Nytårsforsætter

Årsskifter er altid en velkommen lejlighed til opgørelser og nye begyndelser. Opgørelsen vil jeg lade ligge, da der findes så rigeligt af dem i såvel arbejdslivet som i det private via årsopgørelser, årsrevyer etc. I stedet vil jeg kaste mig over den klassiske disciplin: Nytårsforsætter.

Sådanne bliver ofte brugt til at påbegynde et nyt og bedre liv. Og ganske tit på en måde, så det bliver tydeligt, at i det nye år vil man bestræbe sig på at blive et bedre, sundere og mere overskudsagtigt menneske. I sagens natur vil det derfor også tit medføre en række ofre, forsagelser og afsavn samt viljesakter i form af mere motion etc.

Det vil jeg prøve at undgå – og lad det være mit første forsæt. I stedet vil jeg forsøge at gøre 2016 til et år drevet af personlig livslyst og –glæde, meget gerne af et hedonistisk tilsnit. Så lad os kigge lidt på forbedringsmulighederne

Musik mm

Jeg vil høre en masse musik – og meget gerne live. Mit mål for 2016 er at høre så meget, som det er muligt, og helst uden at jeg skal anstrenge mig alt for meget for det. I år vil jeg specifikt gå efter det, jeg ikke kender, så jeg både kan kritisere skidtet sønder og sammen efterfølgende, men også så jeg har mulighed for at få de overraskelser sligt kan medføre. Så lad bands med navne som Cacaphonia Unlimited, Balkan Bestiality, Herren aus der Gebirge og Lone Scotsmans Bagpibe komme. Jeg vil glæde mig til at høre balkan-etnisk inspireret post-grunge og singer-songwriters af finsk afstamning til glade aftener på de lokale spillesteder, og jeg vil se frem til den fulde opførelse af ”Niebelungens Ring” udført af et kammer-ensemble med fire forkølede skoledrenge som solister. Og måske vil jeg undervejs deltage i en festival eller to, så man også kan følge lidt med i mainstreammusikken.

Nå ja; og så vil jeg købe en masse plader. På vinyl, naturligvis.

Visuel underholdning

Jeg abonnerer på såvel Netflix som HBO. Det vil jeg gøre flittigt brug af i det nye år, hvor jeg – udover at investere i et nyt AppleTV – vil investere en del tid i at bingewatche TV-serier af tvivlsom kvalitet. Der skal være plads til de gode (mangler stadig et par sæsoner af Breaking Bad) og de knap så gode (udvalget er uendeligt). Jeg skal svælge i Modern Family, Game of Thrones og samtlige tilgængelige film med Tom Cruise i hovedrollen, mens franske fornøjelser, Lars von Trier-film og artsy filmiske udskejelser med humanistiske pointer skåret ud i pap vil blive fravalgt tidligt i processen. I biografen vil jeg udelukkende gå efter blocbusters, der kun har én raison d’etre: at underholde og fornøje. Endeløs action med one-liners og platte komedier, here I come….

Sport

Som selvvalgt masochist udi fornøjelsen at overvære sportsbegivenheder vil jeg fortsætte med at frekventere samtlige OBs hjemmekampe. Med stor fryd vil jeg nedsvælge fadøl efter fadøl, mens jeg med endeløs bitterhed og i regnvejr overværer det ene pointtab efter det andet. Og kun ved særlige lejligheder vil jeg lade mig rive med af begejstring … hvad der i OBs tilfælde nok ikke bliver et svært løfte at overholde.

Livsfornødenheder

Mad er godt. Specielt er jeg begejstret for god mad, tilberedt af kyndige mennesker, ud fra en liste over ikke alt for sunde ingredienser. Jeg vil derfor svælge i stege, grillretter og generelt middagsretter, hvor hovedingrediensen er kød, og hvor næste trin i den hjemlige madpyramide er sauce. Dertil vil jeg nyde et – eller flere – glas vin. Gerne billig, thi smagen er ikke det væsentlige i denne sammenhæng; det er virkningen. Og mens vi er ved det; jeg vil også drikke en del øl, gerne med en sidevogn bestående af whisky, og måske bliver 2016 også året, hvor der i (endnu) højere grad vil blive eksperimenteret med five o’clock cocktails??? Jeg håber. Måske skulle man også overveje at blive cigar-connaisseur? Mulighederne er legio.

Familie

I min alder har man jo en sådan, og det er fint. Og naturligvis skal de omfattes af en nytårsforsæt-liste. Lad derfor 2016 blive året, hvor familien får al den tid og den opmærksomhed, den har fortjent.

