Bedre sent end aldrig, sommansir, så derfor her - mere end en uge efter den totale politiske nedsmeltning af et daværende regeringsparti - lidt strøtanker om Goldmann-Sachs, DONG og repræsentativt demokrati.
Som det vil være de fleste bekendt, havde regeringen lavet en aftale om at sælge en del af statens aktier i energiselskabet DONG. Det havde for så vidt ikke fået selv de mest betonkommunistiske medlemmer af hverken SF eller Enhedslisten til at løfte et øjenbryn, men da det blev klart, at køberen af disse aktier var den amerikanske investeringsbank Goldmann-Sachs forårsagede det ikke blot et offentligt rama-skrig, det blev også den direkte anledning til, at SFs formand måtte forlade posten, og at SF selv forlod regeringen.
Den offentlige udlevering af SF som et ansvarsløst og utroværdigt parti befolket af landsbytosser var naturligvis godt stof i mediebilledet, og det samme var den lemminge-agtige faneflugt og Karsten Hønges vilde udfald på diverse platforme. Men ikke nok med det; den undrende offentlighed blev samtidig vidne til en folkelig vækkelse, der vel ikke er set større siden diverse EU-afstemninger op igennem 90'erne.
Pludselig havde mere end 200.000 danskere 'liket' en facebook-side mod salget af DONG til Goldmann-Sachs og rejste derved et massivt krav til regeringen om straks at tage salget af bordet. Det skete dog ikke (og så kan man jo afgøre med sig selv om det er godt eller skidt), og salget blev vedtaget i Folketinget.
Den digitale underskriftindsamling og en ophedet debat på bl.a. Twitter fik i forrige weekend Anne Knudsen til at skrive en leder i Weekendavisen, hvor hun bl.a. gjorde sig lystig over alle de finans- og investeringseksperter, der pludselig eksisterede i det lille land. Modstanderne af salget blev naturligvis aldeles rasende over således at blive hånet og latterliggjort (og det gjorde hun effektivt, må man sige), men kernen i Anne Knudsens leder kan man nok godt reflektere lidt over, hvis man vil.
Vi har valgt det repræsentative demokrati som styreform, sammen med en parlamentarisme, der tilsiger, at regeringen sidder så længe den ikke har et flertal imod sig. Det er vældig smukt, ikke mindst fordi det indebærer en forestilling om, at vi stemmer på de partier og kandidater, som vi mener bedst kan varetage vores individuelle ønsker om samfundets indretning og udvikling. Det indebærer også, at såvel komplekse som selvindlysende beslutninger træffes af de indvalgte på baggrund af ideologi, personlig overbevisning og - må man formode - tid og evne til at sætte sig ind i sagerne.
Om man er enig i beslutningen eller ej er for så vidt sagen uvedkommende. Og naturligvis lever vi også i et samfund, hvor ytringsfriheden er en hjørnesten, og hvis man vil forkynde sin utilfredshed overfor medlemmerne af beslutningsdygtige organer, skal man naturligvis gøre det.
I dette tilfælde var den 'folkelige' reaktion voldsom og havde store konsekvenser for regeringen - og for et af de partier, der var medlem af regeringen. Og man kan måske spørge sig selv, om nogle var lidt hurtigt ude? Personligt har jeg ikke haft tid - eller lyst - til at sætte mig grundigt ind i substansen af salget til Goldmann-Sachs, og for mig at se stod valget mellem at sælge DONG til Goldmann-Sachs (amerikansk forvalter af storkapital) eller til fx et pensionsselskab i Danmark (dansk forvalter af storkapital). At tro, at den samlede regering, det samlede folketing og finansministeriet ikke havde sat sig grundigere ind i sagen og havde overvejet såvel de økonomiske som de selskabsretlige og (på sigt) miljømæssige konsekvenser burde være naivt.
I nogle tilfælde er adgangen til 'underskriftsindsamler' og hurtig mobilisering af ekvilibristiske dagsordensættere på fx de sociale medier alt for let. Og den kan have alt for tunge konsekvenser. Jeg er glad for, at regeringen holdt fast; ikke fordi jeg tror, at det er den bedste beslutning, thi det har jeg ikke forudsætningerne for at bedømme, men fordi det viser, at vores repræsentative demokrati fungerer, og fordi det beviser, at regeringen og det brede folketing ikke ligger under for letkøbt populisme, skabt af utilfredse venstrefløjsstrammere i et lille regeringsparti eller den danske intelligentsia og miljø-/kulturelite på Twitter.
