, der kun er interesseret i lærergerningen på grund af den korte arbejdsdag og de lange ferier, så vil det aldrig lykkedes ham at få befolkningens sympati i tilstrækkelig grad til at få ændret reformen. Som en stor del af forældrene iøvrigt er tilfredse med indtil videre.  

Alene af den grund - og ikke bare fordi jeg ikke kan lide ham - bør lærerne tænke sig godt om ved næste formandsvalg. De kunne jo evt. bare stille sig selv spørgsmålet; Hvad har Anders Bondo gjort for os i forbindelse med reformen?

Og så tror jeg, at en del nok vil tage Amalie Lyhnes anbefaling til sig og rent faktisk fyre formanden.   

Sommerglæder: flid, fedt eller snyd?

Undertegnede er netop vendt hjem fra sommerferie, og blandt dette års uforglemmelige minder er bl.a. en førstegangsoplevelse, jeg havde set frem til længe. Eftersom turen med familien gik til Frankrig, havde vi maget det så fantastisk, at vi boede tæt på den første rigtige kuperede etape i Tour de France. Ganske vist kun i de bløde Vogesere, men det var så rigeligt til mit behov, og en solbeskinnet søndag 'besteg' jeg derfor kategori 2-stigningen Cote de Gueberschwir (knap 700 meter) i Alsace.

Det blev naturligvis en fest; op langs ruten havde de foretagsomme franskmænd opstillet boder med salg af - dyrt - øl og sodavand, og det skortede ikke på underholdning i form af hornorkestre, tyrolerorkestre (det tyske islæt fornægter sig ikke i Alsace) og almindelig larm og ballade - i al fredsommelighed forstås. Masser af flag, masser af maling på vejene og masser af fans af enten den ene eller den anden feterede cykelstjerne eller af hele hold. Og med til underholdningen hørte naturligvis også den lange karavane af reklamevogne, der kastede merchandise i rigelige mængder ud til alle os sagesløse tilskuere, der kastede os over det som vilde dyr, uanset om det drejede sig om bøllehatte, nøgleringe, plasticbriller, oppustelige hovedpuder, solskærme, slik eller juice.

Alt i alt en fantastisk oplevelse, hvor hovedretten - et par udbrydere (Tony Martin på sit vilde solo-ridt, der endte i en etape-sejr) og et jagtende felt - blev overstået på forbløffende kort tid, men så har man da også prøvet det, og jeg vandrede sært tilfredsstillet de mange kilometer hjem til den ventende familie, hvor jeg kunne dele rundhåndet ud af de mange souvenirs fra reklamekaravanen.

Vel ankommet til residensen i det hjemlige kunne jeg efterfølgende se resten af Touren på TV, og selvom den ikke var sindsoprivende spændende, udgjorde den - som så mange gange før - et glimrende lydtapet og lidt solid gå-til-og-fra underholdning på de varme sommerdage. For det hører naturligvis med til historien at jeg, som så mange andre, er meget glad for Tour de France.

I år var det så Vinzenco Nibali fra Italien, der vandt, og eftersom vi danskere mener, at der stadig er et kvasi-nationalt holdepunkt i Bjarne Riis' cykelhold (omend der kun var en dansker med på holdet, der primært ejes af den russiske rigmand og gigant-tosse Oleg Tinkoff), kunne man også glæde sig over succes til Team Saxo-Tinkoff, der vandt bjergtrøjen med polakken(!) Rafael Majka. Alt sammen vældig fint og sikkert også ganske fortjent, når nu de øvrige forhåndsfavoritter enten styrtede og udgik eller skuffede fælt og der derfor ikke var den store, drabelige dyst, vi alle havde set frem til.

Men midt i al den beherskede glæde over sejre, overraskelser og spændende etaper, kan man dog undre sig. Jeg skal ikke være spielverderber eller ødelægge fornøjelsen for alle andre, men det er nu lidt påfaldende, at netop vinderne af hhv. den gule og den prikkede trøje kommer fra hold, der ledes af notoriske tidligere dopingsyndere. Nibali kører for Astana, under ledelse af Alexander Vinoukurov, der er blevet idømt to års karantæne for doping i sin karriere, der bl.a. tæller fine placeringer i Tour de France og OL-guld i London 2012. Majkas chef er Bjarne Riis, der åbent har indrømmet at han var dopet, da han i 1996 vandt Tour de France.

