mandag den 20. januar 2014

Velkommen

Den korte udgave af historien: så er vi kørende. Efter i en periode at have blogget på blogda er man så at finde på den onde internetimperialismes gratis-tjeneste. Spændende at se, om det bliver meget anderledes end hidtil.

Hvorfor skiftet? Primært tekniske årsager, da det - på trods af diverse forsøg på blokeringer - lykkedes at spamme siden med autogenererede kommentarer, således at siden efterhånden blev stort set umulig at indlæse med dens 220.000 kommentarer (der dog ikke var synlige for læseren).

Blogsbjerget er en personlig blog, der udgives og redigeres af - og med - Max Møje. Den kyndige læser vil forstå, at dette er et pseudonym, og på trods af forfatterens egen idiosynkrasi mod at gemme sin identitet ved udgivelser på nettet og In Real Life, vil det fortsat være sådan.

Hemmeligheden om min sande identitet er ikke synderlig velbevaret, og der skal ikke mange krumspring til at finde mit navn. Når jeg alligevel stædigt fastholder det, skyldes det, at illusionen om anonymitet giver en vis frihed ved de mere harske udgydelser i blog-indlæggene. Og ret skal være ret; vi har gode traditioner for at udgive under pseudonym i Danmark. Tænk bare på Søren Kierkegaard og Karen Blixen - uden sammenligning i øvrigt!

Og hvad kan man forvente at finde på siden? Jeg er - som det vil fremgå - interesseret i fodbold, samfund og kultur i særdeles bred forstand. Derfor vil langt de fleste indlæg handle om dette, og der vil ikke være mange indlæg om oplevelser i det privat. Mest fordi det private er privat, og det øvrige har jeg svært gerne en holdning til. Jeg udstiller gerne, hvad jeg opfatter som idioti og tåbelighed, men jeg skamroser også gerne, hvis og når der er nogle, der fortjener det. (Et lille kuriosum; det er altid lettere at udstille idioti og tåbelighed end at skamrose - ihvertfald på skrift.)

Der vil efter al sandsynlighed være en vis uregelmæssighed i opdateringerne på siden. Det virkelige liv kræver sin mand/kvinde, og der er ikke altid timer nok i døgnet til også at skrive. Jeg vil dog forsøge at holde gryden i kog i tilstrækkeligt omfang til ikke helt at smide folk af vognen.

Så dermed; velkommen til! Du er velkommen til at kommentere alt, hvad du måtte have lyst til, og også gerne rette faktuelle fejl - eller gå i rette med skribenten. Skulle du have lyst til at overtage Max Møjes identitet og udgive et indlæg her på siden, kan jeg også kontaktes til det formål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar