onsdag den 24. september 2014

Centralt valg

Det gode ved en S-R-regering er, at vi kan være helt sikre på, at såvel soccerne som de radikale er ret gode til at fortælle os, hvad der er godt for os selv. Faktisk er de så gode, at de gerne lovgiver og centralstyrer på beslutninger, der ellers kunne ligge ganske fornuftigt i hænderne – og hovederne – på de enkelte individer, der skal træffe disse beslutninger på egne vegne.

Det kan virke vældig fornuftigt at forsøge at indrette såvel uddannelses- som arbejdsmarkedsområdet ud fra en logik om, at disse områder skal understøtte en stort udbygget velfærdsstat, der som udgangspunkt er (økonomisk) dimensioneret ud fra tilnærmet fuld beskæftigelse blandt arbejdstagere. Hvis ikke der er nok til at arbejde og betale skat, kan velfærden ikke understøttes og betales. Så simpelt er det.

Når uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen nu vil nedlægge knap 4.000 uddannelsespladser primært på universiteterne, sker det ud fra dette økonomiske rationale: de uddannelser, hvor der traditionelt set er overledighed (dvs. at de færdiguddannede har en ledighedsprocent, der overstiger den gennemsnitlige ledighed), skal dimensioneres, så den bedre passer til det behov, der er hos aftagerne af de færdiguddannede.

Logikken er der altså ikke noget i vejen med. Men man kan måske være bekymret for, at uddannelsesministeren og hendes embedsapparat er dygtige nok til at kigge i krystalkuglen? Det er alligevel sin sag at spå om et arbejdsmarked, som de studerende, der optages næste år, skal møde om fem – syv år. Jeg tør fx ikke spå om fremtiden for det tyske sprog – hverken i klassisk humaniora eller som erhvervssprog – i 2021. Jeg tør heller ikke sige noget om udviklingen indenfor medier og antropologi, men det er jo nok fordi ministeren har bedre adgang til fremtiden end jeg har. (Omend det så kan undre, at beslutningen bliver baseret ved at kigge i bakspejlet på forgangne års arbejdsløshedstal... Just saying...) 

Jeg kan til gengæld konstatere, at et af problemerne for den danske velfærd ligger indenfor sundhedssektoren, hvor det er usigeligt vanskeligt at skaffe praktiserende læger til at overtage praksisser fra deres pensionerede kolleger både i det såkaldt udkantsdanmark, men også i mindre og mellemstore købstæder. Og lige præcis på lægeuddannelsen har der i mange år været praktiseret en så skarp dimensionering, at der reelt er tale om en underdimensionering. Hvordan kan læger ellers opretholde så exorbitante lønninger, der overstiger øvrige universitetsuddannede kandidaters løn med flere hundrede procent?

Her har dimensionering altså ikke løst, men snarere skabt, et velfærdsproblem. Jeg under gerne lægerne deres tårnhøje løn (om end jeg også gerne selv oppebar en sådan), men jeg synes, at det peger på, at dimensionering ikke altid er baseret på et markedsbehov.

Hvis Sofie Carsten Nielsen derfor vil gøre alvor af at sluse de nye studerende ind på uddannelser uden arbejdsløshed, kunne hun jo starte med at dimensionere lægeuddannelsen, således at vi over en årrække uddannede 50% flere læger om året end tilfældet er nu. Det ville løse problemet med læge-mangel, og som sidegevinst ville vi få en løndannelse på området, der i højere grad matchede det øvrige arbejdsmarked.

Og PS: hun kunne også lade være med at dimensionere mere, end der allerede bliver gjort. Dermed ville valget om uddannelse og evt. efterfølgende arbejdsløshed skulle træffes af den enkelte selv – og hvis man stoler lidt på, at de fleste selv er i stand til at træffe beslutninger baseret på fornuft, omtanke (og i nogle tilfælde egennyttemaksimering) og fx arbejdsmarkedsbehov, var der måske ikke det voldsomme behov for en central styring på de uddannelsessøgendes vegne?  

tirsdag den 23. september 2014

Navneleg

Jensen's Bøfhus er havnet i en ualmindelig voldsom - og selvforskyldt - ballade, efter at restaurantkæden for nylig har vundet en sag om retten til navnet Jensen over en såkaldt 'lille' forretningsdrivende med en fiskerestaurant i Sæby.

Det er naturligvis ærgerligt for den nordjyske restaurant-ejer, at han nu skal betale 200.000,- i bøde, bare fordi han brugte sit eget efternavn som forretningsnavn. Set i bakspejlet havde Jensen's Bøfhus nok også gerne undgået den massive folkelige protest på diverse sociale medier og rundt omkring på gader og stræder. 110.000 personer har indtil videre 'liket' en facebook-side, der opfordrer til boycot af bøfhuset, og medie-omtalen af denne såkaldte shitstorm har været massiv.

Jeg har intet ønske om at gøre mig til dommer over, hvem der har ret, hvem, det er synd for eller hvem, der må bruge det mest almindelige efternavn i Danmark. Men jeg synes til gengæld, at der er noget sjovt i den sympati, der bliver givet til kende i denne David mod Goliath historie.

Jeg har aldrig boycottet nogle for at hævde deres ret til et patenteret produkt eller brand. Fx tror jeg, at det ville være en interessant øvelse at gøre op, hvor mange midler Lego bruger til at beskytte deres
brand overfor kopi-producenter i Østen eller hvor de nu findes. Og jeg ser ikke de store folkelige bevægelser og boycots i dén anledning. Jeg tror også, at Danfoss og Novo Nordisk gør deres for at sikre, at generiske medikamenter og varmestyringsenheder ikke bærer deres navn, hvis ikke det kommer fra deres egen produktion. Og B&O ville nok også foretrække at beholde deres navn for sig selv, ligesom Carlsberg og Grundfos ville.

Her kan der jo ellers også være tale om en David mod Goliath historie. Måske er legetøjsproducenten i Kina en lille mand med innovations- og entreprenør-potentiale, og hvorfor skal han dog sagsøges, bare fordi verdens største legetøjsproducent ikke vil have, at han lukrerer på deres navn eller produkt? Og er det ikke ligegyldigt, om insulinen kommer fra Novo Nordisk eller Nevo Nothing?

Jeg synes, at hele sagen er lidt hyklerisk. Jensen's bøfhus har nu fået rettens ord for, at deres navn er et brand, som de må beskytte. Når danskere således i hobetal falder over bøf-kæden, skulle de måske overveje i samme åndedrag at falde over øvrige kapitalimperialister (fedt ord, ikke?) og boycotte disse virksomheder, uanset om det er gode, sunde, danske virksomheder, der bidrager særdeles til aktivt til det danske BNP - blandt andet ved at sagsøge Gud og hvermand, der misbruger deres navne og produkter.

Nå, det var alt sammen blot en sidebemærkning, thi grundlæggende er jeg pænt ligeglad med, hvor folk indtager deres føde. Og hvis jeg ellers er i det hjørne, kunne jeg selv godt blive overtalt til en 250 gr. bøf med whiskysauce og frites på den lokale bøf-joint.

Velbekomme



 

torsdag den 21. august 2014

Fodbold, favoritter og det fysiske ubehag

Fodbold er ikke for sjov. Som den legendariske Liverpool-manager Bill Shankly udtrykte det: ”Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Den indstilling skuffer mig meget. Det er meget større end det”.

En overdrivelse, naturligvis… Men citatet rammer alligevel noget i alle os, der uge efter uge fra juli til maj står på stadion eller sidder bænket foran TV for at følge favoritholdet – og alle de øvrige hold, man kan se udfolde sig i Premier League, Champions League og Bundesligaen.

Det kan nemlig være vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at forklare det rent fysiske ubehag, der kan manifestere sig hos en fodboldfan på kampdagen. Den lette kvalme, maverumlen og de hyppige toiletbesøg, de klamme håndflader og den svigtende evne til koncentration når holdet spiller en betydende (eller ofte også en fuldstændig ligegyldig) kamp kan være en kilde til undren hos den udenforstående. I mit tilfælde også hos livsledsageren gennem mange år. Den uforholdsmæssigt store glæde, begejstringsbrølet over den afgørende scoring i det 75. minut og den deraf følgende sitrende uro, resulterende i konstante løb ind og ud af TV-stuen fordi man ikke tør se det sidste kvarter i frygt for udligningen, bliver genstand for såvel foragt som latterliggørelse. Og at man bliver genuint ked af det, når resultatet og/eller spillet ikke mager sig er dybt uforståeligt – specielt på 2.-dagen, for det er jo ’kun et spil’!!!

Nej, det er ikke. Jeg skal ikke prøve at give det ord og projicere oplevelsen over i retning af stammetilhørsforhold, maskulinitet og det moderne samfunds manglende identifikationsmuligheder for mænd(!). Jeg kan bare sige, at sådan er det…

For mit eget vedkommende har mange års tilhørsforhold til diverse klubber primært resulteret i manglende titler, lige-ved-og-næsten oplevelser, generelle skuffelser, raseri, surhed – og et utal af vidunderlige oplevelser på stadions og foran TV-skærmen. Man kunne selvfølgelig vælge nogle ’ordentlige’ hold at holde med, hvad der er blevet foreslået adskillige gange af familien, men prøv at spørg en Brøndby-tilhænger om man pludselig kan skifte til FCK eller en Arsenal-tilhænger om Liverpool ville være en god erstatning. Nej, vel?

Men når man ser listen over mine egne favorithold nedenfor, kan man måske fornemme den årligt tilbagevendende frustration hos undertegnede:

Hold fra Danmark

OB: Jeg flyttede til Odense for snart længe siden, og blev med kort tilløb tilhænger – og det har ikke været sjovt! Sporadiske top fem placeringer de første ti år, en enkelt fabelagtig sæson i UEFA Cuppen, to pokaltitler og tre sølv-medaljer er den magre høst på 21 år. P.t. bund-/midterhold uden udsigt til noget ret meget bedre, men det vil jeg udbrede mig om i en selvstændig post senere.

Nakskov Boldklub: Barndommens klub. Målforskellen gjorde, at NB ikke rykkede op i den daværende 1. division i 1978 (det gjorde Hvidovre IF) og jeg husker stadig gråden i bussen på vej hjem fra Sundby Idrætspark, hvor drengene havde gjort deres ved at slå Fremad Amager (3-2 så vidt jeg husker). En kvartfinale i pokalturneringen og derefter mange års nedsynkning i glemsel og elendige resultater. Frister nu en tilværelse i LF-serien. Jeg spillede selv en stabil venstre wing og senere venstre back. Var selvskrevet til pladserne på grund af mit medfødte handicap som venstrebenet. 

OKS: En kort storhedstid i slut-firserne resulterede næsten i oprykning til 1. division, men nej… Og kort derefter gik den professionelle afdeling konkurs som resultat af lidt højtflyvende planer (og muligvis lidt
kreativ bogføring og lemfældig omgang med kontraktreglerne). Der hænger et vidunderligt billede af 1.holdstruppen fra dengang i klublokalet; her troner alle spillerne foran deres ens sponsor-biler, leveret af en lokal auto-forhandler. Et fantastisk billede på tidlig professionalisme i dansk klubfodbold i provinsen.  
Men man skal have et lokalt sekundahold at holde med, og mit blev geografisk betinget. Efter en kort flirt med Odense Chang flyttede jeg til bekvem nærhed af OKSon Park (det hedder stadion faktisk; der er blåt vejviserskilt og alting…) Det var her jeg selv spillede i 12 år (seriefodbold og Old Boys) og der var her man jævnligt gik over med ungerne lørdag eftermiddag kl. 15, når Danmarksserieholdet foldede sig ud. Og det var her man så fodbold as it should be: Kække tilråb fra de 150 tilskuere, der alle kendte en eller flere af spillerne på fornavn, øl på flaske og elendig lyd i højtaleranlægget. Og naturligvis store, fedtede og sprøde grillpølser, serveret af Tosse-Leif (der til alles skræk også kunne blive sat på som dommer i en lilleputkamp lørdag formiddag).  

Hold fra udlandet

Tottenham Hotspurs: Blev forelsket dér sidst i 70’erne, da THFC som den første britiske klub gjorde gevaldigt op med den fremherskende kick and rush-stil og hentede hhv. Osvaldo ’Ossie’ Ardiles og Ricardo Villa fra de argentinske verdensmestre. Nu skulle der spilles samba-bold, skulle der, og lige lidt hjalp det. Så det er fortsat 53 år siden at de blev engelske mestre, og det er fortsat 23 år siden, at de vandt FA Cuppen. Men vi tror, gør vi… hele tiden!

Scunthorpe United FC: Kevin Keegan har spillet dér. Og SUFC har i øvrigt aldrig nået andet end en enkelt miserabel, shitty season i den næstbedste engelske række (2009). Og hvorfor dog netop Scunthorpe?? Af den modsatte grund end Tottenham. Her hersker klassiske engelske dyder; løb, fight og syngende tacklinger – og masser af Kick’n’Rush. Har efterhånden streamet en del kampe, og det er altid underholdende og aldeles pinagtigt at overvære. Selv i den forgangne sæson, hvor holdet formåede at spille sig tilbage i League One efter en enkelt sæson i League Two.

Og så er der jo Borussia Mönchen Gladbach. Primært på grund af Allan Simonsen og Henning Jensen i 70’erne. Og Real Madrid. Og Napoli. Og måske lidt Næsby…

Men de sidste giver ikke ondt i maven på kampdagen. Og meget kan man sige om det fantastiske fodboldspil i CL, PL og Bundesligaen; fodbold er og bliver sjovest når man som tilskuer og tilhænger er engageret følelsesmæssigt. Også selvom det giver ubehag.  

torsdag den 14. august 2014

Fyr formanden?

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det svært med Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Senest har Amalie Lyhne været kraftigt ude med riven i et indlæg i Berlingske, hvor hun bl.a. karakteriserer ham som den 'sureste mand, der findes', og jeg kan ikke være mere enig. Jeg har aldrig hørt Anders Bondo udtrykke begejstring eller blot mild glæde over noget som helst, der finder sted i folkeskolen, men tværtimod har han gentagne gange skudt al udvikling eller tale om udvikling af folkeskolen i sænk med nedadvendte mundvige.

Der er delte meninger om folkeskolereformen, og selv er jeg - på et fundament af manglende viden og lapidarisk indsigt og evidens via mine egne børns skolegang - ganske godt tilfreds med det, jeg forstår af indhold og læringsmål. Så lad os endelig lade den faglige del ligge.

Nu er Anders Bondo jo heller ikke pædagogisk konsulent i udviklingen af reformen. Anders er formand for en fagforening, der skal varetage medlemmernes løn og arbejdsvilkår i deres ansættelse, og derfor har han naturligt nok fokus på de forringelser, han mener folkeskolereformen medfører for hans medlemmer. Og her kan ikke herske tvivl; Anders Bondo mener, at lærerne har fået væsentligt forringede arbejdsvilkår, blandt andet fordi ledelsesretten udfordrer lærernes egen tilrettelæggelse af arbejdstiden, og fordi det nu forventes at lærerne tilbringer en større del af arbejdstiden på skolen frem for fx i hjemmet, bl.a. når de skal forberede sig.

Det er sådan set rimelig nok, qua formandskabet i DL, at påpege disse forringelser. Men hvis man lige tager den skridtet videre, og tænker at formandens arbejde også bør være at arbejde for at ændre vilkårene, så forstår jeg simpelthen ikke Bondos strategi. Hvis han skal ændre noget på et så væsentligt område som folkeskolen, så kræver det et meget bredt fundament blandt forældre, arbejdsgivere, elever og det omgivende samfund i det hele taget. Med andre ord skal jeg overbevises om, at reformen ikke blot giver lærerne forringede vilkår, men at det rent faktisk også er en formålsløs reform set ud fra et læringsperspektiv og evt. andre parametre. Og så er det jo dét, Anders skal kommunikere ud; han skal samle et bredt og mangefacetteret udsnit af befolkningen bag sig, der rejser et massivt krav om ændringer.

Men i stedet har Anders Bondo formået på adskillige områder at bekræfte fordomme om lærere, arbejdstid og vilje/evne til at indgå i samarbejde. Senest med nedenstående billede på Twitter:

Det eneste, Anders Bondo opnår med en sådan besked er at bekræfte en given oplevelse/fordom om, at lærere er sådan nogle, der vil holde lange ferier - og at modstanden mod reformen sker ud fra en modstand mod retten til at lede og fordele arbejdet (som når Anders overfor en stor forsamling af lærere råber: "De siger, at de skal lede os! Gu' skal de da ej lede os.."). Og nå ja; det udstiller vel også Anders' uvidenhed om det øvrige arbejdsmarked, der vel må siges at virke under samme 'ufleksibilitet', når fx arbejdspladsen lukker i tre uger om sommeren, og man derved 'tvinges' på ferie på et givet tidspunkt.

Min pointe med ovenstående; jeg har i masser af tilfælde sympati for lærerne, og jeg har heldigvis oplevet flere lærere, der var engagerede ildsjæle med stor faglighed og pædagogisk indsigt til gavn for mine børn end det modsatte. Men når deres egen formand udelukkende formår at fremstille lærere som ofre, der kun er interesseret i lærergerningen på grund af den korte arbejdsdag og de lange ferier, så vil det aldrig lykkedes ham at få befolkningens sympati i tilstrækkelig grad til at få ændret reformen. Som en stor del af forældrene iøvrigt er tilfredse med indtil videre.  

Alene af den grund - og ikke bare fordi jeg ikke kan lide ham - bør lærerne tænke sig godt om ved næste formandsvalg. De kunne jo evt. bare stille sig selv spørgsmålet; Hvad har Anders Bondo gjort for os i forbindelse med reformen?

Og så tror jeg, at en del nok vil tage Amalie Lyhnes anbefaling til sig og rent faktisk fyre formanden.   

mandag den 28. juli 2014

Sommerglæder: flid, fedt eller snyd?

Undertegnede er netop vendt hjem fra sommerferie, og blandt dette års uforglemmelige minder er bl.a. en førstegangsoplevelse, jeg havde set frem til længe. Eftersom turen med familien gik til Frankrig, havde vi maget det så fantastisk, at vi boede tæt på den første rigtige kuperede etape i Tour de France. Ganske vist kun i de bløde Vogesere, men det var så rigeligt til mit behov, og en solbeskinnet søndag 'besteg' jeg derfor kategori 2-stigningen Cote de Gueberschwir (knap 700 meter) i Alsace.

Det blev naturligvis en fest; op langs ruten havde de foretagsomme franskmænd opstillet boder med salg af - dyrt - øl og sodavand, og det skortede ikke på underholdning i form af hornorkestre, tyrolerorkestre (det tyske islæt fornægter sig ikke i Alsace) og almindelig larm og ballade - i al fredsommelighed forstås. Masser af flag, masser af maling på vejene og masser af fans af enten den ene eller den anden feterede cykelstjerne eller af hele hold. Og med til underholdningen hørte naturligvis også den lange karavane af reklamevogne, der kastede merchandise i rigelige mængder ud til alle os sagesløse tilskuere, der kastede os over det som vilde dyr, uanset om det drejede sig om bøllehatte, nøgleringe, plasticbriller, oppustelige hovedpuder, solskærme, slik eller juice.

Alt i alt en fantastisk oplevelse, hvor hovedretten - et par udbrydere (Tony Martin på sit vilde solo-ridt, der endte i en etape-sejr) og et jagtende felt - blev overstået på forbløffende kort tid, men så har man da også prøvet det, og jeg vandrede sært tilfredsstillet de mange kilometer hjem til den ventende familie, hvor jeg kunne dele rundhåndet ud af de mange souvenirs fra reklamekaravanen.