Nu skal nuværende elitesportsudøvere naturligvis ikke dømmes for deres lederes forseelser i fortiden, så det lader vi være med. Til gengæld kan det konstateres, at vinderen af Tour de France 2014 gennemførte løbet med en gennemsnitlig hastighed på 39,6 km i timen. Det er 1,1 km/t hurtigere, end da Bjarne Riis vandt i 1996, og det er 0,75 km/t hurtigere end da Lance Armstrong vandt i 2000 på et fantastisk mix af EPO, kortison, steroider og andet mundgodt. (Gennemsnithastighederne fremgår af denne side).

Og her er det så, at min undren sætter ind på to niveauer. For det første; er det muligt på 10-15 år at forbedre træningsforholdene, så man kan træne sig op til at køre hurtigere end disse gennem-dopede snydere, uden at få medicinsk hjælp? Og dernæst; hvorfor har medierne slet ikke, eller kun i yderst begrænset omfang, beskæftiget sig med dette?

Jeg er ikke i tvivl om, at svaret på det første spørgsmål er et rungende NEJ! Jeg gider ikke være moralsk dommer, for jeg tror ikke på, at nogle, der kan blande sig i topstriden i TdF er såkaldt 'rene', og på den baggrund konkurrerer de vel alle på lige vilkår, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, at jeg er kynisk nok til at nyde showet hvert år, selv i bevidstheden om, at der regelmæssigt bliver kastet brugte kanyler ud af hold-busserne.

Svaret på spørgsmål 2 kender jeg til gengæld ikke. Når to ledende cykelsportspersonligheder som Riis og Vinoukurov med den baggrund, de selv har, kan fostre den slags vindere, de har gjort i år, så sker det givetvis ikke, uden at de ved, hvilke kost de kører på - fast såvel som flydende og intravenøst såvel som gennem halsen. Og for medierne må der vel være gode historier at bide sig fast i alene på den konto? Men måske er doping old news og det kan ingen medier jo leve af. De kan til gengæld sagtens leve af dækningen af en gigantisk sportsbegivenhed, så måske er det en 'gynger og karuseller'-afvejning; Tour de France sælger sig selv, og publikum gider alligevel ikke høre mere om doping.

Eller? Bud på svar modtages gerne... Også fra sportsredaktørerne.            

Tilbage til nutiden - VM uge 1

Der er lige behov for et kort afbræk i erindringerne om hedengangne slutrunder, da virkeligheden - og den igangværende VM-slutrunde - presser sig hårdt på.

Som det måske er læseren bekendt, så er nærværende skribent ret begejstret for slutrunder. Det skyldes flere forskellige forhold, herunder mindet om gode somre med VM og EM-fodbold i venners og families gode selskab og masser af god underholdning, skandaler og fede frisurer på spillerne (især da i 80'erne).

Det er ikke nødvendigvis det bedste fodbold man ser ved slutrunder i VM. Dertil er niveauforskellene mellem holdene ofte for store (omend det er blevet udjævnet noget i de senere år) og de enkelte landes spillere kan ganske vist være store, etablerede stjerner på deres respektive klubhold, men når landsholdssamlingerne er af så kort varighed, som tilfældet er, og når et land måske er leveringsdygtig i verdens bedste offensive midtbanespiller, men en ualmindelig sløj forsvarskæde, så bliver sammenspillet og den interne forståelse på holdet mangelfuld og holdet sårbart og skrøbeligt.

Når dertil kommer de manglende muligheder for konstant træning i samspillet mellem de forskellige kæder og spillere - og den manglende kamptræning for holdet, der jo ofte kun spiller 15-16 kampe på de to år, der går forud for slutrunden - og den ofte aldeles hyppige udskiftning på holdet, så er der ikke noget at sige til, at tempoet nogle gange er lidt lavere på landsholdsniveau end på klub-niveau.

Men på trods af det, leveres det bedste argument for at elske slutrunder lige nu i Brasilien. Sjældent - om nogensinde - er jeg blevet så godt underholdt, som tilfældet er nu. Smæk for skillingen - som oftest i begge ender af banen - masser af mål, spænding, fest på tilskuerpladserne og artige overraskelser.

Efter en uge er status således, at de forsvarende mestre fra Spanien er ude efter to kampe, nul point og en målscore på 1-7. Gruppe A med forhåndsfavoritterne fra Brasilien er piv-åben; Brasilien og Mexico har 4

point, mens Kroatien har 3, og Holland og Chile(!) er allerede videre fra deres gruppe og skal nu kæmpe om, hvem der ikke skal møde Brasilien (som om Mexico lignede en lettere modstander?). England er på forhånd bagud på point mod et ligeledes desperat mandskab fra Uruguay, mens Italien og Costa Rica (!) ligger lunt i svinget i gruppen. Og Costa Rica oven i købet som fodbold-hipsternes nye darlings.

Australierne gav Holland kamp til stregen i deres 2-3 nederlag - hvor de kom foran 2-1 inden Holland med hiv og sving fik sejren hjem, og de overhypede stjerner fra Belgien var et godt stykke tid om at komme i gang inden de tog deres første 2-1 sejr hjem over Algeriet. Og tyskerne leverede som sædvanligt varen; i første omgang med en komfortabel 4-0 sejr over Portugal, der mildest talt så sløje ud - også inden de fik vist Pepe ud på en albuesving, en skalle og et smukt overspil fra hattrickhelten Thomas Müller.

Og igen; masser af underholdning, underholdning, underholdning og ..... mål! Hvis første uges spændings- og målkurve holdes, kan vi imødese det mest intense VM nogensinde. Det er som om holdene alle har valgt at satse offensivt (og i en del tilfælde har underprioriteret forsvaret) hvad der betyder masser af god, gammeldags ramasjang-bold.

Personligt ser jeg frem til at indfri målet om at se 56 af de 64 kampe. Umiddelbart en svær opgave, bl.a. på grund af tidsforskellen, men efter uge 1 vil langt de fleste kampe blive spillet kl. 18 og 21, og det må jo bare betyde 2 skærme i gang på samme tid:-) Og mon ikke hustruen bliver glad for det? I de resterende næsten to runder vil jeg glæde mig til at se Tysklands videre færd, dramaet mellem England-Urugay  - og om Brasilien får smidt det tunge forventningspres mod et Cameroun-mandskab, der ikke har noget videre at spille for. Og kan Argentina, Italien og Frankrig leve op til semifinaleniveau sammen med Brasilien, eller vil Belgien, Chile, Uruguay eller måske endda Costa Rica kunne drille? Der er en vis tradition for, at et særdeles undertippet hold går den lange vej; tænk bare Sverige og Bulgarien i 1994, Kroatien i 1998, Tyrkiet og Sydkorea i 2002 og Uruguay i 2010.

Under alle omstændigheder; det bliver fedt!

Det personlige VM IV

Som fodboldinteresseret er en af de største oplevelser at være tilskuer til en VM-kamp. Det indebærer naturligvis nogle exorbitante omkostninger, hvis VM fx afholdes i Brasilien eller Sydafrika, men når slutrunden afholdes i nabolandet, skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige hoppede i bilen og kørte til Hamburg eller Berlin for at se en kamp. Bare lige en enkelt - også gerne en ligegyldig en fra den indledende pulje...

Og så skulle man jo ellers tro, at det ville være ligetil. Hvor mange kunne vel være interesseret i at se en af de debuterende nationer (fx Togo, Trinidad-Tobago eller Ghana) eller Saudi-Arabien eller Tunesien? Forbløffende mange, viste det sig. Så mange, faktisk, at man som tilskuer uden tilknytning til et af de deltagende lande da godt kunne give sin interesse i billetter til kende, men man kun kunne få billeterne tildelt hvis man vandt i FIFAs lodtrækning!!

SÅ massiv var tilskuerinteressen for VM i 2006. Og naturligvis var jeg ikke så heldig at vinde billetten, men det var min kammerat til gengæld. Han og en af hans (øjensynligt bedre) venner valfartede således til Leipzig for at se en ualmindelig kedelig kamp mellem Iran og Angola (1-1). Kedeligt og uinspirerende fodbold, ja, men han kan nu fortælle, at han har været til VM i fodbold. Og det kan jeg ikke!

2006 - Tyskland
Efterhånden som tiden går, er der nogle af os, der ganske langsomt bliver ældre, hvad der medfører visse reduktioner i udfoldelserne både på og omkring grønsvær og TV-skærme. Således var jeg i 2006, foruden at være gift og far til tre, blevet sat middelborger med TV i stue og kælder. Det sidste kom til sin ret, da vi - tre kolleger - efter en sommerkomsammen med øvrige kolleger - i starten af juni bænkede os i kælderen med en række øl og en håndfuld chips for at se åbningskampen mellem Tyskland og Costa Rica.