Det vil også give mere tid til de øvrige fornøjelser….

Hehe

Gud, konge og skolegang

Mai Mercado - politisk ordfører for det Konservative Folkeparti - vil have mere kristendomskundskab på skoleskemaet i den danske folkeskole. Ikke fordi kristendom er bedre end islam, hvad den dog er ifølge indholdet i hendes kronik i Berlingske den 2. april, men fordi kristendommen ifølge fru Mercado er 'en af nøglerne til at forstå det danske samfund'.

Det gælder fx begreber som næstekærlighed, medfølelse overfor samfundets svageste og det, at vi ønsker at behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Alt dette er kernen i kristendommen iflg. lex Mercado - og alt dette er danske kerneværdier. I dette tilfælde tydeligvis sat op imod andre kerneværdier i andre religioner, der ikke er nær så gode - og danske - som kristendommen.

Jeg vil forsøge at lade alt det religiøse vås ligge, for Mercado og andre kristne må tro som de lyster. Et enkelt forbehold skal dog lyde i forhold til det fundament, kristendommen udgør for danskheden, og som næstekærligt og samaritaner-agtigt folder sig ud i vores forståelse af kristendommen. Mig bekendt hviler vores protestantiske udgave af den statsanerkendte tro på den reformation, som Luther satte i gang med sine teser i Wittenberg sidst i 1400-tallet. Luther selv var heftigt anti-semitisk, og slog derfor til lyd for, at man brændte alle jødiske skrifter og rev alle synagoger ned, og den katolsk opdragede Hitler førte som bekendt an i masse-udryddelsen af jøderne i Europa før og under 2. Verdenskrig under det indgraverede motto på bæltespænder mv.: "Gott mit uns"... Selv i nyere tid er kristendommen derfor ikke kun barmhjertig og næstekærlig, men udgør - som en del andre trosretninger - også en platform for indskrænket menneskesyn og brutal selvhævdelse. Den del af kristendommen regner jeg med, at man ikke inddrager som fundamentet for forståelsen af danskheden, eller..??

Men til sagen. Det er efter min bedste overbevisning en fejlslutning af rang, at kristendomskundskab har noget som helst med skolegang at gøre, ligesom teologi ikke har noget at gøre på et universitet (da det jo pr. definition er en ikke-videnskab) og ligesom kirken ikke har en naturlig plads i vores grundlov. Kristendom er en religion, man som individ eller i fællesskab bekender sig til, men det er ikke et skolefag. Forståelsen af vores samfund, demokratiet, velfærdssystemet og den danske historie kan givetvis være koblet på et kristent udgangspunkt (og det samme kan vel siges om en lang række øvrige lande i Europa og Amerika), men det er ikke kristendommen, der er definerende for vores rolle i et moderne nationalstats-demokrati i et globaliseret samfund.

Lad os derfor lære vores unge mennesker hvordan vores samfund er skruet sammen i enhver forstand. Lad os lære dem, at historie, kultur, fælles værdier, demokrati, naturforvaltning og opfattelse af danskhed og samfund er noget, der skal forstås og tages vare på - og som danner rammerne om det liv og det samfund, de er en del af. Det heldige - for kristendommen - er jo, at de basale værdier, den hævder, alle er værdier vi fortsat kan skrive under på og bekende os til - også udenfor en kristen kontekst. Således kan undervisningen om vores samfund og dets værdier sagtens finde sted, uden at vi behøver inddrage hverken Gud, Jesus, Beelzebub eller landsbydegnen.

Religion er - som kristendommen - i al almindelighed opstået fordi der samfundsmæssigt har været et behov for at tro på, at der var noget bedre 'på den anden side'. Det kan vi alle have brug for at tro på midt i denne verdens fortrædeligheder, men mon ikke behovet var større i et uoplyst bondesamfund - og som et redskab for magtfulde herskere - i middelalderen? Så lad os fastholde kristendommen og øvrige religioner i dén position; som middelalderlig folke-overtro, der for nogle har en naturlig plads i deres eget verdensbillede, men som ikke har noget at gøre i hverken skole, universitet eller lovgivning i et moderne samfund.

Og lad dermed de konservative i al fordragelighed beholde deres Gud-Konge-Fædreland-hejs i fred. Så kan det være, at de lader mine uskyldige børn i fred, og i stedet lader dem lære matematik, engelsk, tysk og samfundsforståelse i skolen. Det vel det, vi har den til? Og lad os i samme åndedrag fjerne religionen fra Finansloven, Grundloven og universiteterne, således at vi for alvor kan hævde adskillelsen mellem kirke og stat.
 

Bio-terror

I disse dage, hvor der skydes med skarpt på såkaldte ekstremister, er der en tendens til at fokusere på hhv. ekstremisternes religiøse og politiske baggrund og motiver og målet for deres eventuelle terrorhandlinger. Det er blandt andet sket i tilfældet med den tragiske begivenhed i København for to uger siden, hvor to mennesker mistede livet.

Det giver en god, forståelig ramme at arbejde ud fra, når man således kan klarlægge baggrund, motiv og mål for en given handling, der kan skabe frygt, angst og mistro. Man får kategoriseret frygten, og man kan således fortælle sig selv, at man ikke selv er målet for den næste tilfældige nedskydning, for man kan jo bare lade være med at tegne profeten, blande sig i debatten og fx møde op til ytringsfrihedsdiskussioner. Alternativet er frygt, der bunder i tilfældigheder og kaos - og ustyrbarhed - og dermed manglende muligheder for at gardere sig mod tåber, tosser og terrorister.

Når vi således får kategoriseret de forbrydere, der med deres kriminelle handlinger angriber vitale dele af vores selvforståelse i forhold til fx demokrati (ytringsfrihed, religionsfrihed og - nå ja - sekulariseret parlamentarisme), er det langt nemmere at håndtere end den tilfældige terror, der i al ubemærkethed har sneget sig ind på os via den potentielt farligste gruppe af alle.

Jeg taler om mødre. Mere specifikt de såkaldte spelt-mødre. Eller forældre, thi der skal nok gemme sig et par fædre i denne gruppe også.

Disse tilsyneladende så uskyldige mennesker, der lever deres liv sundt og - i de fleste tilfælde - stilfærdigt, er i al ubemærkethed ved at åbne døren for nød, elendighed og tab af menneskeliv på en baggrund af overbevisning og tro! Ikke kristen-troen, men tyrkertroen på, at alt, hvad der er naturligt også er sundt, og derfor også pr. definition; alt hvad der ikke opfylder naturligheds- og sundhedskriterierne er fælt og usundt, og vil lede til fortabelse, dårligdom og menneskehedens forfald.

Ifølge denne overbevisning er det ikke naturligt at vaccinere sit barn mod børnesygdomme som fx mæslinger. Med sund kost, dialog og gode sengevaner vil de små poder gennem opdragelse og oplysning udvikle resistens overfor smitsomme sygdomme - og i tilgift vil de slippe for uheldige følgevirkninger af vaccinen.

Dette er naturligvis en subjektiv tolkning af motiver, men hvad skal man dog tro, når moderne, oplyste mennesker, uddannet i et land med stolte traditioner for positivistiske såvel som humanistiske/hermeneutiske vidensidealer af egen, fri vilje vælger at undlade at vaccinere deres børn? For det er vel næppe utilsigtede og uhensigtsmæssige bivirkninger, de er bange for? Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dem at læse Poul Høis glimrende gennemgang (en såkaldt long-read, så læseren skal væbne sig med tålmodighed), om hvorfor amerikanske forældre på baggrund af videnskabelig uredelighed, løgn og manipulationer samt en enkelt Hollywood-celebritys hysteri vedr. en ADHD-diagnose i kollektivt hysteri fravalgte vaccinen.

Der er nu konstateret (mindst) to udbrud af mæslinger i Danmark og langt flere i Tyskland - og flest i USA. Et af den vestlige verdens skrækscenarier er således nærmere på at blive realiseret i den dommedag, T.S. Elliot skrev om i sit berømte digt The Hollow Men:

This is the way the world ends
Not with a bang but a whimper

Den stilfærdige frelsthed fra en gruppe borgere, der bygger deres videnskabelige opfattelse på tro og ikke på naturvidenskab - ikke ulig amerikanske kreationister og kristne, religiøse dogmatikere - kan føre til en konklusion om, at disse forældre kan sammenlignes med den tilfældige terror (eller rettere; de forbrydelser), som fx gerningsmanden bag nedskydningerne i København udfører. Når man vælger ikke at vaccinere sit barn udsætter man andre for smitte - potentielt dødelig - og selv hvis der ikke finder dødsfald sted, opnår man med sikkerhed, at sygdommen på ingen måde bliver udryddet, som det ellers var WHOs mål.

I dette tilfælde taler vi om mæslinger, men den rette tro og overbevisning har tidligere vist sig vanskelig at bekæmpe, også ved farligere sygdomme som fx AIDS. Så derfor; beware of the danger - også ved hysteriske forældres modstand mod noget så simpelt og - tør jeg sige - uskyldigt som vaccine.

