torsdag den 22. maj 2014

Anakronismer II - Vinyl

Jeg er ikke en maskinstormer. Faktisk er jeg særdeles begejstret for smarte mobiltelefoner, tablets, bærbare PCer og alskens isenkram, der kan fornøje og muntre, og som i mange tilfælde også er med til at gøre hverdagen lettere end hvis jeg ikke havde haft dem. Jeg er også en lykkelig forbruger af alle former for digitalisering: jeg får en meget stor del af min post i e-boks, kigger lystigt med hvert år i SKATs lotteri i min skattemappe på min personlig skatteside og er - det meste af tiden – også ualmindelig glad for min webbank. Alt i alt føler jeg selv, at jeg er med på den fagre nye verden. Måske ikke som trendsetter eller frontrunner, men ved gode, afprøvede formater hopper jeg gerne på. Jeg lytter til radio, musik eller podcasts via min iPod, når jeg løber, ser TV på min iPad, enten via TV-stationerne eller de nyere on-demand-tjenester som Netflix, og jeg læser gerne mine mails og tjekker facebook og twitter på min mobiltelefon.

Alligevel er der områder, hvor jeg hænger fast i fortiden. Ikke fordi jeg ikke kan ‘følge med’, men måske snarere fordi jeg ikke har lyst til at følge med! Sådan forholder det sig ihvertfald med især to former for hard-back kultur; musik og litteratur.

Lad mig her kaste mig over førstnævnte: Som barn i 70erne og ung i 80erne var fx musik noget man hørte i radioen, på kassettebånd eller på grammofonplader. Og da de digitale formater overtog på musikfronten i 90erne købte jeg da ganske vist en del CDer, men de veltjente vinylplader blev aldrig stillet på hverken loftet eller i kælderen. I første omgang nok fordi jeg var for nærig til at geninvestere i god musik, men efterhånden også af andre årsager; pladesamlingen havde vokset sig stor, og 5-600 vinylplader er ikke sådan lige at overspille til digitale formater – og det viste sig faktisk ret hurtigt, at jeg ikke havde lyst til det. I stedet blev det en fornøjelse for mig at hive albummet ud af reolen, lægge den på den alt for dyre pladespiller og lade den løbe hele vejen igennem på begge sider, så jeg dermed også fik hørt en del af de numre, der ikke lige var hits, da pladen kom frem. Af og til kunne jeg fortabe mig i covers - hele artworket omkring et albumcover var blevet en glemt kunstart, da vi overgik til CD- og digitale formater - og i innersleeves med sangtekster og credits.

HI-FI-entusiaster har haft travlt med at overbevise om, at pladerne gav en bedre lyd. Jeg føler mig ikke overbevist, eftersom jeg ikke er sikker på, at jeg kan høre forskel, men det er vist noget med dynamikken. Min egen oplevelse er, at en del CDer bliver uafspillelige efter et vist tidsrum, mens pladerne forbliver intakte (med mindre man ridser dem, naturligvis), men ellers har jeg ikke noget at udsætte på de digitale formater.

Det er stofligheden, jeg er helt vild med. Både i samlingen, hvor de mange plader efterhånden fylder en del i hjørnet af stuen, men i lige så høj grad i det enkelte album. Følelsen af at ‘lægge musik på’ og tyngden i selve pladen giver – i hvert fald for mig – en anden tilgang til at lytte til musikken. Når albums fra Beatles-tiden (nogle siger Sinatra- og Miles Davis-tiden) samtidig ofte var tænkt og konciperet som hele albums og ikke fragmentariske her-og-nu-musikstykker, er det en sand fornøjelse at være tvunget til at lytte til 20 minutters sammenhængende musik i stedet for en iPod-spilleliste bestående af contemporary hits der ikke holder halvvejs til næste månede.

Når hertil lægges fornøjelsen ved at dykke ned i David Bowies samlede 70er og 80er-produktion (gav vide, hvordan Diamond Dogs ville have solgt som samlet udgivelse i dag? Eller Ziggy Stardust?), nyde rodebutikken af Beatles-numre på den blå eller den røde opsamlings-dobbelt-LP, genhøre Klichés Supertanker og huske sig tilbage til dengang dét var skelsættende i dansk rockmusik eller fortabe sig i detaljerne på coveret til Led Zeppelins Physical Graffiti er der ingen tvivl hos mig; samlingen forbliver intakt – indtil den dag, den viser sig tilstrækkelig meget værd til at blive bortauktioneret og dermed kan forsøde min pensionisttilværelse.

Det sidste har dog nok lange udsigter, efter at musikindustrien har fanget signalerne i den efterhånden voksende vinyl-revival. Nu udgives alle slags musik – nyt som gammelt – jo både digitalt og på vinyl, samtidig med, at hvad der hidtil havde været klenodier i min lokale samling genoptrykkes med – Gud bedre det – ‘remastered art-work’. Intet ondt om muligheden for at erhverve sig ny musik på vinyl, men så skulle da stå pokker i de formuer, man efterhånden har lagt hos den lokale vinyl-pusher i jagten på de originale udgaver af rock- og pophistoriens klassikere…

tirsdag den 20. maj 2014

Patenteret pjat

Festtiden stunder til, idet vi om føje tid - faktisk allerede på søndag - skal fejre vores grundlovssikrede ret til at gøre vores stemme gældende. Denne gang skal vi finde repræsentanter blandt de ypperste af os danske til at repræsentere os i den Europæiske Unions parlament.

Det skal nok blive spændende i sig selv, men ikke nok med, at vi skal muntre os med ovenstående valg. Samtidig skal vi nemlig tage stilling til en anden væsentlig sag i vores hverdag; skal vi eller skal vi ikke tilslutte os en fælles europæisk patentdomstol?

Inden den hårdt prøvede læser lader sig friste af internettets øvrige fristelser og klikker væk fra siden, så lad mig med det samme understrege, at følgende tekst ikke vil indeholde ret meget, der har med substansen at gøre, så kære læser; du kan roligt læse videre. Her vil ikke være agitation for hverken ja eller nejsiden, ligesom jeg ikke skal trætte unødigt med lange forklaringer om patentdomstolenes plads i vores hverdag. Næ, som demokratisk sindet borger er jeg såmænd blot interesseret i, hvorfor jeg overhovedet skal stemme om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig en fælles europæisk patent-domstol.

Det er der et par internt afhængige årsager til. For det første vil Danmark, med en tilslutning til at opgíve sin ‘egen’, nationale patentdomstol og tilslutte sig en EU-patentdomstol afgive national suverænitet. Ifølge Grundloven skal en hvilken som helst suverænitetsafgivelse vedtages i det demokratisk valgte folketing med 5/6 stemmers flertal. Lykkes det ikke at etablere et sådant flertal skal forslaget i stedet til folkeafstemning, hvis det skal vedtages. Se, det system kender vi fra tidligere folkeafstemninger om medlemskab af EF/EU, Maastrichtaftalen, fælles europæisk valuta mm., så det er jo ikke noget nyt. Det, der er interessant i denne omgang, er, hvorfor forslaget så ikke blev vedtaget med det nødvendige flertal i folketinget.

Spørgsmålet kan besvares ganske kort; fordi Enhedslisten og Dansk Folkeparti ikke ville stemme for forslaget. Enhedslisten fordi de i misforstået proletarisk nationalromantik aldrig stemmer for noget, der foregår i regi af EU – det er vist noget med international profitmaksimering og udbyttende kapitalistlakajer – og Dansk folkeparti fordi … Ja, hvorfor mon?

Fordi regeringen ikke ville tale med Dansk Folkeparti om begrænsning af velfærdsturisme i EU! Kristian Thulesen-Dahl, mangeårig de facto formand for det fine parti, afslørede for en knap så undrende offentlighed i oktober 2013, at DF ikke ville stemme for forslaget, fordi de havde meddelt regeringen, at prisen for deres stemme var indbydelse til forhandling om det prekære emne – og regeringen havde altså ikke indbudt. Og det er skisme da også tarveligt, er det. Her står vi med en hobetallig skare af fattige EU-borgere, der emigrerer fra deres forarmede hjemlande til Danmark blot for at modtage alle goderne, såsom starthjælp, SU og børnecheck, og så vil regeringen end ikke tale om dette gigantiske dræn af statskassen!