Men rest assured: det betyder ikke, at regeringen er fredet fra min side; hverken på disse sider eller til næste valg....
mandag den 10. februar 2014
fredag den 24. januar 2014
Anakronismer I - bøger
Måske ville en advarsel være på sin plads: denne tekst er ikke en
vred galpen over diverse tåbeligheder, urimeligheder og pjatteri, ej heller er
det en vrissen midaldrende mands bitre udgydelser over al landskens dårligdom,
druk og dovenskab blandt nutidens unge. Beklager. Jeg lover til gengæld, at
bitterhed, vrissenhed og generel utilfredshed vil vende tilbage på disse
virtuelle sider inden længe.
Næ, dagens tekst er en lovprisning af et medie der, skønt hårdt presset af al landskens nymodens tant og fjas og digital overflow af underholdning, nægter at bukke under; bogen! Som født i en tid, hvor landet kun havde en TV-kanal (som man så kunne supplere med tyske eller svenske statsejede medier, alt efter hvor man var bosat i landet) og VHS-videoen endnu ikke var opfundet, skulle det daglige underholdningsfix – ved siden af musikken – tilfredsstilles med litteratur. Og ad den vej er jeg kommet til at elske bøger i en indtil videre livslang passion.
Lad det være sagt med det samme; jeg er ingen litterær snob. Mine tidligste læseoplevelser blev grundlagt ved at læse Jan-, Kim- og Flemmingbøger, ligesom min farmor var leveringsdygtig i både Robinson Crusoe og Robin Hood og biblioteket kunne tilfredsstille drengeårenes trang til idelig fart og spænding med bøger om besættelsestiden og Rasmus-bøgerne om tidligere krige i det sønderjydske. I skolen blev jeg introduceret til først Astrid Lindgren og Ole Lund Kierkegaard og senere Brains Benton, Alfred Hitchcock & De Tre Detektiver og nogle fine, svenske ungdomsbøger af Hellström inden jeg kastede mig over Susan Hintons misfits i Outsideren og de øvrige skæve eksistenser. Senere blev unionsbogklubben (som mine forældre var medlem af) leverandør af koldkrigsspænding og thrillere af Desmond Bagley, Alistair MacLean, Robert Ludlum og endog Daphne du Maurier. Bøger, der blev slugt i konstant page-turning, ofte med en Nefa-lygte under dynen, efter at forældrene havde råbt, at nu skulle lyset altså slukkes. 1001 Nats Eventyr blev en gådefuld indføring i gedulgt erotik (som ganske ofte fes hen over hovedet på en 11-årig) og eksotisk drama og spænding, mens opslagsværkerne fra Horisont leverede samtidshistorie med fabelagtige fotografier. Selv Sven Hazel fandt, ad omveje, vej til læselampen over min seng. Og – oh lykke – Henry Millers Sexus og Plexus, som jeg fandt begravet bagest i min morfars bogreol som 14-årig!
Bøger var – dengang og nu – først og fremmest underholdning, og de fleste blev i lang tid slugt på en måde, som man kun kan i ungdomsårene. Langhårede tørvetrillere som Ringenes Herre og Frank Herberts Klit-bøger blev ukritisk fordøjet som episk underholdning kombineret med dyb livsindsigt (ingen af delen holder vand ved en genlæsning 25 år efter), og John Nehms arbejderklassebøger skabte, sammen med Heinrich Bölls tysker-socialisme og J. Bech-Nygaards armods-romantik, en bund af social indignation, der passede perfekt med det ungdommelige politiske ståsted, senere suppleret med Hans Kirk og Martin andersen Nexø + et strejf af Henrik Pontoppidan.