Og sikke en åbning; vi var jo ikke ligefrem forvænt med højspændte dramaer eller målfester i åbningskampe, men efter mindre end ti minutter scorede den (dengang) unge Philip Lahm fra Tyskland turneringens første mål, der for evigt burde stå printet i hans egen erindring. Den unge back modtog en aflevering på venstrekanten, dribler skråt bagud til kanten af straffesparksfeltet og tordner den op i målhjørnet:

Og festen fortsatte; ikke bare på stadion i München, hvor Tyskland vandt 4-2 i en af de mest målrige åbningskampe nogensinde, men i hele Tyskland, hvor fodbold blev til folkefest. Udsolgte stadions,

spektakulære kampe (og scoringer) og et tysk folk, der viste verden, at fodbold + tyskere = fest, farver og forbrødring. Eller med andre ord; alle fordomme om tyskere og tysk mentalitet blev gjort til skamme. Og sidst, men ikke mindst; billedet af tyske tilskuere, der bakkede helhjertet, højrøstet og med mange tyske flag, op om deres hold. Ikke nationalistisk og fanatisk, men i lige dele stolthed over holdet - og over hele arrangementet.

Men når der er fest, er der nogle gange også ballade. Og selv om engelske fodboldtilskuere er kendte for ikke at gå af vejen for en rask omgang skallesmækkeri, var det en fransk skalle, der trak overskrifterne. Efter en øjensynligt grim ordveksling mellem troldmanden Zinedine Zidane og den italienske forsvarer Materazzi, er førstnævnte resolut nok til at nikke italieneren en skalle i brystet, i iveren efter at forsvare sin søsters dyd og rennomé. Et trist farvel til VM for Zidane, der iøvrigt som et kuriosum dermed tangerede rekorden for flest udvisninger i VM-slutrunder; nu havde han prøvet at blive vist ud både i 1998 og 2006.

Men ellers masser af gode kampe og masser af gode mål. Sverige spillede sig til kvartfinalen - og tabte til Tyskland - og italienerne blev fortjente, men upopulære, verdensmestre.Der var også skidt fodbold ind imellem. I ottendedelsfinalen mellem Holland og Portugal blev der spillet lige til grænsen - og lidt over - da der blev uddelt 16(!) advarsler og fire røde kort i en uskøn kamp, der senere fik det historisk skæbnesvangre prædikat Massakren i Nürnberg. I det mindste var uhyrlighederne forholdsvis ligeligt fordelt med to røde kort til hvert mandskab. Portugal vandt iøvrigt 1-0 og nåede hele vejen til semifinalen, hvor Frankrig derefter agerede stopklods. Se ødelæggelserne her, hvis du har lyst:  https://www.youtube.com/watch?v=5Kns7WotXek

Ikoniske øjeblikke i øvrigt; Wayne Rooney, der bliver vist ud i kampen mod Portugal - og Ronaldos reaktion derefter. Torsten Frings mål fra 35-40 meters afstand (også mod stakkels Costa Rica i åbningskampen). Og inden tiki-taka'en var opfundet, kunne man på et minut se 25 afleveringer i træk uden modstanderfod på bolden (og den sidste aflevering i feltet var med hælen) inden Argentinas Cambiasso kunne tordne bolden i nettet. Så smukt kunne det udføres; fra en doven, hyggelig spadseretur med bolden på midtbanen til en farteksplosion ved straffesparksfeltet med blind, indbyrdes forståelse - og goooool.... (https://www.youtube.com/watch?v=6R_iYLca2gc) Og så var der vist noget med, at den navnkundige engelske dommer, Graham Poll, nåede at give en kroat hele tre gule kort, inden han viste ham ud i kampen mod Australien. 

Og så endte det alligevel med italiensk sejr. vi var nogle stykker, der undervejs i slutrunden blev lidt halvtyske og gerne havde set dem i en finale. Men det var et ungt hold, Klinsmann havde fået sat sammen, og på den baggrund var bronze et fornuftigt resultat. Personligt havde jeg det bare sådan lidt ... Italien? Nej, vel? Men som sagt; aldeles fortjent, selvom altså Tyskland spillede flottere - og langt mere offensivt - fodbold.

PS: jeg forsøgte gennem hele slutrunden at få fat i en trøje fra Trinidad-Tobago, men alas; der var gået kult i den, og de var ikke til at opdrive. Til gengæld så jeg en del af dem til diverse aftenarrangementer rundt omkring i byen.