PS: Hvordan det ser, når speltmødre virkelig bliver opbragte på nationens vegne, kan anskueliggøres via nedenstående facebook-opslag. Samme forargelse så jeg gerne, at der udvistes, når talen kom på manglende vaccination:

Hvad må man sige?

Den velfortjente - og lange - juleferie er blevet fordøjet, og de mange indtryk har efterhånden sænket sig. Og i fravær af temaer med omkalfatrende betydning for menneskeheden (eller rettere; i vores ignorance af netop disse temaer) er der et enkelt tema, der de seneste uger er poppet op med regelmæssige mellemrum og stadig større påtrængenhed i diverse sammenhænge; hvad må man sige i det offentlige rum?

Annette Heick blev en kort tid de sociale mediers yndlingshadeobjekt ved i sin blog at fortælle, at hun i opgøret med "vor tids farligste kultursygdom: Den politiske korrekthed" havde en inderlig lyst til at sige ordet 'Neger'. Ordet i sig selv er ganske uskyldigt, forklarede hun pædagogisk, og det kan kun opfattes nedladende fordi ' nogen - igen - motivfortolker'.

Helt bortset fra fru Heicks lemfældige omgang med det danske sprog i al almindelighed (det hedder 'nogle', ikke 'nogen') demonstrerer hendes blog en noget indskrænket forståelse af sprog og sprogbrug. Det er ikke 'nogle' der motivfortolker, det er de mennesker, der er genstand for betegnelsen, der opfatter den nedladende, idet denne betegnelse netop rammer al historik af betegnelsen ind i forhold til forskelsbehandling, latent eller udtrykt racisme og generel ringe-agt. Det er derfor heller ikke mig, der motivfortolker når ordet 'neger' anvendes; det er min forståelse af ordet i en kulturel og historisk kontekst, der danner betydningen.

Det samme er David Trads inde på i sin blog, hvor han helt overordnet gør op med politisk korrekthed som en 'sygdom' og i stedet forklarer den som helt almindelig høflighed - dvs. "det samme som at opføre sig ordentligt". Jeg vil klart tilslutte mig hr. Trads' bemærkninger - når det er rettet mod denne grad af kulturel og historisk armod - omend jeg måske ikke mener, at al politisk korrekthed 'kun' er at opføre sig ordentligt.

Jeg omtaler sjældent folk som negre, perkere eller sinker, ligesom jeg glad og gerne afstår fra at kalde mine medmennesker fede, skævøjer eller spassere. Det er simpelthen et spørgsmål om almindelig respekt og høflighed.

Til gengæld opfatter jeg ikke den afrikanske kvindes profil på Cirkel Kaffen som hverken racistisk eller nedsættende. Her kan det jo godt være, at jeg både er dum og historisk fattesvag, men for mig har vanilledrengen og kaffe-kvinden altid været et brand-ikon på linie med Nikes swush-logo eller Coca-Colas karakteristiske svungne skrift.

Jeg har - i parentes bemærket - heller ikke noteret mig, at hverken afrikanske kvinder eller øvrige berørte har protesteret voldsomt mod disse billeder, men det kan jo - alt andet lige - bare være et udtryk for repressiv tolerance? Det mener Mathias Danbolt, der til information fortæller, at danskernes accept af netop disse ikoniske billeder er et udtryk for en selektiv bevidsthed, hvor danskerne dyrker det nostalgiske men glemmer, at billederne er udtryk for en imperialistisk koloni- og magtstruktur, som vi var en stor del af - og som ikke altid var særlig smuk. Det sidste har han givetvis ret i. Om det så også er dannende for vores nutidige opfattelse af klassiske varemærker, tvivler jeg dog noget mere på.

Til gengæld vil jeg lige runde af med at fortælle, at jeg svært gerne vil omtales som #kugodt #snack eller #bootylicious. Af årsager, som det ikke er mig forundt at dømme om, sker dette dog aldeles sjældent. Faktisk aldrig. Så måske skulle jeg overveje at aflægge Fitness World et besøg?

Romer-rigets fald

Jeg er – i mange tilfælde – ret vild med Knud Romer. Hans korte roman Den der blinker er bange for døden (2006) er efter min bedste overbevisning noget af det bedste danske litteratur, der udkom i 00rne, og jeg er begejstret for hans ofte hudløse kritik af samfundet på TV, i radio og andre steder, hvor han kommer til orde – også i de (mange) tilfælde, hvor jeg ikke er enig med ham.