Gennem læsningen blev der dog også skabt en bevidsthed om, at der faktisk er forskel på litteratur og forfattere – og også kvalitetsforskel. Raymond Chandler og Dashiell Hammett var begge bedre forfattere end Mickey Spillane og Robert B. Parker (indenfor dén genre), mens Agatha Christie kun var mildt underholdende en varm sommerdag i sommerhuset eller ved stranden. Sjöwahl & Wahlöö er klasser over nutidige svenske (og danske) litteraturmaskiner indenfor den (fejlagtigt) berømmede skandinaviske skole af krimiforfattere, og kun Leif G. W. Persson kan gøre dem rangen stridig i nutiden. Karen Blixen slår til hver en tid nutidige forsøg indenfor genren (fx Peter Høegh og Isabelle Allende) og Proust, Flaubert, Faulkner og F. Scott Fitzgerald er sammen med danske forfattere som Herman Bang, Johs. V. Jensen og Thorkild Hansen som gode, gamle venner, man altid kan vende tilbage til.
Og stadig veksler jeg mellem, hvad jeg på dårlige dage kalder “slam-litteratur” og den ’gode’ litteratur. I sommeren og efteråret fik jeg læst de fire oversatte bind af George R. R. Martins serie En sang om ild og is (“Game of Thrones”) der var skamløst underholdende i sin svælgen i magtspil, intriger, sværd, riddere, sex, dværge og skandaler. Samtidig fik jeg (for første gang) tygget mig igennem Thomas Manns Huset Buddenbrook og fik genlæst Døden i Venedig. Min tyrkertro på, at litteraturen fortsat har en stemme – ihvertfald for mig – er netop blevet bestyrket i mødet med Haruki Murakami; først Sputnik min elskede og derefter i hastig rækkefølge Efter midnat og Kafka på stranden.
Og så er der alle dem, jeg ikke har nævnt; Jan Kjærstad, Erland Loe, Kirsten Thorup, William Gibson, Paul Auster (omend han kan blive lidt trættende i længden) lidt Kierkegaard, lidt Hemingway, en hel del Philip Roth og …. Og det gode er, at disse kan suppleres med den letbenede underholdning hos fx Jussi Adler-Olsen, uden at der går skår i læse-glæden, og at man samtidig kan få fornøjelsen af fx Søren Mørchs – noget misantropiske – historieformidling og Carsten Niebuhrs rejseskildring fra ‘de varme lande’, der er det feeeedeste forlæg til Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien. (Kan ikke dy mig; yndlingscitat herfra: “Hellere oplyst enevælde end uoplyst demokrati.”)
Så for at gøre en lang kærlighedshistorie kort; jeg er glad for bøger. Meget glad. Jeg er glad for gode bøger, underholdende bøger, kedelige bøger, dårlige bøger og spændende bøger. Jeg elsker at åbne de bøger, jeg har købt i et antikvariat for 20 år siden og lugte den hengemte cigaret- eller cigarrøg fra den forrige bruger. Jeg elsker at ordne bogsamlingen i mit hjem (alfabetiseret, naturligvis, for skønlitteraturens vedkommende), og jeg elsker, at jeg har et helt værelse med væg-til-væg-bogreoler fyldt med slam, underholdning, klassikere, opslagsværker, biografier, faglitteratur og digtsamlinger. Og selvom jeg er blevet en anelse mere kræsen med årene er en af de største glæder, velfærden har bragt i en kommune nær mig, at der er blevet indført selvbetjening på biblioteket, således at man nu kan låse sig ind med sit sygesikringsbevis hver dag frem til kl. 22, låne de bøger, man har lyst til, og ikke skal vente til næste lørdag, der er åbent.
PS: Beklager, hvis der i ovenstående ikke blev plads til din yndlingsforfatter
Næ, dagens tekst er en lovprisning af et medie der, skønt hårdt presset af al landskens nymodens tant og fjas og digital overflow af underholdning, nægter at bukke under; bogen! Som født i en tid, hvor landet kun havde en TV-kanal (som man så kunne supplere med tyske eller svenske statsejede medier, alt efter hvor man var bosat i landet) og VHS-videoen endnu ikke var opfundet, skulle det daglige underholdningsfix – ved siden af musikken – tilfredsstilles med litteratur. Og ad den vej er jeg kommet til at elske bøger i en indtil videre livslang passion.