Vel ankommet til residensen i det hjemlige kunne jeg efterfølgende se resten af Touren på TV, og selvom den ikke var sindsoprivende spændende, udgjorde den - som så mange gange før - et glimrende lydtapet og lidt solid gå-til-og-fra underholdning på de varme sommerdage. For det hører naturligvis med til historien at jeg, som så mange andre, er meget glad for Tour de France.

I år var det så Vinzenco Nibali fra Italien, der vandt, og eftersom vi danskere mener, at der stadig er et kvasi-nationalt holdepunkt i Bjarne Riis' cykelhold (omend der kun var en dansker med på holdet, der primært ejes af den russiske rigmand og gigant-tosse Oleg Tinkoff), kunne man også glæde sig over succes til Team Saxo-Tinkoff, der vandt bjergtrøjen med polakken(!) Rafael Majka. Alt sammen vældig fint og sikkert også ganske fortjent, når nu de øvrige forhåndsfavoritter enten styrtede og udgik eller skuffede fælt og der derfor ikke var den store, drabelige dyst, vi alle havde set frem til.

Men midt i al den beherskede glæde over sejre, overraskelser og spændende etaper, kan man dog undre sig. Jeg skal ikke være spielverderber eller ødelægge fornøjelsen for alle andre, men det er nu lidt påfaldende, at netop vinderne af hhv. den gule og den prikkede trøje kommer fra hold, der ledes af notoriske tidligere dopingsyndere. Nibali kører for Astana, under ledelse af Alexander Vinoukurov, der er blevet idømt to års karantæne for doping i sin karriere, der bl.a. tæller fine placeringer i Tour de France og OL-guld i London 2012. Majkas chef er Bjarne Riis, der åbent har indrømmet at han var dopet, da han i 1996 vandt Tour de France.

Nu skal nuværende elitesportsudøvere naturligvis ikke dømmes for deres lederes forseelser i fortiden, så det lader vi være med. Til gengæld kan det konstateres, at vinderen af Tour de France 2014 gennemførte løbet med en gennemsnitlig hastighed på 39,6 km i timen. Det er 1,1 km/t hurtigere, end da Bjarne Riis vandt i 1996, og det er 0,75 km/t hurtigere end da Lance Armstrong vandt i 2000 på et fantastisk mix af EPO, kortison, steroider og andet mundgodt. (Gennemsnithastighederne fremgår af denne side).

Og her er det så, at min undren sætter ind på to niveauer. For det første; er det muligt på 10-15 år at forbedre træningsforholdene, så man kan træne sig op til at køre hurtigere end disse gennem-dopede snydere, uden at få medicinsk hjælp? Og dernæst; hvorfor har medierne slet ikke, eller kun i yderst begrænset omfang, beskæftiget sig med dette?

Jeg er ikke i tvivl om, at svaret på det første spørgsmål er et rungende NEJ! Jeg gider ikke være moralsk dommer, for jeg tror ikke på, at nogle, der kan blande sig i topstriden i TdF er såkaldt 'rene', og på den baggrund konkurrerer de vel alle på lige vilkår, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, at jeg er kynisk nok til at nyde showet hvert år, selv i bevidstheden om, at der regelmæssigt bliver kastet brugte kanyler ud af hold-busserne.

Svaret på spørgsmål 2 kender jeg til gengæld ikke. Når to ledende cykelsportspersonligheder som Riis og Vinoukurov med den baggrund, de selv har, kan fostre den slags vindere, de har gjort i år, så sker det givetvis ikke, uden at de ved, hvilke kost de kører på - fast såvel som flydende og intravenøst såvel som gennem halsen. Og for medierne må der vel være gode historier at bide sig fast i alene på den konto? Men måske er doping old news og det kan ingen medier jo leve af. De kan til gengæld sagtens leve af dækningen af en gigantisk sportsbegivenhed, så måske er det en 'gynger og karuseller'-afvejning; Tour de France sælger sig selv, og publikum gider alligevel ikke høre mere om doping.

Eller? Bud på svar modtages gerne... Også fra sportsredaktørerne.