Jeg har tidligere på denne virtuelle plads muntret mig med en notits om uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og hendes tanke om uddannelsesdimensionering, men det er ingenting mod, hvad den gode Romer kan præstere. I et debatindlæg i Politiken raser han mod de ’talende excel-ark’, der leder ministeren ad fortabelsens, åndløshedens og kulturløshedens brede motorvej, ved at lade ”Den økonomiske rationalitet fra markedet og produktionen bliver totaliseret til at gælde for tilværelsen som helhed, og ministeriet administrerer en instrumentel fornuft, hvor alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af produktion, vækst og profit.”

Det er jo for så vidt et legitimt synspunkt. Romer mener, at man ofrer især de humanistiske uddannelser ud fra en produktivitetstankegang, hvor alt, der ikke kan gøres op i (økonomisk) værditilvækst, bliver anset for ubrugeligt, hvorfor man neddimensionerer de klassiske humanistiske fag på universiteterne, thi kandidaterne herfra er ikke længere anvendelige i et moderne samfund.

Så langt, så godt. Som gammel humanistisk uddannet halvstuderet røver kan jeg godt følge ham i kritikken. Men det er alligevel, som om Romer sejler kanoen så langt ud i den retoriske sump, at hans argumentation katapulter ham lige over i den grøft, hvor de fæle produktivitetsfascister kan anklage ham for at være det levende bevis for overflødigheden af flere af hans slags.

Romeren fortæller nemlig om en rystende oplevelse han havde i mødet med en navngiven chef i Dansk Erhverv, der ikke kendte en rygende hattefis til en – tydeligvis berømt – klaverfabrik i Leipzig, hvor såvel Brahms, Liszt og Mahler havde været på besøg, ligesom den stakkels, kulturelt forarmede mand intet kendte til Den Anden Wienerskole, Alban Berg, Magnus Zeller og Kirchner. Helt grotesk blev det, da den gode Jannik Linnemann kunne afsløre sit ukendskab til Rainer Maria Rilke, Dylan Thomas og de tyske ekspressionister.

En åbenbaring af indholdet af et uvidenhedens tempel åbnede sig for Romer, må man forstå. En chokerende indsigt i den mentale tilstand hos en mand, der tydeligvis var u-dannet i så ekstrem grad, at flere af denne slags ville medføre rigets (for-)fald.

Og så må jeg jo krybe til bekendelse. En enkelt digtsamling af Dylan Thomas er det blevet til for undertegnede i det sidste kvarte århundrede, ligesom Rilke (på tysk, forstås) en enkelt gang har fundet nåde for mit kritiske blik. Men ’Der Blaue Reiter’, Wienerklassicismen og Rachmaninov har jeg ikke beskæftiget mig med, ligesom Den Anden Wienerskole er et ukendt begreb for mig og de omtalte ekspressionister kun har fundet vej til mit hjem i opslagsværker indkøbt af min kunstinteresserede hustru.

Det moderne samfund er bygget på fælles kulturelt arvegods. Det kan der ikke herske tvivl om. Det vil det også blive fremover, om end det mere fragmenterede og individuelt baserede kulturforbrug, nok i fremtidige generationer vil reducere omfanget af fællesheden. Men en klassisk humanistisk uddannelse er ikke ensbetydende med kendskabet til ovennævnte kunstnere, klaverbyggere og retninger i moderne billedkunst, og kendskabet hertil er heller ikke en betingelse for at kunne udføre et erhverv, der ligger i forlængelse af den type dannelse, Knud Romer hævder vigtigheden af.

Jeg er ikke enig i dimensioneringstanken, primært fordi jeg ikke mener, at uddannelsesministeren skal vælge vejen for de uddannelsessøgende i højere grad end det allerede bliver gjort. Vil de vide alt om litteratur, kunst, sprog, kommunikation eller folkeslag skal de være så evigt velkomne for min skyld. Jeg betaler også gerne for det via min skat, og hvis de bliver ledige efter deres uddannelse, så har de – i et eller andet omfang – selv kendt risikoen inden de påbegyndte deres uddannelse.

Men mit argument bygger ikke på, at dem, der medvirker til at træffe beslutningen, ikke kommer fra et hjem med klaver – eller i øvrigt har lyttet til 12-tonemusik, studeret im- eller ekspressionisme eller kender forskel på Dylan Thomas, Thomas Mann eller Bob Dylan. Validiteten af Romers argument bliver voldsomt reduceret, hvis han i ramme alvor mener, at de talende Excel-ark ikke har ret til at mene noget, blot fordi de ikke er (ud-)dannet som han er.

Det er simpelthen kultursnobberi på et niveau, hvor selv jeg ikke kan være med. Og jeg læser ellers gerne moderne litteratur og hører Miles Davis. På grammofonen…