Lad det være sagt med det samme; jeg er ingen litterær snob. Mine tidligste læseoplevelser blev grundlagt ved at læse Jan-, Kim- og Flemmingbøger, ligesom min farmor var leveringsdygtig i både Robinson Crusoe og Robin Hood og biblioteket kunne tilfredsstille drengeårenes trang til idelig fart og spænding med bøger om besættelsestiden og Rasmus-bøgerne om tidligere krige i det sønderjydske. I skolen blev jeg introduceret til først Astrid Lindgren og Ole Lund Kierkegaard og senere Brains Benton, Alfred Hitchcock & De Tre Detektiver og nogle fine, svenske ungdomsbøger af Hellström inden jeg kastede mig over Susan Hintons misfits i Outsideren og de øvrige skæve eksistenser. Senere blev unionsbogklubben (som mine forældre var medlem af) leverandør af koldkrigsspænding og thrillere af Desmond Bagley, Alistair MacLean, Robert Ludlum og endog Daphne du Maurier. Bøger, der blev slugt i konstant page-turning, ofte med en Nefa-lygte under dynen, efter at forældrene havde råbt, at nu skulle lyset altså slukkes. 1001 Nats Eventyr blev en gådefuld indføring i gedulgt erotik (som ganske ofte fes hen over hovedet på en 11-årig) og eksotisk drama og spænding, mens opslagsværkerne fra Horisont leverede samtidshistorie med fabelagtige fotografier. Selv Sven Hazel fandt, ad omveje, vej til læselampen over min seng. Og – oh lykke – Henry Millers Sexus og Plexus, som jeg fandt begravet bagest i min morfars bogreol som 14-årig!
Bøger var – dengang og nu – først og fremmest underholdning, og de fleste blev i lang tid slugt på en måde, som man kun kan i ungdomsårene. Langhårede tørvetrillere som Ringenes Herre og Frank Herberts Klit-bøger blev ukritisk fordøjet som episk underholdning kombineret med dyb livsindsigt (ingen af delen holder vand ved en genlæsning 25 år efter), og John Nehms arbejderklassebøger skabte, sammen med Heinrich Bölls tysker-socialisme og J. Bech-Nygaards armods-romantik, en bund af social indignation, der passede perfekt med det ungdommelige politiske ståsted, senere suppleret med Hans Kirk og Martin andersen Nexø + et strejf af Henrik Pontoppidan.
Gennem læsningen blev der dog også skabt en bevidsthed om, at der faktisk er forskel på litteratur og forfattere – og også kvalitetsforskel. Raymond Chandler og Dashiell Hammett var begge bedre forfattere end Mickey Spillane og Robert B. Parker (indenfor dén genre), mens Agatha Christie kun var mildt underholdende en varm sommerdag i sommerhuset eller ved stranden. Sjöwahl & Wahlöö er klasser over nutidige svenske (og danske) litteraturmaskiner indenfor den (fejlagtigt) berømmede skandinaviske skole af krimiforfattere, og kun Leif G. W. Persson kan gøre dem rangen stridig i nutiden. Karen Blixen slår til hver en tid nutidige forsøg indenfor genren (fx Peter Høegh og Isabelle Allende) og Proust, Flaubert, Faulkner og F. Scott Fitzgerald er sammen med danske forfattere som Herman Bang, Johs. V. Jensen og Thorkild Hansen som gode, gamle venner, man altid kan vende tilbage til.
Og stadig veksler jeg mellem, hvad jeg på dårlige dage kalder “slam-litteratur” og den ’gode’ litteratur. I sommeren og efteråret fik jeg læst de fire oversatte bind af George R. R. Martins serie En sang om ild og is (“Game of Thrones”) der var skamløst underholdende i sin svælgen i magtspil, intriger, sværd, riddere, sex, dværge og skandaler. Samtidig fik jeg (for første gang) tygget mig igennem Thomas Manns Huset Buddenbrook og fik genlæst Døden i Venedig. Min tyrkertro på, at litteraturen fortsat har en stemme – ihvertfald for mig – er netop blevet bestyrket i mødet med Haruki Murakami; først Sputnik min elskede og derefter i hastig rækkefølge Efter midnat og Kafka på stranden.
Og så er der alle dem, jeg ikke har nævnt; Jan Kjærstad, Erland Loe, Kirsten Thorup, William Gibson, Paul Auster (omend han kan blive lidt trættende i længden) lidt Kierkegaard, lidt Hemingway, en hel del Philip Roth og …. Og det gode er, at disse kan suppleres med den letbenede underholdning hos fx Jussi Adler-Olsen, uden at der går skår i læse-glæden, og at man samtidig kan få fornøjelsen af fx Søren Mørchs – noget misantropiske – historieformidling og Carsten Niebuhrs rejseskildring fra ‘de varme lande’, der er det feeeedeste forlæg til Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien. (Kan ikke dy mig; yndlingscitat herfra: “Hellere oplyst enevælde end uoplyst demokrati.”)
Så for at gøre en lang kærlighedshistorie kort; jeg er glad for bøger. Meget glad. Jeg er glad for gode bøger, underholdende bøger, kedelige bøger, dårlige bøger og spændende bøger. Jeg elsker at åbne de bøger, jeg har købt i et antikvariat for 20 år siden og lugte den hengemte cigaret- eller cigarrøg fra den forrige bruger. Jeg elsker at ordne bogsamlingen i mit hjem (alfabetiseret, naturligvis, for skønlitteraturens vedkommende), og jeg elsker, at jeg har et helt værelse med væg-til-væg-bogreoler fyldt med slam, underholdning, klassikere, opslagsværker, biografier, faglitteratur og digtsamlinger. Og selvom jeg er blevet en anelse mere kræsen med årene er en af de største glæder, velfærden har bragt i en kommune nær mig, at der er blevet indført selvbetjening på biblioteket, således at man nu kan låse sig ind med sit sygesikringsbevis hver dag frem til kl. 22, låne de bøger, man har lyst til, og ikke skal vente til næste lørdag, der er åbent.
PS: Beklager, hvis der i ovenstående ikke blev plads til din yndlingsforfatter
Sprog og nysprog
I den britiske avis The Guardian - som almindeligt dannede mennesker naturligvis læser dagligt - kunne man onsdag læse en munter lille sag om tre fans af fodboldklubben Tottenham, der var blevet sigtet for at bruge ordet 'Yid' i forbindelse med en fodboldkamp. Forklaringen er, at ordet, anvendt i dens oprindelige, engelske betydning, er nedsættende overfor mennesker af jødisk herkomst - og hermed pr. definition anti-semitisk.
Der er dog et lille aber dabei: Tottenham er en engelsk traditionsklub fra det nordlige London, der oprindeligt var en klub, hvor en stor del af spillerne var jøder. I udekampe blev ordet 'yids' anvendt nedsættende om holdet, men holdets fans - der var stolte af klubbens historik - tog skældsordet til sig, og anvendte det i stedet som en æresbetegnelse for holdet; The Yid Army. Det kan man bl.a. læse i klubbens egen historie og, lidt mere overskueligt, på Wikipedia. Man kan også se det på White Hart Lane - klubbens hjemmebane - hvor det, som på nedenstående billede, bruges sammen med klubbens oprindelige logo.
Der er dog et lille aber dabei: Tottenham er en engelsk traditionsklub fra det nordlige London, der oprindeligt var en klub, hvor en stor del af spillerne var jøder. I udekampe blev ordet 'yids' anvendt nedsættende om holdet, men holdets fans - der var stolte af klubbens historik - tog skældsordet til sig, og anvendte det i stedet som en æresbetegnelse for holdet; The Yid Army. Det kan man bl.a. læse i klubbens egen historie og, lidt mere overskueligt, på Wikipedia. Man kan også se det på White Hart Lane - klubbens hjemmebane - hvor det, som på nedenstående billede, bruges sammen med klubbens oprindelige logo.
Men det må man altså ikke mere. Ikke nok med at henstille til at bruge ordet med omtanke, nu bliver fans også politianmeldt for brugen af det!
Jeg har stor forståelse for, at man ikke skal ytre sig racistisk, hverken med ord som 'neger', 'perker', 'rødhud' eller 'smovs', da disse ord er ualmindeligt nedsættende for den gruppe mennesker de betegner. Men nogle gange går vi altså helt overbord i vores orwellske iver efter at udrense sproget for alt farve. Og i dette tilfælde er det da helt grelt; her har fans, der tidligere fik ordet brugt imod sig, taget det til sig som en æresbevisning - og dermed vendt betydningen 180 grader, således at det nu er en kærlig opmuntring til spillerne - og det bliver de straffet for!
Kært barn har mange navne, og således også Tottenham Hotspurs; Yid Army, Spurs og Coys er nogle af dem. Måske skal vi også forbyde Spurs - da det jo er et middelalderligt udstyr til at pine og plage heste - og Coys (omend jeg fortsat mangler at se, hvordan dette kan fortolkes racistisk).
Naturligvis skal man ikke håne og råbe nedsættende efter nogle, der tilfældigvis har en anden etnisk baggrund end en selv. Men man behøver nu heller ikke blive smålig. I USA vil man snart få problemer, hvis linjen skal føres helt igennem; her må Cleveland Indians fra NFL ikke længere hedde Indians p.gr.a. sprogpolitikken, og derfor kan vi måske snart se frem til mødet mellem Cleveland Native Americans og Minnesota Vikings .... Nå, nej; Minnesota Native Scandinavians.
tirsdag den 21. januar 2014
i-Landsproblemer
Der er meget galt i denne verden. Grusomheder begået mod uskyldige børn og voksne i krige finder sted jævnligt (Syrien er et glimrende eksempel), sult, fattigdom og hungersnød råder blandt store dele af verdens befolkning, og trafikulykker og sygdom dræber hver dag tusinder. Også lokalt findes der både store og små ulykker sted hver dag, og hvis man vil er der således nok at jamre sig over.
For nogle er det bare ikke nok. Verdens fortrædeligheder er mangfoldige og kan findes i den mest dagligdags og trivielle hændelse. Som når nu man fx skal modtage penge. I vores moderne verden finder dette typisk sted elektronisk, og for at man kan være sikker på at have modtaget pengene, kan man jo tjekke sin telefon. Hvis man nu vil være helt sikker på, at man ikke går glip af noget, kan man vælge at blive adviseret, hver gang der er bevægelser på bankkontoen. Og dermed skulle den hellige grav jo nok være velforvaret.
Men nej. Et eksempel fra den virkelige (facebook-)verden:
Vi lader den stå et øjeblik...
PS: Kære Sisse; sluk din mobil. Stil den på lydløs. Afmeld notifikationen - eller lad være med at tage mod penge...
For nogle er det bare ikke nok. Verdens fortrædeligheder er mangfoldige og kan findes i den mest dagligdags og trivielle hændelse. Som når nu man fx skal modtage penge. I vores moderne verden finder dette typisk sted elektronisk, og for at man kan være sikker på at have modtaget pengene, kan man jo tjekke sin telefon. Hvis man nu vil være helt sikker på, at man ikke går glip af noget, kan man vælge at blive adviseret, hver gang der er bevægelser på bankkontoen. Og dermed skulle den hellige grav jo nok være velforvaret.
Men nej. Et eksempel fra den virkelige (facebook-)verden:
Jeg tror i virkeligheden ikke, at jeg vil knytte så forfærdeligt mange kommentarer til stakkels Sisses ulykkelige situation. Hun vil jo bare have lov til at sove i fred, vil hun, og ikke blive forstyrret af, at der er nogle, der har sat penge ind på hendes konto!
Det kan jeg godt forstå. Og bortset fra det himmelråbende tåbelige i at kontakte tele-virksomheden på facebook (hvor klagerens egen dumhed således bliver udstillet overfor såvel virksomheden som dens øvrige kunder, hvorfor opdateringen snart vil blive landskendt via de virale netværk), kan man håbe, at klagerens verden iøvrigt er så vidunderligt skruet sammen, at hun ikke har andre bekymringer.
I mine unge dage frekventerede jeg et hjem, hvor den ene part var folkeskolelærer. På opslagstavlen hang en række citater til hverdagsbrug, herunder et par såkaldte 'Gruk' fra Piet Hein. Og på trods af min udtalte idiosynkrasi overfor letkøbt lommefilosofi, forklædt som livsvisdom, vil jeg alligevel citere et af dem, jeg kan huske:
Den dag, de store bekymringer sover,
Finder vi småting at klage os over
PS: Kære Sisse; sluk din mobil. Stil den på lydløs. Afmeld notifikationen - eller lad være med at tage mod penge...
mandag den 20. januar 2014
Klassikere og kanoner
Som en
velkommen gave fik undertegnede fornylig lejlighed til at besøge en af
nationens stolte, men i det daglige ofte skjulte, kulturbærere – det såkaldte
Center for Undervisningsmidler (herefter CFU). Centret har til opgave at
formidle lærebøger, klassesæt og undervisningsmaterialer til folkeskoler og
ungdomsuddannelser, og formidler derfor bl.a. streaming af
dokumentarudsendelser og film, laboratoriesæt til fysik, biologi, geografi og
kemi samt naturligvis analoge og digitale redskaber til at bibringe eleverne
viden indenfor dansk, matematik, sprogfag, kristendom mv. Til overflod blev jeg
endog introduceret til et transportabelt planetarium , der kan lejes og
opstilles i et mørklagt telt (anskaffelsespris; 250.000 kr.)
Fidusen er, at lærerne kan blive introduceret til materialerne og få kyndig, pædagogisk vejledning i brugen af dem på det lokale/regionale center, der groft sagt fungerer som et bibliotek, hvor man kan se ‘varerne’, og booke en pædagogisk konsulent til at forklare, hvordan disse anvendes i den daglige undervisning. Et fabelagtigt godt tilbud til lærerne, der jo konstant forsøger at følge med i såvel den nyeste teknologi som de nyeste systemer og materialer til fx dansk og matematik. Med andre ord; skattekroner, der er givet godt ud!
Til disse centre er der så knyttet et depot, hvor lærerne kan bestille de sæt, de har brug for. Når de har bestilt, plukkes bøgerne/materialerne på hylderne og de fragtes ud til skolen. På den dag, jeg var på besøg, fik jeg demonstreret lagersystemet, samtidig med at en medarbejder var ved at pakke bestillinger til en lokal skole, der havde bestilt et klassesæt af Cecil Bødkers Hungerbarnet. Jeg blev naturligvis nysgerrig efter, hvad efterspørgslen på en – i mine øjne – forholdsvis bedaget børne-/ungdomsbog var, og fik at vide at den var stor, og at den faktisk befandt sig på en top 10 over de mest efterspurgte bøger til klassesæt.
Det pirrede naturligvis en litterært sindet kulturbruger som undertegnede og jeg fik efterfølgende derfor også spurgt ind til øvrige ‘bestsellers’ i folkeskolen. Det viste sig, at de mest anvendte titler i denne genre, udover Bødkers roman, var:
Temaet i ovenstående litterære perler er som bekendt barne- og ungdomsliv, og det, der undrede mig mest var, at der øjensynligt ikke er skrevet noget relevant om dette emne – der ellers turde være dejligt identificerbart for folkeskolen ældste klassetrin. Og svaret er, at det er der naturligvis også. Det er konstateret ved egen erfaring qua den private husstands ældre børn og egen interesse. Eksempler kunne være Johanne Algrens Louis 121092-2922 fra 2008 eller Liva Skogemanns 17 km syd for Aalborg (2012) og Trine Bundsgaards serie, for de lidt yngre klassetrin, om klassen fra Rosenmarkskolen, startende med Thea og chatten fra 2009 (eller i en anden genre men kredsende om samme tema; Kenneth Bøgh Andersens Antboy-serie).
Alt i alt er jeg overbevist om, at der er såvel kvalitet som genkendelighed i yngre værker og forfattere, der nok kunne finde plads på en top 10 anno 2014. Og beskæmmende nok tydeligvis ikke gør det, hvorfor de stakkels elever skal tvinges gennem de samme værker som deres forældre, blot med manglende forudsætninger for at forstå romanernes samtid og dermed fx personernes handlemønstre. Og et maliciøst spørgsmål i dén forbindelse; kan årsagen til, at der primært findes titler på listen, der alle er mindst ti år ældre end eleverne, der skal læse dem, være, at det er disse titler, lærerne kan relatere til?