Nu hører det med til historien, at velfærdsturisme ifølge alle undersøgelser er knap så stort et problem, som man går rundt og bilder sig ind. Faktisk er immigration er en netto-gevinst for det modtagende land, in casu Danmark, idet emigranterne i langt højere tal finder arbejde og betaler skat, end de modtager ydelser. Men det er også ligemeget, er det. DF vil blot markere sig med en fortsat stemme i indvandrer-debatten, og samtidig vil de udstille regeringen som ignoranter, der ikke vil deltage i denne debat, og dermed fastholde DFs egen store andel af snævertsynede vælgere, der opfatter enhver form for fremmedhed som en trussel mod ikke blot velfærdssamfundet med mod selve kernen i vores danske kultur.

Ergo; på grund af en tåbelig demonstration af et politisk ståsted, der intet har med sagens kerne at gøre, sætter vi hele apparatet af propaganda, oplysning, debatter for og imod EU i gang, så vi den 25. maj 2014 kan stemme om dansk tilslutning til den fælles europæiske patentdomstol. Og sådan virker det danske folkestyre i smukkest mulige udformning.

Og for at gøre historien komplet; DF var i oktober sidste år villige til at stemme for en fælles europæisk patentdomstol, hvis altså bare... Derfor klinger nej-retorikken i DF-propagandaen ekstra hult i disse dage. Men det gør nok ikke noget, for vælgernes hukommelse er som ofte ganske kort.

mandag den 10. februar 2014

Demokrati og repræsentativt pøbelvælde?

Bedre sent end aldrig, sommansir, så derfor her - mere end en uge efter den totale politiske nedsmeltning af et daværende regeringsparti - lidt strøtanker om Goldmann-Sachs, DONG og repræsentativt demokrati.

Som det vil være de fleste bekendt, havde regeringen lavet en aftale om at sælge en del af statens aktier i energiselskabet DONG. Det havde for så vidt ikke fået selv de mest betonkommunistiske medlemmer af hverken SF eller Enhedslisten til at løfte et øjenbryn, men da det blev klart, at køberen af disse aktier var den amerikanske investeringsbank Goldmann-Sachs forårsagede det ikke blot et offentligt rama-skrig, det blev også den direkte anledning til, at SFs formand måtte forlade posten, og at SF selv forlod regeringen.

Den offentlige udlevering af SF som et ansvarsløst og utroværdigt parti befolket af landsbytosser var naturligvis godt stof i mediebilledet, og det samme var den lemminge-agtige faneflugt og Karsten Hønges vilde udfald på diverse platforme. Men ikke nok med det; den undrende offentlighed blev samtidig vidne til en folkelig vækkelse, der vel ikke er set større siden diverse EU-afstemninger op igennem 90'erne.

Pludselig havde mere end 200.000 danskere 'liket' en facebook-side mod salget af DONG til Goldmann-Sachs og rejste derved et massivt krav til regeringen om straks at tage salget af bordet. Det skete dog ikke (og så kan man jo afgøre med sig selv om det er godt eller skidt), og salget blev vedtaget i Folketinget.

Den digitale underskriftindsamling og en ophedet debat på bl.a. Twitter fik i forrige weekend Anne Knudsen til at skrive en leder i Weekendavisen, hvor hun bl.a. gjorde sig lystig over alle de finans- og investeringseksperter, der pludselig eksisterede i det lille land. Modstanderne af salget blev naturligvis aldeles rasende over således at blive hånet og latterliggjort (og det gjorde hun effektivt, må man sige), men kernen i Anne Knudsens leder kan man nok godt reflektere lidt over, hvis man vil.

Vi har valgt det repræsentative demokrati som styreform, sammen med en parlamentarisme, der tilsiger, at regeringen sidder så længe den ikke har et flertal imod sig. Det er vældig smukt, ikke mindst fordi det indebærer en forestilling om, at vi stemmer på de partier og kandidater, som vi mener bedst kan varetage vores individuelle ønsker om samfundets indretning og udvikling. Det indebærer også, at såvel komplekse som selvindlysende beslutninger træffes af de indvalgte på baggrund af ideologi, personlig overbevisning og - må man formode - tid og evne til at sætte sig ind i sagerne.

Om man er enig i beslutningen eller ej er for så vidt sagen uvedkommende. Og naturligvis lever vi også i et samfund, hvor ytringsfriheden er en hjørnesten, og hvis man vil forkynde sin utilfredshed overfor medlemmerne af beslutningsdygtige organer, skal man naturligvis gøre det.

I dette tilfælde var den 'folkelige' reaktion voldsom og havde store konsekvenser for regeringen - og for et af de partier, der var medlem af regeringen. Og man kan måske spørge sig selv, om nogle var lidt hurtigt ude? Personligt har jeg ikke haft tid - eller lyst - til at sætte mig grundigt ind i substansen af salget til Goldmann-Sachs, og for mig at se stod valget mellem at sælge DONG til Goldmann-Sachs (amerikansk forvalter af storkapital) eller til fx et pensionsselskab i Danmark (dansk forvalter af storkapital). At tro, at den samlede regering, det samlede folketing og finansministeriet ikke havde sat sig grundigere ind i sagen og havde overvejet såvel de økonomiske som de selskabsretlige og (på sigt) miljømæssige konsekvenser burde være naivt.

I nogle tilfælde er adgangen til 'underskriftsindsamler' og hurtig mobilisering af ekvilibristiske dagsordensættere på fx de sociale medier alt for let. Og den kan have alt for tunge konsekvenser. Jeg er glad for, at regeringen holdt fast; ikke fordi jeg tror, at det er den bedste beslutning, thi det har jeg ikke forudsætningerne for at bedømme, men fordi det viser, at vores repræsentative demokrati fungerer, og fordi det beviser, at regeringen og det brede folketing ikke ligger under for letkøbt populisme, skabt af utilfredse venstrefløjsstrammere i et lille regeringsparti eller den danske intelligentsia og miljø-/kulturelite på Twitter.

Men rest assured: det betyder ikke, at regeringen er fredet fra min side; hverken på disse sider eller til næste valg....

fredag den 24. januar 2014

Anakronismer I - bøger

Måske ville en advarsel være på sin plads: denne tekst er ikke en vred galpen over diverse tåbeligheder, urimeligheder og pjatteri, ej heller er det en vrissen midaldrende mands bitre udgydelser over al landskens dårligdom, druk og dovenskab blandt nutidens unge. Beklager. Jeg lover til gengæld, at bitterhed, vrissenhed og generel utilfredshed vil vende tilbage på disse virtuelle sider inden længe.

Næ, dagens tekst er en lovprisning af et medie der, skønt hårdt presset af al landskens nymodens tant og fjas og digital overflow af underholdning, nægter at bukke under; bogen! Som født i en tid, hvor landet kun havde en TV-kanal (som man så kunne supplere med tyske eller svenske statsejede medier, alt efter hvor man var bosat i landet) og VHS-videoen endnu ikke var opfundet, skulle det daglige underholdningsfix – ved siden af musikken – tilfredsstilles med litteratur. Og ad den vej er jeg kommet til at elske bøger i en indtil videre livslang passion.