Jeg spørger bare… Og jeg håber det ikke! Forhåbentlig er det et aktivt valg, truffet ikke af nød eller manglende kendskab, men baseret på en kvalitets- og relevansvurdering i hvert enkelt tilfælde.
Tror du ikke også det?
Fidusen er, at lærerne kan blive introduceret til materialerne og få kyndig, pædagogisk vejledning i brugen af dem på det lokale/regionale center, der groft sagt fungerer som et bibliotek, hvor man kan se ‘varerne’, og booke en pædagogisk konsulent til at forklare, hvordan disse anvendes i den daglige undervisning. Et fabelagtigt godt tilbud til lærerne, der jo konstant forsøger at følge med i såvel den nyeste teknologi som de nyeste systemer og materialer til fx dansk og matematik. Med andre ord; skattekroner, der er givet godt ud!
Til disse centre er der så knyttet et depot, hvor lærerne kan bestille de sæt, de har brug for. Når de har bestilt, plukkes bøgerne/materialerne på hylderne og de fragtes ud til skolen. På den dag, jeg var på besøg, fik jeg demonstreret lagersystemet, samtidig med at en medarbejder var ved at pakke bestillinger til en lokal skole, der havde bestilt et klassesæt af Cecil Bødkers Hungerbarnet. Jeg blev naturligvis nysgerrig efter, hvad efterspørgslen på en – i mine øjne – forholdsvis bedaget børne-/ungdomsbog var, og fik at vide at den var stor, og at den faktisk befandt sig på en top 10 over de mest efterspurgte bøger til klassesæt.
Det pirrede naturligvis en litterært sindet kulturbruger som undertegnede og jeg fik efterfølgende derfor også spurgt ind til øvrige ‘bestsellers’ i folkeskolen. Det viste sig, at de mest anvendte titler i denne genre, udover Bødkers roman, var:
- Bjarne Reuter: Zappa (1977)
- Hans Scherfig: Det forsømte forår (1940)
- Bjarne Reuter: Når snerlen blomstrer (1983)
- Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (1958)
- Trine Bryld: Pige Liv (1982)
- + et par stykker, jeg ikke kan huske placeringen af, bl.a. Tove Ditlevsens Barndommens Gade (1943)
Temaet i ovenstående litterære perler er som bekendt barne- og ungdomsliv, og det, der undrede mig mest var, at der øjensynligt ikke er skrevet noget relevant om dette emne – der ellers turde være dejligt identificerbart for folkeskolen ældste klassetrin. Og svaret er, at det er der naturligvis også. Det er konstateret ved egen erfaring qua den private husstands ældre børn og egen interesse. Eksempler kunne være Johanne Algrens Louis 121092-2922 fra 2008 eller Liva Skogemanns 17 km syd for Aalborg (2012) og Trine Bundsgaards serie, for de lidt yngre klassetrin, om klassen fra Rosenmarkskolen, startende med Thea og chatten fra 2009 (eller i en anden genre men kredsende om samme tema; Kenneth Bøgh Andersens Antboy-serie).
Alt i alt er jeg overbevist om, at der er såvel kvalitet som genkendelighed i yngre værker og forfattere, der nok kunne finde plads på en top 10 anno 2014. Og beskæmmende nok tydeligvis ikke gør det, hvorfor de stakkels elever skal tvinges gennem de samme værker som deres forældre, blot med manglende forudsætninger for at forstå romanernes samtid og dermed fx personernes handlemønstre. Og et maliciøst spørgsmål i dén forbindelse; kan årsagen til, at der primært findes titler på listen, der alle er mindst ti år ældre end eleverne, der skal læse dem, være, at det er disse titler, lærerne kan relatere til?
Jeg spørger bare… Og jeg håber det ikke! Forhåbentlig er det et aktivt valg, truffet ikke af nød eller manglende kendskab, men baseret på en kvalitets- og relevansvurdering i hvert enkelt tilfælde.
Tror du ikke også det?
Etiketter:
Center for undervisningsmidler,
CFU,
kultur,
litteratur
Abonner på:
Opslag (Atom)