Lad det være sagt med det samme; jeg er ingen litterær snob. Mine tidligste læseoplevelser blev grundlagt ved at læse Jan-, Kim- og Flemmingbøger, ligesom min farmor var leveringsdygtig i både Robinson Crusoe og Robin Hood og biblioteket kunne tilfredsstille drengeårenes trang til idelig fart og spænding med bøger om besættelsestiden og Rasmus-bøgerne om tidligere krige i det sønderjydske. I skolen blev jeg introduceret til først Astrid Lindgren og Ole Lund Kierkegaard og senere Brains Benton, Alfred Hitchcock & De Tre Detektiver og nogle fine, svenske ungdomsbøger af Hellström inden jeg kastede mig over Susan Hintons misfits i Outsideren og de øvrige skæve eksistenser. Senere blev unionsbogklubben (som mine forældre var medlem af) leverandør af koldkrigsspænding og thrillere af Desmond Bagley, Alistair MacLean, Robert Ludlum og endog Daphne du Maurier. Bøger, der blev slugt i konstant page-turning, ofte med en Nefa-lygte under dynen, efter at forældrene havde råbt, at nu skulle lyset altså slukkes. 1001 Nats Eventyr blev en gådefuld indføring i gedulgt erotik (som ganske ofte fes hen over hovedet på en 11-årig) og eksotisk drama og spænding, mens opslagsværkerne fra Horisont leverede samtidshistorie med fabelagtige fotografier. Selv Sven Hazel fandt, ad omveje, vej til læselampen over min seng. Og – oh lykke – Henry Millers Sexus og Plexus, som jeg fandt begravet bagest i min morfars bogreol som 14-årig!

Bøger var – dengang og nu – først og fremmest underholdning, og de fleste blev i lang tid slugt på en måde, som man kun kan i ungdomsårene. Langhårede tørvetrillere som Ringenes Herre og Frank Herberts Klit-bøger blev ukritisk fordøjet som episk underholdning kombineret med dyb livsindsigt (ingen af delen holder vand ved en genlæsning 25 år efter), og John Nehms arbejderklassebøger skabte, sammen med Heinrich Bölls tysker-socialisme og J. Bech-Nygaards armods-romantik, en bund af social indignation, der passede perfekt med det ungdommelige politiske ståsted, senere suppleret med Hans Kirk og Martin andersen Nexø + et strejf af Henrik Pontoppidan.

Gennem læsningen blev der dog også skabt en bevidsthed om, at der faktisk er forskel på litteratur og forfattere – og også kvalitetsforskel. Raymond Chandler og Dashiell Hammett var begge bedre forfattere end Mickey Spillane og Robert B. Parker (indenfor dén genre), mens Agatha Christie kun var mildt underholdende en varm sommerdag i sommerhuset eller ved stranden. Sjöwahl & Wahlöö er klasser over nutidige svenske (og danske) litteraturmaskiner indenfor den (fejlagtigt) berømmede skandinaviske skole af krimiforfattere, og kun Leif G. W. Persson kan gøre dem rangen stridig i nutiden. Karen Blixen slår til hver en tid nutidige forsøg indenfor genren (fx Peter Høegh og Isabelle Allende) og Proust, Flaubert, Faulkner og F. Scott Fitzgerald er sammen med danske forfattere som Herman Bang, Johs. V. Jensen og Thorkild Hansen som gode, gamle venner, man altid kan vende tilbage til.

Og stadig veksler jeg mellem, hvad jeg på dårlige dage kalder “slam-litteratur” og den ’gode’ litteratur. I sommeren og efteråret fik jeg læst de fire oversatte bind af George R. R. Martins serie En sang om ild og is (“Game of Thrones”) der var skamløst underholdende i sin svælgen i magtspil, intriger, sværd, riddere, sex, dværge og skandaler. Samtidig fik jeg (for første gang) tygget mig igennem Thomas Manns Huset Buddenbrook og fik genlæst Døden i Venedig. Min tyrkertro på, at litteraturen fortsat har en stemme – ihvertfald for mig – er netop blevet bestyrket i mødet med Haruki Murakami; først Sputnik min elskede og derefter i hastig rækkefølge Efter midnat og Kafka på stranden.

Og så er der alle dem, jeg ikke har nævnt; Jan Kjærstad, Erland Loe, Kirsten Thorup, William Gibson, Paul Auster (omend han kan blive lidt trættende i længden) lidt Kierkegaard, lidt Hemingway, en hel del Philip Roth og …. Og det gode er, at disse kan suppleres med den letbenede underholdning hos fx Jussi Adler-Olsen, uden at der går skår i læse-glæden, og at man samtidig kan få fornøjelsen af fx Søren Mørchs – noget misantropiske – historieformidling og Carsten Niebuhrs rejseskildring fra ‘de varme lande’, der er det feeeedeste forlæg til Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien. (Kan ikke dy mig; yndlingscitat herfra: “Hellere oplyst enevælde end uoplyst demokrati.”)

Så for at gøre en lang kærlighedshistorie kort; jeg er glad for bøger. Meget glad. Jeg er glad for gode bøger, underholdende bøger, kedelige bøger, dårlige bøger og spændende bøger. Jeg elsker at åbne de bøger, jeg har købt i et antikvariat for 20 år siden og lugte den hengemte cigaret- eller cigarrøg fra den forrige bruger. Jeg elsker at ordne bogsamlingen i mit hjem (alfabetiseret, naturligvis, for skønlitteraturens vedkommende), og jeg elsker, at jeg har et helt værelse med væg-til-væg-bogreoler fyldt med slam, underholdning, klassikere, opslagsværker, biografier, faglitteratur og digtsamlinger. Og selvom jeg er blevet en anelse mere kræsen med årene er en af de største glæder, velfærden har bragt i en kommune nær mig, at der er blevet indført selvbetjening på biblioteket, således at man nu kan låse sig ind med sit sygesikringsbevis hver dag frem til kl. 22, låne de bøger, man har lyst til, og ikke skal vente til næste lørdag, der er åbent.

PS: Beklager, hvis der i ovenstående ikke blev plads til din yndlingsforfatter

Sprog og nysprog

I den britiske avis The Guardian - som almindeligt dannede mennesker naturligvis læser dagligt - kunne man onsdag læse en munter lille sag om tre fans af fodboldklubben Tottenham, der var blevet sigtet for at bruge ordet 'Yid' i forbindelse med en fodboldkamp. Forklaringen er, at ordet, anvendt i dens oprindelige, engelske betydning, er nedsættende overfor mennesker af jødisk herkomst - og hermed pr. definition anti-semitisk.

Der er dog et lille aber dabei: Tottenham er en engelsk traditionsklub fra det nordlige London, der oprindeligt var en klub, hvor en stor del af spillerne var jøder. I udekampe blev ordet 'yids' anvendt nedsættende om holdet, men holdets fans - der var stolte af klubbens historik - tog skældsordet til sig, og anvendte det i stedet som en æresbetegnelse for holdet; The Yid Army. Det kan man bl.a. læse i klubbens egen historie og, lidt mere overskueligt, på Wikipedia. Man kan også se det på White Hart Lane - klubbens hjemmebane - hvor det, som på nedenstående billede, bruges sammen med klubbens oprindelige logo.
Men det må man altså ikke mere. Ikke nok med at henstille til at bruge ordet med omtanke, nu bliver fans også politianmeldt for brugen af det!

Jeg har stor forståelse for, at man ikke skal ytre sig racistisk, hverken med ord som 'neger', 'perker', 'rødhud' eller 'smovs', da disse ord er ualmindeligt nedsættende for den gruppe mennesker de betegner. Men nogle gange går vi altså helt overbord i vores orwellske iver efter at udrense sproget for alt farve. Og i dette tilfælde er det da helt grelt; her har fans, der tidligere fik ordet brugt imod sig, taget det til sig som en æresbevisning - og dermed vendt betydningen 180 grader, således at det nu er en kærlig opmuntring til spillerne - og det bliver de straffet for!

Kært barn har mange navne, og således også Tottenham Hotspurs; Yid Army, Spurs og Coys er nogle af dem. Måske skal vi også forbyde Spurs - da det jo er et middelalderligt udstyr til at pine og plage heste - og Coys (omend jeg fortsat mangler at se, hvordan dette kan fortolkes racistisk).

Naturligvis skal man ikke håne og råbe nedsættende efter nogle, der tilfældigvis har en anden etnisk baggrund end en selv. Men man behøver nu heller ikke blive smålig. I USA vil man snart få problemer, hvis linjen skal føres helt igennem; her må Cleveland Indians fra NFL ikke længere hedde Indians p.gr.a. sprogpolitikken, og derfor kan vi måske snart se frem til mødet mellem Cleveland Native Americans og Minnesota Vikings .... Nå, nej; Minnesota Native Scandinavians.